lørdag den 15. november 2014

Man kunne kalde det breaking news

Dengang jeg var lille. Uh-åh-uh-åh-uh-åh. Der elskede jeg Krumme. Nu jeg tænker over det, er der faktisk ingen grund til at sætte det i datid. Jeg hedder Isabella, jeg er 24, og jeg elsker Krumme. Nå, men jeg svor, at jeg ikke ville blive en af de der voksne typer, der altid har travlt. Og endnu værre en af dem, der ser ud som om, at alting gør ondt. Fy for fanden! Jeg havde De Voksne mistænkt for, at de bare ikke kunne lide livet længere. De kunne ikke se det smukke i børne MGP, i mælkesnitter, i nye kondisko (dengang hed det altså ikke "sneakers"), i at gynge helt op til stjernerne.

Men nu sidder jeg her og tænker. Hvor blev 2014 af? Det er et helt kalenderår, der meget snart er væk. Og så tænker jeg fire sekunder længere og opdager, at der fandme er sket meget. Rigtig meget af hvilket, jeg gerne ville have undværet.

I hovedtræk/tal:
  • 1 nyerhvervet lejlighed
  • 1 opsagt lejlighed
  • 6 måneders bopæl i selvsamme lejlighed
  • 1 påbegyndt kandidatstudie
  • 1 droppet kandidatstudie
  • 8 millioner tårer og tanker
Allow me to explain...

Jeg stopper på universitetet. For satan. Jeg er alt for ærkær og stolt, og jeg havde al-drig forestillet mig, at jeg skulle være sådan en taber-drop-out-type. Men det er jeg. Finten er, at jeg faktisk ikke synes, der er noget taberagtigt over det. Længere. Jeg ved nemlig, hvad der ligger bag. Har tit tænkt drop-outs som svage og dovne eks-studerende, der brugte mere tid på at snave på Train og drikke chai latte nede ved Åen end på at læse en fucking bog. Men så skete det for mig, og jeg ændrede pudsigt nok mening. Søndag den 26. oktober - seks dage inde i mit 24. år - kom sammenbrudet, som var så følelsespornografisk og som taget ud af en romantisk komedie med Kate Hudson og Channing Tatum, at jeg meta sammenbrud fik kvalme. Jeg sad og sms'ede med min kusine, alt imens jeg sad og døjede med, hvordan jeg kunne legitimere at pjække fra mandagens dobbeltforelæsning. Fik en sms fra Birgitte om, at krisen skulle snakkes væk, at der skulle findes en løsning, for "ellers ender du med at blive rigtig syg". Av. Det ramte hårdt. Som noget kun kan, når man ved, der er det famøse gran af sandhed. Det var sandheden. Sandheden, som jeg troede, jeg kunne lyve om. Til andre, for andre, men mest for mig selv. Jeg har siden studiestart, nej faktisk allerede inden studiestart tænkt, at jeg bare liiiiiiiiige skulle se tiden an, lige gå all in på at være seriøs studerende, lige komme ind i kampen, lige give det til jul, lige klare 1. semester, lige klare 2. semester. Lige fokusere på feltarbejdet, lige klare de to år, for så lang tid er det jo ikke. For to år ud af et helt liv er jo så afgjort i småtingsafdelingen. Men to år er for lang tid at gå og være ked af det. Der sad jeg så. I mit lille hjem. Alein alein. Klokken midnat en søndag aften. Med tårerne stømmende ud af de små blå, alt imens sandheden endelig ramte mig: Livet er simpelthen for kort til at gå og være ked over noget, der kan ændres. Klassisk, klichefyldt, kedeligt. Ja. Men også korrekt.  Det er ikke en nem beslutning at stoppe. Overhovedet. Der er uoverskuelige mængder identitet bundet op på vores studie eller arbejde, og når jeg ikke længere er antropologistuderende, hvad er jeg så? Jeg er en, der endelig har erkendt, at en cand.noget titel ikke nødvendigvis er opskriften på succes. Jeg er en, der ved, hvad hun gerne vil opnå, og jeg er en, der elsker ordspil, lister, dårlige vittigheder, og en der hader boller i karry, Rasmus Seebach og mennesker der går i for små sko.

Jeg synes, at tilværelsen har været skide hård siden, jeg sad i New York for cirka et år siden. Da det gik op for mig, at mit store rejseeventyr snart var slut. Hvilket medførte titusinde tanker om, hvad jeg kom hjem til. En frygt, der viste sig at være helt berettiget. Jeg skulle selvfølgelig i gang med at læse - selvfølgelig skulle jeg det. Det er jo det, man gør. Sgu da. Derfor blev der opstillet Scenarie A (antropologi) og Scenarie B (journalistik). Jeg er uhyggeligt dårlig til vige fra planer, hvilket utvivlsomt har noget at gøre med min sporadiske autisme. Man har en plan, man følger planen, færdig bum. I min søgen mellem A og B, overså jeg X. Indtil nu. Grunden til de mange tårer, de tusindvis af tanker, de mange tvivl, de vævende beslutninger, de mange frustrationer, de uendelige snakke med mine veninder, de skizofrene blogindlæg - grunden til, at jeg var så meget i tvivl om, hvad jeg skulle læse, er at jeg slet ikke skulle have startet på noget. Jeg var jo ikke klar. Jeg er ikke klar. Da jeg kom ind på bacheloren forsøgte jeg at tjekke min optagelse kl. 00.00, hvor intranettet selvfølgelig var overbelastet. Så jeg stod op kl. 07.00, tændte computeren, læste de usandsynlige ord, der bød mig velkommen til Aarhus Universitet. Strøg ned ad trappen, ned til min far i stuen og ud i haven, hvor det støvregnede i den tidlige sommermorgen. Og stod og dansede i min natkjole. Det lyder som noget fra en Taylor Swift sang, men præcist så lykkelig var jeg. Det kan sagtens være, jeg skal have en kandidatuddannelse på et tidspunkt. Måske. Men ikke før jeg igen er så glad for udsigten til at skulle studere. Og for nu har jeg til gengæld ambitioner, der kan fylde Randers Regnskov and I solumnly swear: Jeg vil gøre alt for at gøre mig selv stolt.

Jeg vil enormt gerne være en karakter taget ud af La Boheme; en af de mennesker, der stoler på sig selv, hviler i sig selv og er fuldstændig ligeglad med, hvad andre synes. Det er jeg bare ikke. Jeg går absurd meget op i det. Da jeg var otte og ti og fjorten og sytten kunne jeg blive dybt ulykkelig over et ondt elevatorblik eller en spydig kommentar fra en fremmed på gaden. Der har jeg i dag taget fuck-fuck hatten på, og det gør mig højst sur. Hvilket på alle måder er bedre end at blive ked af det. Aber dabei. De mennesker, der betyder noget for mig (og det gør mit livs mennesker jo, Gudskelov), deres mening kan stadig sende mig på en emotionel rumtur. Fordi jeg har brug for deres anerkendelse og accept. Og troen på mig og på, at jeg nok skal ende der, hvor jeg gerne vil. Der er forskel på fisk - nogle af dem siger det til mig, andre gør ikke, men jeg tror nok, at jeg godt ved det alligevel.

Selvom jeg nu sidder i min lejlighed med kun vinglas at drikke af, en seng og alt for mange flasker shampoo, selvom jeg fra på torsdag er hjemløs igen, selvom jeg ikke aner, hvor jeg helt lavpraktisk og fysisk befinder mig om fire måneder, selvom jeg ikke ved om mine drømme bliver opfyldt, og selvom jeg igen kommer til at være hende, der med Fjällräven på ryggen går rundt fra sofa til sofa, er der mere plus på kontoen, end der har været i mange måneder. Jeg er ubeskriveligt lettet, det her er muligvis den bedste og sundeste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg tror på det her. Fuldt ud. Fordi jeg vil det.

Jeg hader Drake for at have bragt udtrykket til verden, men jeg er i det lune hjørne her til aften: Y(ou)O(nly)L(ive)O(nce)! YOLO!!!

søndag den 9. november 2014

Hadelisten #2

  • Mennesker der staver "sgu" med k. Eller q. 
  • Nissehue typer i oktober og november. Faktisk også i december, medmindre de er børn. 
  • Lola fra Go' Morgen Danmark
  • Morten Resen fra Go' Morgen Danmark
  • Piger med sprittusch optegnede øjenbryn. Fucked up skønhedsidealer. 
  • Selvhjælpsbøger i genren mand/kvinde/kærlighed/forhold. Undskyld mig lige, mens jeg brækker mig. 
  • Dårlig ånde. 
  • Dr. Phil. %¤E&/()=?/&%¤#!!!!!!
  • 1864. Serien. Ikke krigen. Ikke at jeg er pro krig, men mere et udtryk for præcist, hvor indædt jeg hader serien. 
  • Typer, der ikke har noget imod at tage æren for arbejde, der ikke er deres. 
  • At Ted Chaough lovede Peggy at forlade sin kone, men så gjorde det modsatte. 
  • At det tager mig cirka fem måneder at huske min nye alder efter fødselsdag. Dårlig timing.