tirsdag den 30. december 2014

Bagud og fremad

For cirka 360 dage siden lavede jeg en lille fin liste over nytårsforsætter. Til trods for, at jeg er ganske inkarneret modstander af nytårsforsætter - giver jo for helvede ingen mening. Officielt. Det jeg kan konkludere er, at jeg fik et sted at bo og åbenbaringen omkring fremtiden  ankom. Ad to omgange; først den forkerte åbenbaring, som retrospektivt nok bare var panik og en beslutning baseret på bør og burde. Så kom den egentlige. Ubehageligt, smerteligt, langsommeligt, men den kom trods alt. Med det resultat at jeg rakte fuckfinger til hele den verden, jeg lige havde fået stablet på benene. Og det er den bedste beslutning ever. Rasmus Seebach er faktisk begyndt at tie stille. Eller også er jeg blevet immun? Jeg fik faktisk tilmeldt alt til PBS. Medvinden på cykelstierne har ikke været overvældende, men til gengæld har samtlige af mine jeans hvide mærker på røven fra at have siddet for meget på sadlen. Jeg har pakket mit liv ned i og ud af kasser hele tre gange, lært at sætte pris på glæden ved at have sit eget køleskab og blevet fuldkommen emoji-afhængig. Og semi-indrømmet, at jeg er One Direction skabsfan. Jeg har forholdt mig mere til død og sorg, end jeg har lyst til.

I 2015 vil jeg skrive meget mere for alle tiders Apropos. Jeg vil gå i flere store kjoler. Jeg vil få læst både Anna Karenina og Sophie's Choice - de tykke drenge i klassen skal ikke holdes uden for. I 2015 skal jeg på Roskilde Festival første gang. Jeg skal til Frankrig og fejre mine forældres sølvbryllup. Jeg skal besøge Sara i Andalusien (og have andalusisk bjergmokka, si claro). Jeg skal til reunion i noget så eksotisk som Garmisch-Partenkirchen med verdens bedste rejsemakkere fra Sydamerika. Jeg vil forsøge at være med på filmmoden og se næste års Interstellar. Jeg vil fejre min 25-års fødselsdag med manér og iført rød tylkjole. Jeg vil have udvidet min sneaker-samling. Jeg vil lære at slå smut - jeg har aldrig kunnet finde ud af det, og er pikkemisundelig på alle, der besidder talentet. Jeg vil drikke mange flere white russians (I'm talking to you, O'Malley!). Har også ambitioner om at tage min rygsæk med til Irland. Og nyde livet mere (hold kæft, din følelsesklamme stodder).

Vi ses på den anden side!

fredag den 26. december 2014

Julens opdagelser/erkendelser/observationer


  • Jeg har fået alt for mange fine gaver - blandt andet cirka verdens sejeste hørebøffer. Oh Bruce Springsteen og The National - hit me with your rhythm stick, hit me slowly, hit me quick
  • Jeg deltog helt ufrivilligt i VM i opkast natten til den 22. december. Og jeg vandt. En medalje af mere opkast. 
  • Jeg magter ikke de mennesker, der lige om lidt vil ønske mig glædelig bagjul.
  • Jeg craver syrligt slik. Fordi der er alt andet slik, men intet syrligt i mine forældres hus at opdrive. Så godt opdraget er jeg nemlig. 
  • Det der januarudsalg kan satme godt komme an. Jeg er klar. Med prioriteret liste og stakkels intetanende dankort. 
  • Jeg morede mig urimeligt meget over omskrivningen af Jingle Bells til "single girls, single girls, single all the way".
  • Min mor synes, at det er for meget af det gode, når jeg leger Fritz fra Snobberne og snakker om spændstige au pair piger og liderlighed til ellers pæn julefrokost. 
  • Man skulle jo tro, at forelskelsen ville aftage, men for helvede, hvor er jeg bare helt hjerteknusende vild med begge mine nevøer. Helt forståeligt, eftersom de objektivt set er de dejligste drenge på jord. 
  • Endnu en mand vi kan tilføje til listen over dem, jeg gerne vil giftes med, er Mac Barnett. 
  • Jeg kan sgu egentlig meget godt lide Jacob Haugaard - i mit næste liv vil jeg være en mand, der går klædt som Jacob Haugaard. Men jeg vil ikke være venner med Finn Nørbygaard. 
  • Jeg bryder mig virkelig ikke om, når folk beder mig om at trække luft ind, mens jeg er ved at fortælle en historie. Det er en forholdsvis pæn måde at bede mig om at klappe kaje på.
  • Jeg elsker (!) at være i kirke juleaften. Og der findes enkelte præster, der ganske enkelt er fænomenale. Flemming Kloster (no shit) er en af dem. 
  • Jeg føler intet behov for at spise hverken flere kogte eller brunede kartofler før et godt stykke inde i 2015.
  • Jeg er på ingen måde nede med, at adskillelige familiemedlemmer synes, jeg skal erkende, at jeg citat snart citat slut bliver TREDIVE. 
  • Til gengæld er jeg mega meget nede med, at min Faster sagde til mig, at folk bliver meget ældre i dag og derfor behøver jeg blot at opnå mine før-30-ting, inden jeg fylder 40. 1000 point til Faster Mona.  
  • Jeg håber, I er forædte, forkælede, begavede og glade. 

torsdag den 18. december 2014

Forresten


  • Så jeg i går kl. 17.19 en voksen - og umiddelbart ædru - kvinde pisse bag en busk på den ret så trafikerede Viborgvej i Århus V. Jep. 
  • Er jeg utrolig træt af mennesker, der i deres beskrivelse af sig selv, føler sig nødsaget til at skrive, at de er søde. Ej vel? Jeg holder mig til Maragrat Thatcher - hvis du er nødt til at fortælle folk, du er magtfuld, er der nok noget, du har misforstået.
  • Har jeg slet ikke spist nok chokoladeovertrukne mandler. 
  • Varede min julestemning lige præcis ét døgn. Jeg er med andre ord tilbage i rollen som surt, gammelt røvhul. 
  • Har jeg scoret billetter til Jonatan Spangs Danmark i november 2015. Det ville jo være trist, hvis a. man ikke kunne se sin mand og b. hvis man ikke havde planer 11 måneder frem.
  • Er det lige gået op for mig, hvor ofte jeg omtaler mig selv som "man". Man kan jo ikke gøre for det, kan man vel?
  • Har jeg for nylig spekuleret over, om jeg ville kunne bo i Odense. Er ikke nået nogen konklusion. 
  • Vil jeg gerne citere Morissey fra The Smiths om sit kærlighedsliv: "I don't have one, but I'm open to ideas". Amen, brother! 
  • Har jeg opdaget, at der findes voksne kvinder, der omtaler foundation som bruncreme. 
  • Har jeg opdaget, at der findes voksne mænd, der stadig tror, at menstruationsblod er blåt. 
  • Mumler jeg åbenbart fuldstændig urimeligt meget i telefonen. Samtlige gæster der ringer til hotellet, kvitterer, efter min indstuderede hallo-rutine, med et "Hej Camilla". 
  • Vil jeg godt gøre opmærksom på, at den der lækre frugt/grøntsag som man bruger til at lave guacamole med hedder avocado. Ikke ADvocado. Stop det.
  • Kom jeg til at google noget tilsyneladende uskyldigt på arbejde, som resulterede i pornobilleder på Google Images. Jeg er sådan en ansvarlig medarbejder.
  • Smelter jeg fuldstændig, når min ældste nevø nægter at tage sin Pyrus-hat af og stiller sig op i sofaen, og hopper ned til sætningen "Mere ramasjang og tjuBANG i den". That's my boy!
  • Forstår jeg ikke de der frozen yoghurt bikse, som Århus åbenbart i bred konsensus, har besluttet er det nye sort. Hvorfor ikke bare indtage en god gammeldags Carte D'or?
  • Skal jeg ind og se Den Lille Pige Med Svovlstikkerne i teater i aften. Jeg glæder mig. Og kommer helt sikkert til at voldtude. Because that's just how I roll.

fredag den 12. december 2014

Apropos

Engang i sommers var jeg meget nervøs, da jeg sendte en ansøgning af sted til et af de mest geniale magasiner i vores land. Det hedder Apropos Magazine. Jeg var endnu mere nervøs, da jeg skulle skrive en prøveartikel og cirka ved at dø af angst pre Skype-samtale med stifter og chefredaktør. Cirka lige så nervøs som da jeg gik i 1.g. og var stensikker på, at 3.g'erne var bødler hele bundtet. Men fandenfilenduseme; jeg har fået lov til at skrive for dem. Apropos altså. Ikke 3.g'erne. Jeg fik sådan set helt officielt lov til at være en del af den helt officielle redaktion af den helt officielle chefredaktør i september, men fordi jeg er sådan en forsigtigper skulle jeg lige være ottetusind procent sikker på, at de ville beholde mig inden jeg udbasunerede min glæde over at være en del af noget så fint. For jeg sad da med en vis frygt for at få en mail med "Vi har sgu ombestemt os" i emnefeltet. Det har jeg ikke fået, og jeg tror faktisk, at jeg får lov at blive.

Det helt fantastiske ved Apropos er, at det er nøjagtig my kind of writing. Altså det subjektive stads. Jeg har aldrig brudt mig om objektive skriv, det er ikke min thang, og det har også altid været det, jeg er blevet kritiseret for i det der skole. Man kunne kalde det mit rette element, en fisk i vandet, blommen i et æg.
Man kunne også bare sige, at jeg har mega optur over Apropos! Og jeg synes da så afgjort, at du skal trykke på det nedenstående link, for wallah jeg sværger, det er awesome! 
www.aproposmagazine.dk


søndag den 7. december 2014

Lige dér

Jeg "kæmpede" med julestemning sidste år. Fordi den ikke rigtigt kom. But then again; hvis det er ens største problem, er det et ventende karmaklask at kalde det en kamp. Jeg har derfor nogenlunde affundet mig med, at jeg er et gammelt røvhul, der ikke kan fremtvinge julestemningen. Det kunne jeg så godt. Med hjælp fra min smukke 15-årige kusine, der med sin efterskole opførte Ni Læsninger i Sct. Clemens kirke her til aften. SÅ pissesmukt, altså! Bedårene små piger, der sang som engle. Fine bibelske fortællinger, som ganske yndigt og enkelt fik opsummeret alt det smukke og næstekærlige, som Kristendommen står for. Og når de så også synger "Dejlig er jorden" og Dylans "Ring Them Bells", er jeg solgt til julestanglakrids. Og så hende der Mathilde. Armen altså!

Til trods for, at jeg for et par uger siden fik at vide, at jeg *snart* bliver 30 og at "sandheden er ilde hørt bla bla bla" og blev voldsomt fornærmet over bemærkningen, blev jeg til aften en smule jeg-er-et-gammelt-røvhul-nostalgisk ved at sidde og nyde synet af de unge mennesker. De yngre mennesker. Fordi de bare har hele livet foran sig, og hvor er det dog spændende, hvor de ender. Og fordi det er vanvittigt underligt at tænke på, hvad for en starut jeg var, da jeg var 15. Det er næsten et årti siden, og jeg ville næppe have skudt på, at jeg var blevet den, jeg er blevet til. Ikke at udviklingen er slut. Jeg synes jo på mange måder, at jeg stadig piller navle og bruger absurde mængder tid på at finde ud, hvem fanden jeg egentlig er. Hvem jeg har lyst til at være. Men jeg tænker trods alt, at kernen er på plads. Kernehuset er der, og alle de andre lag skal bygges på henover årene, indtil jeg er et rynket Pink Lady.

Indtil da: Glædelig jul.

mandag den 1. december 2014

Det er snart jul

Jeg ønsker mig en rejse af + fire måneders varighed til Mellemøsten, en mere til Irland, endnu en til Spanien, og jeg ønsker mig at bo i Barcelona og Japan. Jeg ønsker mig at leve af at have fingrene kronisk tapeseret til tasterne. Jeg ønsker mig de udsolgte sølv sneakers fra Nike. Jeg ønsker mig en tylkjole som den Carrie Bradshaw har på i Paris i det sidste afsnit af SATC. Jeg ønsker mig, at jeg turde gå i en tylkjole i Paris. Jeg ønsker mig, at modebloggerne bliver kvalt i deres cupcakes. Jeg ønsker mig en en privat ø i Sydhavet. Jeg ønsker mig at lave et interview med Lena Dunham. Med Passenger. Med James Bay. Med Nik & Jay. Med Bill Murray. Med Bent Fabricius-Bjerre. Med Bruce Springsteen. Jeg ønsker mig at kunne forstå alle mine familiemedlemmer på samme tid. Jeg ønsker mig mere WHAM! og George Michael. Jeg ønsker mig, at reality-tv ville brænde op i helvede. Jeg ønsker mig, at Christiane Schaumburg-Müller på noget niveau forstod begrebet feminisme. Jeg ønsker mig at være mere ligeglad med ting, der jo alligevel er uendeligt ligegyldige. Jeg ønsker mig medvind på cykelstierne. Jeg ønsker mig vanter, der varmer alle ti fingre. Jeg ønsker mig mindre frelsthed, mindre smålighed, højere til loftet, mere omfavnelse og større sko.