søndag den 7. december 2014

Lige dér

Jeg "kæmpede" med julestemning sidste år. Fordi den ikke rigtigt kom. But then again; hvis det er ens største problem, er det et ventende karmaklask at kalde det en kamp. Jeg har derfor nogenlunde affundet mig med, at jeg er et gammelt røvhul, der ikke kan fremtvinge julestemningen. Det kunne jeg så godt. Med hjælp fra min smukke 15-årige kusine, der med sin efterskole opførte Ni Læsninger i Sct. Clemens kirke her til aften. SÅ pissesmukt, altså! Bedårene små piger, der sang som engle. Fine bibelske fortællinger, som ganske yndigt og enkelt fik opsummeret alt det smukke og næstekærlige, som Kristendommen står for. Og når de så også synger "Dejlig er jorden" og Dylans "Ring Them Bells", er jeg solgt til julestanglakrids. Og så hende der Mathilde. Armen altså!

Til trods for, at jeg for et par uger siden fik at vide, at jeg *snart* bliver 30 og at "sandheden er ilde hørt bla bla bla" og blev voldsomt fornærmet over bemærkningen, blev jeg til aften en smule jeg-er-et-gammelt-røvhul-nostalgisk ved at sidde og nyde synet af de unge mennesker. De yngre mennesker. Fordi de bare har hele livet foran sig, og hvor er det dog spændende, hvor de ender. Og fordi det er vanvittigt underligt at tænke på, hvad for en starut jeg var, da jeg var 15. Det er næsten et årti siden, og jeg ville næppe have skudt på, at jeg var blevet den, jeg er blevet til. Ikke at udviklingen er slut. Jeg synes jo på mange måder, at jeg stadig piller navle og bruger absurde mængder tid på at finde ud, hvem fanden jeg egentlig er. Hvem jeg har lyst til at være. Men jeg tænker trods alt, at kernen er på plads. Kernehuset er der, og alle de andre lag skal bygges på henover årene, indtil jeg er et rynket Pink Lady.

Indtil da: Glædelig jul.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar