onsdag den 30. december 2015

2015 retrospektivt

Om 26 timer er 2015 slut.

Jeg har det stramt med nytår. Det er jo bare en helt almindelig aften, hvor folk går amok, går i alt for meget glitter, sætter ild til skraldespande og sprænger postkasser i luften. Fordi kanonslag åbenbart er det sjoveste næst efter pruttepuden. Jeg forstår det ikke. Og er pissebange for fyrværkeri - jeg skal ikke i nærheden af det. Som i: Overhovedet. I mit hoved er åben ild og høje promiller bare ikke en ideel kombi. Mega snerpe, I know. Derudover er jeg som bekendt også elendig modstander af nytårsforsætter. Modstander fordi de irriterer mig. Både fordi alle mennesker staver det "nytårsfortsæt" og fordi jeg ikke synes, det giver mening at gøre livsstatus baseret på en kalender. Elendig fordi jeg ikke kan undslippe opgørelsen. For når vi rammer årets sidste dage, gør vi status. Nytår er dejligt konkret - for præcis 12 måneder sad vi her sidst, fulde af forventninger og måske bekymringer om det kommende, uskyldsrene år. 52 uger senere sidder vi her atter og tænker ved os selv, at dén havde vi alligevel ikke set komme. Nytår er tiden for nye begyndelser og hvad end vi vil det eller ej, er det nu, vi kigger tilbage på det år, der rinder ud.

Når man, som jeg, har et sind, der tipper lidt til den mørke side, er en sådan statusopgørelse ikke ubetinget rar. Det er nemlig primært de smertelige ting, der fylder for mig. De ting, der gør ondt. De oplevelser, der har lavet små rifter i mit hjerte. Det fylder mest, ikke fordi kolonnen over plusser og minusser er meget længere på minussiden, men fordi jeg som person sagtens kan rumme glæde, grin og orgasmer. Sorg, frygt, frustration og ensomhed er sværere at forholde sig til og bearbejde - de kræver mere opmærksomhed, og det får de. 

Så fin tanken om en ny start er, ligeså fjollet er den. Du kan købe en ny kalender, ja, men der har været kalendere før den, og hvis vi er heldige, kommer der flere efter denne. Groft og morbidt sagt stod mit 2014 i dødens tegn. Jeg mistede fire mennesker i løbet af et halvt år, hvilket mit hjerte stadig kæmper for at forstå. Hovedet er nogenlunde med, men derfor gør det stadig pissepikkeondt. På det hospice, hvor min mormor trak sit sidste åndedrag, hang en plakat med teksten "Al sorg, al angst handler om en tilknytning til et andet menneske, som er blevet brudt eller som risikerer at blive brudt. Sorg er kærlighedens pris". Og det er så rigtigt. For kærligheden er her jo stadig. Men uden afløb. Jeg har ikke noget sted at kanalisere den kærlighed hen længere. Nu er den udelukkende forbundet til minder. Og selvom det skete i 2014 og nogen vil hævde, at jeg skal holde op med at koge suppe på dét ben, er sorg en proces. En proces man ikke kan skynde på eller sige nej tak til. Jeg besluttede mig sidste nytår for, at 2014 havde været én kæmpestor lavine af lort, og at 2015 ville være mit år. Dét ville blive godt. At når jeg endelig kunne give 2014 et ordentligt spark i røven med udtrykkelig besked om aldrig at komme tilbage, ville mit humør og mit liv finde et normalitets-stadie igen. Og selvom jeg tog den beslutning i en famlen-i-blinde-periode, fordi det var en overlevelsesstrategi, holder den jo ikke. Ingenting er kun godt eller kun dårligt. 2014 var hårdt, det var beyond hårdt. Men der skete også gode ting. Selvfølgelig gjorde der det. 

Og har 2015 været kun god? Næh. 2015 har for mit vedkommende i store træk handlet om afbræk, opbrud og nye begyndelser. Jeg har forladt Århus for at blive øboer - ja, jeg er flyttet til en eksotisk ø. Den hedder Fyn, og til trods for mine bedste forsøg har jeg endnu ikke mødt en indfødt, der tillader, at jeg kalder ham Fredag. I år fik jeg den største succesoplevelse. I mit liv, tror jeg. Jeg kom imod alle odds ind på en fantastisk uddannelse. En uddannelse, hvor der var virkelig var rift om pladserne. Jeg kom ind. Fandme. Nu er jeg sådan en studerende igen - en journalist studerende ved det der Syddansk Universitet. Jeg har en base i Danmark uden udsigter til at skulle slå mig ned et eksotisk sted. Det er mærkeligt, angst- og rejsefeberfremkaldende, men helt sikkert sundt for mig. 2015 bød på et receptionist-job, der langsomt men sikkert drænede mig for livsgejst. Det var også i år, jeg på en nogenlunde konstruktiv måde erkendte, at jeg har commitment issues, og at jeg ikke altid behandler mænd, som de fortjener. Og at det måske er et mønster, det er værd at kæmpe for at bryde ud af. 2015 har været nervepirrende, frustrerende, ængsteligt, ensomt, bange, selvudslettende, uvidende. Gudskelov har det også været rendyrket begejstring, velsignelse, nogen der holdt hånden over min familie, ukontrolleret grin, fuldemandsdans, lip-sync-battling, krammere, kakao, knækbrød (og jeg kan virkelig godt lide knækbrød) og kærlighed. Så. Til trods for sortseer-tendenser, er taknemmelighed den gennemtrængende følelse, når jeg kigger tilbage. Både på 2015, men også når jeg tænker på årene før og dem, der vil følge. Oprigtig taknemmelighed for de mennesker, jeg har i min osteklokke af et liv. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke har fortjent dem.

Tusind tak fordi I læser med. Det er rørende, at I gider. Tak for i år.

tirsdag den 29. december 2015

Status

Så skal vi til det igen. Vi skal høre mig sige, at jeg hader nytårsforsætter, mens jeg fortæller jer, hvad jeg (ikke) nåede og hvad jeg vil nå i løbet af 2016.

Lad os gå til makronerne. I 2015 skrev jeg masser af artikler til Apropos. Jeg udvidede min sneakerkollektion med intet mindre end fire par kondibasser. Jeg ved ikke, hvad årets Interstellar har været, men jeg har været i biografen sølle to gange. Til gengæld har jeg været til en jävla masse koncerter og stand-up. Hverken min rygsæk eller jeg kom til Irland. Men den er ikke blevet forsømt - den har nemlig været i Garmisch-Partenkirchen, Sverige, Sevilla, Normandiet, Berlin, Ægypten og på Roskilde Festival sgu da. Jeg har gået i mange kjoler, men ikke nok. For 3. år i træk har jeg ikke fået læst Anna Karenina og jeg frygter, at der måske er ved at danne sig en tradition? Jeg vil så gerne læse den, men der er åbenlyst mange bøger, jeg hellere vil læse. Dårlig tradition, i hvert fald. Med rystende knæ erklærer jeg, at det bliver gjort i 2016. Jo sgu. Og nu til det rigtigt vigtige: Lærte jeg at slå smut? Det er et ja/nej spørgsmål uden et ja/nej svar. Decideret lært det har jeg ikke, men jeg har op til flere gange (efter endnu flere forsøg) lykkes med at få en sten til at danse på havet. Og hvis det er hvad, jeg kan få, tager jeg imod det.

Hvad skal 2016 byde på? Altså udover at få læst den skide bog. Jeg skal i praktik til næste efterår, og jeg vil med næb og kløer kæmpe for, at det bliver verdens bedste praktikophold på verdens bedste sted. Jeg skal (forfuckogpikkemandogkrafthelvede) ikke flytte nogen steder hen. Om Gud vil, bliver jeg boende lige her. På min 8. sal med nogle topskønne mennesker. Jeg drømmer om at komme til Marokko med den forsvundne tvilling. Jeg drømmer om at fejre en vis types runde fødselsdag i New York. I parentes bemærket skal jeg have fundet mig et job. Jeg drømmer om, at Donald Trump taber større end stort, og at Lena Dunham skriver en bog mere. Lavpraktisk skal jeg have en ny telefon, ditto løbesko, have repareret min cykelhjelm, sat nyt batteri i mit ur og lære at lave risotto, fordi det er rimelig blæret at kunne. Jeg burde, nu hvor jeg er på den anden side af 25, også lære at stryge en skjorte propert. I 2016 skal jeg lære at balancere på linen mellem at dehydrere og drukne mine planter. Jeg vil have en Bjørn Wiinblad urtepotteskjuler og et par smækbukser. Måske får jeg en tatovering, måske får jeg fremkaldt billeder fra de sidste tre år - ingen ved det. I hvert fald vil jeg drikke flere hverdagssjusser og on that note lære at lave en perfekt caipirinha, holde flere spontane fester, lufte mine bryster tiere (ikke et forslag om at danne 8. sal til en moderne Thy-lejr, men min måde at sige, at jeg skal være mindre blufærdig). Jeg vil være mindre forsigtig, mindre bekymret, se mine venner meget mere og måske boykotte DSB permanent. Og så vil jeg grine nøjagtig ligeså meget, som jeg plejer. Fordi jeg kan.

Bring it, 2016!

lørdag den 26. december 2015

Luk nu røven, Isabella

Sådan siger den anden del rigtig tit til den første del af mig, når denne udbasunerer "DU ER IKKE GOD NOK". Jeg er lige dele ambitiøs og selvudslettende. Lidt usmart. Meget usmart, faktisk.

Da jeg var lille, ville jeg gerne være forfatter. Det vil jeg stadigvæk gerne. Til det skal man være dygtig til at skrive. Og det er her, vi rammer en mur så tyk som jerntæppet, der delte Europa. For jeg vil så gerne tro på det, søde mennesker fortæller mig. At jeg kan noget med sproget, at jeg har talent. Men jeg kan ikke. Det er så svært for mig at tro på.

Tidligere i denne måned fik jeg taget portræt-fotografier med den forsvundne tvilling. Manden med kameraet starter med at tage billeder af mig, og da han bevæger sig videre til tvilling, udbryder fotograf-typen "Ja, dét kan jeg arbejde med!". Hvad manden faktisk siger er, at Hanan er sygt fotogen. På ingen måde er det ny information for mig, at kameraet ikke elsker mit fjæs. Men det jeg faktisk hører er: "Isabella, du er herregrim". Og forindihelvede - det var jo ikke det, manden sagde. Jeg hører ikke det, der bliver sagt. Med den eminente undtagelse, at der er nogen, der kritiserer mig, i hvilket tilfælde jeg er lutter øren. Og al-drig glemmer det. Det betyder jo ikke, at jeg er super hyper nærtagende omkring alt - faktisk vil jeg selv mene, at jeg er ok schjov og nede med eksempelvis sarkasme. Men på nogle punkter er jeg meget usikker; jeg tager kritik ekstremt personligt, jeg bliver semi-panisk, når jeg skal møde nye mennesker i frygten for, at ingen kan lide mig og jeg har et sygeligt behov for at blive forstået rigtigt. Før i tiden gik jeg også rigtig meget op i, hvad folk tænkte om mig. Det gør jeg stadig, når det er mennesker, der betyder noget for mig. Heldigvis har jeg lært, at det er fløjtende ligegyldigt, hvad andre synes om mig.

Jeg ved ikke hvorfor. Men positive tilkendelser trænger ikke ind igennem hjernebarken. Jeg hører det, men jeg lytter ikke. Jeg forstår ordene, men jeg registrerer dem ikke. Om det er Jantelov, fortid eller bare en del af min personlighed, ved jeg ikke. Uanset kan jeg godt blive sur på mig selv. Ikke fordi jeg har lyst til at være en arrogant skid, der tror, at jeg er da shit og det største, der er sket det litterære miljø siden Oscar Wilde. Men. Det ville være rart ikke konsekvent at tro det værste om mig selv. Jeg tror, at min usikkerhed både er min velsignelse og min forbandelse. Det er den, der gør, at jeg altid kæmper, altid hæver barren, altid drømmer om noget større - den udvikler mig. Men den knækker mig også indimellem. Den banker mig ned i gulvbrædderne og fortæller mig, at jeg skal blive der.

Jeg tror, at samtlige af mine venner vil skrive under på, at jeg har tendens til at være selvdestruktiv. Og jeg kan edderpatfitme forestille mig, at det må være belastende. Belastende at skulle gentage sig selv i det uendelige til umiddelbart ingen verdens nytte. Der er ikke tale om falsk ydmyghed; der er for mig ingen glæde i at høre "du er dygtig" gentaget. Det er mere en hårdknude i maven og en masse bortforklaringer oven i egen krydder a la det-skal-du-synes-du-er-min-ven, det-er-nok-også-fordi-du-synes-jeg-er-sød, du-tør-ikke-sige-sandheden-for-så-ved-du-at-jeg-bliver-ked-af-det. Og det er jo en kæmpe gang pis.

Faktum er, at jeg aldrig ville drømme om at være så hård ved andre, som jeg er ved mig selv. Helt objektivt set kan jeg jo godt se, at det er fuldstændig fjollet. At det er ukonstruktivt. Fandme nærmest downright destructive. Derfor gad jeg virkelig godt kunne montere nogle andre briller end mine egne kritiske. Mine venners, min søsters, mine forældres, mine kusiners. For der hvor jeg ser fejl, tror jeg, at de ser noget andet. Ikke fordi de er blinde over for mine lidet flatterende sider, men de er ligeledes ikke blinde over for det gode. Sammen med alle de der ingredienser i mit livs bolledej, er der noget gær. Det gær, som får massen til at gro, som gør massen mulig. Den lille pakke gær er min skrivelyst. Den er fuldstændig essentiel for min livsglæde. Og alligevel kan jeg ikke dræbe stemmen i mit indre, der siger, at man sagtens kan bage boller uden gær. Jeg kan ikke bage uden gær. Min familie og mine venner ved det godt, og de fortæller mig, at jeg skal bruge min gær, at det er fantastisk gær uden udløbsdato, og at jeg virkelig burde bage nogle flere boller. Hvorfor kan jeg ikke tro på det og skrubbe ud i det skide køkken?

O'Malley og jeg snakkede post New York og Buenos Aires om, hvor dejligt det ville være, hvis man blev bevilliget tre minutters kig ind i fremtiden - bare lige så man kunne få ro i sindet og forhåbentlig se, at det hele nok skal gå. At man ender lige præcis der hvor man gerne vil være. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle mine homies nok skal blive til nøjagtig det, de drømmer om. Jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke hvordan, men jeg er stadig ikke i tvivl. De skal nok klare den. Hver og en. Og det samme tænker de jo helt sikkert om mig - men for fanden, hvorfor er det så svært at tro på sig selv?

Nu vil jeg gøre noget fuldstændig uhørt og offentliggøre det her indlæg i stedet for bare at lade det ligge i den virtuelle skuffe til tid og evighed. Det gør ondt, der er flagermus i bugen, det er pissepikkegrænseoverskridende. Men nu gør jeg det alligevel. AV.

torsdag den 24. december 2015

God jul for helvede

Fra hele mig til alle jer: Glædelig jul.

Julen er en løjerlig størrelse. En sammenkogt ret med to tredjedele hedenskab, et skvis myrraskær, en teske religion og 670 gram margarine tilsat familietraditioner og "det plejer vi". Så skal man bare ælte dejen til en fast masse og losse den op i røven på en and - så er det jul.

Jeg kan komme i tanke om meget få ting, jeg elskede højere end julen, da jeg var barn. Det skulle da lige være anemoner, perleplader og min fødselsdag. Jeg syntes, det var magisk. Jeg elskede tanken om, at alle skulle være søde ved hinanden - at ingen var uvenner og at i en hel måned fandtes problemer ikke. En af de bittersøde erfaringer ved at blive voksen er erkendelsen af, at det ikke passer. Verdens grumheder eksisterer stadigvæk. Som voksen bliver julen nu mere forbundet med travlhed, presset økonomi og en masse løse ender, der skal bindes inden juleferien. Omend jeg føler mig gammel, når jeg indrømmer det: I dag relaterer jeg mig mere til "julen varer længe, koster mange penge" end til "Anna hun har ingen ro, før hun får sin pakke", når vi synger "Højt fra træets grønne top". Julen er ikke længere en fortryllende tid for mig. Den er fin, den er udmærket, men den er ikke længere det store sus, som den var engang. Og hvis jeg skal være sårbar og ærlig, ved jeg godt hvorfor.

Om vi vil det eller ej, er hjerternes tid også den højtid, hvor allerflest fanges af ensomhedens jerngreb. Hvor rigtig mange af os bliver mindet om et afsavn. Bliver mindet om, hvordan julen var engang; dengang der skulle laves to portioner ris a la mande, så der var nok til alle. Den tid på året, hvor vi bliver tæppebombet med minder. For mit vedkommende min morfars hemmelige blink til mig, når vi spiste desserten bestående af sammensmeltede ris, min mormors bløde hænder på mine kinder. Og det er ikke det samme. Jeg ved godt, at jeg er priviligeret - nu har jeg eksempelvis to små drenge i mit liv, som jeg tror, jeg vil gøre alt for. Og de gør mig glad. Derfor savner jeg stadig de andre.

Er det dejligt at være hjemme? Ja. Glæder jeg mig til and, gaver, kirke og salmer? Ja. Glæder jeg mig til, at mine nevøer skal ræse igennem mine forældres hus, mens vi synger Nu Det Jul Igen? Ja. Glæder jeg mig til at se deres blå og brune øjne flyde over af begær og glæde, når de ser pakkerne under træet? Ja. Men kommer der et tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg bliver ked af det? Utvivlsomt. Og det er okay.

Jeg håber, at I passer på hinanden. Husker på, at julen ikke handler om, hvad du indkasserer, men om at du har mennesker omkring dig, der elsker dig. Og hvis du ikke har nogen, skal du vide, at jeg tænker på dig - også selvom jeg ikke kender dig. Glædelig jul.

onsdag den 23. december 2015

Lillejuleaften

Så er vi her. Aftenen før aftenen. Med den mærkelige stemning, det altid medbringer. Jeg sidder på mit barndomsværelse og hører Avicii. Ja, jeg ved sgu heller ikke lige, hvad der skete der. Samtidig tænker jeg på Den Lille Pige Med Svovlstikkerne og Pyrus. Jeg har FaceTimet med mine nevøer og jeg er en røv - jeg truede dem fandme med, at de ikke fik gaver, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Lorte-voksen. For så blev de helt stille og bange for, at jeg mente det. Note to self, Isabella: 2-4 årige forstår ikke sarkasme. Mega fejhold at spille gavekortet. Selvfølgelig skal de have deres gaver, og det prøvede jeg at fortælle dem bagefter. De kan slet ikke være i deres spæde kroppe af forventnings glæde. Faktisk glæder jeg mig helt vildt til at se de to mini-mennesker åbne pakker. Selv har jeg lige skrællet 2,5 kilo kartofler og ædt tre snebolde. Min mor har vanen tro indkøbt de sidste presenter dags dato og jeg har drukket et glas snaps med mine forældre i julens navn. Juletræet er pyntet, ænderne (ja, pluralis) er forstegt, gaverne er næsten pakket ind. Vi når det nok, det plejer vi og resten i håret.

tirsdag den 22. december 2015

Noget om kynismens opstandelse og veninders fertilitet

I børnehaven havde jeg to kærester. De hed Thomas og Klaus, og vi var alle tre mægtigt gode venner. Guttermænd, var de. Klaus var udadvendt, Thomas var indadvendt og jeg var ikke en dreng. Siden min progressive adfærd som barn, har jeg ikke haft noget behov for at udforske parforholds-genren. Og nej, ikke fordi jeg gerne vil have to mænd ad gangen som i børnehaven (nu lyder det pludselig helt forkert med den børnehave). Det er først inden for de seneste par år, at jeg er holdt op med at sætte lighedstegn mellem folk i parforhold og midlertidig sindssyge.

Jeg ved ikke præcist, hvornår det skilte for mig. Fra at have drømmen om en happy ending og til min nutidige skepsis/kynisme/afstumpethed. Som yngre havde jeg nemlig Audrey Hepburn, Disney-prinsesse-fasen og boyband-besættelsen (Shane Filan og jeg ville have fået umanerligt kønne børn), hvor jeg dagdrømte om at få fejet benene væk under mig. I folkeskolen var jeg ret sikker på, at der bare ikke var nogen, der ville have mig. På et tidspunkt i gymnasiet bestemte jeg mig for, at så kunne det kraftedme også bare være ligemeget. Så gad jeg da bare slet ikke have en kæreste, hvis det skulle være på den måde. Det blev på sin vis en selvopfyldende profeti. Hvilket jeg er glad for. Jeg har ikke lyst til den der kernefamiliekonstellation, ikke ambitioner om at være en del af skyllemiddelssegmentet. Og det er noget, jeg hviler hundrede procent i. I dag betragter jeg dog ikke ideen om en kæreste som fuldstændig usandsynlig. Tanken kan stadig skræmme mig voldsomt. Men jeg er nået frem til, at hvis Klods-Hans en dag står dag med en død krave i den ene hånd og tilbyder mig sit hjerte i den anden - og jeg ligeledes har lyst til at give ham mit tilbage - er det super. Så skal han være hjertelig velkommen til at forsøge at manøvrere i rodebutikken. Og hvis det ikke sker, er det også ok.

Jeg har i de seks år siden jeg fik studenterhuen på (fuck) ikke rigtigt ændret holdning, men det har min omgangskreds. Ikke at de har postuleret det samme som mig, men mine venner og veninder, som er min guldkrukke for enden af regnbuen, er langsomt og sikkert ved at danne sig kernefamilier. Det følgende kommer til at lyde utrolig egoistisk af den simple grund, at det er det.
Jeg bryder mig ikke om det. Skizofrent, som altid naturligvis. Jeg glæder mig til at blive tante til de guldklumper, mine veninder kommer til at føde, jeg er dybt beæret over de bryllupper, jeg har været en del af, jeg holder rigtig meget af mine veninders respektive mænd og bombesikkert er det, at jeg ikke ønsker noget som helst andet end evig lykke, solskinsdage, god karma, bred karse og medvind på cykelstien for mine veninder. Men. Vennerne er den selvvalgte familie. Mit hjerte er stavnsbundet by choice. Og lige præcis derfor rammer deres opbygning af et traditionelt familieliv ind i en frygt for at miste dem, der betyder allermest for mig. Jo ikke fordi, at de slår op med mig, når de bliver gift. Men når tiden kommer, hvor de får børn, ved jeg jo godt, at tingene kommer til at forandre sig. Og det skal de, for et barn vender op og ned på verden, gør den større, smukkere, bedre, mere skræmmende. Det skal der være plads til, og jeg kommer til at glæde mig så meget på deres vegne, for jeg ved, at det er det, de ønsker. Derfor kan jeg godt blive melankolsk over den forandring, jeg ved, der kommer.

Sgu da egentlig praktisk, at en graviditet tager ni måneder. Så de vordende forældre kan købe udstyr, babysikre dødsfælden og så umodne veninder mentalt kan forberede sig. Og købe sparkedragter. Og endnu federe; meget larmende legetøj.

mandag den 21. december 2015

Ufrivillig tradition

Jeg er syg. Jeg kaster op. Det gjorde jeg også sidste år til jul, og jeg synes ikke umiddelbart, at det er en tradition, der kræver videreførelse. Men nu ligger jeg her og har det ganske elendigt. Og har ingenlunde tid til at ligge her; både fordi jeg skulle have været på arbejde, men også fordi jeg skulle have læst op til eksamen. Det skete ligesom ikke. I stedet for vil jeg lægge mig til at sove (og ja, jeg ved godt, at klokken endnu ikke er 19.30) og inderligt håbe, at jeg er frisk(ere) i morgen.

søndag den 20. december 2015

Min weekend i punktform

  • Jeg har drukket rom og cola i mumi-koppe. Og en flaske asti. 
  • Jeg har spist en halv torta de limon.
  • Jeg har haft besøg af min helt igennem eminente, hysterisk morsomme, vanvittigt begavede og topskønne kusine Birgitte. 
  • Jeg har haft en 11-timers vagt på arbejde med 15% søde kunder og 85% forbistrede kunder. 
  • Jeg har fået en mail fra mit teleselskab om, at de giver mig mere data og mere gratis taletid. 
  • Jeg har stået bag ved en mand i Bilka som handlede ind for 3.217 kroner. Jeg er med på, at julen er en fed og sød tid, men det virker alligevel en smule voldsomt.
  • Jeg har ikke sovet nok.
  • Jeg har fået adventsgave - Helle Virkners biografi, som efter sigende skulle indeholde detaljerede beskrivelser af hende og Jens Otto Krags sexliv. Tør man læse den? 
  • Jeg har påbegyndt sæson 3 af House of Cards.
  • Jeg har set det boligbyggeri, hvor min bedstefar (som døde inden jeg blev født) boede i O'ense.
  • Jeg har fundet ud af, at det er den 20. i dag. Det vil sige, at det er jul om fire dage. Selvom jeg godt kan tælle, er det altså kommet lidt bag på mig. 
  • Jeg har overhovedet ikke fået styr på mit eksamensprojekt, men i morgen er der atter en dag. Som er den 21. december. 

lørdag den 19. december 2015

Forresten vol. 14

  • Har julestemningen ikke indfundet sig hos mig. 
  • Generer det mig ikke synderligt, at julestemingen lader vente på sig. Eller helt udebliver. 
  • Ved jeg ikke, hvorfor jeg ikke har nogen chokoladejulekalender. Det er sgu da dumt. Og ved at være for sent.
  • Er min allergi gået fuldstændig amok. Mit brystparti ligner derfor noget, der hører hjemme i en trailerpark i Georgia. 
  • Glæder jeg mig til nytårsaften. Sådan helt oprigtigt og ondt-i-maven glæder mig. Fordi jeg skal gå ind i det nye år med tre af de sjoveste mennesker, jeg kender. 
  • Håber jeg virkelig, at der kommer iPhones på tilbud til januar. Min telefon tager cirka 5 sekunder om at registrere mine fingres befalinger. Det lyder måske ikke af meget, men det er det. Når man ikke fik tålmodighed i dåbsgave. 
  • Elsker jeg danskvand.
  • Hader jeg tørretumblerne i min bygning. Tøjet bliver ikke tørt, men bare klamt/fugtigt. Så skal det alligevel lufttørre på stolerygge og brusestang. 
  • Hader jeg også, at jeg ikke må have tørrestativ på min altan. Føler mig som et miljøsvin hver gang jeg tørretumbler tøj. 
  • Gad jeg godt at vide, om der findes mennesker, der kan finde ud af kalenderlys? Enten er man håbløst bagud eller også har man ikke holdt nok øje og er derfor nået til næste uge. 
  • Har jeg nu et par aftaler i min 2016 kalender. Det føles både dejligt og lidt uhyggeligt.
  • Har jeg fået en prematur fødselsdagsgave af den forsvundne tvilling. Blandt andet en lineret blok papir med teksten "another fucking list". Needless to say: I love it. 
  • Har jeg lige Googlet om man kan sige "prematur" på dansk. Det kan man godt. 
  • Kunne jeg virkelig godt spise en cheeseburger fra McD. 
  • Kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst spiste McDonald's.
  • Det passer ikke. Det gjorde jeg i maj, da Maj hentede mig i Århus efter min Sevilla-tur. 
  • Har jeg FRI i morgen og jeg har allermest lyst til at sove og se Netflix hele dagen. Den går desværre nok ikke i praksis. 
  • Synes jeg godt, vi kan arbejde på at tage konceptet "hviledag" mere bogstaveligt. 

fredag den 18. december 2015

Fredag

Ikke en reference til Robinson Crusoes kompis, men noget så kedeligt som en konstatering. Det er fredag aften. Jeg drikker danskvand, hører The Tallest Man on Earth og har netop spist vafler og set Frozen med kollegie-typerne. Og vasket tøj. Det har fandme været rart. I disse dage kører jeg fuldtidsarbejde, eksamensforberedelse, julegaveindkøbskoordinering, og har oven i hatten (og som bekendt) haft nogle dage, hvor jeg ekstraordinært har været i mine følelsers vold og hvor mit humør har været omtrent ligeså muntert som Ole Thestrup i en jumbojet. Og ja, jeg har lidt ondt af mig selv. Fucking snøft. 

Langsomt vender humøret. Ting tager tid, men søde samboer hjælper. Ligeså hjælper det, at jeg i morges fik en ufortjent og uforventet gave af min bedste veninde - chokolade, te og omsorg. Fandme godt nok sødt. Og nu er det weekend - jeg har fri hele søndag og jeg kan ikke få armene ned over, hvor meget jeg glæder mig til netop det. Jeg har næsten styr på julegaverne og jeg glæder mig sådan til, at jeg kan sætte mig ind i et tog efter kl. 20 på lillejuleaften, blive fragtet igennem det mørke landskab hjem til fastlandet og holde minimum tre dages ubetinget fri. 

torsdag den 17. december 2015

10 ting jeg skammer mig over:

  1. At jeg bed min storesøster rigtig tit, da vi var børn. Også da vi var relativt store børn. Bed i arrigskab, bed til, bed hul. Ikke sympatisk. 
  2. Hvor lidt jeg ved om Israel og Palæstina.  
  3. Hvor mange dansktop sangtekster jeg kan udenad. 
  4. At jeg har tendens til at være politisk bedrevidende. Jeg har simpelthen så svært ved at acceptere, når folk har en (læs: fra mit synspunkt) fuldstændig fucked up holdning. 
  5. At jeg har helt utroligt mange fordomme om kendte mennesker. I særdeleshed dem, der ikke er kendte for at kunne noget (læs: realitystjerner). 
  6. Hvor ondt det gør på mig at få kritik. 
  7. At jeg er skabs-royalist. Jeg synes fandme, kongehuset er hyggeligt. Men det går også ret meget stik imod alt andet, jeg står for. Frihed for eksempel. 
  8. At jeg har uhyrligt svært ved at tage mig sammen, når jeg skal selvstudere. Ikke på den søde måde, hvor man balancerer mellem galskab og genialitet. Mere bare dovenskab og manglende gejst. 
  9. Hvor misundelig jeg kan blive på jævnaldrende over, hvad de har opnået.
  10. Hvor beregnende og egoistisk jeg kan være. 

onsdag den 16. december 2015

Isolationscelle

Vi fortsætter den muntre julestemning og det gode humør. Og ja, det var et tommetykt lag sarkasme. Jeg har nemlig lyst til at spærre mig inde i noget, der minder om en isolationscelle med samtlige sæsoner af Rejseholdet, Borgen, Ørnen, Forbrydelsen, Breaking Bad og House of Cards. Fordi det jo virkelig er TV, der gør en i super godt humør og som i den grad monterer de positive briller på en. Jeg har bestemt ikke lyst til at se verden i øjnene lige nu og vil derfor gerne gemme mig under en omvendt prinsessen på ærten konstellation med dimensioner af tæpper, puder og dyner. Og selvynk. Sidstnævnte del har jeg tydeligvis fuldstændig styr på. Omend jeg er omgivet af gode mennesker og omsorg strømmer ind fra stort set alle vinkler, kan jeg ikke få mit hoved til at lukke røven. Derfor vil jeg lige nu udelukkende forholde mig til høj vred rockmusik og potentielt Netflæsk. Og skulle vi så ikke satse på, at føljetonen Dårligt Humør er et eksemplar med kun to historier?

tirsdag den 15. december 2015

En mental tour de chambre

Jamen velkommen. Her har vi entreen, og der trænger gevaldigt til at blive ryddet op, men der er da potentiale til noget opbevaring. Nu har vi så bevæget os ind i køkkenet. Og øh, det bliver ikke brugt så meget, men de nødvendige komponenter er til stede, selvom de er lidt gamle i det. Stuen ligger, som I kan se, i forlængelse af køkkenet, og det er egentlig meget praktisk, men som I også kan se, er jeg p.t. ved at bygge om, og det har virkelig trukket ud - det skulle faktisk have stået færdig sidste år. Badeværelset er i stykker, så jeg bruger et skur ude bagved. Soveværelset er det eneste, der faktisk fungerer - en velvalgt prioritering fordi jeg holder så utrolig meget af at sove. Værst af alt er førstesalen - den er ét stort byggerod.

Ja, det var et meget pædagogisk billede af mit indre, jeg lige fik stablet på benene der. Men der er rod i mit hoved. Så meget, at det føles som om, at selve kraniet er for småt. Noget med en røvfuld eksaminer jeg ikke kan overskue og som jeg er pikkehamrende nervøs for, noget med dårlig samvittighed over for min familie, noget med nogle overvældende følelser, jeg ikke helt kan styre, noget med at mit elskede Apropos er gået i hi, noget med en stadig ny og relativt ukendt by, noget med at være langt væk fra mine venner og noget med at være nervøs for fremtiden (og ja, jeg ved sgu godt hvad jeg skrev på listen lørdags). Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det går væk af sig selv. Så lige nu hører jeg The National og drikker te, indtil jeg skal på arbejde, hvor der heldigvis er så afsindigt travlt, at jeg glemmer, at jeg har en hjerne.

mandag den 14. december 2015

10 ting jeg oprigtigt hader:

  1. At begrebet "hysterisk" aldrig bliver brugt om mænd.
  2. Når nogen siger til mig, at jeg PMS'er, hvis jeg bliver sur. I den sætning ligger nemlig "kvinde, styr dine følelser". Til hvilket man intet kan stille op. For så bliver man kaldt hysterisk. 
  3. Lugten af kogt kød. 
  4. Boller i karry. 
  5. Mænd med langt hår i nakken - de der rottehaler, kan I huske dem? Fy for satan. 
  6. Negle på tavle. Føler mig voldtaget i hovedet. 
  7. Kunstige negle. Det. Er. Grimt. 
  8. Nærighed. Det er bare så småligt og usympatisk. 
  9. Piña coladas. De smager af flydende bobbletyggegummi med frugtflæsk. 
  10. Dameblade. Mage til patroniserende, generaliserende lort skal man eddermame lede utroligt intensivt efter. 

søndag den 13. december 2015

Søndags-blues

Jeg har haft en spitze weekend! Der har været blå himmel og solskin både i går og i dag - både ude i virkeligheden, men også inde i mit hoved. Lørdag var jeg ok effektiv om dagen og om aftenen drak jeg mig urimeligt fuld. Altså ikke alene med en palle liebfraumilch, vel. Sammen med kollegietyperne, hvor jeg indtog cirka 1000 white russians og grinede højt, tit og længe.

I dag startede trægt. Det indrømmer jeg blankt. Jævnfør de 1000 white russians, ved jeg godt, at det var selvforskyldt. Om formiddagen arriverede min moder, storesøster og to pragteksemplarer af mine nevøer til Fynsland. Noget af det fantastiske ved at have nevøer er i øvrigt, at jeg ret tit laver en Axel Strøbye og siger "Det var min NE-VØ" - I ved nok - de gamle Min Søsters Børn film. De er bomben. Vi har hængt ud i downtown O'ense og sunget med på rigtigt mange børnesange.

Nu er klokken 20.08, jeg sidder og forbereder mig på et møde med min underviser i morgen formiddag. Og det var så den weekend. Fuck. Det er herremeget mandag i morgen. Jeg magter ikke mandage. De er ligeså udskældte som p-vagter, og det synes jeg faktisk normalt er synd. Hvis ugen var en omgang rundbold, ville mandag altid stå tilbage som den, ingen ville have med på deres hold. Det er da fejhold (tøhø). Men jeg kan sgu godt forstå det. Mandagen kommer bare der med sin mandags-hed og minder på brutal vis en om, at weekenden er slut, og at vi skal vente en hel arbejdsuge på, at den kommer tilbage. Det er aldrig rart, men når man har haft en så dejlig en af slagsen, som jeg har, er det borderline tortur. Jaja menneskerettighedstyper, jeg skrev borderline. Nu vil jeg nyde de sørgelige bundslatter af den snarligt overståede weekend OG forsøge at gå i seng på et nogenlunde rimeligt tidspunkt.

lørdag den 12. december 2015

10 ting jeg skal holde op med:

  1. At tro at livet bliver lettere. Her lyder jeg måske en kende bitter, men i virkeligheden er jeg bare blevet mere realistisk med årene. Ungdomsproblemer erstattes med voksenproblemer, og jeg gætter på, at de med tiden bliver erstattet af gammelproblemer. 
  2. At råbe, når jeg bliver passioneret omkring noget. Det kommer ikke til at ske. 
  3. At gå ud fra, at alle mennesker synes sarkasme er the shit. Spoiler: Det gør alle ikke, og så har man lige pludselig et kæmpemæssigt forklaringsproblem a la Lars von Trier til Cannes. 
  4. At drikke en kæmpe spand te lige inden, jeg skal sove.
  5. At tiltrække narkomaner, udviklingshæmmede og mænd med tatoveringer i ansigtet. Lige her er jeg lidt blank på metoden. 
  6. At købe store poser æbler. 5 æbler inde bliver jeg nemlig utrolig træt af æbler. Men så er der jo heldigvis tærte-muligheder. 
  7. At købe leverpostej. Jeg tror, jeg har opbrugt kvoten for resten af mit liv. Jeg kan næsten ikke få det ned, men alligevel er hakket lever, hvad jeg ender med at smide i den gule kurv i Netto. 
  8. At være så fucking nærtagende. Det er dumt. 
  9. At bekymre mig. Jeg bruger absurde mængder tid og energi på at bekymre mig om fremtiden. Og faktum er, at når jeg kigger tilbage på mit liv (ja, jeg lyder som en 85-årig) har virkeligheden aldrig været ligeså slem som mine skrækscenarier. Med undtagelse af sygdom og død, som jeg jo alligevel ingen medbestemmelse har over. 
  10. At købe kjoler. Det bliver jo for helvede ikke ved med at gå. Åh, jeg må le - det kommer heller ikke til at ske. Jorden går jo ligesom ikke under af sig selv - vi må løfte i flok.

fredag den 11. december 2015

Om drømme og Donald Trump

God-fredag-morgen. Mit kalenderlys brænder, jeg hører MIKA og om 10 minutter skal jeg ud at spise morgenmad med mine dejlige samboer. Jeg har netop drømt om Donald Trump. Drømmen indebar blandt andet en adventskrans uden lys og Aarhus Universitet placeret i en spejderhytte i, hvad jeg vil gætte på var, Vestjylland. Præcist hvad min underbevidsthed forsøger at bearbejde, er jeg ikke helt skarp på. Jeg kan dog konkludere, at jeg synes verdens tilstand er sørgelig. Jeg synes mest af alt, der er had, forsmåethed, frygt og hykleri. Og Donald Trump skræmmer mig. Jaja, han er en amerikansk tosse, og det er sjovt, at han siger så mange rabiate ting. Eksempelvis, at amerikanske muslimer skal i internering og at hvis koncertgængerne på Baclatan havde haft deres rifler med, havde blodbadet været meget mindre. Han er jo syg i roen. Hvis man så bare kunne afskrive ham som en enlig svale, ville jeg ikke være bekymret. Men de tusindvis af mennesker, der hujer og tilråber ham, gør mig oprigtigt bange. Jeg anfægter ikke, at han er en dygtig forretningsmand, men her vil jeg bare gerne køre Jantelov/High School Musical: Hold dig til det, du kan finde ud af. For politik er fandme da ikke hans spidskompetence. Jeg vil faktisk tillade mig at betvivle hans intelligens. Ét er politisk tække, noget andet er, at hans udtalelser jo helt logisk, i excelark og sort på hvidt, giver meget lidt mening.

Mest af alt gør det mig ked af, at verden partout skal deles op i os og dem. Dikotomier er det største vandfald på hadets mølle. Jeg siger ikke, at vi alle skal elske hinanden - til trods for hippietendenser er jeg med på, at det ikke er muligt. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor manglende forståelse per automatik bliver det samme som manglende accept. Jeg ved også godt, at langt de fleste mennesker (håber jeg inderligt?) er moderate i deres holdninger, men ekstremerne taler højest, fylder mest, skaber størst indspark. Dette blogindlæg er et glimrende eksempel, for jeg skriver lige nu ikke om Bernie Sanders' fantastiske udtalelse til Jimmy Fallon, hvor han elegant fik fastslået, at dette ikke er en krig imod muslimer. Næ, jeg skriver om Donald Trump. Fordi han skræmmer mig, han gør mig oprigtigt bange for, hvad der sker i det tilfælde, at han bliver præsident.

Den forsvundne tvilling fortalte mig, at hun til en vens familiefest engang fik at vide af en småracistisk mand, at hun var hans "yndlingsmuslim". What the actual fuck?! Dét er jo problemet. At man skærer en hel religion/kultur/landsdel over én kam uden reelt grundlag. Og når man så møder de mennesker, det drejer sig om, vil jeg til enhver tid hævde, at man oftest bliver positivt overrasket. Jeg tror, at uvidenhed er den største trussel mod menneskeheden, kreeret af mennesker. Vi har siden tidernes morgen været bange for det, vi ikke kender. Det er forståeligt, i og med, at det ukendte potentielt udgør en trussel. Det ved man jo ikke endnu. Jeg er på ingen måde en helgen - jeg er sgu nærmest altid bange for et eller andet. Jeg ville bare sådan ønske, at man lod tvivlen komme det skræmmende og ukendte til gode. Det kunne jo være, at det slet ikke var så slemt endda. Det kunne endda være, at skræmmebillederne blev gjort til skamme.

Med ønsket om en lidt højere tolerancegrænse for vores medmennesker; også dem vi ikke kender og dem, vi ikke forstår. Så vil jeg forsøge at gøre det samme med Donald Trump og håbe, at han engang opnår samme erkendelse eller får et hjertestop.

torsdag den 10. december 2015

Overvurderede typer:

  • Shia LaBeouf. 
  • Lola Jensen fra Go'Morgen Danmark
  • Christian Bitz fra Go'Morgen Danmark
  • Resten af menneskerne på Go'Morgen Danmark
  • The Ramones. Ja, undskyld. Har prøvet, men føler den bare ikke.
  • Jennifer Aniston. Hun er jo ikke sjov. Men jaja, bevares - damen formår at have spejlblankt hår, der ikke ser fedtet ud. 
  • Kanye West. Men det er stadig bedre end Donald Trump. 
  • Stine som jeg gik i folkeskole med.

onsdag den 9. december 2015

Problemer med journalistuddannelsen

Efter 3 hele måneder på journalistuddannelsen på SDU, føler jeg, at det nu er på tide med lidt brok. For lad os være ærlige; brok kommer altid på bordet. Mine frustrationer bunder alle i paradokset, der hedder cavling-søgende-dybdegående-journalistiske curlingbørn, der samtidig tilfældigvis ser blændende godt ud på live tv. Her kunne man jo så drømme sig til, at underviserne var afbalancerede typer, der formår at sætte skabet, hvor det skal stå. Aber nein. Hermed et lille udvalg af de ting, jeg har udledt af undervisningen på 1. semester:  
  • Danskerne er åbenbart dumme. Ja, det er min konklusion, når vi - journalister in spe - bliver tvangsfordret med vinkling som gæs bliver det med kogt pasta. En journalist må nemlig altid have en vinkel. Og for Guds skyld kun én. Ellers forstår folk nemlig ikke, hvad det er, du prøver at fortælle dem. De er jo ikke selvstændigt tænkende væsener. De har brug for os til at formidle neutrale nyheder, så de selv kan danne en informeret holdning. Så er problemet jo bare, at neutrale nyheder ikke eksisterer. 
  • Du må som journalist aldrig være konfrontatorisk i en interviewsituation. Medmindre du er Clement Kjersgaard eller Martin Krasnik. De må godt, fordi de kan. Siger underviseren. Og det er jo virkelig et solidt argument fra et af medlemmerne i Den Fjerde Statsmagt. 
  • Medmindre du kan finde ud af at designe en hjemmeside, en app og i øvrigt selv 100 % styre grafikken på de online medier, som er fremtiden, er der ikke et job til dig. Folk gider nemlig heller ikke læse længere.
  • Objektivitet findes åbenbart stadigvæk inde i undervisernes hoveder. 
  • Blå blink, pelsdyr og sex i varierende offensiv mængde er åbenbart det eneste folket reelt interesserer sig for. Resten lader bare som om, at de går op i finansloven og det europæiske fællesskab. Hvad er det nu, det hedder? NATO. 
  • Journalister er de vigtigste, klogeste mennesker i nationen. Og slet, slet ikke det mindste arrogante. Ligeledes er journalister demokratiets vagthunde, sandhedens vogtere, og heldigvis bliver vi jo slet ikke præget af vores undervisere udi, hvordan resten af vores landsfæller er og hvad de interesserer sig for. 

tirsdag den 8. december 2015

10 ting jeg aldrig gør igen:

  1. Sejler i kano på Gudenåen. Hvis jeg skal tvinges, skal min far, fætter og schæferhund ikke befinde sig i selvsamme kano. 
  2. Drikker Pisang Ambon blandet op med appelsinjuice og vodka.
  3. Lægger an på venindes fætter.
  4. Læser et andet menneskes dagbog. 
  5. Tager til bryllup hos mennesker, jeg synes er fundamentalt dårlige for hinanden. 
  6. Siger tillykke med graviditeten til perifære bekendtskaber, medmindre de personligt har fortalt mig, at de venter sig. Hovsa Henning. 
  7. Siger til nogen, at jeg hader dem. For faktum er jo, at man aldrig rigtigt skændes med mennesker, man ikke elsker meget højt. 
  8. Får madforgiftning på en 24-timers bustur. Jeg er godt klar over, at jeg ikke helt selv kan styre denne, men jeg spiser i hvert fald aldrig en sandwich fra et argentinsk gadekøkken lige inden 24-timers bustur igen. 
  9. Tager til avant-garde tango, hvor tillidsøvelser er en del af oplevelsen. Jeg. Kan. Ikke. Tage. Det. Alvorligt. 
  10. Laver en liste over ting, jeg aldrig gør igen, eftersom jeg ikke kan overholde dem. Bortset fra punkt 4 og 7 - dét gør jeg aldrig igen. 

mandag den 7. december 2015

Om the/københavnerbirkes

"Så rykker du vel til København på et tidspunkt." Præcist hvor mange gange, jeg har hørt sætningen, har jeg ikke tal på. Og det er ikke en sætning, jeg på nogen måde er afvisende over for. Hvis det er dét, der giver mening i (7-9-13) arbejdsøjemed, og jeg ellers har lyst. Så er der da en overvejende sandsynlighed for, at jeg rykker teltpælene til hovedstaden. Og jeg kan godt lide København. Men det betyder ikke, at alle andre byer, som officielt er provinsbyer, er provinsielle. Uciviliserede og fyldt med Frank Erihsen typer. Skovmandsskjortebærende typer i det mørke Jylland, der ikke ved noget om politik og som allesammen hjemmedyrker kartofler, har en scooter i garagen og kan finde ud af at bakke med trailer. Ligesåvel som at jeg godt ved, at ikke alle sjællændere er københavnere, at de ikke alle er Frank Jensen, og at de ikke nødvendigvis ser ned på jyder med fordomme ud af begge Calvin Klein ærmer.

Da jeg var 15, mødte jeg en københavnsk dreng, som på alle måder var en røvbanan. Han fortalte mig, at københavnere var sejere end jyder. Mit 15-årige argument var, at jyderne vandt Robinson.
Helt seriøst. Hvad er det for en fucked-up diskussion? Vi er alle danskere - kan vi ikke bare blive enige om det og drikke et shot? Det svarer lidt til argumentet om, at hårfarve har noget at gøre med intelligens. Det kan vel for helvede ikke komme bag på nogen, at ens fødestavn intet har at gøre med, hvordan du er som person. Man har jo ikke ansvar for, hvor man fødes og opvokser - det har ens forældre. Du har så selv ansvar, hvor du som voksen vælger at bosætte dig.

Jeg skamrider ironien i, at jeg kommer fra Randers. Noget med, at jeg har været i mange slåskampe, og at jeg udtaler sort såååårt. Det er nemmere for mig at bruge ironien som våben, når jeg - uden at være arrogant - er det, man vil klassificere som en ressourcestærk ung kvinde. Min far er ikke rocker, min mor og storesøster er veluddannede. Der er ok styr på lortet i familien. Og fordi jeg ikke bor der længere. Og ja, Jimmy og Dracula-Ulla er fremtrædende personligheder i det randrusianske bybillede. Men at tro, at de 97.000 mennesker, der bor i Randers Kommune alle har en betinget dom eller som minimum har forbindelser til Hell's Angels er decideret uoplyst, højrøvet og naivt.

Jeg synes, det er snobberi udover landegrænser, at man per definition synes, at københavnere har mere værd end jyder. Jeg ved godt, at der så afgjort også er fordomme om "Djævleøen", hvilket er præcist lige så jubelidiotisk. Men nu kender jeg altså mest til fordomme om fastlandets indbyggere, så det er det, jeg ævler om. Og nu vi er ved konceptet "jyder". Det er to trejdedele af landet, kammerater! Det er ret stort. Der er relativt langt fra Sønderborg til Sæby. Fra Grenå til Esbjerg. Det er ikke kun plovmarker og traktorer. De er der også. Men newsflash; det er de også på Fyn og Sjælland.

P.t. er jeg bosiddende på Fyn, hvor jeg vil være Danmarks svar på Schweiz.
Jeg er ikke ude på at udviske regionale forskelle, for jeg elsker dem. For eksempel morer jeg mig kongeligt over, at "københavnerbirkes" til højre for Storebæltsbroen hedder "thebirkes". Det er ikke mit ærinde. Men for mig at se, handler det oftest mest om en intern konkurrence om, hvem der er sejest/klogest/pænest end det handler om, at der for helvede er forskel på fisk, at det er fint - men at de forskelle nok har mere at gøre med, at mennesker i deres natur ikke er ens, end det har at gøre med, hvad side af vandet, du lever på.
Køb en the/københavnerbirkes og gør grin med svenskerne i stedet.

søndag den 6. december 2015

Ting jeg er ambivalent omkring:

  • Rullekraver. 
  • Universitets-livet. Det er jo dejligt at lære, men omvendt er det også virkelig dejligt at spise pebernødder og se House of Cards.
  • Donuts. Do eller do nut? 
  • Buffalo sko. Er de på vej tilbage? Er de på vej ud? Ingen ved det.  
  • Vanter med indbygget smart-phone feature i fingerspidserne.
  • Min fremtid. 
  • Poul fra Gift Ved Første Blik.
  • Julemusik. 

lørdag den 5. december 2015

Historien om et kollegie

I marts begyndte jeg at lede efter bolig i Odense. Efter flere års dårlig boligkarma var listen relativt lang; jeg ville ikke bo i stuen, jeg ville have mit helt eget sted og det skulle være i centrum. Vigtigst af alt ville jeg IKKE bo på kollegie. Those days were so gone. Jeg havde dog glemt at tage højde for alle de andre børn, der også ledte efter bolig og kunne derfor intet finde. Fordi. Jeg aldrig bliver klogere.
En dag i juli ringede den forsvundne tvilling til mig og fortalte om et kollegie under opbygning, hvis sugar daddy hed Mærsk. Jeg skrev en ansøgning, fik svar og blev godkendt. Jeg var glad for at have fundet noget, fordi succesraten begyndte at sortne for øjnene af mig. Jeg sagde naturligvis ja. Med tanken, at det ville blive fint og at man jo altid kan flytte (a-fucking-hem).

Nu er der bare sket det fuldstændig fabelagtige, at jeg elsker det. Jeg er vild med det her sted. Med 8. sal. Man kan godt blive sådan helt oprigtigt taknemmelig, når man møder så søde mennesker ved en tilfældighed. Som man klikker med og som det føles naturligt at hænge ud med. Det er ganske enkelt skønt, at der er nogen, når man kommer hjem. At der er nogen at snakke med, stene YouTube med og som fucking henter en billedbog for at gøre en i godt humør, når man er trist og nede(ren). Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Tak til Mærsk. Og også tak til 8. sal.

fredag den 4. december 2015

10 ting jeg oprigtigt elsker:

  1. Hindbærsnitter.
  2. Når jeg har brugt en kuglepen/overstregningstusch helt op.
  3. Frostklart vejr. 
  4. Lugten af gamle bøger.
  5. Let Your Fingers Do The Walking af Sort Sol.
  6. Mandeskuldre.
  7. Kvindeankler. 
  8. Lugten af lime, fordi den minder mig om min fasters blomsterbutik. 
  9. Britisk.
  10. Murstensvægge.

torsdag den 3. december 2015

Dem, der stemmer bestemmer

Jeg elsker at stemme! Valgkortet med ens fulde navn på. At skulle hen på en folkeskole, der lugter af prutter og leverpostej. Ok, ikke så meget lugten, men stemningen. Ind bag gardinet i gymnastiksalen med ribberne. At tage den røde blyant i hånden, sætte krydset og putte den ned i boksen. Bevidstheden om, at ens stemme har en betydning. Ja, det lyder højrøvet. Ikke desto mindre er jeg tosset med det hele. Omend retsforbeholdet er blevet dømt til at være politikens pendant til p-vagter og at skulle betale penge tilbage i SKAT, er det relevant. For os og det samfund, vi ikke kan undsige os at være en del af. Og ved Gud, hvor kan jeg ikke forstå mennesker, der ikke udnytter det kæmpemæssige privilegium, det er at have stemmeret. Dem, der bare ikke magter at hive deres appelsinhudsbefængte røv op til stemmeurnen. Jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige, men jeg synes vitterligt, at man pisser på demokratiet. I 7. klasse lærte jeg af min utroligt pæne samfundsfagslærer Thomas, at demokrati betyder folkestyre. For de langsomme betyder det jo så, at uden folket dør demokratiet. Så bevæger vi os potentielt over i diktatur/teknokrati. Ingen af de to dele synes jeg, vi skal efterstræbe. Man skal faktisk ikke bevæge sig specielt mange kilometer sydpå/østpå for at finde mennesker, der dør i kampen på medbestemmelse. Og så synes jeg edderpatfitme, det er forkælet på et decideret urimeligt niveau ikke at bruge den stemme, man i bogstaveligste forstand har fået serveret på et sølvfad. Fucking lige i postkassen. Det kræver så ualmindeligt lidt, men har mulighed for at betyde så meget. 
Eftersom stemmestederne nu er lukkede, og jeg derfor ikke kan tvinge folk til at rykke på sig, vil jeg i stedet for sige, at hvis du er en af dem, der ikke har stemt, skal du bare lige være med på, at du hermed har mistet retten til at brokke dig på samtlige af de områder, som retsforbeholdet berører. 

onsdag den 2. december 2015

10 ting jeg helst ikke indrømmer:

  1. Jeg snakker med mig selv, når jeg er alene. Inde i hovedet. Ret meget, faktisk. 
  2. Jeg glemmer at spise. Ikke på sådan en uh-jeg-er-så-travl-og-vigtig-at-jeg-ikke-havde-tid-måde. Men helt lavpraktisk. Det er nok ikke uden grund, at min mor og bedste veninde bekymrer sig om mine madvaner.
  3. Jeg gør mit badeværelse rent dagligt. Jeg kan ikke fordrage, når der ligger fnuller, snask og vanddråber i og omkring vasken. Det er lidt OCD-agtigt. 
  4. Jeg tæller ord, når jeg snakker. Det er også lidt OCD-agtigt. 
  5. Jeg kan ret godt lide One Direction. Ja, jeg er 25. Men det er god popmusik fremført af et boyband. Jeg er også stadig fan af BSB, NSYNC og Westlife. 
  6. Jeg kigger i fremmede menneskers toiletskabe. Jeg ved ikke hvad, det er, jeg håber at finde. Kuren til evig ungdom? Aner det ikke, men jeg kan ikke styre det. 
  7. Jeg brugte sut indtil, jeg var fem år. Og stoppede kun fordi jeg fik en blå cykel for det. Barnet er til fals for bestikkelse. 
  8. Jeg er afhængig af min telefon. Og jeg ser egentlig mig selv som en velafbalanceret tekniktype, men det er jeg ikke. Jeg kigger på det lort konstance. 
  9. Jeg får virkelig nemt crushes på mænd og nævner i flæng; Michael Falch, Huxi Bach, Jonatan Spang, Dane DeHaan, Heath Ledger, Paul Slattery. Og ja, jeg ved sgu godt, at de allesammen er kendte. Men det er sådan set mere for det tilfælde, at nogle af de rigtige mænd skulle falde over bloggen. 
  10. Jeg er ret forfængelig og flover mig over det. Kunne nemlig godt tænke mig, at jeg bare var sådan en vand-og-vaskeklud type. I'm not. 

tirsdag den 1. december 2015

Pakkekalender-type

Glædelig jul derude bag skærmen. I dag er det 1. december, hvilket mest minder mig om Krummernes Jul, fordi Grunk aka Lukas Graham hoppede ned fra stolen hver morgen og proklamerede datoen, så Fru Olsens lysekrone dirrede. Nå. Det skulle hverken handle om julekalendre eller lysekroner, selvom det så afgjort også har sin charme.

I disse så moderne tider fornemmer jeg, at det er trendy at udfordre sig selv. Meget kan man kalde mig, men trendsætter og trendfølger ryger nok ikke i kassen over ting, Isabella er. Ikke desto mindre udfordrer jeg hermed mig selv til at skrive ét blogindlæg om dagen heeeeeelt frem til jul. Til de sproglige studenter snakker vi altså 24 indlæg på 24 dage. Fordi. Jeg elsker jo denne skriftlige kloak, men frekvensen er sgu faldet lidt af på den. Det må vi have gjort noget ved.

One down and 23 to go.

søndag den 29. november 2015

Forresten vol. 13

  • Er det i dag den 1. søndag i advent og jeg har fået pakkekalender af min mor. Det er et juletræ og det har klokker på. 
  • Tror jeg, at der er nogen, der har kreeret en falsk LinkedIn profil i mit navn. Og til det kan jeg kun spørge: Hvorfor?
  • Tog jeg forleden mig selv i at Google mine veninders navne. 
  • Er Jonatan Spang stadig genial. Hans Danmark er så spiddende begavet og morsomt, at man ikke kan undsige sig at have lyst til at fri til ham. Det skulle da lige være, hvis man var lavet af træ. 
  • Er det fjollet, når folk brokker sig over DSB. Men det er meget svært at lade være. De sidste seks gange, jeg har skullet transportere mit legeme med offentlig transport og uoplyst valgt de Danske Garanter for Skuffelse, har togene været forsinkede eller aflyste. De gør det så svært at elske dem.
  • Er det på ingen måde ok at fjerne ventesalen på Århus banegård. Især fordi der på dens plads nu ligger en fucking Joe and the juice. Og til det kan jeg kun sige: Røvhuller
  • Er jeg ret vild med at bo på kollegie. Jeg nævner i flæng: sympatisk folkesundhedsvidenskabsstuderende (jeg elsker sammensatte ord), tysker med wanderlust og awesomeness, Odense'sk juleentusiast af den anden verden og sønderjyde, der foreslog muslimsk tvilling at tilberede hamburgerryg. Det er tophyggeligt, og jeg er nede med det!
  • Kommer jeg konsekvent i bad standing, når folk finder ud af, at jeg ikke har læst/set Harry Potter. 
  • Kommer jeg måske til at lave lidt for mange pædofili-jokes på mit kollegie. Tror efterhånden, at de har materiale nok til at anmelde mig.
  • Apropos anmeldelse: Min underviser i mediejura ligner herremeget Forrest Gump.
  • Ligner min underviser i mediesprog herremeget Grev Farquuad fra Shrek.
  • Kunne man godt argumentere for, at mit fokuspunkt i undervisningen ligger på et forkert sted.
  • Forstår jeg ikke fascinationen af katte. Hverken i 3- eller 2D. De er overalt. Og så sjove/kære er de seriøst ikke. Lidt ligesom Taylor Swift. Om ikke andet behøver jeg kun forholde mig til hende todimensionelt. 
  • Er der nogen, der skal ringe til USA og fortælle dem, at Donald Trump er en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé. 
  • Ved jeg godt, hvad jeg skal stemme den 3. Alligevel tog jeg en test fra Altinget. Hvor jeg var mest enig med Liberal Alliance. Og så kan jeg da egentlig godt forstå, at den brede befolkning er forvirret. 
  • Har jeg slet ikke spist nok brændte mandler.
  • Er det primært fordi, jeg ikke har en stopklods og siger altså desværre mere om mig end om mængden.
  • Fik jeg lige en ustyrlig lyst til en white russian. 
  • Synes jeg, at folk skal lukke røven med SÅRT fredag. Især når de snakker om Black Friday Weekend. Så har jeg det bare sådan, at det er et dårligt navn til begivenheden.

lørdag den 28. november 2015

Skizofreni

Hvis jeg ikke var sådan en Rasmus-Modsat type, ville jeg kalde det her indlæg "life-work-balance". Men jeg er ikke tosset med begrebet. Lorte-begreb eller ej: Lige nu er det lidt svært at få til at gå op. Jeg vil gerne det hele. Og det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Der er ikke tid til det hele. Måske er noget af det dovenskab. Det kan faktisk meget vel være, for hvis min eneste ambition var at blive en dygtig journalist, ville jeg have tiden til at lave alt studie-relateret. For det kan jo sikkert godt nåes; det er et spørgsmål om prioritering. Men også på det punkt, er jeg vanvittigt skizofren.
Det her er et kandidat-studie. Selv-føl-ge-lig er det hårdt. Det er også en katapult ind i en verden, hvor jeg langsomt men sikkert bliver klar over, at mange har rundsave på albuerne. At der er et kendisræs, en god mængde prestige på spil og en generel diskurs, der handler om at "blive til noget". Studiet er ramt af en absurd høj stress-diagnosticering. Som jeg selvsagt gerne vil undgå.

Men jeg er ambivalent. Jeg irriterer mig selv. På den ene side, har jeg konstant dårlig samvittighed; der er altid en ekstra opgave, der er altid noget frivilligt freelance, der er altid nyheder, jeg kan læse, der er altid noget, jeg kan blive klogere på. Og det er ikke altid, at alle de altid'er bliver imødekommet af mig. Hvilket så skaber dårlig samvittighed, fordi det her er drømmestudiet. Og jeg burde gøre alt muligt. På den anden side hviler jeg nok i mig selv til at vide, at jeg plejer at gøre tingene på min egen måde, og det plejer at lykkes. Tilbage til side 1: Jeg består aldrig mine eksaminer fordi jeg er lige så dum som Linses bh-bøjler er overbelastede. Side 2: Selvfølgelig gør jeg det. Det absolut værste der kan ske er, at jeg dumper. Og så går jeg til re-eksamen. Ikke et drømmescenarie, men bestemt heller ikke Jordens undergang.

Jeg vil gerne favne bredt. Jeg vil ind-i-hjertekulen gerne være en dygtig journalist. Jeg har uhyggeligt mange ambitioner. En del af hvilke jeg ikke siger højt, fordi jeg frygter, at jeg så kan blive slået oven i hovedet med, at jeg ikke kom i nærheden. Jeg vil gerne rigtig mange ting i den karriere, jeg håber, jeg får. Men det skal ikke være på bekostning af at være et menneske. Jeg vil have tid og lov til at se House of Cards i tre timer. Altså ikke hver dag, vel. Men indimellem. Jeg vil have lov til at gøre rent og høre opera en halv dag. Jeg vil have tid til at Skype med min veninde i El Salvador. Jeg vil have lov til at tage en spontan og uforventet to timer lang snak med en psykologistuderende nordmand fra mit kollegie om Problemet med Parforholdet. Og jeg vil have lov til at lave absolutely fucking nothing. Det er min prioritering, og ja det sker sommetider på bekostning af en uni-opgave eller læsning. So fucking be it.

Det betyder ikke, at jeg ikke vil mit studie. Eller at jeg er uambitiøs. "Bare" fordi, jeg læser det, jeg har allermest lyst til, betyder det jo ikke, at alting er perfekt, og at jeg slår øjnene op som Snehvide ved, at en fugl kvidrer mig i øret, mens en hjort slikker mine tæer. Jeg vågner som regel træt og desillusioneret. Måske revet ud af en drøm om sex med Putin eller mit liv som narkopusher i Colombia. Jeg er stadig-fucking-væk voldsomt taknemmelig over, at jeg er kommet ind. At jeg er i gang. At jeg som Lance Armstrong er i gang med den sidste etape. Målstregen er inden for synsvidde - jeg kan se dimissionslyset, der blinker ude i horisonten, som et tog i mørket, der nærmer sig perronen. Jeg glæder mig til at blive færdig. Jeg glæder mig til en rigtig indkomst. Jeg glæder mig til at bruge min uddannelse til noget ude i den virkelige verden. Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Jeg kan faktisk ikke vente.

lørdag den 14. november 2015

Paris

Jeg er bange. Jeg græder ned i min skyr. Når ordene ikke er færdigdannet, er det måske ikke det stærkeste træk at skrive et blogindlæg.

Men jeg skriver for alle de følelser, der raser i mit indre. Følelsen af frygt. Følelsen af, at hver gang terror rammer, skal vi tilbage til muslimer vs. kristne debatten. Følelsen af, at flygtningestrømmen urimeligt beskyldes for at være ansvarlig. Følelsen af, at det er lignende forhold, syrerne flygter fra. Følelsen af, at dette intet har med religion at gøre. Følelsen af, at dette bliver benzin på bålet hos hver radikale fløj. Følelsen af, at dette kun er toppen af isbjerget. 

Jeg hader, at terrorisme er et begreb, vi skal forholde os til. Men det skal vi. Og så kan vi meget hurtigt vende tilbage til, at vi skal holde hjerterne varme, hovederne kolde og ikke lade terrorister få yderligere magt - vi skal leve vores liv, som vi plejer. Frygtløse. Men det er meget nemmere at være frygtløs, når der intet er at frygte. Jeg frygter for fremtiden, jeg frygter for at være det forkerte sted, når maskerede mænd skyder rundt med automatvåben. Jeg frygter for, hvilken verden mine nevøer skal vokse op i. Jeg frygter. Jeg græder. Jeg væmmes. Jeg priser mig taknemmelig over, at mine venner og min familie ikke tilfældigvis var på ferie i Paris i går. Jeg føler skam over, at jeg får det her til at handle om mig. Jeg tænker på samtlige dræbte, på alle de personligheder, der blev udslettet uden nogen synderlig grund. Det bliver vores ansvar, at de i det mindste ikke bliver glemt. 

Jeg håber, at størst af alt er kærligheden. At kærlighed sejrer over had. At lys sejrer over mørke. 

søndag den 8. november 2015

Forresten vol. 12

  • Er J-dag et helt absurd overvurderet koncept. 
  • Synes jeg, at Pia K. skal stoppe sig selv med hendes hetz mod teknologi i Folketinget. It's happening.
  • Er #smuksomjeger kampagnen på Instagram noget fis. Ideen er sådan set meget sympatisk, men når det udelukkende er overnaturligt smukke kvinder, der stiller sig frem med skæve lillefingre og tilsyneladende store tænder, giver det bagslag. Som i: Come. The. Fuck. On. 
  • Er jeg i tvivl om, hvorvidt den gul/blå spøgelses-emoji med hænderne på kinderne er inspireret af Edvard Munchs "Skriget"?
  • Kan jeg ikke lide mersalg level 400. Som i, at når man køber en kop te, spørger de, om man ikke også skal have et cruise til De Vestindiske Øer og en selvlysende kuglepen med.
  • Har jeg genset Herlufsholm dokumentaren. 
  • Fik jeg derfor også lyst til at spise en lakridspibe med Anders Agger.
  • Bryder jeg mig egentlig ikke specielt meget om lakridspeber. 
  • Danser jeg for lidt limbo.
  • Er der noget sært tilfredsstillende ved at drikke flaskeøl. Især når kondensen gør, at mærket skræller af.
  • Styrtede et russisk fly ned præcis en uge efter, at jeg fløj ud fra Sinai-halvøen i sikkerhed. Det er pisseforfærdeligt og på et egoisitisk plan dybt skræmmende. 
  • Vil jeg engang have en flaskegrøn velour chaiselong.
  • Gad jeg godt bo i Finn Juhls hjem.
  • Får jeg aldrig råd til Finns chieftain stol. Men jeg gad godt. 
  • Flirter jeg med tanken om at tage på en festival tour de force. Danmark rundt. Ikke med PostDanmark, men med musikken som den brændende fakkel, der fører en videre. 
  • Er musik noget af det, der kan gøre mig allermest glad, men jeg har ingen reel viden om det. Jeg ved bare, hvad jeg er nede med og ikke nede med. 
  • Burde jeg nok satse på at vinde i Lotto.
  • Burde jeg nok begynde at spille Lotto, hvis det skal være realistisk at vinde. 
  • Er jeg nået en alder, hvor det er mærkeligt at få undertøj af andre end sin kæreste.
  • Er jeg ikke med på Poul Pava bølgen, der altid går helt amok omkring jul.
  • Ved jeg godt, at vi reelt ikke er "omkring jul", men det er der altså ikke nogen, der har fortalt Imerco.
  • Ønsker jeg mig glimmersokker i julegave. 

tirsdag den 3. november 2015

Networking min bare røv!

Der er en overvejende risiko for, at kaskader af opkast vil blive skudt ud af min krop som kanoner ud af et 1600-tals linjeskib, næste gang nogen snakker til mig om networking. Navnlig på et studie, hvor folk bliver ved med at fortælle mig, at "it's not what you know, but who you know", er der en stadigt stigende risiko for bræk.

Jeg har fået at vide, at man ikke kan være journalist uden Facebook. Jeg har fået at vide, jeg burde have Instagram for, at mine kommende fans (i øvrigt: what. da. fuck?!) kan følge med i mit liv. Jeg har oprettet en Twitter-profil, fordi jeg faktisk synes, det er ret sjovt, og fordi det er en god måde at følge med på. For mig. Men jeg får decideret ondt i maven ved tanken om, at jeg partout skal have en Facebook-konto, for ellers bliver jeg "aldrig til noget". For det første er min definition af et succesfuldt arbejdsliv ikke at være kendt og have en fangruppe. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det for nogen er et mål i sig selv, og fred være med det. Men det er altså ikke derfor, jeg læser journalistik. Jeg vil noget meget mere intimt og helligt med sproget. Og jeg har i sinde at gøre det på min måde.

Jeg nægter seriøst at tro på, at man ikke kan blive en dygtig skribent - eller hvad som helst andet - hvis ikke folk kan se bikinibilleder fra den sidste ferie og filtrede billeder af, hvorvidt jeg kan lide min smoothie med banan eller jordbær. Jeg kan slet ikke lide smoothies. Og hvis jeg drikker en kop te, er det fede at drikke teen, ikke at få likes fra fremmede, fordi jeg har drukket teen.
Jeg nægter at tro på, at talent er værdiløs uden networking. Personligt synes jeg virkelig, at mængden af selvpromovering, profilering og narcissisme er decideret usmagelig. Jeg synes, det er slesk og ulækkert. Jeg vil hellere opnå mine mål tre år senere med integriteten i behold, end inden jeg fylder 30 og på baggrund af en massiv virtuel eksistens.

Jeg ved godt, at de sociale medier er bekvemme, underholdende og diverse andre superlativer. Jeg er også klar over, at det er en nem adgang, hvor eksempelvis arbejdsgivere kan danne sig et indtryk. Og jeg er bevidst omkring, at jeg på nogle punkter gør tingene sværere for mig selv. Sociale medier er skidegodt på rigtigt mange punkter - og jeg har jo altså både Twitter, en blog, og en mail og mobiltelefon (de eksisterer stadig) - men hvorfor er en relativt ny teknologi blevet synonym med, at det så er den eneste måde. "Sådan er det bare" er ikke et argument. Det er dovenskab.

Jeg er helt med på, at kritikere vil synes, jeg er naiv og ude af trit med tidsånden. At jeg efterspørger en utopi. Måske. Men jeg kritiserer faktisk ikke de sociale medier som koncept. Jeg anfægter, at sociale medier er blevet en komformitet uden sund skepsis. Jeg vil hellere være naiv og tage fejl end at bukke under for én rigtig måde at gøre tingene på.

søndag den 1. november 2015

Forresten vol. 11

  • Giver min bedste venindes underbevidsthed vores andres baghjul. Den ene nat drømte hun om, at hun fødte en baby i sit barndomshjem. Den næste drømte hun, at hun slog zombier ihjel.
  • Har jeg opdaget, at "ramasjang" er et rigtigt udtryk. Det betyder noget a la "festlig og støjende løssluppenhed". Og Pyrus sang det selvfølgelig i Cool Jul. Fordi Pyrus. Ja selv tak da. 
  • Hader jeg Internet Explorer. Meget indædt. 
  • Hader jeg også piller i bruseform. 
  • Har jeg søgt om boligstøtte. Og blev SÅ deprimeret af at se sort på hvidt, hvor mange penge man har tjent. Hvor bliver ens penge af?
  • Kom jeg i tanker om, at cirka halvdelen er gået til staten. Og så fik jeg det ok godt igen. 
  • Er luderkrudt et fucking genialt udtryk. Stadigvæk. 
  • Kan jeg ikke tage seriøst, at nogle mænd går med baret. Medmindre de trisser rundt ved det 4. arrondissement med tyndt overskæg på ansigtet og baguette i hånden. Og så er de så meget en kliché, at jeg egentlig stadig ikke kan tage det seriøst. 
  • Elsker jeg, at efterår hedder "høst" på norsk. Og svensk?
  • Har jeg langt om længe fundet ud af at justere temperaturen i mit hjem. Termostaten sidder gemt i et skab, væk fra radiatoren. Har det temmelig fedt med at have fundet den.
  • Er guitaristen i Ulige Numre den smukkeste mandlige støbning. Nogensinde. Hans kæbeparti er skåret i marmor og to fede englebabyer har boret smilehuller i ham med en fjer fra en due, der har skabt fred i Gazastriben. 
  • Brugte jeg, indrømmet, en stor del af gårsdagens koncert på at kigge på den pæne mand. Men jeg kom jo altså for musikken. Og jeg sværger, at dét band er det bedste, der er sket i dansk musikhistorie, siden - jeg har lyst til at skrive AQUA, men faktum er, at for mig, tåler Ulige Numre ingen sammenligning. Det er sjælelig, intens rock med en lyrik, der får Karen Blixen til at ligne Oliver Bjerrehuus. Tænker i øvrigt, at de to meget vel kunne have syfilis-tingen tilfælles. 
  • Bruger jeg for lang tid på at bekymre mig om "at blive til noget"
  • Bruger jeg helt generelt for lang tid på at bekymre mig. Period. 
  • Har jeg lige tilmeldt min husleje PBS - det er rart og praktisk. Men føler også (apropos Ulige Numre), at mit liv er for lidt rock'n'roll. 
  • Har den eksotiske tvilling sagt til mig, at jeg er en mand. Altså by heart.
  • Fik jeg en flaske whiskey af min mor i 25-års fødselsdagsgave. Kvinden ved tydeligvis, hvad hun har sat i verden.
  • Er efterår den smukkeste årstid. Er med på, at regn og blæst er udskældte typer, men når det bliver efterår, føler jeg altid, at jeg lever i en anden tidsepoke. Indtil tidsmaskinen er jeg godt tilfreds med efteråret. 
  • Skete der ved et uheld det til en fest i fredags, at jeg meget højt kom til at spørge en mand, hvor hans to trunter var blevet af. De sad så ved bordet ved siden af, hvilket de fik påpeget over for mig. Jeg har så utrolig høj en social intelligens. 
  • Har jeg modvilligt måttet sande, at en 25-årig krop (og i særdeleshed hjerne) er markant mere modtagelig over for tømmermænd end en ditto 24-årig. 

søndag den 25. oktober 2015

Mit kvarte århundrede

Teknik er noget lort, og der blev trykket "udgiv" på dette indlæg den 20. oktober. Jeg er med på, at det i dag er den 25., hvilket leder os tilbage til, at teknik er noget lort. Anyhoodles, skrevet og supposed to be published tirsdag den 20. oktober 2015:

Jeg satser på at blive minimum 100 år. I så fald er jeg i dag en fjerdedel af vejen. 25-års angsten er ikke indfundet endnu. Jeg er sikker på, at den ikke kommer. Panik omkring egen alder indtræffer, når man ikke er tilfreds med papiret. Det papir, vi allesammen mere eller mindre modvilligt tager frem en gang imellem og kigger på. Afkrydsningslisten. Færdiggjort uddannelse. Tjek. Fed lejlighed. Tjek. Kæreste. Tjek. Bil. Tjek. Det bedste job. Tjek. Den Instagram-værdige tilværelse. Den tendens jeg hader. Ideen om det perfekte.

Jeg har ikke sådan en liste. Min liste består af ét punkt: "Man føler, hvad man føler, når man føler det. Og det skal man have lov til". Muligvis derfor tror jeg, at Svend Brinkmann og jeg kunne blive Danmarks nye makkerpar. Jeg har ikke den gængse liste, men jeg har en røvfuld taknemmelighed og glæde på sådan en tirsdag.

Jeg er ikke spontan, og jeg er ikke pladderromantisk nok til at kunne skrive, at livet er kort og at jeg er glad for at være her og at de sidste 25 år har været perfekte. For det har de ikke. Hold kæft hvor har jeg smækket med mange døre de sidste 25 år, hvor har jeg sagt mange upassende ting, hvor har jeg været en skidespræller af format, en bundurimelig, snotforkælet og egoistisk møgkælling. Hvor har jeg grædt mange, mange tårer. Hvor har hele min verden mange gange virket fuldstændig uoverskuelig, og hvor har jeg sommetider været i tvivl om, hvad fanden meningen var. Ikke 25 på-papiret perfekte år, men fuldkommen menneskelige. Og de er mine 25 år. Som også har været fyldt med boblende latter, masser af sjusser, flere grin end Mærsk kan tælle millioner, og en helt uovertruffen enklave af mennesker, jeg elsker ubetinget.

Jeg tror, at de første 25 år af ens liv er de mest voldsomme. Det er jo her, man bliver voksen, her man bliver formet som menneske, som en klat modellervoks. Man er aldrig færdig modelleret, men det inderste af voksen stivner og bliver urokkelig. Senere kan der slibes kanter, pilles ned og bygges på. Men nu er grundstenen på plads. Det er vildt, alligevel. Fra at være det højrøstede, blege barn, der partout skulle sove i sin egen seng og som havde et næsten unaturligt forhold til at have en base til at være en, der nu er flyttet for 10. gang. Fra den dybt usikre og triste teenager, der ikke troede på, at hun nogensinde ville blive til *noget* til at gå på drømmeuddannelsen, skrive for alle tiders Apropos og det meste af tiden være sikker på, at hun nok skal ende der, hvor hun vil.

Jeg er jo stadig mig. Stadig fan af det politiske ukorrekte, stadig usikker, stadig genert når nogen kigger mig dybt i øjnene, stadig dybt følsom, stadig hidsig og stædig. Stadig bange for højder, stadig fan af farven blå, stadig god ved dyr, stadig udpræget ordensmenneske, stadig udstyret med et skrækkeligt grin. Stadig bleg, blåøjet og med en tydelig blodåre over næseryggen, der gjorde, at jeg konsekvent i SFO'en blev spurgt om jeg havde malet mig med tusch i hovedet.

Det er så svært at opsummere, og det er der ingen, der har bedt mig om. Men nu sidder jeg her. I Ægypten. Med røde skuldre. Og en kær veninde i sengen ved siden af. Vi har lige siddet ved poolen, jeg har åbnet gaver. En smuk fingerring og Astrid Lindgren i papirform fyldt med kanel fra min storesøster, den pragmatiske drillepind. Har også fået tre gaver fra tre ægyptiske mænd, set pyramiderne og fået at vide, at jeg er 10 millioner kameler værd. Altså sidder jeg her. Og rammer en milepæl. Den gennemborende følelse er taknemmelighed. Jeg er dybt taknemmelig over, at min mor og far elskede hinanden højt nok til at lave mig, at der kom en utrolig grim, gul og fladmast baby til verden for 25 år siden. At der to år forinden var kommet en yndig baby til verden. Slægtskabet. Der er sgu mange sære fisk i min enorme familie, men nogle af dem er fandme guldfisk. Guldfisk jeg aldrig var svømmet forbi, hvis vi ikke delte de samme ariske gener. Og hold kæft, hvor bliver man ydmyg som menneske, når dé store tanker svømmer ind i overetagens akvarium. Af alle klodens lokaler, sædceller og tider, er jeg havnet lige hér. Fandme vildt. Ligeledes vildt, at alle mine umiddelbart tilfældige beslutninger har bragt mig så mange mennesker, jeg ikke fortjener. Et elevråd i folkeskolen skabte mig min bedste veninde, et semester i Argentina skabte to helt nye og forunderligt fortrolige veninder. En folkeskoleskift skabte verdens bedste drengeven og en dansklærer tændte den vildeste skriftlige gnist i mig. Den gnist jeg i dag går og puster til, varmer mig ved og som jeg håber bliver et decideret bål med tiden.

Livet er ikke lutter lagkage (det må jeg godt skrive, jeg har fødselsdag) - det er fandme hårdt, og det værste er, når nogen ikke deltager i festivitasen længere. Jeg savner dem stadig og altid -  i særdeleshed på min fødselsdag - men hvor er jeg taknemmelig over, hvor tæt et forhold jeg havde til min morfar, mormor og faster. Så tæt, at jeg stadig får blanke øjne, når jeg skriver om dem, så velsignet over, at de var en del af mit liv, at jeg lærte dem at kende og lykkelig over, hvor meget tryghed og kærlighed, de uden undtagelse pøsede på mig.

Tak for de første 25 år. Det har i sandhed været mig en fornøjelse.

fredag den 16. oktober 2015

Før takeoff

I dag var en dag dedikeret afslapning, musiklytning og finpudsning af semesteropgave. Men så besluttede korpusset sig for at lave en voxpop med titlen "Kan Isabella nå at blive syg, inden hun skal på ferie?". Jeg gjorde som ethvert fornuftigt voksent menneske: Ringede til min mor og klagede min nød. Frygt ej, mor har svaret. Derfor har jeg i skrivende stund netop poppet henholdsvis nummer 11 og 12 c-vitamin kapsel i dag. Der er videnskabeligt belæg for, at komprimerede citroner virker. Kombineret med en morgenhovedpine, der gav udslag i to pamol og et allergiudslæt af den anden verden på min ryg og røv, der resulterede i en allergipille, ja så føler jeg mig lidt som en misbruger.

Men altså. Mit midlertidige pillemisbrug tjener et godt formål. Nemlig det, at jeg i morgen ved denne tid sidder jeg med Jane i en ikke nærmere defineret gate i Kastrup Lufthavn og venter på den Boeing-et eller andet, der skal bringe os til Kleopatras land. Kufferten er næsten pakket, og den består primært af kjoler og solcreme. Jeg regner med, at jeg skal ned og spise en masse lækker frugt, en falafel, og is - altid is - ikke få rejse-ræser-røv, svømme i Det Røde Hav, og måske kigge på pyhhhhhhramiderne. Nå ja, og så skal jeg jo runde de der 25 år. Kanel-dagen. Og her kunne Jane desværre godt være typen, der ikke lader sig bremse af, at vi er på et andet kontinent. Men ellers forestiller jeg mig noget med at læse en bog, grine højt, inderligt og længe, købe et par snabelsko og en magisk lampe. Og så glæder jeg mig usigeligt (tror jeg) til at se, hvor mange kameler jeg er værd.

onsdag den 14. oktober 2015

Ønskeseddel

Jeg fylder år om SEKS dage. Ja, jeg er ude i et final-countdown-projekt og de, der ikke tæller ned til deres fødelsdage, virker dybt mærkelige. Det er jo en dag dedikeret dig, og som den narcissistiske skiderik, du sikkert er, er det jo perfekt. Nå. Jeg tæller i hvert fald ned. Og jeg storglæder mig. Det er spitze. Jeg har efterårsferie nu, på lørdag tager jeg til Ægypten, hvor der i øvrigt er 35 grader (ja, jeg er et røvhul), kommer hjem lørdagen efter og om søndagen skal jeg forkæles af min nærfamilie med gaver, boller, tandsmør og mors mad.

Jeg har en ønskeseddel på to sider. Computer-skrevet. Ikke alene er jeg et narcissistisk røvhul, jeg er også umanerlig materialistisk. Halvdelen er bøger, den anden halvdel er smykker, tøj, sko, makeup, tasker og andet luderkrudt. Apropos indlægget om min plan, når jeg bliver færdiguddannet, står jeg ved det. Det bliver da afsindig rart ikke at skulle lægge budget hver 14. dag for at være sikker på, at pengene slår til. Det bliver fedt at kunne tage en togtur til den anden ende af landet uden at det påvirker de næste tre ugers madindkøb. Det bliver lækkert at kunne forkæle både sig selv, men også andre. 

Men nu sidder jeg her og hører titelsangen fra Emil fra Lønneberg. Min bedste veninde har lige været og overnatte i min nye hybel. Jeg tager til Ægypten om tre dage. Der er mad i køleskabet, penge på kontoen (bevares, jeg ville sætte pris på flere, men der er dog et par kroner), tøj i skabene, togbilletter i indbakken, fire koncerter og stand-up shows i kalenderen. I år har jeg været i udlandet fem gange, jeg har købt flere kjoler, gaver til venner og familie, jeg har endda købt en lille blomst til mig selv. 
Jeg drømmer stadig om dyre kjoler, tasker til over 3000 kroner, flere kondisko, økologi hele vejen og kvalitetsmüsli. Men jeg er et priviligeret røvhul. 

Jeg bor på et kollegium, hvor Mærsk sponsorerer opvasketabs og afspændingsmiddel (fantastisk ord, i øvrigt). Jeg når aldrig de højder - han er Mount Everest og jeg når måske en vej med en 4 procents hældning engang. Jeg siger bare, at vi er heldige. Heldige, ikke hellige. Jeg brokker mig også tit over den ikke økonomisk festlige SU-tilværelse. Penge gør alting lettere, mennesker der siger, at penge er ligegyldige, er fulde af lort. Penge gør mange ting federe, men de er altså ikke alt. Hvor glad jeg end er for mine kjoler og bøger, er de ikke de investeringer, der har bragt mig mest glæde. Det er til gengæld den flybillet jeg købte fra Brasilien til Danmark for at kunne deltage i min bedste venindes bryllup. Dér betyder penge noget. For pengene køber mig noget ubetaleligt. Noget der ikke kan værdisættes på en auktion i Vejle. 
Jeg har en veninde, hvis langt-ude-slægtning levede særdeles skrabet og har efterladt sig adskillelige millioner. Det er jo vanvittigt. Ved godt, at tiderne skifter og at forrige generationer brugte toiletpapiret på begge sider og alt det der, men hvad skal man med alle de penge, hvis man ikke har det sjovt med dem? Det er dét, penge er for mig.  Muligheden for at kunne give nevøerne en killer konfirmationsgave, købe en kæmpe italiensk is, kunne tage på ferie uden de store problemer, kunne tage en taxa hjem fra byen uden at blinke. Det er ikke en million i aktier og obligationer, det er muligheden for at kunne have meget mere sjov i gaden.

Med ønsket om sponsoreret afspændingsmiddel og ikke at gemme til natten: God onsdag. 

lørdag den 10. oktober 2015

Forresten vol. 10

  • Er Uffe Ellemann-Jensen et af skarpeste hoveder i landet. 
  • Må det være træls udover alle grænser at arbejde et sted, hvor kasket er en del af uniformen. Især hvis man er myndig.
  • Har jeg drømt, at jeg havde sex med Putin. Det er et mentalt billede, der aldrig skulle have været fremkaldt.   
  • Er jeg flyttet. Til O'ense. På 8. sal med altan. Til trods for allestedsnærværende højdeskræk har jeg præsteret at gå derud uden at messe ikkedøikkedøikkedøikkedø.
  • Er der nogen, der kan huske TV-serien Hvide Løgne? Min søster og jeg så den ret tit - husker, at Mira Wanting løj ret meget, hvilket løjerligt nok var temaet. Det var cirka samme tid som vi så Horton-Sagaen. Pubertet er sådan en skøn tid. 
  • Brugte jeg i går (som var fredag aften) tre timer på YouTube og gamle Krumme-videoer. #næsten25
  • Vil jeg til min dødsdag argumentere for, at Laus Høybyes "Kærlighed" er den fineste kærlighedssang nogensinde skrevet.
  • Tror jeg, at mine forbrugsvaner er steget siden jeg studerede sidst. Det er ikke pissesmart
  • Skal bøllehatten fucke ud af modebilledet. 
  • Har jeg uden overdrivelse haft en uovertruffen tur til Berlin - intet kunne have været bedre, og jeg vil have en tur til! 
  • Tager jeg til Ægypten om 14 dage, så jeg styrer lige mit brok. 
  • Fylder jeg 25 år om 10 dage.
  • Elsker jeg at få gaver. Jeg ved godt, at den korrekte holdning er, at man elsker at give gaver, hvilket afgjort også har sine kvaliteter, men det er altså lidt sjovere at få dem.
  • Har jeg for første gang set et par trusser på et DSB-toilet. Det var en sort g-strengsmodel. Og jeg fatter minus. HVEM har lyst til at bolle på et klamt toilet, der bevæger sig igennem provinsen? 
  • Er gulvmopper latterligt dyre.
  • Har jeg efterårsferie. Hvilket jeg så vælger at toppe med en uges ferie efter ferien. 

onsdag den 30. september 2015

Mine planer i Merkels by (uden Merkel)

Jeg skal til Berlin lige rundt om hjørnet. I morgen, faktisk. Med det skønne kvindfolk, jeg lærte at kende i noget så sexet som Randers Fælles Elevråd, og som siden 2004 har rocket min verden, som var hun en førsteklasses gyngestol. Hun er min bedste veninde, jeg er helt tosset med hende, og derfor skal vi til Berlin sammen. Og jeg. Kan ikke. Få armene ned.

Jeg forestiller mig noget med en brezel, en middag på den legendariske The Bird, hvor vi skal være klamme og spise verdens mest snaskede - og måske bedste - burger. Med en sjus on the side, selvfølgelig. Jeg forudser øl (helst i glas med hank), chokolade (læs: billig rittersport som metervare) og orn'lig meget shopping. For vi er kvinder i midten af tyverne og hvis vi ikke skal misbruge vores dankort nu, hvornår skal vi så? Hva? Jeg tænker upassende mange double-selfies og knudrede forsøg på tysk. Jeg tænker også en is, fordi de lover forårsvejr i det tyske. Der bliver så afgjort også et upassende grineflip, der vanen tro afføder undren over det grin, jeg er blevet udstyret med. Vi skal bo på Kufürstendamm og vi skal vade Berlin tyndere end rispapir. Vi skal i KaDeWe og spise lagkage og måske kommer vi også forbi gode gamle Brandenburger Tor, hvor en due engang sked på min søsters skulder.

Duer eller ej. Bedst af alt bliver selskabet. Et selskab, der altid er spitze uanset om det er i London, Bønnerup, hovedstaden, 8210. Og lur mig, om ikke det også fungerer i Berlin. Vi skal have ondt i fødderne af at gå, ondt i mavemusklerne af at grine og ondt i halsen af at snakke. Åh altså. Vi tæller ned til take-off. Ren Andreas Mogensen.

Møjn. Eller auf wiedersehn. Vi ses i hvert fald. Senere.


søndag den 27. september 2015

Oops I did it again

Jeg har booket en ferie med den skønne Jane. Når jeg fylder 25, sidder jeg således i Ægypten med en af de bedste. Med et krystalklart, varmt hav og deri et koralrev to die for. Der er bjerge, store vidder, ørkenglimtende støv på beduinhytter, kitschede souvenirs, sikkert alt for mange blegfede turister med bøllehat og solskoldning. Men hold nu kæft, hvor jeg glæder mig. Jeg kan faktisk ikke forestille mig en bedre måde at tilbringe min fødselsdag på.

Jeg har været i tvivl. Meget. For det første fordi jeg lige præcis ikke fylder år i efterårsferien, men derimod i starten af uge 43. Det betyder, at jeg kommer til at gå glip af en del timer på uni. Desuden koster det penge at rejse, og som de fleste studerende, har jeg ikke en decideret tank læsset til randen med guldmønter. I så fald er vi ude i en kasserolle med guldmønter, dér ville jeg kunne være med. Omend det ville være utrolig svært for mig at svømme i sådan en kasserolle. Joakim von And for the win. Men. Jeg har besluttet, at jeg kun fylder 25 én gang, at man altid kan tjene flere penge, og at min uddannelse nok består, selvom jeg går glip af fire dage. Når jeg er vakkelvorn som en gammel lænestol i forhold til at træffe en beslutning, prøver jeg at forestille mig selv siddende i en gyngestol, gangbesværet, halvblind, halvdøv og i gang med at spise jordbærtærte. Hvad vil mit fremtidige jeg ærgre sig mest over? At vi gik glip af en forelæsning om syntaks og semantik og en anden om udviklingen af den danske partipresse eller, at vi ikke tog til Ægypten med en af vores bedste veninder, da vi fyldte 25? Ja. Lige præcis.

Hurra for mit fremtidige gamle jeg, hurra for Mulan (ja, jeg hører soundtracket - i den forbindelse hurra for Stig Rossen og Shang). Hurra for Ægypten, Jane og fødselsdag. Jeg er mentalt begyndt at pakke; i kufferten skal der være orn'lig meget solcreme, en stråhat, nogle lange kjoler, mit kamera og Nik & Jay style: intet andet end love og et dankort i pendulfart. 3 uger!

mandag den 21. september 2015

'Cause we are living in a material world...

Siden gymnasiet har jeg haft en aftale med mig selv: Når jeg engang bliver færdiguddannet (hvilket slet ikke har så lange udsigter, som det har haft) vil jeg hæve min første lønseddel i kontanter. And I will make it rain! Derefter vil jeg lægge en solid pulje af de penge til side; til mad, husleje og alt det andet kedelige. Resten af pengene vil jeg bruge. På lige netop det, jeg har lyst til. Alt det, jeg i årevis ikke har haft midlerne til eller har nedprioriteret til fordel for eksempelvis rugbrød, toiletpapir og appelsinmarmelade. Og inden der kommer skarpe bemærkninger om, at jeg rejser en del og generelt ikke går for lud og koldt vand, vil jeg påpege, at det ved jeg godt. Jeg fordeler selv mine penge, og en stor del af dem vælger jeg at lade gå til udlandet. Men derfor har jeg stadig hede materialistiske drømme.

Derfor. Når jeg bliver færdiguddannet, vil jeg:
  • Købe en meget dyr taske fra Savannah Wild. 
  • Tage til en ikke nærmere defineret storby i en weekend og a. fejre det job, jeg har scoret mig og b. shoppe amok.
  • Gå til flere koncerter, se flere film i biografen, gå i teatret  og se bunkevis af live stand-up. 
  • Bestille en ugentlig madkasse-ting fra Årstiderne. 
  • Købe for rigtig mange hundrede kroner undertøj. Måske endda lingerie. Jeg vil altså bevæge mig væk fra 3-paks modellen. 
  • Bestille hele indholdet af min ønskeliste på amazon. Det er altsammen bøger, og det bliver en god dag.
  • Investere i et nyt objektiv til mit højtelskede kamera.
  • Købe et salat-bestik. 
  • Invitere mine bedste veninder ud at spise på restaurant. Bare fordi jeg kan.
  • Sende spontane blomster til min storesøster.
  • Gå ind på Gannis hjemmeside og have en solo-fest. 
  • Få ompolstret den lænestol, jeg arvede fra min Bedstemor for over 15 år siden. 
  • Købe en uforskammet stor isvaffel. 
Fuck, hvor jeg håber, at jeg får et arbejde. Ellers har jeg hørt, at dagpengeland skulle være et festligt indspark af dimensioner. 

fredag den 18. september 2015

Forresten vol. 9

  • Har jeg optur over Ulige Numre! 
  • Er der nogle gange utrolig kort fra tanke til handling i mit univers. Således gik der 45 minutter fra første gennemlytning af ovenstående bands nyeste CD til, at koncertbilletterne var bestilt.
  • Må Burhan G. og Joey Moe rigtig gerne simultant flette deres respektive næb.
  • Ligner jeg stadig en lallende jubelidiot, når jeg fortæller folk om min helt igennem fænomenale Roskilde Festival.
  • Sidder jeg om 13 dage i Tysklands hovedstad med verdens sødeste menneske. Jeg storglæder mig! 
  • Kunne jeg snildt leve af dronninge mandler. Hvis det skulle være.
  • Rytmeæg. Tænk lige over det. 
  • Er jeg blevet født virtuelt. Det er min måde at sige på, at jeg har oprettet en Twitter-konto.Og er stadig lidt bange for det. 
  • Har mine undervisere sagt, at de ikke vil afvise, at man kan være journalist uden Facebook, men at de ikke vil anbefale det. Jeg skal vise dem, skal jeg!
  • Burde mennesker, der udfører crush porn fandme straffes. Hårdt! Fy for fucking py. 
  • Har mit hoved problemer med at begribe, at det om lidt er TO år siden, jeg kom hjem fra New York. What da fuck?
  • Er en kandidatuddannelse i journalistik temmelig tidskrævende. Og ret lækker alligevel.
  • Har jeg endnu ikke været i fredagsbar, hvilket på en ret konkret måde sætter det tidskrævende aspekt i perspektiv. 
  • Kaster jeg en lille smule op inde bagerst i munden, hver gang min underviser siger til mig, at "sandheden er konkret". #dettrorjegsåikkeligedener
  • Har jeg ser dokumentaren "Bonnie og de tusinde mænd" to gange. Den er så fin. 
  • Har jeg ikke en færdigdannet holdning til prostitution. 
  • Har jeg til gengæld en meget specifik holdning til mennesker, der har en meget specifik holdning til prostitution. 
  • Vil jeg have en hund engang. Og den skal måske hedde Arne. Den skal i hvert fald ikke hedde King. 
  • Har jeg lavet ønskeseddel til min fødselsdag. Den fylder to sider. 
  • Gider jeg faktisk ikke høre mere om Andreas Mogensen.
  • Gider jeg faktisk ikke høre mere på Søren Espersen. 
  • Er jeg slet ikke traumatiseret over, at One Direction har slået op med hinanden.
  • Er jeg begyndt at glæde mig til jul.
  • Skal jeg holde op med at glæde mig til jul. 

lørdag den 12. september 2015

Aylan gav syriske flygtninge gevinst i det virale lotteri

Medmindre du er sådan en sær snegl, der ikke har internet, behøver jeg vel ikke forklare dig, at billedet af den druknede tre-årige dreng Aylan Kurdi har oversvømmet samtlige sociale medier. Diskussionen har været mere livlig end en sen nattetime på Den Glade Viking i uge 31.
Det fyger med argumenter. Er det etisk forsvarligt at offentliggøre et billede af et dødt menneske, endsige et barn? Er det ikke uetisk at lade være?

Jeg kan faktisk ikke helt se problemet. Etisk er det en interessant diskussion, men moralsk og politisk synes jeg ikke, der er meget at rafle om. Men nu sidder vi jo heller ikke og spiller Yatzy.
Skal vi lige tænke over, hvornår krigen i Syrien begyndte? Et hurtigt slag forbi Google kan fortælle dig, at det var i 2011. Og så kan du sidde i din IKEA-sofa og gnaske i en rugbrød med blå Klovborg og stille dig skeptisk over for, om det nu alligevel er så lang tid, der har været borgerkrig dernede i Syrien. Ja, det er det. Og jeg kan godt forstå dine tanker, for jeg har dem selv. Det er jo ikke rart at blive bombarderet med information om bombardementer konstant. Heldigvis for os er det relativt nemt at slukke for nyhedsstrømmen. Og det gør vi så. Indtil en lille dreng drukner og vi allesammen (næsten da) bliver enige om, at EU må få hovedet ud af ringmusklen og handle. Præcist hvad den handling skal indebære, er en kende mere kompliceret.

Kan du huske det ikoniske billede fra Vietnam-krigen af en nøgen pige under et napalm-angreb? Var det etisk at fotografere en pige under sådanne omstændigheder? Måske ikke. Men var det ikke lige præcis det, der skulle til for at få resten af verden til at forstå, hvad USA egentlig havde gang i derovre i det fjerne Østen? Ja, det var et ledende spørgsmål.

Et postulat, der ofte kommer fra tilhængere af politik til højre fra midten er, at man er en idiot, hvis man klatrer ombord i en overfyldt gummibåd, der ikke ville kunne holde til en uges charterferie. Her vil jeg gerne bede højrefløjen om at tænke over alternativet. Men med Aylan Kurdi virker det i forvejen lasede argument ikke. Aylan var nemlig tre år, og inden hans liv nogensinde rigtigt begyndte, satte tilfældigheder, uretfærdighed og en sølle gummibåd en stopper for det. Fordi hans forældre traf en beslutning på hans vegne, som vores forældre har gjort for os. Jeg kan kun gisne om, hvad Kurdi-parrets tanker har været, men jeg tvivler på, at de har villet se deres to sønner drukne. Så kan højrefløjen kalde mig en naiv pladderhumanist, men mon ikke de pågældende forældre i stedet har håbet det bedste for deres børn - og at dette bedste ikke indebærer at vokse op midt i en krig, hvor en diktator og Islamisk Stat leger virkelighedens Sænke Slagskibe og konkurrerer på, hvem der kan slå flest civile ihjel.

Argumenter om, at vi glemmer Afrika, at der er mange velfærds-flygtninge, og at det jo kun er de rigeste flygtninge, der kommer her til vort forjættede Europa, pisser mig mildest talt af. Jeg synes ikke, man kan tillade sig at lukke øjnene i, sætte sig ved sin musselmalede kaffekop, æde en vakuumpakket hindbærroulade, se et afsnit Bagedysten, og så bare være komplet blind over for det faktum, at ikke alle har været så heldige, at de blev født ind i en top ti af verdens rigeste nationer. En nation, som jeg elsker og er stolt af. Men også bliver flov over, når vi går med skyklapper så store, at vi tror, vores andedam bliver ødelagt, fordi der kommer et par svaler og krager og slår sig ned.

De sociale medier er et viralt lotteri. Du kan anfægte det, du kan synes, det er unfair og du kan synes, min overskrift er usmagelig. Desuagtet: Hvad der går viralt er ligeså tilfældigt, som hvilken sædcelle, der i tidernes morgen blev til dig. Nogle billeder har større gennemslagskraft end andre. Et billede af en tre-årig kurdisk dreng, der er død på vej til Grækenland har vist sig at have pænt stor gennemslagskraft. Billedet likes, deles, retweetes og distribueres i en lind strøm på samtlige sociale medier. Er Aylan Kurdi det første barn, der er druknet på vej til Europa i en gummibåd? Helt sikkert ikke. Bløder vores hjerte for ham alligevel? Helt sikkert. Aylan rammer direkte ind i pathos. Er det forfærdeligt, at vi skal se et lille menneske skyllet op på en ellers lækker strand, før vores reptilhjerner fanger seriøsiteten af denne vanvitttige krise? Ja. Er det ulækkert, at vi mennesker er indrettet sådan? Muligvis. Er det forståeligt, at vi er sådan? Ja. For som Stalin sagde: "Når en person dør, er det en tragedie, når en million personer dør, er det statistik". Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan holde ud at forholde os til verdens grumme urimeligheder konstant, men vi kan ikke ignorere billedet af Aylan. Eller hvad?

Aylan har tabt det største spil af slagsen, men hans tab har givet andre flygtninge en ubetalelig, omend vilkårlig, gevinst i det virale lotteri. Så er der jo bare tilbage at håbe, at Dansk Tipstjeneste aka. Regeringen husker de andre mennesker, der har købt en billet.

mandag den 31. august 2015

It's the final countdown

Nu er vi ved at være så uhyggeligt tæt på den 1. september (om 26  timer sidder jeg på Syddansk Universitet til intro-dag, but who's really counting?) og dermed studiestart, at mine nerver sidder uden på bukser, bluser og kjoler. Sat fast med superlim. Altså nerverne. Hooooldnukæft, jeg er spændt. Og ængstelig. Og begejstret. Og nervøs. Men mest spændt. Lidt bange. Jeg kan godt lige pludselig blive afsindig urolig for, om jeg overhovedet kan huske, hvordan man studerer. Det er noget med selvdisciplin, og jeg tror desværre, den er blevet væk i vask. Om jeg er klog nok, om jeg kan lide de andre, om de andre kommer til at kunne lide mig, om jeg overhovedet er så god til tegnsætning som jeg går og bilder folk ind. Hvor stor er læsemængden, hvad koster en is i Odense, hvordan fanden finder jeg rundt, jeg skal have købt flere vatrondeller, kan man finde et studiejob, har jeg tid til det og kan jeg det her?

Jeg hader mig selv meget inderligt for altid at sammenligne mig med andre. Jeg prøver at lade være, men med så flossede nerver som jeg sporter p.t. tager pathos i et snuptag rattet fra logos og buldrer af sted med 186 km/t. Af en for mig ukendt årsag, er ræsonnementet i mit hoved, at de andre 49 optagne journaliststuderende in spe er meget dygtigere, klogere, bedre og mere interessante end undertegnede. Det er de muligvis også, men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tro på det, velmenende  mennesker fortæller mig: At jeg faktisk kan *noget* med det skriftlige sprog (ja fuck dig, Jante), at jeg er kommet ind på drømmeuddannelsen på lige vilkår som alle de 49 andre, at de andre givetvis kan noget, jeg ikke kan, men at jeg måske kan noget, de ikke formår. Jeg lukker mine øjne blå og prøver at tro på det.

Odense din lækre satan, jeg kommer og fanger dig.

tirsdag den 18. august 2015

Mig og Mærsk Mc-Kinney Møller

Jeg er ikke ligefrem en del af det bedre borgerskab. Ej heller sidder den danske business-elite omringet af deres designermøbler og oddser på, hvornår jeg bliver den danske Donald Trump. Derfor kan I nok forstå min overraskelse over, at mig og Mærsk har fundet et fælles ståsted. Bogstaveligt talt. Ja, Mærsk og jeg (lidt a la Kongen og jeg, faktisk. Minus den seksuelle spænding) skal til at indgå en kontrakt. Sgu.

JEG HAR FÅET BOLIG! Ja, undskyld, men det er altså en caps lock situation. Jeg har kraftedme fået et sted at bo. Oh Jesus, Josef og Maria, hvor er jeg lettet! Jeg er minimum et helt menneske lettere. Ikke et model-menneske lettere; vi snakker en grillmadelskende type lettere. Det føles pissegodt. Og det sted jeg skal bo, takket være Monsieur Møller, er en kæmpe ny bygning ved Campus i Odense, som Mærsk (som vi elsker) har sponsoreret. Det er et højhus. Et møbleret højhus. Med balkon, designermøbler, gratis cykel og fitnesscenter til rådighed. Jeg fatter minus, for jeg brugte otte minutter på at skrive den påkrævede engelske ansøgning inden jeg løb ud af døren og på arbejde. Alligevel er jeg blevet godkendt. Hurra. Jeg forstår ikke mit eget held, men jeg er SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ meget nede med det! Det der nymodens noget med beton og elevatorer og fjernbetjenings-belysning og stole, borde og lamper af et bestemt og dyrt mærke er faktisk overhovedet ikke mig. Jeg er mere sådan en genbrug, affektionsværdielskende, loppemarkeds, arvegods-type. Til gengæld er det totalt meget mig med tag over hovedet og en seng at sove i. Herfra er der kun tilbage at citere Finn Nørbygaard: Ja tak, ja tak ooooooog JA TAK!