fredag den 23. januar 2015

Siden sidst

Har jeg haft en meget overraskende craving efter parisertoast. Har I nogensinde tænkt på, at det ikke er noget, der findes i de voksnes verden? Det er som om, at parisertoast kun hører frikvarter i folkeskolen til. Jeg har været relativt meget fuld på hverdage i januar og måske derfor synes jeg, at denne januar indtil videre har været uendeligt meget sjovere, end de ellers har for vane at være. Jeg har - som den firstmover jeg er - fundet ud af to ting; 1. Lana del Rey er dejlig, og jeg forstår pludselig, hvad folk har talt om, 2. Before Sunrise er intet mindre end fabelagtig, og jeg forstår pludselig, hvad folk har talt om. Jeg har genopdaget Phil Collins og er alt for meget på toppen over ham i alt for seriøs en grad. I et angreb af kedsomhed på arbejde, gav jeg mig til at tælle mine kjoler (nej, jeg havde dem ikke med - talte ud fra det der hukommelse) og nåede op på 45. Talte efter i forgårs - havde kun glemt fire. Det betyder, at jeg har niogfyrre kjoler. Det er jo vanvittigt. Fuldstændig fucked-up - jeg er et materialistisk svin og jeg skammer mig. Men ikke nok til at skille mig af med dem. Jeg er jo ikke idiot.

Jeg har i dette øjeblik fået en sms fra laksene1 med et "hip hurra med fædselsdagen" (ja, med æ). Jeg skal møde klokken 7 i morgen alt-for.tidlig, så jeg tror måske bare, at jeg går i seng nu. Klokken er 21.19 og jeg lever det vilde liv.

tirsdag den 13. januar 2015

Forresten vol. 2


  • Synes jeg ikke, det er i orden at kalde mig hysterisk. Barnlig, hidsig, stædig, en skidespræller af format til tider - de mærkater accepterer jeg. Men synes fandme ikke, jeg er en hystade. Jeg er til gengæld så vred og barnlig, at jeg påtænker en hævn så hysterisk, at tidligere "hysteri" kommer til at virke som en badeferie på Zanzibar. 
  • Er jeg måske gået lige aggressivt nok til værks med det der januarudsalg. Shoppestop i de næste 3 måneder, det kommer til at ske. 
  • Husker jeg pludselig, hvor meget jeg elsker Regina Spektor.
  • Er jeg stadig fuldstændig betaget af og benovet over Apropos Magazine.
  • Er jeg i den forbindelse ret meget på toppen over, at jeg kan kalde det research at stene rundt i Internetland. 
  • Nærmer tiden for den sidste Mad Men sæson sig. Og endnu vigtigere tiden, hvor O'Malley og jeg skal holde en temafest. Oh whiskey og strutkjoler, kom an. 
  • Nærmer tiden sig også for boyband reunion i Sydtyskland. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig, og hvor meget jeg nægter at skrue egne forventninger ned. 
  • Har jeg overordentligt svært ved at acceptere den manglende sne. 
  • Har jeg tænkt mig at gå all in på fastelavnsbollesæsonen - fordi det glippede lidt for mig sidste år og dét er sgu synd. For mig. 
  • Er jeg nået konklusionen, at jeg nok godt ville kunne bo i Odense. 
  • Skal jeg have fundet mig en ny tandlæge, og det er af uvisse årsager et komplet uoverskueligt projekt for mig. 
  • Går fordelene ved at have en veninde, der skal bo i Sevilla i fire måneder op for mig. Den primære (og eneste?) er at have en totalt god og gyldig undskyldning for at skride til Sevilla. 
  • Er ris sgu da egentlig mega kedelige. Medmindre de er overdynget med noget hvidvin-chili sauce, in which case, jeg er fan. Men hvide rend-mig-i-røven-ris?
  • Er min søde veninde, Christina, blevet forlovet og jeg kan lide det! 
  • Bruger jeg seriøst for meget energi på at hade YouTube reklamerne. Jeg mener, de ér der jo for helvede, men jeg bliver lige arrig (ikke hysterisk!) hver gang.

torsdag den 8. januar 2015

Je suis Charlie

Det er så nemt at sidde her trygt og rart. I en seng med en dobbeltdyne. Med en kop te og uden frygt. Og så postulere, at terror er forfærdeligt, og at mine tanker går til de tolv dræbte personer i Paris. At verden er grum. Det er en gratis holdning. Hvis man ikke ensidigt kan tage afstand til sådanne grusomheder, er man et svin. Det synes jeg, og terror er forfærdeligt. Omsonst. Og jeg tænker virkelig på Paris. Men det klinger lidt hult her fra min sikkerhedsbunker.

Jeg var egentlig begyndt på et indlæg med en lidt lettere tilgang til det, der er sket i Paris - a la 'hvis det her er sigende for 2015, vil jeg ikke være med mere'. Men jeg vil netop være med i det her. For selvom verden alle dage har været storslem, synes jeg virkelig, vi skal værne om de privilegier, tidligere generationer døde i troen for.

Jeg husker det fra Muhammed-krisen. Den uendelige snak om retten til ytringsfrihed. Som altid strandede lidt det samme sted; at man har ret til sin holdning, men at man også skal respektere andres. Det er bare ikke altid nemt. For ytringsfriheden er en frihed, der i sin grundvold må og skal gælde alle - også for de holdninger, man ikke er enig i. Det kan være så svært at acceptere, at  det er lovligt at være nazist. Det kan være svært for mig at acceptere, at der er mennesker, der stemmer DF fordi "alle fremmede er farlige". Og så er det, jeg får lyst til at give dem en high-five. I ansigtet. Med en stol. Men jeg gør det ikke - for selvom der vandrer masser af mennesker rundt på gaderne, som jeg virkelig ikke forstår på noget niveau, kan jeg ikke hævde, at jeg har de vises sten.

Det findes ligeledes i det små; når man diskuterer politik og bare rigtig gerne vil have den, man snakker med til at forstå, at vedkommende har jord i hovedet med de meninger. Vi så det i debatten om den lykkelige luder. Christiansborg lever og ånder for det. Mit problem med Jehovas Vidner altid været, at de prøver at presse deres tro (som de hjerteligt gerne må have) ned over mit tykke hoved. For mig er det manglende respekt og manglende accept af, at jeg er et OK menneske, selvom jeg tænker anderledes om blodtransfusion, end de gør. Det er demokratiet og med det ytringsfriheden vi skal takke for, at det er muligt for os at diskutere disse ting. At der kan forhandles, forklares, formidles. Argumenteres, formateres, revolutioneres. Og at der ikke sidder en tyk tosse på tronen, som bestemmer, hvordan vi andre skal leve. Det er jeg usigeligt taknemmelig for. Og usigeligt ulykkelig over, at man kan få sin mening så langt op i eget kosmos, at man er villig til at dræbe dem, der er uenige.

Da filmen "Hvidstengruppen" gik i biografen, var jeg inde at se den; fordi det var lokalpatriotisme på allerhøjeste niveau. Hele min familie så den. Og vi talte om Anden Verdenskrig, og om hvad man selv ville have gjort. Det er jo fint at snakke om, men også fuldstændig latterligt. For det kan man jo ikke vide. Flere mandlige familiemedlemmer postulerede, at de bare vidste, at de ville have været frihedskæmpere. Smuk tanke. Jeg håber det. Men lad os nu lige holde fast i, at ingen ved det. Jeg håber, at jeg havde været den danske version af pigen med den blå cykel. For de fleste af os vil vel gerne være passionerede mennesker, der vil betale den højeste pris muligt for retfærdighed. Og det er endnu en gratis holdning at have her i sikkerheden. For når man pludselig ser frygten, faren, den potentielle død i øjnene, forestiller jeg mig, at de fleste af os bliver lidt mindre kæphøje.

Lad os for enhver pris holde fast i rettighederne. Også selvom det er en gratis holdning her fra dobbeltdynen. Ytringsfriheden. Pressefriheden. Friheden til at være dig og mig. At sameksistere til trods for uenigheder.