torsdag den 8. januar 2015

Je suis Charlie

Det er så nemt at sidde her trygt og rart. I en seng med en dobbeltdyne. Med en kop te og uden frygt. Og så postulere, at terror er forfærdeligt, og at mine tanker går til de tolv dræbte personer i Paris. At verden er grum. Det er en gratis holdning. Hvis man ikke ensidigt kan tage afstand til sådanne grusomheder, er man et svin. Det synes jeg, og terror er forfærdeligt. Omsonst. Og jeg tænker virkelig på Paris. Men det klinger lidt hult her fra min sikkerhedsbunker.

Jeg var egentlig begyndt på et indlæg med en lidt lettere tilgang til det, der er sket i Paris - a la 'hvis det her er sigende for 2015, vil jeg ikke være med mere'. Men jeg vil netop være med i det her. For selvom verden alle dage har været storslem, synes jeg virkelig, vi skal værne om de privilegier, tidligere generationer døde i troen for.

Jeg husker det fra Muhammed-krisen. Den uendelige snak om retten til ytringsfrihed. Som altid strandede lidt det samme sted; at man har ret til sin holdning, men at man også skal respektere andres. Det er bare ikke altid nemt. For ytringsfriheden er en frihed, der i sin grundvold må og skal gælde alle - også for de holdninger, man ikke er enig i. Det kan være så svært at acceptere, at  det er lovligt at være nazist. Det kan være svært for mig at acceptere, at der er mennesker, der stemmer DF fordi "alle fremmede er farlige". Og så er det, jeg får lyst til at give dem en high-five. I ansigtet. Med en stol. Men jeg gør det ikke - for selvom der vandrer masser af mennesker rundt på gaderne, som jeg virkelig ikke forstår på noget niveau, kan jeg ikke hævde, at jeg har de vises sten.

Det findes ligeledes i det små; når man diskuterer politik og bare rigtig gerne vil have den, man snakker med til at forstå, at vedkommende har jord i hovedet med de meninger. Vi så det i debatten om den lykkelige luder. Christiansborg lever og ånder for det. Mit problem med Jehovas Vidner altid været, at de prøver at presse deres tro (som de hjerteligt gerne må have) ned over mit tykke hoved. For mig er det manglende respekt og manglende accept af, at jeg er et OK menneske, selvom jeg tænker anderledes om blodtransfusion, end de gør. Det er demokratiet og med det ytringsfriheden vi skal takke for, at det er muligt for os at diskutere disse ting. At der kan forhandles, forklares, formidles. Argumenteres, formateres, revolutioneres. Og at der ikke sidder en tyk tosse på tronen, som bestemmer, hvordan vi andre skal leve. Det er jeg usigeligt taknemmelig for. Og usigeligt ulykkelig over, at man kan få sin mening så langt op i eget kosmos, at man er villig til at dræbe dem, der er uenige.

Da filmen "Hvidstengruppen" gik i biografen, var jeg inde at se den; fordi det var lokalpatriotisme på allerhøjeste niveau. Hele min familie så den. Og vi talte om Anden Verdenskrig, og om hvad man selv ville have gjort. Det er jo fint at snakke om, men også fuldstændig latterligt. For det kan man jo ikke vide. Flere mandlige familiemedlemmer postulerede, at de bare vidste, at de ville have været frihedskæmpere. Smuk tanke. Jeg håber det. Men lad os nu lige holde fast i, at ingen ved det. Jeg håber, at jeg havde været den danske version af pigen med den blå cykel. For de fleste af os vil vel gerne være passionerede mennesker, der vil betale den højeste pris muligt for retfærdighed. Og det er endnu en gratis holdning at have her i sikkerheden. For når man pludselig ser frygten, faren, den potentielle død i øjnene, forestiller jeg mig, at de fleste af os bliver lidt mindre kæphøje.

Lad os for enhver pris holde fast i rettighederne. Også selvom det er en gratis holdning her fra dobbeltdynen. Ytringsfriheden. Pressefriheden. Friheden til at være dig og mig. At sameksistere til trods for uenigheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar