tirsdag den 17. februar 2015

Forresten vol. 3


  • Er det utroligt, hvor meget nemmere det bliver at cykle, når man putter luft i dækkene. Håndværkerdatter, right here. 
  • Blev min søster og jeg i går beskyldt for at stjæle billedrammer i IKEA. Af Hanne. Af IKEA-ekspedient Hanne. Efter at have besejret det nye IKEA 1-0 og betalt for vores ting (inklusive rammer), gik vi i restauranten, fordi kötbullar er jävla bra og derefter ud igen. Blev aggressivt bremset af Hanne, der gerne ville vide, hvad meningen var. Hun fik stukket vores kvittering i hånden, men det var et projekt, der rakte ud over Hannes evner. Hun endte med modvilligt at lade os gå med en reprimande om, at "det må man altså ikke". Følte en ganske ustyrlig trang til at påpege, at når elevator kører til restaurant, og at der ingen steder står, at det er verboten, har jeg svært ved at se problemet ved at gå ind igen, når man har en kvittering. Det blev kvitteret med det såkaldte argument om, at "det ved alle jo, at man ikke må". Pis dog af, Hanne. 
  • Er jeg ved at brække mig ret meget udover mit arbejde. Primært mentalt, men lad os give det endnu en uge. 
  • Har jeg de sidste seks dage haft en voldsom lyst til at se Into the Wild. Jeg tør ikke - den film giver mig ekstremt meget udlængsel; og selvom man skulle tro, at det faktum, at Supertramp'en dør til sidst, lægger køl på romantiseringen om sækken på ryggen, sker det ikke i min pygmæhjerne. 
  • Har jeg i dag bestilt flybilletter til Sevilla. Jabadabadabafuckingdoo, hvor jeg glæder mig! Til flamenco, rødvin og tapas ad libitum, alleer med appelsintræer, brosten, bare ben, turistbilleder, at spotte de andre turister, at forsøge at tale spansk igen, Sara og jeg i et kodak-genforenings-øjeblik. Kunne det så liiiige blive den 23. april, por favor!
  • Har jeg næsten besluttet mig for at droppe NorthSide i år. Men til fordel for flere øl på Roskildøøøøøh. 
  • Er jeg stadigvæk overordentligt træt af mennesker, der fortæller mig, at jeg er gammel. Lad os snakkes ved, når jeg er 38 og har daggammelt tequilabræk på kjolen til min nevøs konfirmation. 
  • Er Simon & Garfunkels Mrs. Robinson svær at få afmonteret som fast bestanddel af sind. Nynner den på 2. uge. Men det er så meget bedre end Joey Moes opremsning af ugedagene. 
  • Glæder jeg mig pænt meget til, at Orange Is The New Black kommer tilbage i juni. Fordi kriminelle kvinder er meget mere relaterbare, end man skulle tro. Og dog - jeg er jo trods alt fra Randers. 
  • Er jeg pissetræt af, at alle mine jeans lever på lånt tid - cykelfriktionen gør åbenbart, at jeg alt for tit skal kaste 800 dask efter nye Levi's bukser. Men alternativet er bare lidt at gå bukseløs og for at gøre det offentligt, skal jeg indtage mere Pisang Ambon, end jeg gjorde igennem hele min gymnasietid. Det har jeg virkelig ikke lyst til. 
  • Har jeg i dag været ved læge og få konstateret, at min lyske har været inflammeret siden mit Machu Picchu eventyr for 18 (ATTEN) måneder siden. Ups. Så nu skal jeg til det der fysioterapeut, og jeg kan slet ikke udtrykke, hvor meget jeg glæder mig til, at en fremmed skal stå og hive og trække i min højre lyske. Arhmen altså, hvor bliver det dejligt!

søndag den 15. februar 2015

København

Det der ikke måtte ske. Det der i mange år efterhånden har været et spørgsmål om hvornår i stedet for hvis. Terror i Danmark. Det føles fuldstændig absurd at tænke på, at to civile har mistet livet og at fem politibetjente er sårede på grund af noget så grundlæggende åndssvagt som uenighed. For det er vel i virkeligheden det, terror koger ned til. En uenighed så fundamental, at man ikke kan ræsonnere med ekstremister, en uenighed med en kløft så dyb, at man er villig til at dræbe dem, der ikke er enige. Det er store følelser, der er i spil. Tragisk. Meningsløst. Omsonst. Ligegyldigt. Sørgeligt.

At gårsdagens begivenheder i hovedstaden tog sit afsæt til en debat om ytringsfriheden, gør situationen om muligt mere tragisk. Hvis vi ikke engang kan snakke om, endsige anerkende, at vi er uenige, er kampen vel tabt på forhånd?

Michael Falch, den gæve mand, udtalte til den koncert, jeg var til tidligere på måneden, at "vi lever i en tid, hvor ikke særlig meget er helligt. Det skulle da lige være retten til at pisse på det, andre finder helligt". Det synes jeg er en verbal bulls eye. Da Muhammed-krisen ramte Danevang og resten af verden, skrev vi 2005 på vores checks, jeg gik i 9. klasse, og det var første gang, jeg nogensinde blev rigtigt bange. Hvor en reel frygt for, at verden (i hvert fald min) ville gå under, optog mit unge sind.
Selvom verden ændrede sig efter den 11. september 2001, var jeg så ung og det farlige så langt væk, at jeg kunne blive trøstet af min mor og fars ord om, at "det sker ikke her". Det er ikke så sympatisk, at mennesker først forstår alvoren af en situation, når den udgør en reel trussel for deres specifikke liv, men helt naturligt, tror jeg. Undergrunden i London i  2005, Breivik i Norge i 2011, januars terror i Paris. Det rykker tættere på. Implementeringen af rulle-marie, bombetrusler i lufthavne. Endnu tættere på.

Indtil i går var det værste den frygt for terror, der var størst i kølvandet på de satiriske tegninger af Muhammed. Jeg har stadig den dag i dag overordentligt svært ved at forstå, hvorfor det skulle gå så galt. For nej, det var ikke Arlas skyld, og nej selv-fucking-følgelig har ingen tegnere (eller andre, for den sags skyld) fortjent at dø for de tegninger. For krænkende som de helt sikkert har været for nogle muslimer, er de - for mig at se - stadig tegninger. Omvendt glemmer folk ofte, at ytringsfrihed ikke er absolut; der findes en blasfemi- og en racismeparagraf i Danmark, og det gør der, fordi vi har vedtaget, at visse ting ikke skal ytres. Visse ting er hellige, og det har de ret til at være; også selvom de ikke er hellige for netop dig. Derfor synes jeg stadig den dag i dag, at Muhammed-krisen var dum. Den var unødvendig. Det eneste positive, der kom ud af den var en debat om ytringsfriheden, som nok var meget sund. Men da ikke hvis den her 10 år efter stadig kræver ofre. Med hvilket formål?

Jeg er så grund- og rundforvirret. Verden bliver med ét slag sort/hvid, og vi ser os delt op i to lejre, man kunne kalde dem for Rød og Blå Stue. Jeg har brug for, at verden er en The Wizard of Oz film, hvor farverne kommer på om lidt. Jeg bliver ked af, at man på ene fløj bruger ytringsfrihed som eneste argument, men ligeså ked af, at man på den anden fløj kun forholder sig til manglende næstekærlighed og forståelse for andre. Jeg vil have nogle nuancer, der ikke skærer alle muslimer over kammen, at de allesammen ved, hvordan man laver hjemmelavede krysantemumbomber og har bomber/printere med i s-tog, men jeg vil samtidig have nogle mennesker, der konkret forholder sig til, at *nogle* muslimer har taget læsningen af Koranen en syv-ottetusind skridt for langt.

Jeg håber aldrig, jeg lærer at forstå dette. Terror. Jeg vil ikke lære at forstå, hvordan man kan tage et andet menneskes liv, i det hele taget, men da slet ikke, fordi det menneske stod på et forkert sted på et forkert tidspunkt. Men jeg vil rigtig gerne bevise, over for mig selv, mine medmennesker og den verden, som mine nevøer skal vokse op i, at frygt ikke er et konstruktivt livsvilkår - at vi er nødt til ikke at lade os kue. Det synes jeg så bare også er rigtig svært at implementere i praksis. Jeg ved godt, at det følgende er præcis det, man ikke må sige, for så vinder *de* jo. De farlige. Men terror virker jo. Vi bliver jo pissebange, frygter for vores liv, for vores kæres liv, vi griber telefonen og ringer til dem, vi ved, der kan have været i nærheden af Nørrebro. For det er det største overgreb, der findes. At miste sit liv. Det er altid en stor sorg, men når katalysatoren er terror, er det så forfærdeligt meningsløst.

Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at pen og pistol må aldrig kunne udligne hinanden og at mit hjerte bløder for mit land.

tirsdag den 10. februar 2015

Sara

For en måned siden sad jeg med mine gymnasieveninder i hovedstaden og diskuterede fordele/ulemper ved at a. være den person, der rejser et sted hen i en periode, b. være den person, der elsker en, der rejser et sted hen i en periode. Her var faktisk en af de situationer, hvor jeg syntes, at mit besyv gav mening, fordi jeg har stået på begge sider af nettet. Under vores snak var der lidt sådan en ide om, at det er hårdest at være den, der bliver "efterladt". Altså den, der bliver i leverpostejs Danmark, mens den heldige eventyrer kommer af sted til eksotiske egne - og jo i øvrigt selv har valgt at rejse, og dermed tilsyneladende lidt mister rettigheden til at have mere end jubelbegejstring omkring en forestående rejse. Og det er ikke første gang, jeg er stødt på både den og den modsatte holdning; der er rigtig mange, der i årenes løb har fortalt mig, at "det altid er hårdest at være den, der rejser" og "det er altid hårdest at være den, der bliver hjemme". I respectfully disagree. 

Hver mariehønen-evig eneste gang jeg har skullet ud at rejse, har jeg - fordi jeg lider af konstant personlighedsspaltning - været lige dele på månen af forventnings glæde og i kulkælderen af melankoli over at rejse. For når man er den, der vælger at rejse (om det sig være på grund af studie, arbejde eller ren egoistisk lyst), er der i udgangspunktet en eller anden form for lyst, der driver værket, men der er også tit skyldfølelse, usikkerhed og nervøsitet forbundet med at skulle sige farvel til alt velkendt i en rum tid. Det må man naturligvis tage på egen kappe, men det er sgu en trist tendens, at man skal finde ud af, hvilken part det er mest synd for. Når der er kærlighed, vil der være afsavn - og det vil der være for begge parter. Ja, globetrotteren oplever en masse, og det er ofte på rejser, at virkeligheden overgår fantasien, men når man sidder på den anden side af jordkloden, er man også fuldstændig alene, og ensomheden kan være mere smertelig, end man kan forestille sig. Og ja, den hjemmegående er omgivet af minder og får nok ikke så mange nye indtryk, men er til gengæld omgivet af et forhåbentligt solidt netværk. So there you have it. Jeg synes ikke, man kan kategorisere afsavn og fordele medlidenhedspoint. Ydermere kan jeg ikke se, hvorfor man skulle forsøge.

Når det så er sagt, har jeg klart mest erfaring med at være den, der rejser. But now the tables have turned. 
I dag tager et af mine hjerter til Sevilla for at lave feltarbejde i de næste fire måneder. Og jeg véd jo virkelig godt, at fire måneder går super hurtigt, at hun nok skal få det fabelagtigt, at livet sikkert også bliver fint her i Århus, at jeg skal ned og besøge hende til foråret. Alt det der logos, det kan jeg godt både se, høre, lugte, smage og føle.

Men fuck, hvor kommer jeg til at savne hende. Helt ind i mavekulen, for hun er suverænt et af de bedste mennesker, der nogensinde er blevet født. Et af de bedste mennesker, jeg har mødt, og et af de mennesker, jeg kan gå i feberkrampe over, ved tanken om ikke at have tumlet ind i helt tilfældigt. Hende der har et moralsk kompas, der peger stik nord, et ordforråd der får både Pippi Langstrømpe og Johannes Møllehave til at blegne, en næstekærlighed over for både fremmede og kendte, der får mig til at ligne et storkapitalistisk møgsvin, en intelligens, der bliver ved med at blæse mig bagover med dens dybdegående refleksioner, en empati, der er efterstræbsom, en humor så lun og tør, at jeg smiler fjoget blot ved tanken og et udseende, hun selv er komplet blind over for. 

Afsavn er sundt, det vidner om kærlighed, og bevares, der er så afgjort fordele ved at have en tæt veninde i Sevilla (læs: det er Sevilla), men det skærer også lidt i hjertet. Nu lukker jeg min sentimentale tankestrøm, for fokus er og skal være, at Sevilla bliver fucking fantastisk, og det er jeg - hånden på hjertet - slet ikke i tvivl om, at det bliver. Ingen sidder på dødsgangen, vi ses om et par måneder, og generelt er verden ikke så dyster, som jeg får den til at fremstå. Det her handler bare om, at hun skal vide, hvor savnet hun bliver. Fordi hun er spitze. 

lørdag den 7. februar 2015

Houston, we have a problem

Jeg vil ud at rejse. Pronto-fucking-pizza. Og nu fik jeg så også lyst til pizza. Hvilket jo sådan set ikke ville være et problem, var det ikke for den lille detalje, at jeg virkelig ikke har finanserne til det. Rejsen, altså. Hvis jeg flotter mig, kan jeg nok godt finde mønterne til en nummer 17 med ekstra ost. Ergo ville det klart være mest fornuftigt at lægge de planer på hylden. Det kan jeg ikke - det er en tanke, en ide, en plan, en drøm, der har sat sig fast med kløer ligeså skarpe som en fuldvoksen hanløves.

Ting der ikke hjælper mig i den proces:

  • At være til koncert.
  • At skulle på arbejde om fire timer.
  • At have været til reunion.
  • At kigge billeder fra reunion igen. Og igen. Og igen. Og igen.
  • At læse dagbog fra Sydamerika.
  • At høre Tina Dickow/Michael Falch/Bob Dylan/Bruce Springsteen. 
  • At Århus er grå. Grå himmel, grå bygninger, grå træer. 
Måske man alvorligt skulle overveje det der med den ekstreme rejsestil - du ved, ingen penge, men til gengæld en sovepose. Det er vel værd at overveje (læs: jeg overvejer det). 

onsdag den 4. februar 2015

Family reunion

All good things must come to an end. But why is the rum always gone? 
I går kl. 16 vendte O'Malley og jeg hjem til dobbelt A south efter en intet mindre end fuldstændig perfekt reunion. En reunion, der skulle have bestået af os, Tyskeren og Hollænderen, men som endte med at være et trekløver af os og Tyskeren, fordi Hollænderen - den kæmpe idiot- missede sit fly. Goddammit Crystal! Til trods for amputationen var det præcist så sjovt i Garmisch-Partenkirchen (on that note er jeg i øvrigt til at genoverveje min komplet uargumenterede holdning om, at Tyskland er et borderline irriterende sted, for mådderfågger hvor er der smukt), som det var i Argentina, Bolivia, Chile og Peru. 

Vi nåede omkring tanken om, at alle har en pris, som i ville-jeg-gå-i-seng-med-en-for-en-million-okay-hvad-med-hundredetusinde-hvad med tredivetusinde, vi fandt ud af, at jeg er helt alene i båden om ikke at tro på månelandingen, vi var ude at kælke i de smukkest mulige omgivelser - den slags omgivelser, hvor man uden meget tanke bag løfter blikket og mødes af synet af snedækkede bjerge. At jeg så kælkede ind i fire forskellige træer og nu har et blåt mærke for hvert træ på mit venstre ben, er en ubetydelig detalje. Vi var selv-følge-lig på crowded irsk pub (jeg var trods alt sammen med O'Malley og Tyskeren), hvor vi blev fulde af billig tysk øl og en drink ved navn chipito, som tilsyneladende består af vodka og autocitron - do try! Her blev det os foreslået, at vi burde have en trekant. Jeg ved ikke helt, hvad vi har udstrålet, men jeg vil gerne understrege, at det ikke skete. Vi vandrede i bjerge ad to omgange, og smukt, fascinerende og bjergtagende (høhø) som det var, havde jeg glemt, hvor mega ufedt det er at få målt sin kondi side om side med den tilhørende en semiprofessionel bjergbestiger. Av.

Det var wunderbar! Så wunderbar, at den kæmpemæssige succes skal gentages til august, og mit eneste, men ret store, problem med den plan er, at der er et helt halvt år til. 

Pointen med denne reunion var togrenet; for det første ville jeg natürlich gerne gense de dejlige drenger/mænder, der var en stor del af successen i America del Sur. Dernæst var det meningen, at turen skulle være en profylaktisk måde at afhjælpe udlængslen. Det viser sig nu at have bidt mig oh så smerteligt i min røv. For på 17 timers togturen fra Garmisch-Partenkirchen til Aarhus belejrede visse tanker mit hoved. I genren hvad fanden det egentlig er, jeg skynder mig tilbage til Århus for. Arbejdet på hotellet er indrømmet ikke just lystbetonet. Jeg synes ikke, jeg var så hårdt ramt, inden vi rejste, men lige nu - et par timer inden jeg flytter ind i mit midlertidige hjem for de næste fire måneder og med alt velkendt, står det soleklart, at jeg tydeligvis er gladest, når jeg er ude at rejse. Eller snart skal af sted. Så. Hvis jeg pludselig ikke er at finde, er det fordi jeg har brugt 1200 kroner på en flybillet til München (og ja, jeg har tjekket prisen, for ja, jeg overvejer det helt seriøst).