onsdag den 4. februar 2015

Family reunion

All good things must come to an end. But why is the rum always gone? 
I går kl. 16 vendte O'Malley og jeg hjem til dobbelt A south efter en intet mindre end fuldstændig perfekt reunion. En reunion, der skulle have bestået af os, Tyskeren og Hollænderen, men som endte med at være et trekløver af os og Tyskeren, fordi Hollænderen - den kæmpe idiot- missede sit fly. Goddammit Crystal! Til trods for amputationen var det præcist så sjovt i Garmisch-Partenkirchen (on that note er jeg i øvrigt til at genoverveje min komplet uargumenterede holdning om, at Tyskland er et borderline irriterende sted, for mådderfågger hvor er der smukt), som det var i Argentina, Bolivia, Chile og Peru. 

Vi nåede omkring tanken om, at alle har en pris, som i ville-jeg-gå-i-seng-med-en-for-en-million-okay-hvad-med-hundredetusinde-hvad med tredivetusinde, vi fandt ud af, at jeg er helt alene i båden om ikke at tro på månelandingen, vi var ude at kælke i de smukkest mulige omgivelser - den slags omgivelser, hvor man uden meget tanke bag løfter blikket og mødes af synet af snedækkede bjerge. At jeg så kælkede ind i fire forskellige træer og nu har et blåt mærke for hvert træ på mit venstre ben, er en ubetydelig detalje. Vi var selv-følge-lig på crowded irsk pub (jeg var trods alt sammen med O'Malley og Tyskeren), hvor vi blev fulde af billig tysk øl og en drink ved navn chipito, som tilsyneladende består af vodka og autocitron - do try! Her blev det os foreslået, at vi burde have en trekant. Jeg ved ikke helt, hvad vi har udstrålet, men jeg vil gerne understrege, at det ikke skete. Vi vandrede i bjerge ad to omgange, og smukt, fascinerende og bjergtagende (høhø) som det var, havde jeg glemt, hvor mega ufedt det er at få målt sin kondi side om side med den tilhørende en semiprofessionel bjergbestiger. Av.

Det var wunderbar! Så wunderbar, at den kæmpemæssige succes skal gentages til august, og mit eneste, men ret store, problem med den plan er, at der er et helt halvt år til. 

Pointen med denne reunion var togrenet; for det første ville jeg natürlich gerne gense de dejlige drenger/mænder, der var en stor del af successen i America del Sur. Dernæst var det meningen, at turen skulle være en profylaktisk måde at afhjælpe udlængslen. Det viser sig nu at have bidt mig oh så smerteligt i min røv. For på 17 timers togturen fra Garmisch-Partenkirchen til Aarhus belejrede visse tanker mit hoved. I genren hvad fanden det egentlig er, jeg skynder mig tilbage til Århus for. Arbejdet på hotellet er indrømmet ikke just lystbetonet. Jeg synes ikke, jeg var så hårdt ramt, inden vi rejste, men lige nu - et par timer inden jeg flytter ind i mit midlertidige hjem for de næste fire måneder og med alt velkendt, står det soleklart, at jeg tydeligvis er gladest, når jeg er ude at rejse. Eller snart skal af sted. Så. Hvis jeg pludselig ikke er at finde, er det fordi jeg har brugt 1200 kroner på en flybillet til München (og ja, jeg har tjekket prisen, for ja, jeg overvejer det helt seriøst). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar