søndag den 15. februar 2015

København

Det der ikke måtte ske. Det der i mange år efterhånden har været et spørgsmål om hvornår i stedet for hvis. Terror i Danmark. Det føles fuldstændig absurd at tænke på, at to civile har mistet livet og at fem politibetjente er sårede på grund af noget så grundlæggende åndssvagt som uenighed. For det er vel i virkeligheden det, terror koger ned til. En uenighed så fundamental, at man ikke kan ræsonnere med ekstremister, en uenighed med en kløft så dyb, at man er villig til at dræbe dem, der ikke er enige. Det er store følelser, der er i spil. Tragisk. Meningsløst. Omsonst. Ligegyldigt. Sørgeligt.

At gårsdagens begivenheder i hovedstaden tog sit afsæt til en debat om ytringsfriheden, gør situationen om muligt mere tragisk. Hvis vi ikke engang kan snakke om, endsige anerkende, at vi er uenige, er kampen vel tabt på forhånd?

Michael Falch, den gæve mand, udtalte til den koncert, jeg var til tidligere på måneden, at "vi lever i en tid, hvor ikke særlig meget er helligt. Det skulle da lige være retten til at pisse på det, andre finder helligt". Det synes jeg er en verbal bulls eye. Da Muhammed-krisen ramte Danevang og resten af verden, skrev vi 2005 på vores checks, jeg gik i 9. klasse, og det var første gang, jeg nogensinde blev rigtigt bange. Hvor en reel frygt for, at verden (i hvert fald min) ville gå under, optog mit unge sind.
Selvom verden ændrede sig efter den 11. september 2001, var jeg så ung og det farlige så langt væk, at jeg kunne blive trøstet af min mor og fars ord om, at "det sker ikke her". Det er ikke så sympatisk, at mennesker først forstår alvoren af en situation, når den udgør en reel trussel for deres specifikke liv, men helt naturligt, tror jeg. Undergrunden i London i  2005, Breivik i Norge i 2011, januars terror i Paris. Det rykker tættere på. Implementeringen af rulle-marie, bombetrusler i lufthavne. Endnu tættere på.

Indtil i går var det værste den frygt for terror, der var størst i kølvandet på de satiriske tegninger af Muhammed. Jeg har stadig den dag i dag overordentligt svært ved at forstå, hvorfor det skulle gå så galt. For nej, det var ikke Arlas skyld, og nej selv-fucking-følgelig har ingen tegnere (eller andre, for den sags skyld) fortjent at dø for de tegninger. For krænkende som de helt sikkert har været for nogle muslimer, er de - for mig at se - stadig tegninger. Omvendt glemmer folk ofte, at ytringsfrihed ikke er absolut; der findes en blasfemi- og en racismeparagraf i Danmark, og det gør der, fordi vi har vedtaget, at visse ting ikke skal ytres. Visse ting er hellige, og det har de ret til at være; også selvom de ikke er hellige for netop dig. Derfor synes jeg stadig den dag i dag, at Muhammed-krisen var dum. Den var unødvendig. Det eneste positive, der kom ud af den var en debat om ytringsfriheden, som nok var meget sund. Men da ikke hvis den her 10 år efter stadig kræver ofre. Med hvilket formål?

Jeg er så grund- og rundforvirret. Verden bliver med ét slag sort/hvid, og vi ser os delt op i to lejre, man kunne kalde dem for Rød og Blå Stue. Jeg har brug for, at verden er en The Wizard of Oz film, hvor farverne kommer på om lidt. Jeg bliver ked af, at man på ene fløj bruger ytringsfrihed som eneste argument, men ligeså ked af, at man på den anden fløj kun forholder sig til manglende næstekærlighed og forståelse for andre. Jeg vil have nogle nuancer, der ikke skærer alle muslimer over kammen, at de allesammen ved, hvordan man laver hjemmelavede krysantemumbomber og har bomber/printere med i s-tog, men jeg vil samtidig have nogle mennesker, der konkret forholder sig til, at *nogle* muslimer har taget læsningen af Koranen en syv-ottetusind skridt for langt.

Jeg håber aldrig, jeg lærer at forstå dette. Terror. Jeg vil ikke lære at forstå, hvordan man kan tage et andet menneskes liv, i det hele taget, men da slet ikke, fordi det menneske stod på et forkert sted på et forkert tidspunkt. Men jeg vil rigtig gerne bevise, over for mig selv, mine medmennesker og den verden, som mine nevøer skal vokse op i, at frygt ikke er et konstruktivt livsvilkår - at vi er nødt til ikke at lade os kue. Det synes jeg så bare også er rigtig svært at implementere i praksis. Jeg ved godt, at det følgende er præcis det, man ikke må sige, for så vinder *de* jo. De farlige. Men terror virker jo. Vi bliver jo pissebange, frygter for vores liv, for vores kæres liv, vi griber telefonen og ringer til dem, vi ved, der kan have været i nærheden af Nørrebro. For det er det største overgreb, der findes. At miste sit liv. Det er altid en stor sorg, men når katalysatoren er terror, er det så forfærdeligt meningsløst.

Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at pen og pistol må aldrig kunne udligne hinanden og at mit hjerte bløder for mit land.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar