tirsdag den 10. februar 2015

Sara

For en måned siden sad jeg med mine gymnasieveninder i hovedstaden og diskuterede fordele/ulemper ved at a. være den person, der rejser et sted hen i en periode, b. være den person, der elsker en, der rejser et sted hen i en periode. Her var faktisk en af de situationer, hvor jeg syntes, at mit besyv gav mening, fordi jeg har stået på begge sider af nettet. Under vores snak var der lidt sådan en ide om, at det er hårdest at være den, der bliver "efterladt". Altså den, der bliver i leverpostejs Danmark, mens den heldige eventyrer kommer af sted til eksotiske egne - og jo i øvrigt selv har valgt at rejse, og dermed tilsyneladende lidt mister rettigheden til at have mere end jubelbegejstring omkring en forestående rejse. Og det er ikke første gang, jeg er stødt på både den og den modsatte holdning; der er rigtig mange, der i årenes løb har fortalt mig, at "det altid er hårdest at være den, der rejser" og "det er altid hårdest at være den, der bliver hjemme". I respectfully disagree. 

Hver mariehønen-evig eneste gang jeg har skullet ud at rejse, har jeg - fordi jeg lider af konstant personlighedsspaltning - været lige dele på månen af forventnings glæde og i kulkælderen af melankoli over at rejse. For når man er den, der vælger at rejse (om det sig være på grund af studie, arbejde eller ren egoistisk lyst), er der i udgangspunktet en eller anden form for lyst, der driver værket, men der er også tit skyldfølelse, usikkerhed og nervøsitet forbundet med at skulle sige farvel til alt velkendt i en rum tid. Det må man naturligvis tage på egen kappe, men det er sgu en trist tendens, at man skal finde ud af, hvilken part det er mest synd for. Når der er kærlighed, vil der være afsavn - og det vil der være for begge parter. Ja, globetrotteren oplever en masse, og det er ofte på rejser, at virkeligheden overgår fantasien, men når man sidder på den anden side af jordkloden, er man også fuldstændig alene, og ensomheden kan være mere smertelig, end man kan forestille sig. Og ja, den hjemmegående er omgivet af minder og får nok ikke så mange nye indtryk, men er til gengæld omgivet af et forhåbentligt solidt netværk. So there you have it. Jeg synes ikke, man kan kategorisere afsavn og fordele medlidenhedspoint. Ydermere kan jeg ikke se, hvorfor man skulle forsøge.

Når det så er sagt, har jeg klart mest erfaring med at være den, der rejser. But now the tables have turned. 
I dag tager et af mine hjerter til Sevilla for at lave feltarbejde i de næste fire måneder. Og jeg véd jo virkelig godt, at fire måneder går super hurtigt, at hun nok skal få det fabelagtigt, at livet sikkert også bliver fint her i Århus, at jeg skal ned og besøge hende til foråret. Alt det der logos, det kan jeg godt både se, høre, lugte, smage og føle.

Men fuck, hvor kommer jeg til at savne hende. Helt ind i mavekulen, for hun er suverænt et af de bedste mennesker, der nogensinde er blevet født. Et af de bedste mennesker, jeg har mødt, og et af de mennesker, jeg kan gå i feberkrampe over, ved tanken om ikke at have tumlet ind i helt tilfældigt. Hende der har et moralsk kompas, der peger stik nord, et ordforråd der får både Pippi Langstrømpe og Johannes Møllehave til at blegne, en næstekærlighed over for både fremmede og kendte, der får mig til at ligne et storkapitalistisk møgsvin, en intelligens, der bliver ved med at blæse mig bagover med dens dybdegående refleksioner, en empati, der er efterstræbsom, en humor så lun og tør, at jeg smiler fjoget blot ved tanken og et udseende, hun selv er komplet blind over for. 

Afsavn er sundt, det vidner om kærlighed, og bevares, der er så afgjort fordele ved at have en tæt veninde i Sevilla (læs: det er Sevilla), men det skærer også lidt i hjertet. Nu lukker jeg min sentimentale tankestrøm, for fokus er og skal være, at Sevilla bliver fucking fantastisk, og det er jeg - hånden på hjertet - slet ikke i tvivl om, at det bliver. Ingen sidder på dødsgangen, vi ses om et par måneder, og generelt er verden ikke så dyster, som jeg får den til at fremstå. Det her handler bare om, at hun skal vide, hvor savnet hun bliver. Fordi hun er spitze. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar