fredag den 27. marts 2015

Uge 13

Jeg er ikke til hemmelighedskræmmeri, men jeg er også en bangebuks, som har en frygt for, at hvis man højlydt ytrer det, man ønsker sig allermest, går det ikke i opfyldelse. Derfor er det en meget lille skare, jeg har fortalt, at jeg har søgt ind på kandidatuddannelsen i journalistik på Odense. Det skete i januar. Jeg blev indkaldt til optagelsesprøve den 14. marts, hvor det gik ganske elendigt. Troede jeg. I tirsdags fik jeg et computer-brev, hvor der ligesom stod velkommen til Syddansk Universitet. Jeg er kommet ind. På drømmestudiet over alle drømmestudier. Helt alvorligt talt, jeg er kommet ind. På kandidatuddannelsen i journalistik. Hvilket affødte en del hoppen og skrigen og en syv-otteogfirs genlæsninger af optagelsesbrevet. Jeg flytter til Odense. Jeg skal studere journalistik. Jeg bliver journalist. Typen der kan få et pressekort (indtil jeg får det frataget, fordi jeg har skambrugt det i ikke-professionelle ærinder).

En af de største klicheer i Den Kvalmefremkaldende Bog er, at når man giver slip på frygt og frustration, løser tingene sig ofte. Parallelen må være, når barnløse par adopterer et barn, for derefter at blive gravide på naturlig vis. Det er lidt det, der er sket for mig, mentalt. Tror jeg. Da jeg gav slip på mine tanker om, at en universitetsuddannelse er den eneste rigtige vej, accepterede det (så nogenlunde) og fik luft nok til at trække vejret og ikke bare hyperventilere - ja, så fandt jeg sgu helt mirakuløst ud af, hvad jeg vil.
Jeg vil være journalist. Den nye Anders Lund Madsen, omend med mere velfriseret hår. Jeg vil selvfølgelig revolutionere hele den danske presse og gøre verden til et *meget* bedre sted. Ork ja.

I onsdags sagde jeg mit skodjob op og lever nu på en lyserød sky, hvorfra jeg kan tælle ned til min sidste vagt. Det bliver i øvrigt den 21. april - det er en tirsdag, og jeg har tænkt mig at drikke mig tæskeæske-stangerstiv.

I morgen tidlig tager jeg op til den svenske idyl med min bedste veninde. Sommerhus, hvidvin, hav, vind, strand, chokoladekiks, boglæsning og generelt en Instagram-værdig tilstedeværelse.
Som om alle de ting ikke var nok til at være en lsd-trippende enhjørning i minimum 11 dage, har min snapchat endelig fjernet det lille irriterende 1-tal, der har været der siden den 20. februar. Nå ja, og der var tilbud på mælkechokolade i Føtex. Jeg beder ikke om mere - virkelig, jeg lover det!

Uge 13 - du er så smuk, og jeg er pisseforelsket i dig!

fredag den 13. marts 2015

Lidt om mine knoglers status

Topsexet overskrift. Don't I know it. 

Jep. Nåmen, der skete det, at jeg i går vågnede midt i mit eget skrig. Havde jeg en hed drøm om Mads Mikkelsen? Desværre nej. John Slattery, Aaron Tveit eller Nikolaj Lie Kaas? Heller ikke. Jeg har til gengæld et hold i nakken. Med ikke så venlige hilsener fra Helvede. Når man ligger alene i sin seng, og vågner på dén måde, er det faktisk en smule uhyggeligt. Sagt på en anden måde blev jeg ret bange. Og hvad gør man så? Man ringer da selvfølgelig til sin mor, halvgrædende, halvskrigende af smerte, som så henter en, og fluks skaffer en akuttid ved en kiropraktor (det er sådan noget, mødre kan).

Kære venner; er I klar over, hvor meget man bevæger sit hoved? Når man pludselig kun kan have venstre hage til at hvile på venstre kraveben, får man ikke kun en særdeles charmerende dobbelthage, men også respekt for, at det faktisk er pissesmart indrettet, at nakken sidder under hovedet OG at en væsentlig feature i den ergonomiske pakkeløsning er, at nakken kan bevæge sig uden, at man instinktivt kommer til at bande både nakke, hoved og resten af lorte-korpusset længere væk end Timbuktu. Fot eksempel kan man ikke tage trøje på, man kan ikke løfte højre arm for at drikke en tår vand, man kan så heller ikke rigtigt drikke vand af et glas, man kan ikke gå i bad, man kan ikke binde sine sko. Man er med andre ord et hjælpeløst spædbarn; bare uden cute-faktoren.

Kiropraktor-Kirsten er med stor sandsynlighed min nye kærlighed. Hun har fortalt mig, at smerterne i min lyske er udløst af det biluheld på Cuba i 2013, som jeg hele tiden har brystet mig af at være sluppet så heldigt fra (jeg er sluppet heldigt, man kan jo dø af trafikfejl, men det viser sig nu, at det ikke kun var et blåt mærke af den anden verden og en flænge i panden, der skete). Det biluheld, som jeg aldrig fik tjekket (jeg er en idiot). Lyske-smerterne har jeg heller ikke gjort noget ved (jeg er en idiot). Det har så nu resulteret i akut hold i nakken (jeg er en idiot).
Jævnfør den ergonomiske pakkeløsning giver det mening, at et så voldsomt ryk som det, der sker under biluheldet, har påvirket mig. Det giver mening, at højre lyske og hofte er forbundet med den højre del af min nakke. Mine smerter i højre lyske gør, at jeg kompenserer andetsteds. Min forkrop er på overarbejde, jeg er åbenbart ikke særlig god til at bruge de knogler, der sidder på bagsiden af mig. Og jeg overbelaster ganske konsekvent min højre side ved at lægge min kropsvægt der. Men det kan Kiropraktor-Kirsten hjælpe mig med at ændre. Det giver også mening, at en så voldsom og kontinuerlig overbelastning på et tidspunkt gør opmærksom på sig selv - og det må man sgu sige, at den har formået, den lille nakke.

Den gode nyhed er, at jeg har et meget symmetrisk bækken og symmetriske, omend brede, hofter. Det betyder på kiropraktik, at der er glimrende muligheder for at få mig rettet ud. Det var sgu da altid noget; faktisk ret meget. Og hvis vi leger, at glasset er halvt fuldt, er det her hold i nakken held i uheld. Guderne må vide, hvor længe jeg ellers kunne have gået og slidt uhensigtsmæssigt på min krop.

At det så kommer til at koste 7000 kroner, er en anden side af sagen. En sag jeg ikke ligefrem har det godt med. Det er jo vanvittigt mange penge (for mig), men omvendt er der jo heller ikke så pissemeget at rafle om. Min indre Joakim von And har det rigtig stramt med at skulle bruge så mange penge på mit eget hylster. Tænk på, hvor langt jeg kunne rejse for 7000 kroner, hvor mange kjoler jeg kunne købe (for 49 er ingenlunde nok), hvor meget sjov i gaden, jeg kunne have. Det gør lidt ondt i maven at skulle bruge pengene på noget så kedeligt som kiropraktik.
Men helt ærligt; der er ikke umiddelbart noget mere fornuftigt at bruge så mange penge på. Her kan man fandme snakke om en investering, som modebloggernes Yves Saint Laurent tasker aldrig vil kunne konkurrere med. Det er min krop, og så vidt vides, har jeg kun denne ene. Jeg er ikke interesseret i at være slidt ned som 45-årig, fordi jeg har brugt mine knogler forkert. Den skal holde til meget mere endnu, til fabelagtige byture, til at vandre 1000 kilometer langs Sydenglands kyst, til dans på bordene i timevis, til at løfte i mine nevøer og alle mine veninders fremtidige børn, den skal holde til at knalde og falde. Og det vil jeg faktisk "gerne" ofre 7000 kroner på, at den kan.

Min top tre over oplevede smertehelveder, har nu udviklet sig til en top fire (og hvor er det dog prægtigt at have en sådan liste):

  1. Denguefeber. Stadig ubesejret helvede-på-jord mester.
  2. At få fjernet mandler som 21-årig. Fuck. 
  3. Betændt lyske på Machu Picchu trek. Og indlagt på heksedoktor-hospital. Fuck?
  4. Hold i nakken. Jamen så fuck-fuck da. 
By the way, har jeg et inderligt håb om, at jeg er lidt som en flakse whiskey - at jeg bliver bedre med årene. Med min trackrecord ser det sgu lidt dystert ud, hvis jeg skal forestille at peake nu. Jeg tror på, at jeg er en langsom starter. Med whiskey.

søndag den 8. marts 2015

Forår for real?


Nu har jeg aldrig mødt Peter Tanev, men jeg forestiller mig, at han og jeg sagtens kunne gå i fælles psykose over, hvor daaaaaaajligt det er, at solen skinner. Og varmer. Og at himlen er blå. Og at høj- og lavtryk og hvad fanden vi ellers har, arter sig som søndagsskolebørn. Du godeste, hvor er det smukt. Alle elsker forår. Man kan ikke være modstander af den årstid, der får alt til at leve og pible frem. Den årstid der får landet til at gå fra gråt til lysegrønt. Forår, du er pisselækker og jeg glæder mig ret meget til:
  • At gå i sneakers. Og læderjakke. Og ikke have tørklæder på, der er så store, at de uden det mindste problem kan udgøre et picnictæppe til en familie på syv. Og ikke have vanter på. Men måske til gengæld være smart-i-en-fart nok til at tage en solbrille på. Vild ungdom. 
  • Jeg ved godt, at det strider imod ideen om, at der er lighedstegn mellem solskin og udeliv, men jeg er nødt til det: Mad Men kommer tilbage. For sidste gang. Don Draper, Peggy Olson. Hvordan skal jeg mon leve videre uden? 
  • Jordbær. Danske, kæmpestore jordbær, hvor saften løber ned af hagen, når man bider i dem. Haps.
  • At feriepengene kommer lige om larum. At kunne fejre Arbejdenes Dag, samtidig med en fed check (økonomisk fedhed i min verden består i virkeligheden af alt med mere end tre cifre)- dét er sgu skønt. 
  • Påsken. Jamen fordi; påskeæg, påskeferie, påskeæg, påskeferie. 
  • Isbiksen nede ved havnen åbner igen. Det kan vi godt lide. Haps haps haps.
  • Grillmad. Helst i mine forældres sommerhus. Kartoffelsalat og solnedgang ad libitum. 
Ja, jeg kan godt se på det hele, at mine ønsker er meget madbaserede. Men mest af alt glæder jeg mig til lysere tider, flere solskinstimer, både helt konkret, men også mentalt. Se, det er dét, jeg mener. Foråret forvandler selv den mest kyniske, anti-jubeloptimistiske pessimist (mig) til en happy-camper type. OG så er det oven i købet søndag. Det er næsten for meget af det gode. 

fredag den 6. marts 2015

Seks dages forår

Forår sgu. On that note, synes jeg, at vejret bør informeres om dette. Der falder slud uden for mit vindue og himlen har samme farve som beton, så jeg venter lige lidt med at pudse sandalerne og teste elastikken på bikinien.

Det er lige gået op for mig, at en af 2014s begivenheder har været tilstedeværelsen af 12 ulve i Danmark. Jeg var med på den der ene døde, stygge ulv. Men 12 alligevel? Jeg kan godt lide det. Ulve er fabelagtigt flotte dyr, og det gør det en smule mere eksotisk at bo i et land med ulve. Kom frisk, kom glad.

Udover dén enorme åbenbaring, sker der uendeligt lidt i Århus. Jeg har fået at vide af stræbsom type på hotellet, at han altså er i et åbent forhold med sin forlovede, hvis jeg skulle være interesseret. Pænt nej tak. Kommet i tanker om, at jeg godt kan lide rosenkål og, at det er fuldstændig fjollet, at man har valgt at oversætte Curios George til Peter Pedal. Nysgerrig er jo altså ikke det samme som en pedal, vel? Og så irriterer det mig næsten grænseløst, når folk bruger mange punktumer i stedet for bare et enkelt, som grammatikken pænt beder om. Er det mon fordi, de gerne vil virke mystiske...
Og revner i fortovet; du ved, når flisen er knækket. Hvordan sker det? Er det meget, meget tykke mennesker, der hopper aggressivt? Er det frost? Hvad er det? Hvorfor revner de? Jennifer Lopez irriterer mig også ret meget; måske fordi hun lige har søsat en slankekurs-fidus, hvis præmis er at indtage sine måltider i flydende form. Sådan noget milkshake-agtigt pis. Fordi jeg mister enhver form for respekt for voksne mennesker, der i ramme alvor kan tro, at det er sundt at leve på en flydende diæt. Og ikke kan forstå, at de så tager på, når de begynder at spise fast føde igen. Jøsses. Til gengæld kan jeg godt lide, at jeg næsten legitimt kan kalde det research, at jeg ved, at J-Lo nu også er milkshake-diætist-queen.

Bortset fra mine overvældende aktiviteter i denne foreløbigt ekstremt intensive marts måned, bruger jeg størstedelen af min hjernekapacitet på at have hede, svedige drømme om min forestående ferie i Sverige OG min forestående ferie i Spanien. Fordi jeg er rejseliderlig, og slet ikke kan få nok. For kan man egentlig få for meget af en god ting? Jeg er tilbøjelig til at sige NEJ!