fredag den 27. marts 2015

Uge 13

Jeg er ikke til hemmelighedskræmmeri, men jeg er også en bangebuks, som har en frygt for, at hvis man højlydt ytrer det, man ønsker sig allermest, går det ikke i opfyldelse. Derfor er det en meget lille skare, jeg har fortalt, at jeg har søgt ind på kandidatuddannelsen i journalistik på Odense. Det skete i januar. Jeg blev indkaldt til optagelsesprøve den 14. marts, hvor det gik ganske elendigt. Troede jeg. I tirsdags fik jeg et computer-brev, hvor der ligesom stod velkommen til Syddansk Universitet. Jeg er kommet ind. På drømmestudiet over alle drømmestudier. Helt alvorligt talt, jeg er kommet ind. På kandidatuddannelsen i journalistik. Hvilket affødte en del hoppen og skrigen og en syv-otteogfirs genlæsninger af optagelsesbrevet. Jeg flytter til Odense. Jeg skal studere journalistik. Jeg bliver journalist. Typen der kan få et pressekort (indtil jeg får det frataget, fordi jeg har skambrugt det i ikke-professionelle ærinder).

En af de største klicheer i Den Kvalmefremkaldende Bog er, at når man giver slip på frygt og frustration, løser tingene sig ofte. Parallelen må være, når barnløse par adopterer et barn, for derefter at blive gravide på naturlig vis. Det er lidt det, der er sket for mig, mentalt. Tror jeg. Da jeg gav slip på mine tanker om, at en universitetsuddannelse er den eneste rigtige vej, accepterede det (så nogenlunde) og fik luft nok til at trække vejret og ikke bare hyperventilere - ja, så fandt jeg sgu helt mirakuløst ud af, hvad jeg vil.
Jeg vil være journalist. Den nye Anders Lund Madsen, omend med mere velfriseret hår. Jeg vil selvfølgelig revolutionere hele den danske presse og gøre verden til et *meget* bedre sted. Ork ja.

I onsdags sagde jeg mit skodjob op og lever nu på en lyserød sky, hvorfra jeg kan tælle ned til min sidste vagt. Det bliver i øvrigt den 21. april - det er en tirsdag, og jeg har tænkt mig at drikke mig tæskeæske-stangerstiv.

I morgen tidlig tager jeg op til den svenske idyl med min bedste veninde. Sommerhus, hvidvin, hav, vind, strand, chokoladekiks, boglæsning og generelt en Instagram-værdig tilstedeværelse.
Som om alle de ting ikke var nok til at være en lsd-trippende enhjørning i minimum 11 dage, har min snapchat endelig fjernet det lille irriterende 1-tal, der har været der siden den 20. februar. Nå ja, og der var tilbud på mælkechokolade i Føtex. Jeg beder ikke om mere - virkelig, jeg lover det!

Uge 13 - du er så smuk, og jeg er pisseforelsket i dig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar