tirsdag den 28. april 2015

Et udpluk af grunde til, hvorfor jeg har rakt den største fuckfingertil mit job:

  • Fordi min chef fortalte mig, at han by the way havde tænkt sig at bruge mig som fucking case som led i hans fucking lederuddannelse. Fordi min "stressende og opkogte adfærd kunne være rigtig spændende at coache". 
    • Underpunkt nummer 1: Er der nogen, der har lyst til at oddse på, hvor mange uoriginale, opfundne (af mig) bandeord, der strøg igennem mit fjæs, da jeg fik den henkastede melding?
    • Underpunkt nummer 2: Coaching min bare røv!
    • Underpunkt nummer 3: Med min sparsomme viden om coaching, bør coachen være en zenagtig mulattype, og ikke en fucking ål. Som minimum bør det være en uvildig part - jeg har sådan en snigende (læs: stålsikker) fornemmelse af, at han ikke kan være upartisk, når han udgør cirka 50 % af vores *relation*. 
  • Fordi min chef under en middag med visse af de andre ansatte har kaldt mig hysterisk. Det der bagtaleri, lærte vi ikke allesammen i folkeskolen, at det er slemt, slut, forbudt?
  • Fordi min chef har glemt at læse sin kontrakt. Da han satte sit navn på den stiplede linje på sin ansættelseskontrakt, glemte han at læse De Usynlige Regler for Ledere. Det regelsæt, som cheferne skal være deres opgaver store nok til at tage på sig. Såsom at man bærer det overordnede ansvar, at man aldrig har rigtigt fri, netop fordi man bærer det overordnede ansvar - og at det blandt andet er herfor, man indkasserer en federe hyre end resten af staben. For eksempel, at man ikke kan tillade sig at overlade et hotel på 7 etager til deltidsansatte under 25 og så blive mere tøsefornærmet end samtlige divaer i junglen, når der opstår problemer, som de ansatte ikke kan tage sig af. 
  • Fordi min chef under trivsels-samtale sagde til mig, at jeg skulle tage mere ansvar, men i samme sætning, at jeg ikke tog nok ansvar. Da jeg så valgte at sige til manden/uhyret, at jeg umiddelbart har lidt svært ved at se, hvordan jeg både kan tage for lidt og for meget ansvar, var hans svar, at "det er to forskellige ting, Isabella". Nogen retorisk konge er han ikke. 
  • Fordi min chef er typen, der i februar 2013 lover sine ansatte en biograftur. Og så ligesom først bringer det på banen i marts 2014. Come the fuck on. Og så sideløbende gerne vil have en mail om, hvad der motiverer de ansatte. 
  • Fordi min chef er en sociopatisk røvbanan og skidespræller, der er helt ude af denne verden.
  • Fordi min chef, da jeg meldte mig syg (fordi jeg var syg), sagde til mig, at det var jo ikke så godt, for han stod altså ved storkespringvandet i København. Kraftedme også tarveligt, at jeg forventer, at manden passer sit arbejde. I weekenden - oh gisp. 
  • Fordi min chef tror, at hans ansatte er playmobil dukker, som han kan kaste ned på asfalt fra New Yorks skyskrabere, gå ud fra, at et stykke med Hansaplast er fint dækkende, for derefter blot at udskifte hovederne på dukkerne, når hovederne på de oprindelige dukker er eksploderet af frustration.
  • Fordi min chef ikke kan forstå, hvorfor jeg bliver bange for gæst, der har truet mig med tæsk, og synes jeg er pylret.  
  • Fordi min chef spiller mellemlederkortet og umiddelbart har et stålfast princip om, at hans udmeldinger skal være hinandens diametrale modsætninger. 
  • Fordi han behandler sine ansatte, som var de konstrueret af lort.

Nå nej, sgu da. Strike all of the above og indsæt "min tidligere chef". Nu må I have mig undskyldt, jeg skal ud i Sevilla by med Sara og drikke uforskammet mange øl, spise urimeligt god tapas alt imens WHAMs Freedom giver genlyd i mit indre.
Farvel og fucking-ikke-tak!

lørdag den 18. april 2015

Mine forventninger til/fordomme om Sevilla:


  • At alle kvinder går i høje hæle og har Madonna-røde læber. Og at minimum en fjerdedel af dem er hoppet i en flamencokjole med prikker og flæser.
  • At der kommer til at være en klar forventning om, at jeg begynder at kunne lide kaffe. Jeg bryder mig ikke om det stads, heller ikke selvom jeg i Costa Rica smagte noget af det bedste, der findes. Jeg synes altså, at det smager af dårlig og bitter te.
  • At mændende er meget behårede. Hvis de nu tilfældigvis er utroligt pæne, går det nok også. 
  • At jeg finder et sted mellem 10 og 20 par øreringe, jeg ikke kan leve uden.
  • At mig og sangria bliver rigtig fine venner.
  • At jeg kommer til at flove mig mere end Flovmand, når jeg skal forsøge at snakke det der spansk.
  • At der er spanske tapasserverende tjenere i pingvinsæt på hvert gadehjørne og med en tyk spansk dialekt på det middelmådige engelske. 
  • At jeg kommer til at gå i sandaler. Uden at fryse, forstås. Måske endda et stykke med bart ben.
  • At der kommer en enkelt kommentar på farven af mit hår
  • At der er konstant solskin og at alle smiler til alle. Fordi de er forårskåde. 
  • At deres fliser er smukke mosaikker. I have this thing with floors. 
  • At jeg kommer til at spise minimum en is om dagen. Med TRE kugler. Jævnfør at der, da Sara og jeg var i Paris, var to tykke madammer ved Versailles, der var dybt forargede over en sådan konsumering. Hallå, Versailles, Marie Antoinette, "let them eat cake". Need I say more? 
  • At himlen hver aften forvandler sig til en guddommelig palet af orange, pink og rød. 
  • At Sara og jeg igennem latter får trænet vores mavemuskler mere end en romaskine kan mønstre.

lørdag den 11. april 2015

Lev som en pailetbesat enhjørning på lykkepiller

Jeg har det ret svært med motivational quotes - de der carpe diem typer, som finder en spøjs skrifttype og smækker et citat ind i en ramme og så går hver dag og minder sig selv om, at livet er den dyrebareste gave, vi har, og at vi skal skatte det. Sådan noget med "hver dag er en ny chance" og "sigt efter månen - hvis du misser, er du stadig blandt stjerner". Jeg *kan* ikke tage det alvorligt.
Min søster og flere af mine veninder kan sagtens. Men det passer ligesom ikke rigtigt til min verbalt-kloakslam-holdning til retorik og leif generelt. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide livet - jeg er fuldstændig tosset med at leve. Jeg synes, det er fa-bu-lous.

Men de der skide citater? Jeg kan ikke arbejde med det. Blandt andet fordi de tit kolliderer med al fornuft. Lev hver dag som var det den sidste? How about no? Det er decideret uintelligent. Hvis dette var min sidste dag, ville jeg bruge alle mine penge. Så ville jeg vågne i morgen og være ludfattig, og så ville det pludselig blive svært endnu en gang at leve dén som den sidste. Det er kun sjovt en enkelt gang. Psykisk ville man bryde sammen, hvis man hver dag skulle forholde sig til, hvor meget kærlighed man rummer, og hvor meget kærlighed andre har til en, velvidende at man så skulle undvære.

I min optik strider de der happy-go-lucky-husk-at-monter-de-lyserøde-briller-og-vælg-at-være-positiv-for-det-føles-godt-inde-i-mavsen citater imod al logik. Livet er ikke endimensionelt. Ingen og intet er kun perfekt. Og uden sorg, findes der, for mig at se, heller ikke oprigtig lykke. Der er altid en bagside af medaljen. Med hver en fiber(sprængning) i min krop tror jeg på, at reel lykke er et produkt af ægte ulykke og omvendt. Det er først, når man bliver syg og ligger vandret i 14 dage, at man kommer i tanker om, hvor lækkert et godt helbred er. Når man kører de der citater, er det en omvendt "græsset er grønnere på den anden side" - i stedet for at misunde andre deres lykke, negligerer (undertrykker?) man livets bagside. Det kan ikke være sundt.

Jeg kan blive bekymret for, om måske især meget unge mennesker, vokser op i en verden, hvor det kun er ekstasen, der er socialt accepteret. Man smækker ikke ens bombede lokum/hjem på Instagram, man viser ikke sine grimme sider. Hvilket på sin vis er fint, hvis alle brugere er med på, at det kun er én version, man får vist. Og selvom de fleste af os godt ved netop det, når samtalen falder på de sociale medier, tror jeg, det er pissesvært at adskille snot og skæg, når vi konstant eksponeres for pokal-versionen.

Man skal natürlich have lov til at dele de gode ting. Min anke er, at livet ikke udelukkende er positivt, og at det faktum lidt forsvinder i mellemregningen. Hvorfor er det, at man ikke må råbe PIKKEMAND, når man virkelig synes, at verden er en kæmpe lort? Livet er nogle gange en kæmpe omgange diarré, hvor man selv står i forkert vindretning. Og så er det bare, at jeg ikke kan se grunden til at forsøge at se det fra den lyse side. Nogle gange er der ikke en lys side. Det pisser mig af, når folk forsøger at spise en af med argumenter om, at "der er altid nogen, der har det meget værre". Det er jo ikke et argument, selvfølgelig er der det. Vi lever i en verden med krig, hungersnød, nogle minimale miljøproblemer - selvfølgelig er mine problemer vanddråber i forhold, men det gør ikke mine problemer mindre ægte.

Dagens motivational quote herfra lyder derfor: Jeg er en ligeså stor skidespræller, som du er, og det skal du huske. Selv tak.

lørdag den 4. april 2015

Forresten vol. 4

  • Har ord svært ved at beskrive hvor kodylt fedt jeg har det over, at Paul McCartney kommer på Roskilde. Sir James Paul McCartney. En beatle. Jeg skal se en beatle. Jeg skal se en beatle live. Jeg skal se en beatle live på Roskilde.
  • Skulle Madonna have stoppet sig selv et sted i midten af 90'erne. 
  • Mødte jeg en lørdag to feststemte mænd i fakta. Jeg købte vindruer og ipren. De købte øller og chips. De snakkede om kondomer, og spurgte så mig, om jeg vidste, om fakta forhandler asparges. Jeg fik sagt, at det vidste jeg ikke lige på stående fod, men at der da var en nogenlunde chance. De grinte. Jeg er med på, at jeg er perverst anlagt, men en asparges? Er der noget seksuelt ved en asparges, som kun jeg ikke kan få øje på?
  • Kører DR et meget spændende tema om porno. Og det er vældig interessant, men også ret usexet. Jeg vil gerne være åbensindet, men jeg forstår det ikke. Altså det der med gerne at ville være pornoskuespiller. 
  • Synes jeg virkelig, at lysekroner er grimme. Lamper generelt er ret uinspirerende. Og gardiner. Røvkedelig tekstil. 
  • Vil jeg gerne have forklaret, hvad der er så perfekt ved Brooke Shields øjenbryn? 
  • Er der 7 grader og blå himmel udenfor. Bravo, lille sol. Bravo. 
  • Har jeg fundet et notat i min telefon, hvor jeg har skrevet: "Tøj er overvurderet". Måske i ikke-appelsinfri tilstand. 
  • Har jeg så også lige tabt min telefon ned bag sengerammen. Idiot. 
  • Er jeg gennemført glad over min optagelse på SDU - den følelse, der bobler i min mave er præcis den, der skulle have været der, inden jeg startede på antropologi. Jeg glæder mig. Helt vanvittigt meget. Selvom det bliver lidt vemodigt at flytte fra Århus.  
  • Har jeg fået et ret voldsomt Avril Lavigne/Britney Spears flip. Nej, det er ikke ligefrem dybsindig lyrik, men det er fandme ørehængere. It's complicated. 
  • Overvejer jeg om jeg skal tilslutte mig resten af verden og dermed begynde at se Game of Thrones. 
  • Har jeg tænkt over, om talent findes. Ligger det ikke i ordet, at det er medfødt? Findes der medfødte gaver, Tornerose-og-feerne-style?
    • Jeg vil til maskebal! Inden jeg dør skal jeg have været til et kæmpe dekadent, luksuriøst maskebal med opsat hår, stor kjole og handsker. 
    • Har jeg haft verdens bedste sommerhustur i Sverige med to jätte dejlige flickor. 
    • Er jeg nu nået en alder, hvor det ikke længere er helt passende at spørge ind til jævnaldrendes alder.
    • Er jeg dog stadig på et alderstrin, hvor jeg får påskeæg af min mor. Hvilket i øvrigt er rart.
    • Sidder jeg om under tre uger i Sevilla med hende der Sara. Forhåbentlig mens jeg indtager tapas og rødvin.