tirsdag den 28. april 2015

Et udpluk af grunde til, hvorfor jeg har rakt den største fuckfingertil mit job:

  • Fordi min chef fortalte mig, at han by the way havde tænkt sig at bruge mig som fucking case som led i hans fucking lederuddannelse. Fordi min "stressende og opkogte adfærd kunne være rigtig spændende at coache". 
    • Underpunkt nummer 1: Er der nogen, der har lyst til at oddse på, hvor mange uoriginale, opfundne (af mig) bandeord, der strøg igennem mit fjæs, da jeg fik den henkastede melding?
    • Underpunkt nummer 2: Coaching min bare røv!
    • Underpunkt nummer 3: Med min sparsomme viden om coaching, bør coachen være en zenagtig mulattype, og ikke en fucking ål. Som minimum bør det være en uvildig part - jeg har sådan en snigende (læs: stålsikker) fornemmelse af, at han ikke kan være upartisk, når han udgør cirka 50 % af vores *relation*. 
  • Fordi min chef under en middag med visse af de andre ansatte har kaldt mig hysterisk. Det der bagtaleri, lærte vi ikke allesammen i folkeskolen, at det er slemt, slut, forbudt?
  • Fordi min chef har glemt at læse sin kontrakt. Da han satte sit navn på den stiplede linje på sin ansættelseskontrakt, glemte han at læse De Usynlige Regler for Ledere. Det regelsæt, som cheferne skal være deres opgaver store nok til at tage på sig. Såsom at man bærer det overordnede ansvar, at man aldrig har rigtigt fri, netop fordi man bærer det overordnede ansvar - og at det blandt andet er herfor, man indkasserer en federe hyre end resten af staben. For eksempel, at man ikke kan tillade sig at overlade et hotel på 7 etager til deltidsansatte under 25 og så blive mere tøsefornærmet end samtlige divaer i junglen, når der opstår problemer, som de ansatte ikke kan tage sig af. 
  • Fordi min chef under trivsels-samtale sagde til mig, at jeg skulle tage mere ansvar, men i samme sætning, at jeg ikke tog nok ansvar. Da jeg så valgte at sige til manden/uhyret, at jeg umiddelbart har lidt svært ved at se, hvordan jeg både kan tage for lidt og for meget ansvar, var hans svar, at "det er to forskellige ting, Isabella". Nogen retorisk konge er han ikke. 
  • Fordi min chef er typen, der i februar 2013 lover sine ansatte en biograftur. Og så ligesom først bringer det på banen i marts 2014. Come the fuck on. Og så sideløbende gerne vil have en mail om, hvad der motiverer de ansatte. 
  • Fordi min chef er en sociopatisk røvbanan og skidespræller, der er helt ude af denne verden.
  • Fordi min chef, da jeg meldte mig syg (fordi jeg var syg), sagde til mig, at det var jo ikke så godt, for han stod altså ved storkespringvandet i København. Kraftedme også tarveligt, at jeg forventer, at manden passer sit arbejde. I weekenden - oh gisp. 
  • Fordi min chef tror, at hans ansatte er playmobil dukker, som han kan kaste ned på asfalt fra New Yorks skyskrabere, gå ud fra, at et stykke med Hansaplast er fint dækkende, for derefter blot at udskifte hovederne på dukkerne, når hovederne på de oprindelige dukker er eksploderet af frustration.
  • Fordi min chef ikke kan forstå, hvorfor jeg bliver bange for gæst, der har truet mig med tæsk, og synes jeg er pylret.  
  • Fordi min chef spiller mellemlederkortet og umiddelbart har et stålfast princip om, at hans udmeldinger skal være hinandens diametrale modsætninger. 
  • Fordi han behandler sine ansatte, som var de konstrueret af lort.

Nå nej, sgu da. Strike all of the above og indsæt "min tidligere chef". Nu må I have mig undskyldt, jeg skal ud i Sevilla by med Sara og drikke uforskammet mange øl, spise urimeligt god tapas alt imens WHAMs Freedom giver genlyd i mit indre.
Farvel og fucking-ikke-tak!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar