lørdag den 11. april 2015

Lev som en pailetbesat enhjørning på lykkepiller

Jeg har det ret svært med motivational quotes - de der carpe diem typer, som finder en spøjs skrifttype og smækker et citat ind i en ramme og så går hver dag og minder sig selv om, at livet er den dyrebareste gave, vi har, og at vi skal skatte det. Sådan noget med "hver dag er en ny chance" og "sigt efter månen - hvis du misser, er du stadig blandt stjerner". Jeg *kan* ikke tage det alvorligt.
Min søster og flere af mine veninder kan sagtens. Men det passer ligesom ikke rigtigt til min verbalt-kloakslam-holdning til retorik og leif generelt. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide livet - jeg er fuldstændig tosset med at leve. Jeg synes, det er fa-bu-lous.

Men de der skide citater? Jeg kan ikke arbejde med det. Blandt andet fordi de tit kolliderer med al fornuft. Lev hver dag som var det den sidste? How about no? Det er decideret uintelligent. Hvis dette var min sidste dag, ville jeg bruge alle mine penge. Så ville jeg vågne i morgen og være ludfattig, og så ville det pludselig blive svært endnu en gang at leve dén som den sidste. Det er kun sjovt en enkelt gang. Psykisk ville man bryde sammen, hvis man hver dag skulle forholde sig til, hvor meget kærlighed man rummer, og hvor meget kærlighed andre har til en, velvidende at man så skulle undvære.

I min optik strider de der happy-go-lucky-husk-at-monter-de-lyserøde-briller-og-vælg-at-være-positiv-for-det-føles-godt-inde-i-mavsen citater imod al logik. Livet er ikke endimensionelt. Ingen og intet er kun perfekt. Og uden sorg, findes der, for mig at se, heller ikke oprigtig lykke. Der er altid en bagside af medaljen. Med hver en fiber(sprængning) i min krop tror jeg på, at reel lykke er et produkt af ægte ulykke og omvendt. Det er først, når man bliver syg og ligger vandret i 14 dage, at man kommer i tanker om, hvor lækkert et godt helbred er. Når man kører de der citater, er det en omvendt "græsset er grønnere på den anden side" - i stedet for at misunde andre deres lykke, negligerer (undertrykker?) man livets bagside. Det kan ikke være sundt.

Jeg kan blive bekymret for, om måske især meget unge mennesker, vokser op i en verden, hvor det kun er ekstasen, der er socialt accepteret. Man smækker ikke ens bombede lokum/hjem på Instagram, man viser ikke sine grimme sider. Hvilket på sin vis er fint, hvis alle brugere er med på, at det kun er én version, man får vist. Og selvom de fleste af os godt ved netop det, når samtalen falder på de sociale medier, tror jeg, det er pissesvært at adskille snot og skæg, når vi konstant eksponeres for pokal-versionen.

Man skal natürlich have lov til at dele de gode ting. Min anke er, at livet ikke udelukkende er positivt, og at det faktum lidt forsvinder i mellemregningen. Hvorfor er det, at man ikke må råbe PIKKEMAND, når man virkelig synes, at verden er en kæmpe lort? Livet er nogle gange en kæmpe omgange diarré, hvor man selv står i forkert vindretning. Og så er det bare, at jeg ikke kan se grunden til at forsøge at se det fra den lyse side. Nogle gange er der ikke en lys side. Det pisser mig af, når folk forsøger at spise en af med argumenter om, at "der er altid nogen, der har det meget værre". Det er jo ikke et argument, selvfølgelig er der det. Vi lever i en verden med krig, hungersnød, nogle minimale miljøproblemer - selvfølgelig er mine problemer vanddråber i forhold, men det gør ikke mine problemer mindre ægte.

Dagens motivational quote herfra lyder derfor: Jeg er en ligeså stor skidespræller, som du er, og det skal du huske. Selv tak.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar