tirsdag den 19. maj 2015

Limbo

Jeg vil påstå, at glad er mit grundhumør. Der vil givetvis være nogle, der er uenige. Min EX-chef, for eksempel. Og Rune som jeg gik i gymnasiet med. Men det skal de ikke bestemme, 90 % af tiden vil jeg mene, at jeg er glad. Oftest er der andre følelser uden på grundfølelsen, såsom irritation eller frustration. Men jeg plejer nu altså at være temmelig glad sideløbende med det. Men lige i tiden vakler det. Mit grundhumør. Uden at jeg rigtigt ved hvorfor. Det er formegentlig en platte af ting. Jeg prædiker altid til min omgangskreds, at ingen følelser er forbudte, at man skal give sig selv lov til at føle det man føler, når man føler det. Jeg er ikke fabelagtig til selv at efterleve det.

Det er nemlig så jätte ukonstruktivt at være trist, når man ikke ved, hvad katalysatoren er. Normalt kan man tage tyren ved hornene og gøre et eller andet handlekraftigt ved hvadend, der udgør lorten. Hvis der nu var én specifik person eller situation, der var årsag til, at indersiden af mit hoved har samme farve som en kloak, var det lækkert konkret. Den her lorte-limbo fase er ubærlig. For der ikke er et kosteskaft der bevæger sig nedad til tonen af Chubby Checkers blide stemme. Der er bare stagnation. Når jeg ikke rigtigt ved, hvorfor jeg er en grim kombination af hjerteskærende ked af det, virkelig vred, enormt skuffet og røvbange, er det edderbankeme svært at gennemskue, hvordan jeg skal holde op med at være den grimme kombination.

Når WHAM! ikke virker, når det ikke hjælper at råbe "pikkemand" virkelig højt, når det ikke hjælper at skrige ind i en pude, når is ikke smager godt, når jeg ikke sover godt, og når jeg kun ser fejl, så bliver jeg modløs.

Min eneste trøst lige nu er, at det hele nok skal gå. For det gør det jo altid. Jeg kunne bare godt tænke mig en tidsfrist. Fredag den 29. maj lyder umiddelbart skønt.

lørdag den 16. maj 2015

Forresten vol. 5

  • Jeg tror på, at årets valgkamp bliver den bedste i mands minde. Dansk politik = gøglercirkus. Yahya Hassan kan recitere fordele og ulemper ved EU, mens Charlotte Bircow forklarer vælgerne, hvordan de kan få baller af stål. 
  • Jeg har fået schock-wave behandling af min højre høfte. Jeg er nemlig åbenbart 95. Det gør i øvrigt ret ondt. 
  • Jeg er mega meget nede med Oscar Wilde. Manden var jo genial. Jeg har lige læst The Picture of Dorian Gray og den er fantastisk. Fan-tas-tisk, siger jeg. 
  • Jeg har lige bestilt studiekort til SDU. Jeg ved godt, jeg lyder som en ridset plade, men hold nu kæft, hvor jeg glæder mig til at begynde på det der journalist-studie. 
  • Mad Men er kommet tilbage! Fuck ja! 
  • Det allersidste afsnit af Mad Men løber over skærmen i morgen. Fuck nej!
  • Hvem fanden køber hvide strømpebukser? Når man kan købe dem i butikker, må der jo være et marked. Jeg kan dog virkelig ikke forstå, hvad det skulle være godt for. Medmindre man skal til kostumefest som Frankensteins brud. 
  • Var jeg nede at handle, hvor der foran mig i køen stod en smuk pige, som jeg har gået i gymnasiet med. Jeg ved ikke helt præcist hvorfor, måske fordi jeg lignede udskidt æblegrød, måske fordi jeg var småsyg, måske fordi der lå en literis i min kurv, måske (læs: formegentlig) ubegrundet, men i hvert fald kunne jeg ikke overskue en potentiel småsnaksseance, så jeg kom pludselig i tanker om, at jeg sgu da manglede konserves. 
  • Jeg troede egentlig, at jeg klarede frisag (ro på, mener det ikke dårligt) i forhold til bryllupper i år. Nope. 8. august sker der ting og sager. Kjolen er i hus. Den er flot. Jeg er så materielt forelsket, som man kan blive. 
  • For syv minutter siden købte jeg billet til Roskilde Festival. Ja tak, ja tak OG ja tak. 

mandag den 11. maj 2015

Murphys Love

Held er en løjerlig størrelse, og som (min mand) Jonatan Spang har bemærket: "Hvordan gik det til eksamen?" - "Det gik ikke så godt, jeg tror, jeg manglede noget af det der held og lykke" - "Det tror jeg sjovt nok ikke. Det er ikke det, der er brug for. Der er brug for, at du læser fucking bogen". Man has a point. Ved ikke helt, om jeg tror på held. Held er nok bare et koncept, vi bruger i et forsøg på at begrebsliggøre verdens vilkårlighed. Det er fx pisseirriterende, når folk forsøger at tørre deres liv af på held/uheld. MÆN. Jeg synes, jeg har været exceptionelt uheldig de seneste par måneder.

Hold i nakken, eksempelvis. En del sygdom. Virkelig meget sygdom. Masser af uforudsete udgifter. Men så var det jo godt, at jeg havde en ferie i Sevilla at se frem til, ikke? Jo sådan da. Gnidningsfrit blev det dog ikke.

Jeg købte for nogle måneder siden en flybillet til Sevilla. Og fik en influenza, der var så storslem og varede så længe, at jeg ikke kunne bruge min flybillet. Men til Sevilla skulle jeg jo, så jeg spenderede lige et par tusind ekstra kroner på en ny flybillet. Ubtji-vupti. Alt godt. I mandags skulle jeg så hjem med den oprindelige flybillet, og tager fra Sevilla til Madrid, hvor jeg både får navigeret mig igennem Madrids åndssvagt store banegård, kommer ind i det åndssvagt kolde tog, der kører mig til Madrids lufthavns terminal 4. Derfra med shuttlebus til terminal 2, som tog et kvarter. Stadig god tid, finder check-in skranken, sætter mig pænt og venter. Da køkulturen dikterer, at nu er det min tur, går det glimrende. Lige indtil den ikke-engelsk-talende skrankepave fortæller mig, at min billet er ugyldig. !"%e#&(/! Nej, det tror jeg så ikke, den er. Bliver bedt om at gå til siden og vente. Det gør jeg så i en halv time, hvorefter jeg bliver dirigeret hen til ny skrankepave, der sælger billetter for Brussels Airlines, som er det flyselskab, jeg skal med. Jeg får at vide, at eftersom jeg ikke har brugt del 1, kan jeg heller ikke bruge del 2. Jeg har beviser på, at de tager fejl, og jeg har ret. For eksempel en online flybillet, der står confirmed på. Skrankepaverne er hverken til at hugge eller stikke i. Jeg brugte derfor tre timer på at turbosprinte mellem de fire terminaler i Madrid lufthavn for at finde en NY (ja, det er nummer fem) flybillet, så jeg kunne komme hjem. Det viste sig så, at det var ret svært at finde en sådan sag under 800 euro. Ind på et hotel med mig og hjem dagen efter i stedet for. Jeg synes umiddelbart, at to brugte flybilletter ud af fem købte og betalte er lige i overkanten. Ind i fly nummer fem. Hvor der var absurd meget turbulens, lige nok til, at jeg nåede at tænke, at det kraftedme nok skulle passe, hvis svinet faldt ned. Det gjorde det ikke. Afsted til DGI-byen, vente to timer på en bus (fordi jeg ikke havde mit wildcard med, fordi jeg jo for helvede skulle have landet i Billund og ikke Kastrup), ind i en bus, som var utæt, så der dryppede regn ned fra taget. Og som var tyve minutter forsinket. Jesus, Josef og Maria. Helt ærligt, hvor uheldig har man lov at være? Meget åbenbart.

Min far har i øvrigt påpeget, at med det held vi besidder, bør vi begge købe en lottokupon. Usandsynligheden kan fandme ikke være bekendt, hvis den er ensrettet.