onsdag den 3. juni 2015

Caitlyn eller Bruce - kartoffel, kartoffel

Bruce Jenner er Kim Kardashians stedfar. Han er blevet en kvinde, der hedder Caitlyn. Hun er på forsiden af Vanity Fair, og Annie Leibowitz har taget billederne. Det fik mig til at tænke på det der med at være godt tilpas i sit hylster.

Jeg kom blandt andet til at tænke på Renee Zellweger og den absurde mængde negativitet, der var omkring hendes nye makeover vol. 400. Pressen gik amok. For lige pludselig lignede hun ikke sig selv, og det skulle hun.

Jeg er ret ligeglad. Det er min holdning. Og det synes jeg også, at andre skal være. Tidsalderen dikterer individualitet ud over alle grænser og den politisk korrekte holdning er, at vi skal være os selv, fordi vi er smukke og unikke (lav peace-tegn op over dit flagrende hår, mens du siger det). Det er en gratis holdning, som de fleste af os er store fortalere for. Fordi vi, udover at være smukke og unikke, også er rummelige, fleksible, næstekærlige typer. Ikke? Lige indtil det begynder at handle om noget af det mærkelige. Det, der ligger tilpas langt fra vores egen verden. Så langt fra vores egen verden, at vi skal minde os selv om, at vi er rummelige, fleksible, næstekærlige typer. Eksempelvis når en penismisundelse så voldsom, at man vil af med det lige tal i slutningen af ens CPR-nummer. Eller det omvendte, som tilfældet for Bruce Jenner. Jeg har lyst hår, og havde været en drøm for Hitler, jeg har aldrig været en del af en minoritet og vil derfor ikke påstå, at jeg kender til de smertelige udfordringer, det kan bringe med sig. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvor ondt det må gøre at være født i den forkerte krop, men jeg er kløgtig nok til at kende til det stigma, der er for transkønnede, hvorfor jeg har så total mega max meget respekt for, at Caitlyn efter 65 år springer ud som kvinde. Ligeså vel tager jeg hatten af for Ms. Zellweger for, på trods af at være i mediernes søgelys, gjorde det ved sig selv, som gav mening for netop hende.

Det er sgu da paradoksalt, at vi prædiker, at man skal hylde kvindekroppen i alle dens former (fordi vi smadrer yngre genrationers selvopfattelse) acceptere alle seksualiteter (fordi det der homoseksualitet vistnok er det samme som heteroseksualitet, bare med omvendt fortegn) og stilarter (fordi både sorte plateausko, lysegrønt tylskørt, og dreadlocks har deres eksistensberettigelse), men samtidig kun vil være med til det, når det er noget, vi forstår. Hvis vi bliver for tynde, for tykke, for unaturlige, så er det ikke længere helt okay.
Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt. Faktisk nej. Jeg advokerer ikke for, at man altid skal kunne forstå alt. Man skal bare kunne acceptere, at der er mange måder at leve et godt liv på. Mange rigtige måder at se ud på. Vi er nået rigtig langt, men vi er endnu ikke i mål. Det er formegentlig naivt at tro, vi når et punkt, hvor der ikke vil blive skævet til de, der ser anderledes ud, eller opfører sig atypisk. I min bog er det ok, så lang tid vi ikke fordømmer det. Bare fordi det er anderledes. 

Jeg synes ikke, at botox er pænt. Jeg bryder mig ikke om det dullede look, jeg kan godt lide naturlighed, det hyler mig lidt ud af den, når mænd er meget metroseksuelle. Og det må jeg godt mene. Jeg skal bare acceptere, at Courtney Cox og Mickey Rourke har en anden holdning end mig, jeg kan selv køre den naturlige stil og lade være med at knalde mænd, der ligner plukkede høner i deres underliv. Linse Kessler er et brilliant eksempel. Jeg tror umiddelbart, at hun i min optik ville være smukkere uden alt der plastik-fantastisk i sig, men nu er det jo Linses krop og hun må give den gas, for all I care. Jeg skal ikke være i hendes hylster, jeg skal ikke forholde mig til det, hun ser i sit spejlbillede - det skal Linse til gengæld og derfor synes jeg det er fucking fantastisk, at hun har fået så gigantiske kasser, at hun nu sover på en specialbygget madras. 

Det er vel egentlig ret simpelt? Don't hate it, 'cause you ain't it. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar