torsdag den 11. juni 2015

Yesterday, today, tomorrow (uden Toyota)

I går var bedsteveninden og jeg ude at fejre hende den anden fantastiske veninde. Som lige er blevet færdiguddannet pædagog! Og hvilken fortræffelig pædagog. Det skulle fejres med ornlig' god pizza, solskin, hvidvin og en tommetyk understregning af, hvor stolte vi er af hende. For satan, hvor har hun kæmpet for det, og af en eller anden latterlig ubegrundet grund har hun hen ad vejen skulle forsvare, at det at være pædagog ikke "bare er at passe børn". Det er så meget mere, og hun kan det. Det hele. Som var hun Gud, vil jeg lade alle børnene komme til hende, for der er intet sted, hvor børn kan føle sig mere trygge, elskede, beskyttede og samtidig have det umanerlig morsomt end i hendes tilstedeværelse. Hurra for Jane!

I nat drømte jeg, at jeg var til en uspecificeret Hollywood-prisoverrækningsfest. Hvad prisen blev overrakt i anledning af var ligeledes uspecificeret. Men jeg var med, og Jaden Smith vandt en uspecificeret pris. I drømmen havde han fem søskende og en anden mor end Jada Pinkett Smith. En af disse søskende blev fanget i en elevator, men ingen panik - Isabella to the rescue. Og således blev jeg ansat af Will Smith til at være fuldtids-barnepige for Smith-klanen. Rendyrket Fresh Prince of L.A. feel. Jeg kunne godt lide det.
Virkeligheden viste sig så at byde på et mindre eksotisk introduktionsmøde i den offentlige sektor, hvor jeg lærte mangt og meget om håndhygiejne og medicinhåndtering.
Behøver jeg understrege ironien? Det gjorde jeg vist lige.

Nå men det er da også ligemeget. Fordi. I morgen fylder verdens bedste Alexander FIRE år. Det indebærer rigtig meget Ninja Turtles (skal vi i øvrigt lige tage et øjeblik, hvor vi snakker om, hvor vidunderligt det er, at Donatello, Raphael, Michelangelo og Leonardo har fået en renæssance? (Renæssance. Get it? Høhø)). Blandt andet i muffin-form. On that note: Fondant er en kælling. Men Alexander. Han kan løbe rigtig hurtigt i sine sorte løbesko, han er bange for krokodiller, han udtaler stadig lillebror som "hillebor", han har blå kalejdoskopiske øjne, han synes, at Elsa fra Frost er lækker. Han er en hidsig lille djævel, men han er også fuldstændig perfekt i al hans uskyld, naivitet, generthed, omsorgsfuldhed og legesyghed. Det smukke lille væsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar