lørdag den 25. juli 2015

Arrogance volume 8000

For et par uger siden var jeg på arbejde. Det er ikke sindsoprivende. Der var en vikar inde. Det er heller ikke sindsoprivende. Hun spørger mig, om jeg også har børn, ligesom den sygeplejerske, der ligeledes er på vagt. Jeg svarer, helt i overensstemmelse med sandheden, nej. Hun begynder dermed at trøste mig lidt og sige, at jeg sagtens kan nå det. Hertil får jeg forklaret hende, at tidspres ikke er et problem, fordi jeg ikke vil have børn. Det er så cirka her, det bliver lidt sindsoprivende (og så alligevel ikke; det er jo desværre ikke en original samtale), for så siger damen til mig, at jeg da skifter mening. Med begrundelsen, at det jo åbenlyst "bare" er fordi jeg ikke har mødt den *rigtige* mand endnu.

Okaaaaay.

Ét er, at mennesker der kender mig, såsom mine mostre, mine onkler og min svoger er fuldstændig skråsikre i deres sag om, at jeg da selvfølgelig ændrer mening på et tidspunkt. Men et fremmed menneske, der har talt med mig i sammenlagt 16 minutter? Helt fucking ærligt. Når det kommer til børn, anskaffelsen af dem, processen med at få dem, beslutningen om ikke at ville have dem, lader det til, at al pli og almenmenneskelig høflighed ryger ud af vinduet. Så må man pludselig spørge folk om alt og afkræve dem svar på noget meget intimt. Et sted undervejs er det blevet et fripas til folks inderste kerne, når snakken falder på de der skide unger. Det rager jo ikke nogen, medmindre man har lyst til at dele det. Hvorfor skal man altid forsvare sig? Navnlig når et forsvar og en forklaring sjældent afføder accept. Jeg gad godt vide, hvad der er strøget igennem vikarens cellemembran da hun i løbet af fire sekunder besluttede sig for at dekonstruere mine personlige valg og stemple dem Forkert. Men det må hun jo naturligvis gerne - enhver ved jo, at når man bliver moder (læs: nogle mødre), får man simultant med mælkeproduktionen en direkte kanal til Al Verdens Visdom og en ordentlig portion Jeg Ved Bedre.

Jeg kan godt forstå, at folk undres, når jeg udmelder, at jeg ikke vil have børn. Jeg forstår det udmærket - der findes stadig i disse så moderne tider visse milepæle, vi alle forventes at nå. Et selvstændigt hjem, i en vis udstrækning en karriere, for mange ægteskab og for langt de fleste at få børn. Formegentlig den største af alle de milepæle, man kan nå, fordi børn ændrer alt. På godt og ondt. Når folk får børn, vendes deres verden ikke bare på hovedet, den puttes i en Miele maskine og centrifugeres i ni måneder. Det er vildt, det skal det være, det er smukt og sindssygt.
Folk må gerne undres, de må gerne spørge og være nysgerrige. Når man gør/siger noget, der er atypisk, vil det altid afføde reaktioner af den simple årsag, at det er anderledes. All good og ti-fire.

Kæden hopper bare fuldstændig af og til Kirgistan, når jeg forklarer mit synspunkt og kvindemennesket så fortæller mig, at det jeg føler, er forkert. Hun må ikke fortælle mig, at jeg tager fejl. Hun må ikke fortælle mig, at jeg ændrer mening. Hun må ikke fortælle mig, at hun er bedre i stand til at vurdere mit liv og mine beslutninger, bare fordi hun har børn. Det er lidt ligesom debatten om den lykkelige luder og om, hvorvidt kvinder kan være sjove. Det er virkelig arrogant, at fordi der er noget DU ikke bryder dig om eller ikke forstår, så findes det ikke - og hvis det findes, så er det fordi, der er noget galt med de mennesker, det omhandler. Se-ri-øst?! Som i: luderen tror bare hun er lykkelig, men tragedien og fortrydelsen rammer hende senere i livet/jeg synes ikke kvinder er sjove, så det må være en empirisk sandhed, at mænd per definition er sjovere/du har lyst til at have børn, du ved det bare ikke endnu, fordi du ikke har mødt den perfekte tredimensionelle sæddonor endnu.

Og i øvrigt, ikke? Det har da sådan omtrent nul procent at gøre med manden. Der findes bunker af mennesker, der ved, at de gerne vil have børn - på et tidspunkt. Den holdning kan de godt have, selvom de ikke er i et forhold med den perfekte mand/kvinde, der skal levere sæd/æg. Hvis de der typer vil diskutere, kan de i det mindste have deres argumenter i orden. Men der er ingen argumenter - det er bare sådan en autopilot-reaktion: Selvfølgelig-respekterer-jeg-alle-kulturer, Selvfølgelig-køber-jeg-økologisk-det-er-jo-moralsk-forkasteligt-at-lade-være, Selvfølgelig-skal-du-da-have-børn-du-skal-bare-lige-finde-den-rigtige, Demokrati-er-det-bedste-i-verden. Pis. Mig. I. Øret

Jeg hader ikke børn. Jeg er ikke blevet misbrugt/mishandlet/vanrøgtet som barn, og derfor bange for at sætte mine egne i verden. Jeg elsker børn. Mine nevøer er noget af det ubetinget bedste i Kongeriget Danmark. Fuck ja. Nogle af mine bedste minder og stunder indebærer de to guldklumper. Som for eksempel, da den største var helt spæd, og han krøllede sig ind til mig som en uldtot, mens jeg sang Sømand Af Verden for ham. Jeg har i dag hoppet i vandpytter med ham til vores cowboybukser vejede fem kilo, hvorefter vi lå under dynen, så Shrek og spiste popcorn. Det var perfekt, og jeg elsker det og ham og hans lillebror. Se, jeg er ikke helt kold.
Det eneste jeg hader i forbindelse med børn er A. Møgunger der skriger som Guantanomo-fanger under tortur, ikke fordi de er kede af det, men fordi de skaber sig uhæmmet og ubegrundet. B. Voksne, der ikke vil acceptere, at børn ikke er en størrelse, der passer alle. Det betyder ikke, at man så ikke kan være et sympatisk, næstekærligt menneske med et indholdsrigt liv. Eller at man er følelsesmæssigt afstumpet. Eller ødelagt indvendigt. Det betyder bare, at man har taget op til overvejelse om man har lyst til/er i stand til at tage sig af et barn. Jeg vurderer nej til det første og qua det også nej til det næste. Og kan vi ikke alle sammen godt blive enige om, at det så er bedre at lade være?

Men det kan man ikke forklare vikar-typerne. Det bliver nemlig kvitteret med et "Jaja, lad os nu se, om du ikke har det anderledes om fem år". Jeg har en pissegod ide: Lad os lade være. For hvis du ikke fucker ud af mit fjæs nu, kværker jeg dig og så sidder jeg bag lås og slå om fem år. Så lad os lade være.

søndag den 19. juli 2015

Et par ord om et par plejehjem

Da jeg var sytten, begyndte jeg at gøre rent på et plejehjem, fordi jeg var stålfast besluttet på at starte i plejen i det sekund, jeg blev myndig. And so I did. Siden 2008 har jeg arbejdet on/off på diverse plejehjem og haft det ret fedt med det. Generelt. Jeg har passet nogle gamle mennesker, jeg stadig tænker på, og som mit hjerte til denne dag stadig bløder lidt for. Magnus, hvis datter døde af elektrisk chok, da hun var fire. Betty som kun havde en søn og som lærte mig et par tricks om vita wrap. Signe og Asta, der var søstre, men ligeså forskellige som dag og nat. Åge som virkede som det sureste gamle røvhul nogensinde, men som jeg med tiden fik mig charmeret mig ind på. Anne-Grethe, som var den mest skrøbelige lille dame, der havde en masochistisk ægtemand, Gerda der havde været kogekone hos Nordisk Film og serveret mad for Dirch Passer og Ove Sprogøe, Svend som havde en bog om menneskekroppen og kunne forklare samtlige organers funktioner i udførlige detaljer, Henry med hentehåret. De her mennesker, jeg mødte i deres livs vinter, hvor de var syge og grå. Tænk engang, hvad de var førhen. Forelskede, forvirrede, fejlbarlige, og fantastiske. 

Når min plejehjems-oplevelse, (okay, ikke decideret min - regner med, at der går 60 år endnu) kun generelt set er positiv er det på grund af miljøet. Bevares, det er ikke fordi jeg synes, det er fedt at stå i lort til halsen, som man indimellem i bogstaveligste forstand gør på et plejehjem. Men mindre traumatiseret er jeg over lort, end jeg er over kvinde-arbejdsmiljøet. Måske fordi jeg startede, da finanskrisen for alvor satte ind i kombination med, at jeg var helt ung, grøn og idealistisk. Hvor majoriteten af mine kollegaer var midaldrende, karseklippede, gråhårede, brillebærende, let overvægtige kvinder, der ikke bestilte andet end at brokke sig over overenskomster, dårlig ledelse, håndsprit der udtørrede hænderne og for mange weekend-vagter. Hvor jeg mest havde lyst til at tage dem hårdt i armen og bede dem være taknemmelige over at have et arbejde. Bum. Sådan får jeg det stadig nogle gange. 
Og ja, sundhedssektoren har så afgjort fejl, og indimellem er der ikke andet at gøre end at banke hovedet periodisk ind i en væg, fordi bureaukrati og papirnusseri med dertilhørende processer sommetider er det argeste lort på kloden. Men jeg elsker også den danske velfærdsstat, jeg elsker, at alle har krav på hjælp, hvis de vil have den. Jeg elsker, at der er nogen til at passe på os, uanset om vi er sympatiske eller ej. 

Jeg har lært: 
  • At jeg *aldrig* skal arbejde på en all-female arbejdsplads. Jeg magter ganske enkelt så meget hvisken og tisken og bagtaleri og hønsegård.
  • At det er intet mindre end fantastisk rent faktisk at kunne hjælpe folk. At gøre en lavpraktisk forskel for nogle mennesker. Føles fandme fedt.
  • At jeg traf den helt rigtige beslutning, dengang jeg vaklede mellem antropologi og sygeplejeskolen. Jeg ville gå i stykker flere gange om dagen, hvis jeg konsekvent skulle konfronteres med verdens grumme urimeligheder. 
  • At hvis jeg nogensinde bliver dement, så vil jeg gerne have en sprøjte med rigtig meget insulin, inden det går rigtig galt. Ikke fordi der er noget galt med demente (udover det åbenlyse), men det er i mine øjne den grummeste sygdom, der findes. Langsomt at forsvinde fra sig selv og alt man har været, mens de mennesker man elsker allerhøjest står i hjørnet og går ud af sig selv af ren frustration. Så hellere dø og lade mindet ære det, der var.
  • At alderdom lader meget tilbage at ønske. Det er slet ikke så Tante Grøn (som var kronisk syg), Tante Brun (som var hende den søde med kagerne) og Tante Lilla (hende den pisseirriterende) agtigt, som jeg håbede på. For mange indebærer det smerter, dårligdom og afhængighed af andre mennesker. Jeg prøver virkelig at huske, hvor grænseoverskridende det må være at skulle have intim hjælp af et helt fremmed menneske, og dermed være det der empatisk. 
  • At menneskekroppen er fucking fantastisk. Indrømmet, nogle gange laver den nogle mærkelige prioriteringer, men stadigvæk. Den er jo det vildeste apparat. 
  • At gamle mennesker sjældent er gamle inde i hovedet. Mange af dem bliver mere magelige, mindre rummelige, mindre fleksible (både fysisk og psykisk), men de fleste anser sig stadig som relativt unge i et noget ældre hylster. Det gør mig fortrøstningsfuld. 

mandag den 6. juli 2015

Roskildøøøøøøøøøh!

Jeg vendte i går aftes hjem til den etablerede verden efter otte dage i paralleluniverset, der kaldes Roskilde Festival. Jeg har sovet 13 timer i nat og føler stadig, at jeg blevet er kørt over af et damplokomotiv, jeg har ingen stemme, og mine hænder ryster af abstinenser. Jeg er fordrukken, forædt, forbrændt, forelsket. I konceptet.
Det er så utrolig ulækkert, folk er nogle svin, der snyder foran i køerne, folk brækker sig over det hele og pisser på teltene. Der ligger skrald over det hele. Toiletterne er ligeså klamme, som historierne melder, men med virkelig sjov graffiti. Samtidig er det også helt fantastisk, der er lutter smil og glade unge mennesker. Det er sjovere end fatteevnen. Jeg har været i (fælles)bad to gange, jeg har brugt 300 ml. håndsprit og kommet til at putte en god klat af det i ansigtet, fordi jeg var så fuld, at jeg troede, det var vand - det er ikke anbefalelsesværdigt. Jeg har drukket klodens bedste chokolade-milkshake. Jeg har drukket syv liter white russians og cirka 70 liter øl. Jeg blev inviteret af +120 kilos kvinde hjem i hendes telt efter hun, med frikadellesandwich i højre hånd, gramsede mig på maven og fortalte om fordelene ved en glutenfri diæt. Jeg har danset til Danse I Måneskin under fuldmånen. Jeg har set en ål med vinger danse til Cottoneye Joe. Jeg har set Muse, Mew, Nicki Minaj, Veronica Maggio, Marie Key med L.O.C. som gæsteindslag, Dreamer's Circus, Pharrell, Florence + The Machine, Kendrick Lamar, The Tallest Man On Earth og ja, jeg er en blærerøv. Jeg har stået 15 meter fra Paul McCartney efter at have siddet i kø i otte timer. Jeg har sunget om kapitalismen, jeg har sovet i et ualmindeligt ramponeret telt/drivhus på en flad luftmadras. Jeg har mødt en nordmand ved navn Herman, som havde en tøjbamse-fisk ved navn Fiskefissefjæs. Jeg har diskuteret hvalhajer, kattetatoveringer og skældt to gamle damer ud, fordi de snød foran i køen til Paul McCartney. Jeg har delt camp med nogle særdeles dejlige typer, blandt andet en russisk forfatter fra Lolland og en journalist, der arbejder for Clement Kjersgaard. Jeg har high-fivet mig selv mentalt hver nat/morgen over, at jeg huskede ørepropper. Jeg har fået et morgenmåltid bestående af majs, knækbrød, rosiner og æblejuice. Det var faktisk helt ok. Jeg har opbrugt min makrelmads-kvote. Jeg har undret mig over de piger, der magter at lægge makeup og som har hvidt (!) tøj på. Jeg har tisset en lille smule i bukserne af grin, jeg har drukket whiskey for at få stemmen tilbage, jeg har fået kælenavnene Ilse-Belse og Frøken Bella. Jeg har haft et næsten permanent smil skruet på fra øre til øre.
Jeg har fandme haft det godt.