lørdag den 25. juli 2015

Arrogance volume 8000

For et par uger siden var jeg på arbejde. Det er ikke sindsoprivende. Der var en vikar inde. Det er heller ikke sindsoprivende. Hun spørger mig, om jeg også har børn, ligesom den sygeplejerske, der ligeledes er på vagt. Jeg svarer, helt i overensstemmelse med sandheden, nej. Hun begynder dermed at trøste mig lidt og sige, at jeg sagtens kan nå det. Hertil får jeg forklaret hende, at tidspres ikke er et problem, fordi jeg ikke vil have børn. Det er så cirka her, det bliver lidt sindsoprivende (og så alligevel ikke; det er jo desværre ikke en original samtale), for så siger damen til mig, at jeg da skifter mening. Med begrundelsen, at det jo åbenlyst "bare" er fordi jeg ikke har mødt den *rigtige* mand endnu.

Okaaaaay.

Ét er, at mennesker der kender mig, såsom mine mostre, mine onkler og min svoger er fuldstændig skråsikre i deres sag om, at jeg da selvfølgelig ændrer mening på et tidspunkt. Men et fremmed menneske, der har talt med mig i sammenlagt 16 minutter? Helt fucking ærligt. Når det kommer til børn, anskaffelsen af dem, processen med at få dem, beslutningen om ikke at ville have dem, lader det til, at al pli og almenmenneskelig høflighed ryger ud af vinduet. Så må man pludselig spørge folk om alt og afkræve dem svar på noget meget intimt. Et sted undervejs er det blevet et fripas til folks inderste kerne, når snakken falder på de der skide unger. Det rager jo ikke nogen, medmindre man har lyst til at dele det. Hvorfor skal man altid forsvare sig? Navnlig når et forsvar og en forklaring sjældent afføder accept. Jeg gad godt vide, hvad der er strøget igennem vikarens cellemembran da hun i løbet af fire sekunder besluttede sig for at dekonstruere mine personlige valg og stemple dem Forkert. Men det må hun jo naturligvis gerne - enhver ved jo, at når man bliver moder (læs: nogle mødre), får man simultant med mælkeproduktionen en direkte kanal til Al Verdens Visdom og en ordentlig portion Jeg Ved Bedre.

Jeg kan godt forstå, at folk undres, når jeg udmelder, at jeg ikke vil have børn. Jeg forstår det udmærket - der findes stadig i disse så moderne tider visse milepæle, vi alle forventes at nå. Et selvstændigt hjem, i en vis udstrækning en karriere, for mange ægteskab og for langt de fleste at få børn. Formegentlig den største af alle de milepæle, man kan nå, fordi børn ændrer alt. På godt og ondt. Når folk får børn, vendes deres verden ikke bare på hovedet, den puttes i en Miele maskine og centrifugeres i ni måneder. Det er vildt, det skal det være, det er smukt og sindssygt.
Folk må gerne undres, de må gerne spørge og være nysgerrige. Når man gør/siger noget, der er atypisk, vil det altid afføde reaktioner af den simple årsag, at det er anderledes. All good og ti-fire.

Kæden hopper bare fuldstændig af og til Kirgistan, når jeg forklarer mit synspunkt og kvindemennesket så fortæller mig, at det jeg føler, er forkert. Hun må ikke fortælle mig, at jeg tager fejl. Hun må ikke fortælle mig, at jeg ændrer mening. Hun må ikke fortælle mig, at hun er bedre i stand til at vurdere mit liv og mine beslutninger, bare fordi hun har børn. Det er lidt ligesom debatten om den lykkelige luder og om, hvorvidt kvinder kan være sjove. Det er virkelig arrogant, at fordi der er noget DU ikke bryder dig om eller ikke forstår, så findes det ikke - og hvis det findes, så er det fordi, der er noget galt med de mennesker, det omhandler. Se-ri-øst?! Som i: luderen tror bare hun er lykkelig, men tragedien og fortrydelsen rammer hende senere i livet/jeg synes ikke kvinder er sjove, så det må være en empirisk sandhed, at mænd per definition er sjovere/du har lyst til at have børn, du ved det bare ikke endnu, fordi du ikke har mødt den perfekte tredimensionelle sæddonor endnu.

Og i øvrigt, ikke? Det har da sådan omtrent nul procent at gøre med manden. Der findes bunker af mennesker, der ved, at de gerne vil have børn - på et tidspunkt. Den holdning kan de godt have, selvom de ikke er i et forhold med den perfekte mand/kvinde, der skal levere sæd/æg. Hvis de der typer vil diskutere, kan de i det mindste have deres argumenter i orden. Men der er ingen argumenter - det er bare sådan en autopilot-reaktion: Selvfølgelig-respekterer-jeg-alle-kulturer, Selvfølgelig-køber-jeg-økologisk-det-er-jo-moralsk-forkasteligt-at-lade-være, Selvfølgelig-skal-du-da-have-børn-du-skal-bare-lige-finde-den-rigtige, Demokrati-er-det-bedste-i-verden. Pis. Mig. I. Øret

Jeg hader ikke børn. Jeg er ikke blevet misbrugt/mishandlet/vanrøgtet som barn, og derfor bange for at sætte mine egne i verden. Jeg elsker børn. Mine nevøer er noget af det ubetinget bedste i Kongeriget Danmark. Fuck ja. Nogle af mine bedste minder og stunder indebærer de to guldklumper. Som for eksempel, da den største var helt spæd, og han krøllede sig ind til mig som en uldtot, mens jeg sang Sømand Af Verden for ham. Jeg har i dag hoppet i vandpytter med ham til vores cowboybukser vejede fem kilo, hvorefter vi lå under dynen, så Shrek og spiste popcorn. Det var perfekt, og jeg elsker det og ham og hans lillebror. Se, jeg er ikke helt kold.
Det eneste jeg hader i forbindelse med børn er A. Møgunger der skriger som Guantanomo-fanger under tortur, ikke fordi de er kede af det, men fordi de skaber sig uhæmmet og ubegrundet. B. Voksne, der ikke vil acceptere, at børn ikke er en størrelse, der passer alle. Det betyder ikke, at man så ikke kan være et sympatisk, næstekærligt menneske med et indholdsrigt liv. Eller at man er følelsesmæssigt afstumpet. Eller ødelagt indvendigt. Det betyder bare, at man har taget op til overvejelse om man har lyst til/er i stand til at tage sig af et barn. Jeg vurderer nej til det første og qua det også nej til det næste. Og kan vi ikke alle sammen godt blive enige om, at det så er bedre at lade være?

Men det kan man ikke forklare vikar-typerne. Det bliver nemlig kvitteret med et "Jaja, lad os nu se, om du ikke har det anderledes om fem år". Jeg har en pissegod ide: Lad os lade være. For hvis du ikke fucker ud af mit fjæs nu, kværker jeg dig og så sidder jeg bag lås og slå om fem år. Så lad os lade være.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar