søndag den 19. juli 2015

Et par ord om et par plejehjem

Da jeg var sytten, begyndte jeg at gøre rent på et plejehjem, fordi jeg var stålfast besluttet på at starte i plejen i det sekund, jeg blev myndig. And so I did. Siden 2008 har jeg arbejdet on/off på diverse plejehjem og haft det ret fedt med det. Generelt. Jeg har passet nogle gamle mennesker, jeg stadig tænker på, og som mit hjerte til denne dag stadig bløder lidt for. Magnus, hvis datter døde af elektrisk chok, da hun var fire. Betty som kun havde en søn og som lærte mig et par tricks om vita wrap. Signe og Asta, der var søstre, men ligeså forskellige som dag og nat. Åge som virkede som det sureste gamle røvhul nogensinde, men som jeg med tiden fik mig charmeret mig ind på. Anne-Grethe, som var den mest skrøbelige lille dame, der havde en masochistisk ægtemand, Gerda der havde været kogekone hos Nordisk Film og serveret mad for Dirch Passer og Ove Sprogøe, Svend som havde en bog om menneskekroppen og kunne forklare samtlige organers funktioner i udførlige detaljer, Henry med hentehåret. De her mennesker, jeg mødte i deres livs vinter, hvor de var syge og grå. Tænk engang, hvad de var førhen. Forelskede, forvirrede, fejlbarlige, og fantastiske. 

Når min plejehjems-oplevelse, (okay, ikke decideret min - regner med, at der går 60 år endnu) kun generelt set er positiv er det på grund af miljøet. Bevares, det er ikke fordi jeg synes, det er fedt at stå i lort til halsen, som man indimellem i bogstaveligste forstand gør på et plejehjem. Men mindre traumatiseret er jeg over lort, end jeg er over kvinde-arbejdsmiljøet. Måske fordi jeg startede, da finanskrisen for alvor satte ind i kombination med, at jeg var helt ung, grøn og idealistisk. Hvor majoriteten af mine kollegaer var midaldrende, karseklippede, gråhårede, brillebærende, let overvægtige kvinder, der ikke bestilte andet end at brokke sig over overenskomster, dårlig ledelse, håndsprit der udtørrede hænderne og for mange weekend-vagter. Hvor jeg mest havde lyst til at tage dem hårdt i armen og bede dem være taknemmelige over at have et arbejde. Bum. Sådan får jeg det stadig nogle gange. 
Og ja, sundhedssektoren har så afgjort fejl, og indimellem er der ikke andet at gøre end at banke hovedet periodisk ind i en væg, fordi bureaukrati og papirnusseri med dertilhørende processer sommetider er det argeste lort på kloden. Men jeg elsker også den danske velfærdsstat, jeg elsker, at alle har krav på hjælp, hvis de vil have den. Jeg elsker, at der er nogen til at passe på os, uanset om vi er sympatiske eller ej. 

Jeg har lært: 
  • At jeg *aldrig* skal arbejde på en all-female arbejdsplads. Jeg magter ganske enkelt så meget hvisken og tisken og bagtaleri og hønsegård.
  • At det er intet mindre end fantastisk rent faktisk at kunne hjælpe folk. At gøre en lavpraktisk forskel for nogle mennesker. Føles fandme fedt.
  • At jeg traf den helt rigtige beslutning, dengang jeg vaklede mellem antropologi og sygeplejeskolen. Jeg ville gå i stykker flere gange om dagen, hvis jeg konsekvent skulle konfronteres med verdens grumme urimeligheder. 
  • At hvis jeg nogensinde bliver dement, så vil jeg gerne have en sprøjte med rigtig meget insulin, inden det går rigtig galt. Ikke fordi der er noget galt med demente (udover det åbenlyse), men det er i mine øjne den grummeste sygdom, der findes. Langsomt at forsvinde fra sig selv og alt man har været, mens de mennesker man elsker allerhøjest står i hjørnet og går ud af sig selv af ren frustration. Så hellere dø og lade mindet ære det, der var.
  • At alderdom lader meget tilbage at ønske. Det er slet ikke så Tante Grøn (som var kronisk syg), Tante Brun (som var hende den søde med kagerne) og Tante Lilla (hende den pisseirriterende) agtigt, som jeg håbede på. For mange indebærer det smerter, dårligdom og afhængighed af andre mennesker. Jeg prøver virkelig at huske, hvor grænseoverskridende det må være at skulle have intim hjælp af et helt fremmed menneske, og dermed være det der empatisk. 
  • At menneskekroppen er fucking fantastisk. Indrømmet, nogle gange laver den nogle mærkelige prioriteringer, men stadigvæk. Den er jo det vildeste apparat. 
  • At gamle mennesker sjældent er gamle inde i hovedet. Mange af dem bliver mere magelige, mindre rummelige, mindre fleksible (både fysisk og psykisk), men de fleste anser sig stadig som relativt unge i et noget ældre hylster. Det gør mig fortrøstningsfuld. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar