mandag den 31. august 2015

It's the final countdown

Nu er vi ved at være så uhyggeligt tæt på den 1. september (om 26  timer sidder jeg på Syddansk Universitet til intro-dag, but who's really counting?) og dermed studiestart, at mine nerver sidder uden på bukser, bluser og kjoler. Sat fast med superlim. Altså nerverne. Hooooldnukæft, jeg er spændt. Og ængstelig. Og begejstret. Og nervøs. Men mest spændt. Lidt bange. Jeg kan godt lige pludselig blive afsindig urolig for, om jeg overhovedet kan huske, hvordan man studerer. Det er noget med selvdisciplin, og jeg tror desværre, den er blevet væk i vask. Om jeg er klog nok, om jeg kan lide de andre, om de andre kommer til at kunne lide mig, om jeg overhovedet er så god til tegnsætning som jeg går og bilder folk ind. Hvor stor er læsemængden, hvad koster en is i Odense, hvordan fanden finder jeg rundt, jeg skal have købt flere vatrondeller, kan man finde et studiejob, har jeg tid til det og kan jeg det her?

Jeg hader mig selv meget inderligt for altid at sammenligne mig med andre. Jeg prøver at lade være, men med så flossede nerver som jeg sporter p.t. tager pathos i et snuptag rattet fra logos og buldrer af sted med 186 km/t. Af en for mig ukendt årsag, er ræsonnementet i mit hoved, at de andre 49 optagne journaliststuderende in spe er meget dygtigere, klogere, bedre og mere interessante end undertegnede. Det er de muligvis også, men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tro på det, velmenende  mennesker fortæller mig: At jeg faktisk kan *noget* med det skriftlige sprog (ja fuck dig, Jante), at jeg er kommet ind på drømmeuddannelsen på lige vilkår som alle de 49 andre, at de andre givetvis kan noget, jeg ikke kan, men at jeg måske kan noget, de ikke formår. Jeg lukker mine øjne blå og prøver at tro på det.

Odense din lækre satan, jeg kommer og fanger dig.

tirsdag den 18. august 2015

Mig og Mærsk Mc-Kinney Møller

Jeg er ikke ligefrem en del af det bedre borgerskab. Ej heller sidder den danske business-elite omringet af deres designermøbler og oddser på, hvornår jeg bliver den danske Donald Trump. Derfor kan I nok forstå min overraskelse over, at mig og Mærsk har fundet et fælles ståsted. Bogstaveligt talt. Ja, Mærsk og jeg (lidt a la Kongen og jeg, faktisk. Minus den seksuelle spænding) skal til at indgå en kontrakt. Sgu.

JEG HAR FÅET BOLIG! Ja, undskyld, men det er altså en caps lock situation. Jeg har kraftedme fået et sted at bo. Oh Jesus, Josef og Maria, hvor er jeg lettet! Jeg er minimum et helt menneske lettere. Ikke et model-menneske lettere; vi snakker en grillmadelskende type lettere. Det føles pissegodt. Og det sted jeg skal bo, takket være Monsieur Møller, er en kæmpe ny bygning ved Campus i Odense, som Mærsk (som vi elsker) har sponsoreret. Det er et højhus. Et møbleret højhus. Med balkon, designermøbler, gratis cykel og fitnesscenter til rådighed. Jeg fatter minus, for jeg brugte otte minutter på at skrive den påkrævede engelske ansøgning inden jeg løb ud af døren og på arbejde. Alligevel er jeg blevet godkendt. Hurra. Jeg forstår ikke mit eget held, men jeg er SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ meget nede med det! Det der nymodens noget med beton og elevatorer og fjernbetjenings-belysning og stole, borde og lamper af et bestemt og dyrt mærke er faktisk overhovedet ikke mig. Jeg er mere sådan en genbrug, affektionsværdielskende, loppemarkeds, arvegods-type. Til gengæld er det totalt meget mig med tag over hovedet og en seng at sove i. Herfra er der kun tilbage at citere Finn Nørbygaard: Ja tak, ja tak ooooooog JA TAK!

mandag den 10. august 2015

Forresten vol. 8

  • Overvejer jeg at skrive et brev til Mikkel Behas sønner. Dem der sejler rundt med en båd, der ikke er Nordkaperen. Da jeg gik i 3.g. skrev jeg et brev til Troels Kløvedal, fordi jeg selv syntes, det var en storslået ide, at jeg kunne komme med på en sejltur kloden rundt. Stille og roligt. Troels svarede aldrig, og ja, jeg er stadig bitter. Mikkel Behas sønner er markant pænere, og jeg tænker jo tak.
  • Kunne jeg rigtig godt tænke mig at spise en jordbærtærte med Bodil Jørgensen.
  • Er der snart Reunion the Sequel med O'Malley og Tyskeren. Og jeg glæder mig ustyrligt!
  • Var jeg til bryllup i weekenden. Der er gang i romantikken. 
  • Har jeg set Thelma & Louise. Det var første gang. Og det bliver dyrt, for det betyder, at Helene Den Skønne og jeg skal køre det vestlige USA rundt i en veteran Thunderbird med flagrende hår, store solbriller og et soundtrack med lige dele Kanye West og Bruce Springsteen. Minus voldtægt, politiforfølgelse og selvmord. Gerne plus Brad Pitt i bar overkrop. 
  • Har jeg forelsket mig i en taske fra Savannah Wild. Til 3500 kroner. Det er måske lige friskt nok. SU and all. 
  • Gik det, som jeg forudså, ikke pissegodt med at rationere Orange Is The New Black. Jeg venter da bare et år. Igen. Så. 
  • Har jeg været så optaget af vaffelis med kugler, at jeg helt havde glemt softice. Heldigvis fik jeg hjernen tilbage i tide og fordeler nu min kærlighed ligeligt.
  • Er jeg over kodylt max spændt på at se, hvem der bliver mine medstuderende. Iiiiih. 
  • Glæder jeg mig selvsagt til studiet, men er også på toppen over, at jeg for første gang siden børnehaven, kommer til at indgå i en institution, hvor der er ligeså mange y-kromosomer, som der er dobbelt x. Nøj, hvor bliver det godt. Både for dynamikken og for fredagsbaren. 
  • Flirter jeg rigtig meget med tanken om at forlade nationen til min fødselsdag. Jeg kunne godt lige se mig fylde 25 på en græsk ø med en mojito i hånden. Lyder da i al ydmyghed som en genial plan. Afbudsrejser - vær rare ved mig!
  • Undrer jeg mig over mennesker, der koger grøntsager. Grøntsager skal knase. Bortset fra blomkål - det skal koges. 
  • Forstår jeg ikke de kvinder, der får tatoveret deres øjenbryn. Det ser så freaky ud. Det er botox for behåring - absolut ingen bevægelse i området
  • Har jeg overhovedet ikke drukket nok iskaffe på det seneste. 
  • Mødte jeg i sidste uge en ung kvinde, jeg har gået i folkeskole med. Hun ville (ligesom resten af verden) gerne høre lidt om min civilstatus. Hun var ked af at høre, at jeg er single, men forsikrede mig om, at der da MÅ være en enkelt fynbo, der ikke er kræsen. Jeg fatter minus af, hvorfor alle har så travlt på mine vegne - har jeg en hvid tatovering i panden med teksten "fordømmelse modtages gerne"? Jesus altså. 
  • Forstår jeg ikke knapperne på min nye computer og jeg har således lige trykket på noget, der fik mig til at dele skærmbilleder i Dropbox. Øhm, hov?
  • Er den danske sommer mega nem at tilgive. Der er få ting, der er ligeså smukke og som giver en følelse af, at det hele nok skal gå. På trods af hjemløshed og manglende litteraturliste (gik seriøst rundt og troede, at AU var det største bureaukratiske nossefår - de har skarp konkurrence fra fynboerne, skulle jeg hilse og sige) og evige irritationsmomenter. Solen er her, den luner hjerte og sjæl - det skal sgu nok gå det hele. Jeg giver en gin & tonic!

søndag den 2. august 2015

Bolig karma

For fanden i helvede... Siden jeg flyttede hjemmefra for efterhånden mange år siden, har min boligsituation været fucked fragmenteret. Jeg har de sidste seks år enten været ved at pakke ned i kasser, pakke ud af kasser, været ved at lede efter bolig, været ved at fraflytte bolig, været på vej ud af landet, eller været ved at blive sindssyg over min situation. Jesus, hvor ville jeg dog ønske, at jeg var blevet klogere. Men det er jeg ikke. Det sted jeg har boet længst, havde den tvivlsomme fornøjelse i 11 måneder. Det er sgu ikke en imponerenede track-record. Jeg ved det godt, og det gør mig faktisk ret ked af det. Det kan efterhånden godt mærkes, at jeg ikke har haft en reel base i over et halvt årti (fuck). Det trænger jeg til. Hvor det ligger i håndleddet, hvad vej døren låses op. Hvor det kan betale sig at søge om boligstøtte. Hvor det kan betale sig at hænge malerier op, fordi de skal blive hængende mere end et kalenderår. Det gad jeg rigtig godt.

Nu sidder jeg her igen. Med under en måned til studiestart på drømmestudiet, der tilfældigvis ligger i Odense. Og jeg sover stadig på sofaer og mit gamle børneværelse. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor jeg fysisk befinder mig om en måned. Aner det ikke. Jeg kunne også godt tænke mig, at jeg var en cool type, der ikke tog det så tungt. Det projekt kan bedst måles med en succesrate svarende til temperaturen på indlandsisen. Men men. Der er heldigvis tag-over-hovedet garanti, der fungerer på den måde, at man sikres en midlertidig bolig i tre måneder ved studiestart. Det er en trøst, faktisk ret flot en garanti at få stillet, og ja det skal nok gå og bla bla bla. Men for en enkelt gangs skyld ville det være rart, at der bare var styr på det. Så jeg ikke skal til at flytte midt i semesteret. Men der er ikke styr på en skid, og det er min egen skyld. Jeg har været for sent ude. Totalt min egen skyld. Hvilket faktisk gør kamelen noget sværere at skjule. Vi snakker kæmpe-kamel. Nå. Men så bruger Hanan (den forsvundne tvilling) og jeg de tre måneder på at finde verdens bedste delelejlighed til os i Odense by. Ja sgu. Lyder det ikke som en skudsikker plan?

Det positive er, at jeg har totalt tjek på mine ejendele og kan klare mig i forbavsende mange måneder uden mine ting. Det er vel også en slags gevinst. Eller hvad?