mandag den 31. august 2015

It's the final countdown

Nu er vi ved at være så uhyggeligt tæt på den 1. september (om 26  timer sidder jeg på Syddansk Universitet til intro-dag, but who's really counting?) og dermed studiestart, at mine nerver sidder uden på bukser, bluser og kjoler. Sat fast med superlim. Altså nerverne. Hooooldnukæft, jeg er spændt. Og ængstelig. Og begejstret. Og nervøs. Men mest spændt. Lidt bange. Jeg kan godt lige pludselig blive afsindig urolig for, om jeg overhovedet kan huske, hvordan man studerer. Det er noget med selvdisciplin, og jeg tror desværre, den er blevet væk i vask. Om jeg er klog nok, om jeg kan lide de andre, om de andre kommer til at kunne lide mig, om jeg overhovedet er så god til tegnsætning som jeg går og bilder folk ind. Hvor stor er læsemængden, hvad koster en is i Odense, hvordan fanden finder jeg rundt, jeg skal have købt flere vatrondeller, kan man finde et studiejob, har jeg tid til det og kan jeg det her?

Jeg hader mig selv meget inderligt for altid at sammenligne mig med andre. Jeg prøver at lade være, men med så flossede nerver som jeg sporter p.t. tager pathos i et snuptag rattet fra logos og buldrer af sted med 186 km/t. Af en for mig ukendt årsag, er ræsonnementet i mit hoved, at de andre 49 optagne journaliststuderende in spe er meget dygtigere, klogere, bedre og mere interessante end undertegnede. Det er de muligvis også, men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tro på det, velmenende  mennesker fortæller mig: At jeg faktisk kan *noget* med det skriftlige sprog (ja fuck dig, Jante), at jeg er kommet ind på drømmeuddannelsen på lige vilkår som alle de 49 andre, at de andre givetvis kan noget, jeg ikke kan, men at jeg måske kan noget, de ikke formår. Jeg lukker mine øjne blå og prøver at tro på det.

Odense din lækre satan, jeg kommer og fanger dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar