tirsdag den 18. august 2015

Mig og Mærsk Mc-Kinney Møller

Jeg er ikke ligefrem en del af det bedre borgerskab. Ej heller sidder den danske business-elite omringet af deres designermøbler og oddser på, hvornår jeg bliver den danske Donald Trump. Derfor kan I nok forstå min overraskelse over, at mig og Mærsk har fundet et fælles ståsted. Bogstaveligt talt. Ja, Mærsk og jeg (lidt a la Kongen og jeg, faktisk. Minus den seksuelle spænding) skal til at indgå en kontrakt. Sgu.

JEG HAR FÅET BOLIG! Ja, undskyld, men det er altså en caps lock situation. Jeg har kraftedme fået et sted at bo. Oh Jesus, Josef og Maria, hvor er jeg lettet! Jeg er minimum et helt menneske lettere. Ikke et model-menneske lettere; vi snakker en grillmadelskende type lettere. Det føles pissegodt. Og det sted jeg skal bo, takket være Monsieur Møller, er en kæmpe ny bygning ved Campus i Odense, som Mærsk (som vi elsker) har sponsoreret. Det er et højhus. Et møbleret højhus. Med balkon, designermøbler, gratis cykel og fitnesscenter til rådighed. Jeg fatter minus, for jeg brugte otte minutter på at skrive den påkrævede engelske ansøgning inden jeg løb ud af døren og på arbejde. Alligevel er jeg blevet godkendt. Hurra. Jeg forstår ikke mit eget held, men jeg er SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ meget nede med det! Det der nymodens noget med beton og elevatorer og fjernbetjenings-belysning og stole, borde og lamper af et bestemt og dyrt mærke er faktisk overhovedet ikke mig. Jeg er mere sådan en genbrug, affektionsværdielskende, loppemarkeds, arvegods-type. Til gengæld er det totalt meget mig med tag over hovedet og en seng at sove i. Herfra er der kun tilbage at citere Finn Nørbygaard: Ja tak, ja tak ooooooog JA TAK!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar