onsdag den 30. september 2015

Mine planer i Merkels by (uden Merkel)

Jeg skal til Berlin lige rundt om hjørnet. I morgen, faktisk. Med det skønne kvindfolk, jeg lærte at kende i noget så sexet som Randers Fælles Elevråd, og som siden 2004 har rocket min verden, som var hun en førsteklasses gyngestol. Hun er min bedste veninde, jeg er helt tosset med hende, og derfor skal vi til Berlin sammen. Og jeg. Kan ikke. Få armene ned.

Jeg forestiller mig noget med en brezel, en middag på den legendariske The Bird, hvor vi skal være klamme og spise verdens mest snaskede - og måske bedste - burger. Med en sjus on the side, selvfølgelig. Jeg forudser øl (helst i glas med hank), chokolade (læs: billig rittersport som metervare) og orn'lig meget shopping. For vi er kvinder i midten af tyverne og hvis vi ikke skal misbruge vores dankort nu, hvornår skal vi så? Hva? Jeg tænker upassende mange double-selfies og knudrede forsøg på tysk. Jeg tænker også en is, fordi de lover forårsvejr i det tyske. Der bliver så afgjort også et upassende grineflip, der vanen tro afføder undren over det grin, jeg er blevet udstyret med. Vi skal bo på Kufürstendamm og vi skal vade Berlin tyndere end rispapir. Vi skal i KaDeWe og spise lagkage og måske kommer vi også forbi gode gamle Brandenburger Tor, hvor en due engang sked på min søsters skulder.

Duer eller ej. Bedst af alt bliver selskabet. Et selskab, der altid er spitze uanset om det er i London, Bønnerup, hovedstaden, 8210. Og lur mig, om ikke det også fungerer i Berlin. Vi skal have ondt i fødderne af at gå, ondt i mavemusklerne af at grine og ondt i halsen af at snakke. Åh altså. Vi tæller ned til take-off. Ren Andreas Mogensen.

Møjn. Eller auf wiedersehn. Vi ses i hvert fald. Senere.


søndag den 27. september 2015

Oops I did it again

Jeg har booket en ferie med den skønne Jane. Når jeg fylder 25, sidder jeg således i Ægypten med en af de bedste. Med et krystalklart, varmt hav og deri et koralrev to die for. Der er bjerge, store vidder, ørkenglimtende støv på beduinhytter, kitschede souvenirs, sikkert alt for mange blegfede turister med bøllehat og solskoldning. Men hold nu kæft, hvor jeg glæder mig. Jeg kan faktisk ikke forestille mig en bedre måde at tilbringe min fødselsdag på.

Jeg har været i tvivl. Meget. For det første fordi jeg lige præcis ikke fylder år i efterårsferien, men derimod i starten af uge 43. Det betyder, at jeg kommer til at gå glip af en del timer på uni. Desuden koster det penge at rejse, og som de fleste studerende, har jeg ikke en decideret tank læsset til randen med guldmønter. I så fald er vi ude i en kasserolle med guldmønter, dér ville jeg kunne være med. Omend det ville være utrolig svært for mig at svømme i sådan en kasserolle. Joakim von And for the win. Men. Jeg har besluttet, at jeg kun fylder 25 én gang, at man altid kan tjene flere penge, og at min uddannelse nok består, selvom jeg går glip af fire dage. Når jeg er vakkelvorn som en gammel lænestol i forhold til at træffe en beslutning, prøver jeg at forestille mig selv siddende i en gyngestol, gangbesværet, halvblind, halvdøv og i gang med at spise jordbærtærte. Hvad vil mit fremtidige jeg ærgre sig mest over? At vi gik glip af en forelæsning om syntaks og semantik og en anden om udviklingen af den danske partipresse eller, at vi ikke tog til Ægypten med en af vores bedste veninder, da vi fyldte 25? Ja. Lige præcis.

Hurra for mit fremtidige gamle jeg, hurra for Mulan (ja, jeg hører soundtracket - i den forbindelse hurra for Stig Rossen og Shang). Hurra for Ægypten, Jane og fødselsdag. Jeg er mentalt begyndt at pakke; i kufferten skal der være orn'lig meget solcreme, en stråhat, nogle lange kjoler, mit kamera og Nik & Jay style: intet andet end love og et dankort i pendulfart. 3 uger!

mandag den 21. september 2015

'Cause we are living in a material world...

Siden gymnasiet har jeg haft en aftale med mig selv: Når jeg engang bliver færdiguddannet (hvilket slet ikke har så lange udsigter, som det har haft) vil jeg hæve min første lønseddel i kontanter. And I will make it rain! Derefter vil jeg lægge en solid pulje af de penge til side; til mad, husleje og alt det andet kedelige. Resten af pengene vil jeg bruge. På lige netop det, jeg har lyst til. Alt det, jeg i årevis ikke har haft midlerne til eller har nedprioriteret til fordel for eksempelvis rugbrød, toiletpapir og appelsinmarmelade. Og inden der kommer skarpe bemærkninger om, at jeg rejser en del og generelt ikke går for lud og koldt vand, vil jeg påpege, at det ved jeg godt. Jeg fordeler selv mine penge, og en stor del af dem vælger jeg at lade gå til udlandet. Men derfor har jeg stadig hede materialistiske drømme.

Derfor. Når jeg bliver færdiguddannet, vil jeg:
  • Købe en meget dyr taske fra Savannah Wild. 
  • Tage til en ikke nærmere defineret storby i en weekend og a. fejre det job, jeg har scoret mig og b. shoppe amok.
  • Gå til flere koncerter, se flere film i biografen, gå i teatret  og se bunkevis af live stand-up. 
  • Bestille en ugentlig madkasse-ting fra Årstiderne. 
  • Købe for rigtig mange hundrede kroner undertøj. Måske endda lingerie. Jeg vil altså bevæge mig væk fra 3-paks modellen. 
  • Bestille hele indholdet af min ønskeliste på amazon. Det er altsammen bøger, og det bliver en god dag.
  • Investere i et nyt objektiv til mit højtelskede kamera.
  • Købe et salat-bestik. 
  • Invitere mine bedste veninder ud at spise på restaurant. Bare fordi jeg kan.
  • Sende spontane blomster til min storesøster.
  • Gå ind på Gannis hjemmeside og have en solo-fest. 
  • Få ompolstret den lænestol, jeg arvede fra min Bedstemor for over 15 år siden. 
  • Købe en uforskammet stor isvaffel. 
Fuck, hvor jeg håber, at jeg får et arbejde. Ellers har jeg hørt, at dagpengeland skulle være et festligt indspark af dimensioner. 

fredag den 18. september 2015

Forresten vol. 9

  • Har jeg optur over Ulige Numre! 
  • Er der nogle gange utrolig kort fra tanke til handling i mit univers. Således gik der 45 minutter fra første gennemlytning af ovenstående bands nyeste CD til, at koncertbilletterne var bestilt.
  • Må Burhan G. og Joey Moe rigtig gerne simultant flette deres respektive næb.
  • Ligner jeg stadig en lallende jubelidiot, når jeg fortæller folk om min helt igennem fænomenale Roskilde Festival.
  • Sidder jeg om 13 dage i Tysklands hovedstad med verdens sødeste menneske. Jeg storglæder mig! 
  • Kunne jeg snildt leve af dronninge mandler. Hvis det skulle være.
  • Rytmeæg. Tænk lige over det. 
  • Er jeg blevet født virtuelt. Det er min måde at sige på, at jeg har oprettet en Twitter-konto.Og er stadig lidt bange for det. 
  • Har mine undervisere sagt, at de ikke vil afvise, at man kan være journalist uden Facebook, men at de ikke vil anbefale det. Jeg skal vise dem, skal jeg!
  • Burde mennesker, der udfører crush porn fandme straffes. Hårdt! Fy for fucking py. 
  • Har mit hoved problemer med at begribe, at det om lidt er TO år siden, jeg kom hjem fra New York. What da fuck?
  • Er en kandidatuddannelse i journalistik temmelig tidskrævende. Og ret lækker alligevel.
  • Har jeg endnu ikke været i fredagsbar, hvilket på en ret konkret måde sætter det tidskrævende aspekt i perspektiv. 
  • Kaster jeg en lille smule op inde bagerst i munden, hver gang min underviser siger til mig, at "sandheden er konkret". #dettrorjegsåikkeligedener
  • Har jeg ser dokumentaren "Bonnie og de tusinde mænd" to gange. Den er så fin. 
  • Har jeg ikke en færdigdannet holdning til prostitution. 
  • Har jeg til gengæld en meget specifik holdning til mennesker, der har en meget specifik holdning til prostitution. 
  • Vil jeg have en hund engang. Og den skal måske hedde Arne. Den skal i hvert fald ikke hedde King. 
  • Har jeg lavet ønskeseddel til min fødselsdag. Den fylder to sider. 
  • Gider jeg faktisk ikke høre mere om Andreas Mogensen.
  • Gider jeg faktisk ikke høre mere på Søren Espersen. 
  • Er jeg slet ikke traumatiseret over, at One Direction har slået op med hinanden.
  • Er jeg begyndt at glæde mig til jul.
  • Skal jeg holde op med at glæde mig til jul. 

lørdag den 12. september 2015

Aylan gav syriske flygtninge gevinst i det virale lotteri

Medmindre du er sådan en sær snegl, der ikke har internet, behøver jeg vel ikke forklare dig, at billedet af den druknede tre-årige dreng Aylan Kurdi har oversvømmet samtlige sociale medier. Diskussionen har været mere livlig end en sen nattetime på Den Glade Viking i uge 31.
Det fyger med argumenter. Er det etisk forsvarligt at offentliggøre et billede af et dødt menneske, endsige et barn? Er det ikke uetisk at lade være?

Jeg kan faktisk ikke helt se problemet. Etisk er det en interessant diskussion, men moralsk og politisk synes jeg ikke, der er meget at rafle om. Men nu sidder vi jo heller ikke og spiller Yatzy.
Skal vi lige tænke over, hvornår krigen i Syrien begyndte? Et hurtigt slag forbi Google kan fortælle dig, at det var i 2011. Og så kan du sidde i din IKEA-sofa og gnaske i en rugbrød med blå Klovborg og stille dig skeptisk over for, om det nu alligevel er så lang tid, der har været borgerkrig dernede i Syrien. Ja, det er det. Og jeg kan godt forstå dine tanker, for jeg har dem selv. Det er jo ikke rart at blive bombarderet med information om bombardementer konstant. Heldigvis for os er det relativt nemt at slukke for nyhedsstrømmen. Og det gør vi så. Indtil en lille dreng drukner og vi allesammen (næsten da) bliver enige om, at EU må få hovedet ud af ringmusklen og handle. Præcist hvad den handling skal indebære, er en kende mere kompliceret.

Kan du huske det ikoniske billede fra Vietnam-krigen af en nøgen pige under et napalm-angreb? Var det etisk at fotografere en pige under sådanne omstændigheder? Måske ikke. Men var det ikke lige præcis det, der skulle til for at få resten af verden til at forstå, hvad USA egentlig havde gang i derovre i det fjerne Østen? Ja, det var et ledende spørgsmål.

Et postulat, der ofte kommer fra tilhængere af politik til højre fra midten er, at man er en idiot, hvis man klatrer ombord i en overfyldt gummibåd, der ikke ville kunne holde til en uges charterferie. Her vil jeg gerne bede højrefløjen om at tænke over alternativet. Men med Aylan Kurdi virker det i forvejen lasede argument ikke. Aylan var nemlig tre år, og inden hans liv nogensinde rigtigt begyndte, satte tilfældigheder, uretfærdighed og en sølle gummibåd en stopper for det. Fordi hans forældre traf en beslutning på hans vegne, som vores forældre har gjort for os. Jeg kan kun gisne om, hvad Kurdi-parrets tanker har været, men jeg tvivler på, at de har villet se deres to sønner drukne. Så kan højrefløjen kalde mig en naiv pladderhumanist, men mon ikke de pågældende forældre i stedet har håbet det bedste for deres børn - og at dette bedste ikke indebærer at vokse op midt i en krig, hvor en diktator og Islamisk Stat leger virkelighedens Sænke Slagskibe og konkurrerer på, hvem der kan slå flest civile ihjel.

Argumenter om, at vi glemmer Afrika, at der er mange velfærds-flygtninge, og at det jo kun er de rigeste flygtninge, der kommer her til vort forjættede Europa, pisser mig mildest talt af. Jeg synes ikke, man kan tillade sig at lukke øjnene i, sætte sig ved sin musselmalede kaffekop, æde en vakuumpakket hindbærroulade, se et afsnit Bagedysten, og så bare være komplet blind over for det faktum, at ikke alle har været så heldige, at de blev født ind i en top ti af verdens rigeste nationer. En nation, som jeg elsker og er stolt af. Men også bliver flov over, når vi går med skyklapper så store, at vi tror, vores andedam bliver ødelagt, fordi der kommer et par svaler og krager og slår sig ned.

De sociale medier er et viralt lotteri. Du kan anfægte det, du kan synes, det er unfair og du kan synes, min overskrift er usmagelig. Desuagtet: Hvad der går viralt er ligeså tilfældigt, som hvilken sædcelle, der i tidernes morgen blev til dig. Nogle billeder har større gennemslagskraft end andre. Et billede af en tre-årig kurdisk dreng, der er død på vej til Grækenland har vist sig at have pænt stor gennemslagskraft. Billedet likes, deles, retweetes og distribueres i en lind strøm på samtlige sociale medier. Er Aylan Kurdi det første barn, der er druknet på vej til Europa i en gummibåd? Helt sikkert ikke. Bløder vores hjerte for ham alligevel? Helt sikkert. Aylan rammer direkte ind i pathos. Er det forfærdeligt, at vi skal se et lille menneske skyllet op på en ellers lækker strand, før vores reptilhjerner fanger seriøsiteten af denne vanvitttige krise? Ja. Er det ulækkert, at vi mennesker er indrettet sådan? Muligvis. Er det forståeligt, at vi er sådan? Ja. For som Stalin sagde: "Når en person dør, er det en tragedie, når en million personer dør, er det statistik". Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan holde ud at forholde os til verdens grumme urimeligheder konstant, men vi kan ikke ignorere billedet af Aylan. Eller hvad?

Aylan har tabt det største spil af slagsen, men hans tab har givet andre flygtninge en ubetalelig, omend vilkårlig, gevinst i det virale lotteri. Så er der jo bare tilbage at håbe, at Dansk Tipstjeneste aka. Regeringen husker de andre mennesker, der har købt en billet.