lørdag den 12. september 2015

Aylan gav syriske flygtninge gevinst i det virale lotteri

Medmindre du er sådan en sær snegl, der ikke har internet, behøver jeg vel ikke forklare dig, at billedet af den druknede tre-årige dreng Aylan Kurdi har oversvømmet samtlige sociale medier. Diskussionen har været mere livlig end en sen nattetime på Den Glade Viking i uge 31.
Det fyger med argumenter. Er det etisk forsvarligt at offentliggøre et billede af et dødt menneske, endsige et barn? Er det ikke uetisk at lade være?

Jeg kan faktisk ikke helt se problemet. Etisk er det en interessant diskussion, men moralsk og politisk synes jeg ikke, der er meget at rafle om. Men nu sidder vi jo heller ikke og spiller Yatzy.
Skal vi lige tænke over, hvornår krigen i Syrien begyndte? Et hurtigt slag forbi Google kan fortælle dig, at det var i 2011. Og så kan du sidde i din IKEA-sofa og gnaske i en rugbrød med blå Klovborg og stille dig skeptisk over for, om det nu alligevel er så lang tid, der har været borgerkrig dernede i Syrien. Ja, det er det. Og jeg kan godt forstå dine tanker, for jeg har dem selv. Det er jo ikke rart at blive bombarderet med information om bombardementer konstant. Heldigvis for os er det relativt nemt at slukke for nyhedsstrømmen. Og det gør vi så. Indtil en lille dreng drukner og vi allesammen (næsten da) bliver enige om, at EU må få hovedet ud af ringmusklen og handle. Præcist hvad den handling skal indebære, er en kende mere kompliceret.

Kan du huske det ikoniske billede fra Vietnam-krigen af en nøgen pige under et napalm-angreb? Var det etisk at fotografere en pige under sådanne omstændigheder? Måske ikke. Men var det ikke lige præcis det, der skulle til for at få resten af verden til at forstå, hvad USA egentlig havde gang i derovre i det fjerne Østen? Ja, det var et ledende spørgsmål.

Et postulat, der ofte kommer fra tilhængere af politik til højre fra midten er, at man er en idiot, hvis man klatrer ombord i en overfyldt gummibåd, der ikke ville kunne holde til en uges charterferie. Her vil jeg gerne bede højrefløjen om at tænke over alternativet. Men med Aylan Kurdi virker det i forvejen lasede argument ikke. Aylan var nemlig tre år, og inden hans liv nogensinde rigtigt begyndte, satte tilfældigheder, uretfærdighed og en sølle gummibåd en stopper for det. Fordi hans forældre traf en beslutning på hans vegne, som vores forældre har gjort for os. Jeg kan kun gisne om, hvad Kurdi-parrets tanker har været, men jeg tvivler på, at de har villet se deres to sønner drukne. Så kan højrefløjen kalde mig en naiv pladderhumanist, men mon ikke de pågældende forældre i stedet har håbet det bedste for deres børn - og at dette bedste ikke indebærer at vokse op midt i en krig, hvor en diktator og Islamisk Stat leger virkelighedens Sænke Slagskibe og konkurrerer på, hvem der kan slå flest civile ihjel.

Argumenter om, at vi glemmer Afrika, at der er mange velfærds-flygtninge, og at det jo kun er de rigeste flygtninge, der kommer her til vort forjættede Europa, pisser mig mildest talt af. Jeg synes ikke, man kan tillade sig at lukke øjnene i, sætte sig ved sin musselmalede kaffekop, æde en vakuumpakket hindbærroulade, se et afsnit Bagedysten, og så bare være komplet blind over for det faktum, at ikke alle har været så heldige, at de blev født ind i en top ti af verdens rigeste nationer. En nation, som jeg elsker og er stolt af. Men også bliver flov over, når vi går med skyklapper så store, at vi tror, vores andedam bliver ødelagt, fordi der kommer et par svaler og krager og slår sig ned.

De sociale medier er et viralt lotteri. Du kan anfægte det, du kan synes, det er unfair og du kan synes, min overskrift er usmagelig. Desuagtet: Hvad der går viralt er ligeså tilfældigt, som hvilken sædcelle, der i tidernes morgen blev til dig. Nogle billeder har større gennemslagskraft end andre. Et billede af en tre-årig kurdisk dreng, der er død på vej til Grækenland har vist sig at have pænt stor gennemslagskraft. Billedet likes, deles, retweetes og distribueres i en lind strøm på samtlige sociale medier. Er Aylan Kurdi det første barn, der er druknet på vej til Europa i en gummibåd? Helt sikkert ikke. Bløder vores hjerte for ham alligevel? Helt sikkert. Aylan rammer direkte ind i pathos. Er det forfærdeligt, at vi skal se et lille menneske skyllet op på en ellers lækker strand, før vores reptilhjerner fanger seriøsiteten af denne vanvitttige krise? Ja. Er det ulækkert, at vi mennesker er indrettet sådan? Muligvis. Er det forståeligt, at vi er sådan? Ja. For som Stalin sagde: "Når en person dør, er det en tragedie, når en million personer dør, er det statistik". Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan holde ud at forholde os til verdens grumme urimeligheder konstant, men vi kan ikke ignorere billedet af Aylan. Eller hvad?

Aylan har tabt det største spil af slagsen, men hans tab har givet andre flygtninge en ubetalelig, omend vilkårlig, gevinst i det virale lotteri. Så er der jo bare tilbage at håbe, at Dansk Tipstjeneste aka. Regeringen husker de andre mennesker, der har købt en billet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar