mandag den 21. september 2015

'Cause we are living in a material world...

Siden gymnasiet har jeg haft en aftale med mig selv: Når jeg engang bliver færdiguddannet (hvilket slet ikke har så lange udsigter, som det har haft) vil jeg hæve min første lønseddel i kontanter. And I will make it rain! Derefter vil jeg lægge en solid pulje af de penge til side; til mad, husleje og alt det andet kedelige. Resten af pengene vil jeg bruge. På lige netop det, jeg har lyst til. Alt det, jeg i årevis ikke har haft midlerne til eller har nedprioriteret til fordel for eksempelvis rugbrød, toiletpapir og appelsinmarmelade. Og inden der kommer skarpe bemærkninger om, at jeg rejser en del og generelt ikke går for lud og koldt vand, vil jeg påpege, at det ved jeg godt. Jeg fordeler selv mine penge, og en stor del af dem vælger jeg at lade gå til udlandet. Men derfor har jeg stadig hede materialistiske drømme.

Derfor. Når jeg bliver færdiguddannet, vil jeg:
  • Købe en meget dyr taske fra Savannah Wild. 
  • Tage til en ikke nærmere defineret storby i en weekend og a. fejre det job, jeg har scoret mig og b. shoppe amok.
  • Gå til flere koncerter, se flere film i biografen, gå i teatret  og se bunkevis af live stand-up. 
  • Bestille en ugentlig madkasse-ting fra Årstiderne. 
  • Købe for rigtig mange hundrede kroner undertøj. Måske endda lingerie. Jeg vil altså bevæge mig væk fra 3-paks modellen. 
  • Bestille hele indholdet af min ønskeliste på amazon. Det er altsammen bøger, og det bliver en god dag.
  • Investere i et nyt objektiv til mit højtelskede kamera.
  • Købe et salat-bestik. 
  • Invitere mine bedste veninder ud at spise på restaurant. Bare fordi jeg kan.
  • Sende spontane blomster til min storesøster.
  • Gå ind på Gannis hjemmeside og have en solo-fest. 
  • Få ompolstret den lænestol, jeg arvede fra min Bedstemor for over 15 år siden. 
  • Købe en uforskammet stor isvaffel. 
Fuck, hvor jeg håber, at jeg får et arbejde. Ellers har jeg hørt, at dagpengeland skulle være et festligt indspark af dimensioner. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar