søndag den 25. oktober 2015

Mit kvarte århundrede

Teknik er noget lort, og der blev trykket "udgiv" på dette indlæg den 20. oktober. Jeg er med på, at det i dag er den 25., hvilket leder os tilbage til, at teknik er noget lort. Anyhoodles, skrevet og supposed to be published tirsdag den 20. oktober 2015:

Jeg satser på at blive minimum 100 år. I så fald er jeg i dag en fjerdedel af vejen. 25-års angsten er ikke indfundet endnu. Jeg er sikker på, at den ikke kommer. Panik omkring egen alder indtræffer, når man ikke er tilfreds med papiret. Det papir, vi allesammen mere eller mindre modvilligt tager frem en gang imellem og kigger på. Afkrydsningslisten. Færdiggjort uddannelse. Tjek. Fed lejlighed. Tjek. Kæreste. Tjek. Bil. Tjek. Det bedste job. Tjek. Den Instagram-værdige tilværelse. Den tendens jeg hader. Ideen om det perfekte.

Jeg har ikke sådan en liste. Min liste består af ét punkt: "Man føler, hvad man føler, når man føler det. Og det skal man have lov til". Muligvis derfor tror jeg, at Svend Brinkmann og jeg kunne blive Danmarks nye makkerpar. Jeg har ikke den gængse liste, men jeg har en røvfuld taknemmelighed og glæde på sådan en tirsdag.

Jeg er ikke spontan, og jeg er ikke pladderromantisk nok til at kunne skrive, at livet er kort og at jeg er glad for at være her og at de sidste 25 år har været perfekte. For det har de ikke. Hold kæft hvor har jeg smækket med mange døre de sidste 25 år, hvor har jeg sagt mange upassende ting, hvor har jeg været en skidespræller af format, en bundurimelig, snotforkælet og egoistisk møgkælling. Hvor har jeg grædt mange, mange tårer. Hvor har hele min verden mange gange virket fuldstændig uoverskuelig, og hvor har jeg sommetider været i tvivl om, hvad fanden meningen var. Ikke 25 på-papiret perfekte år, men fuldkommen menneskelige. Og de er mine 25 år. Som også har været fyldt med boblende latter, masser af sjusser, flere grin end Mærsk kan tælle millioner, og en helt uovertruffen enklave af mennesker, jeg elsker ubetinget.

Jeg tror, at de første 25 år af ens liv er de mest voldsomme. Det er jo her, man bliver voksen, her man bliver formet som menneske, som en klat modellervoks. Man er aldrig færdig modelleret, men det inderste af voksen stivner og bliver urokkelig. Senere kan der slibes kanter, pilles ned og bygges på. Men nu er grundstenen på plads. Det er vildt, alligevel. Fra at være det højrøstede, blege barn, der partout skulle sove i sin egen seng og som havde et næsten unaturligt forhold til at have en base til at være en, der nu er flyttet for 10. gang. Fra den dybt usikre og triste teenager, der ikke troede på, at hun nogensinde ville blive til *noget* til at gå på drømmeuddannelsen, skrive for alle tiders Apropos og det meste af tiden være sikker på, at hun nok skal ende der, hvor hun vil.

Jeg er jo stadig mig. Stadig fan af det politiske ukorrekte, stadig usikker, stadig genert når nogen kigger mig dybt i øjnene, stadig dybt følsom, stadig hidsig og stædig. Stadig bange for højder, stadig fan af farven blå, stadig god ved dyr, stadig udpræget ordensmenneske, stadig udstyret med et skrækkeligt grin. Stadig bleg, blåøjet og med en tydelig blodåre over næseryggen, der gjorde, at jeg konsekvent i SFO'en blev spurgt om jeg havde malet mig med tusch i hovedet.

Det er så svært at opsummere, og det er der ingen, der har bedt mig om. Men nu sidder jeg her. I Ægypten. Med røde skuldre. Og en kær veninde i sengen ved siden af. Vi har lige siddet ved poolen, jeg har åbnet gaver. En smuk fingerring og Astrid Lindgren i papirform fyldt med kanel fra min storesøster, den pragmatiske drillepind. Har også fået tre gaver fra tre ægyptiske mænd, set pyramiderne og fået at vide, at jeg er 10 millioner kameler værd. Altså sidder jeg her. Og rammer en milepæl. Den gennemborende følelse er taknemmelighed. Jeg er dybt taknemmelig over, at min mor og far elskede hinanden højt nok til at lave mig, at der kom en utrolig grim, gul og fladmast baby til verden for 25 år siden. At der to år forinden var kommet en yndig baby til verden. Slægtskabet. Der er sgu mange sære fisk i min enorme familie, men nogle af dem er fandme guldfisk. Guldfisk jeg aldrig var svømmet forbi, hvis vi ikke delte de samme ariske gener. Og hold kæft, hvor bliver man ydmyg som menneske, når dé store tanker svømmer ind i overetagens akvarium. Af alle klodens lokaler, sædceller og tider, er jeg havnet lige hér. Fandme vildt. Ligeledes vildt, at alle mine umiddelbart tilfældige beslutninger har bragt mig så mange mennesker, jeg ikke fortjener. Et elevråd i folkeskolen skabte mig min bedste veninde, et semester i Argentina skabte to helt nye og forunderligt fortrolige veninder. En folkeskoleskift skabte verdens bedste drengeven og en dansklærer tændte den vildeste skriftlige gnist i mig. Den gnist jeg i dag går og puster til, varmer mig ved og som jeg håber bliver et decideret bål med tiden.

Livet er ikke lutter lagkage (det må jeg godt skrive, jeg har fødselsdag) - det er fandme hårdt, og det værste er, når nogen ikke deltager i festivitasen længere. Jeg savner dem stadig og altid -  i særdeleshed på min fødselsdag - men hvor er jeg taknemmelig over, hvor tæt et forhold jeg havde til min morfar, mormor og faster. Så tæt, at jeg stadig får blanke øjne, når jeg skriver om dem, så velsignet over, at de var en del af mit liv, at jeg lærte dem at kende og lykkelig over, hvor meget tryghed og kærlighed, de uden undtagelse pøsede på mig.

Tak for de første 25 år. Det har i sandhed været mig en fornøjelse.

fredag den 16. oktober 2015

Før takeoff

I dag var en dag dedikeret afslapning, musiklytning og finpudsning af semesteropgave. Men så besluttede korpusset sig for at lave en voxpop med titlen "Kan Isabella nå at blive syg, inden hun skal på ferie?". Jeg gjorde som ethvert fornuftigt voksent menneske: Ringede til min mor og klagede min nød. Frygt ej, mor har svaret. Derfor har jeg i skrivende stund netop poppet henholdsvis nummer 11 og 12 c-vitamin kapsel i dag. Der er videnskabeligt belæg for, at komprimerede citroner virker. Kombineret med en morgenhovedpine, der gav udslag i to pamol og et allergiudslæt af den anden verden på min ryg og røv, der resulterede i en allergipille, ja så føler jeg mig lidt som en misbruger.

Men altså. Mit midlertidige pillemisbrug tjener et godt formål. Nemlig det, at jeg i morgen ved denne tid sidder jeg med Jane i en ikke nærmere defineret gate i Kastrup Lufthavn og venter på den Boeing-et eller andet, der skal bringe os til Kleopatras land. Kufferten er næsten pakket, og den består primært af kjoler og solcreme. Jeg regner med, at jeg skal ned og spise en masse lækker frugt, en falafel, og is - altid is - ikke få rejse-ræser-røv, svømme i Det Røde Hav, og måske kigge på pyhhhhhhramiderne. Nå ja, og så skal jeg jo runde de der 25 år. Kanel-dagen. Og her kunne Jane desværre godt være typen, der ikke lader sig bremse af, at vi er på et andet kontinent. Men ellers forestiller jeg mig noget med at læse en bog, grine højt, inderligt og længe, købe et par snabelsko og en magisk lampe. Og så glæder jeg mig usigeligt (tror jeg) til at se, hvor mange kameler jeg er værd.

onsdag den 14. oktober 2015

Ønskeseddel

Jeg fylder år om SEKS dage. Ja, jeg er ude i et final-countdown-projekt og de, der ikke tæller ned til deres fødelsdage, virker dybt mærkelige. Det er jo en dag dedikeret dig, og som den narcissistiske skiderik, du sikkert er, er det jo perfekt. Nå. Jeg tæller i hvert fald ned. Og jeg storglæder mig. Det er spitze. Jeg har efterårsferie nu, på lørdag tager jeg til Ægypten, hvor der i øvrigt er 35 grader (ja, jeg er et røvhul), kommer hjem lørdagen efter og om søndagen skal jeg forkæles af min nærfamilie med gaver, boller, tandsmør og mors mad.

Jeg har en ønskeseddel på to sider. Computer-skrevet. Ikke alene er jeg et narcissistisk røvhul, jeg er også umanerlig materialistisk. Halvdelen er bøger, den anden halvdel er smykker, tøj, sko, makeup, tasker og andet luderkrudt. Apropos indlægget om min plan, når jeg bliver færdiguddannet, står jeg ved det. Det bliver da afsindig rart ikke at skulle lægge budget hver 14. dag for at være sikker på, at pengene slår til. Det bliver fedt at kunne tage en togtur til den anden ende af landet uden at det påvirker de næste tre ugers madindkøb. Det bliver lækkert at kunne forkæle både sig selv, men også andre. 

Men nu sidder jeg her og hører titelsangen fra Emil fra Lønneberg. Min bedste veninde har lige været og overnatte i min nye hybel. Jeg tager til Ægypten om tre dage. Der er mad i køleskabet, penge på kontoen (bevares, jeg ville sætte pris på flere, men der er dog et par kroner), tøj i skabene, togbilletter i indbakken, fire koncerter og stand-up shows i kalenderen. I år har jeg været i udlandet fem gange, jeg har købt flere kjoler, gaver til venner og familie, jeg har endda købt en lille blomst til mig selv. 
Jeg drømmer stadig om dyre kjoler, tasker til over 3000 kroner, flere kondisko, økologi hele vejen og kvalitetsmüsli. Men jeg er et priviligeret røvhul. 

Jeg bor på et kollegium, hvor Mærsk sponsorerer opvasketabs og afspændingsmiddel (fantastisk ord, i øvrigt). Jeg når aldrig de højder - han er Mount Everest og jeg når måske en vej med en 4 procents hældning engang. Jeg siger bare, at vi er heldige. Heldige, ikke hellige. Jeg brokker mig også tit over den ikke økonomisk festlige SU-tilværelse. Penge gør alting lettere, mennesker der siger, at penge er ligegyldige, er fulde af lort. Penge gør mange ting federe, men de er altså ikke alt. Hvor glad jeg end er for mine kjoler og bøger, er de ikke de investeringer, der har bragt mig mest glæde. Det er til gengæld den flybillet jeg købte fra Brasilien til Danmark for at kunne deltage i min bedste venindes bryllup. Dér betyder penge noget. For pengene køber mig noget ubetaleligt. Noget der ikke kan værdisættes på en auktion i Vejle. 
Jeg har en veninde, hvis langt-ude-slægtning levede særdeles skrabet og har efterladt sig adskillelige millioner. Det er jo vanvittigt. Ved godt, at tiderne skifter og at forrige generationer brugte toiletpapiret på begge sider og alt det der, men hvad skal man med alle de penge, hvis man ikke har det sjovt med dem? Det er dét, penge er for mig.  Muligheden for at kunne give nevøerne en killer konfirmationsgave, købe en kæmpe italiensk is, kunne tage på ferie uden de store problemer, kunne tage en taxa hjem fra byen uden at blinke. Det er ikke en million i aktier og obligationer, det er muligheden for at kunne have meget mere sjov i gaden.

Med ønsket om sponsoreret afspændingsmiddel og ikke at gemme til natten: God onsdag. 

lørdag den 10. oktober 2015

Forresten vol. 10

  • Er Uffe Ellemann-Jensen et af skarpeste hoveder i landet. 
  • Må det være træls udover alle grænser at arbejde et sted, hvor kasket er en del af uniformen. Især hvis man er myndig.
  • Har jeg drømt, at jeg havde sex med Putin. Det er et mentalt billede, der aldrig skulle have været fremkaldt.   
  • Er jeg flyttet. Til O'ense. På 8. sal med altan. Til trods for allestedsnærværende højdeskræk har jeg præsteret at gå derud uden at messe ikkedøikkedøikkedøikkedø.
  • Er der nogen, der kan huske TV-serien Hvide Løgne? Min søster og jeg så den ret tit - husker, at Mira Wanting løj ret meget, hvilket løjerligt nok var temaet. Det var cirka samme tid som vi så Horton-Sagaen. Pubertet er sådan en skøn tid. 
  • Brugte jeg i går (som var fredag aften) tre timer på YouTube og gamle Krumme-videoer. #næsten25
  • Vil jeg til min dødsdag argumentere for, at Laus Høybyes "Kærlighed" er den fineste kærlighedssang nogensinde skrevet.
  • Tror jeg, at mine forbrugsvaner er steget siden jeg studerede sidst. Det er ikke pissesmart
  • Skal bøllehatten fucke ud af modebilledet. 
  • Har jeg uden overdrivelse haft en uovertruffen tur til Berlin - intet kunne have været bedre, og jeg vil have en tur til! 
  • Tager jeg til Ægypten om 14 dage, så jeg styrer lige mit brok. 
  • Fylder jeg 25 år om 10 dage.
  • Elsker jeg at få gaver. Jeg ved godt, at den korrekte holdning er, at man elsker at give gaver, hvilket afgjort også har sine kvaliteter, men det er altså lidt sjovere at få dem.
  • Har jeg for første gang set et par trusser på et DSB-toilet. Det var en sort g-strengsmodel. Og jeg fatter minus. HVEM har lyst til at bolle på et klamt toilet, der bevæger sig igennem provinsen? 
  • Er gulvmopper latterligt dyre.
  • Har jeg efterårsferie. Hvilket jeg så vælger at toppe med en uges ferie efter ferien.