fredag den 16. oktober 2015

Før takeoff

I dag var en dag dedikeret afslapning, musiklytning og finpudsning af semesteropgave. Men så besluttede korpusset sig for at lave en voxpop med titlen "Kan Isabella nå at blive syg, inden hun skal på ferie?". Jeg gjorde som ethvert fornuftigt voksent menneske: Ringede til min mor og klagede min nød. Frygt ej, mor har svaret. Derfor har jeg i skrivende stund netop poppet henholdsvis nummer 11 og 12 c-vitamin kapsel i dag. Der er videnskabeligt belæg for, at komprimerede citroner virker. Kombineret med en morgenhovedpine, der gav udslag i to pamol og et allergiudslæt af den anden verden på min ryg og røv, der resulterede i en allergipille, ja så føler jeg mig lidt som en misbruger.

Men altså. Mit midlertidige pillemisbrug tjener et godt formål. Nemlig det, at jeg i morgen ved denne tid sidder jeg med Jane i en ikke nærmere defineret gate i Kastrup Lufthavn og venter på den Boeing-et eller andet, der skal bringe os til Kleopatras land. Kufferten er næsten pakket, og den består primært af kjoler og solcreme. Jeg regner med, at jeg skal ned og spise en masse lækker frugt, en falafel, og is - altid is - ikke få rejse-ræser-røv, svømme i Det Røde Hav, og måske kigge på pyhhhhhhramiderne. Nå ja, og så skal jeg jo runde de der 25 år. Kanel-dagen. Og her kunne Jane desværre godt være typen, der ikke lader sig bremse af, at vi er på et andet kontinent. Men ellers forestiller jeg mig noget med at læse en bog, grine højt, inderligt og længe, købe et par snabelsko og en magisk lampe. Og så glæder jeg mig usigeligt (tror jeg) til at se, hvor mange kameler jeg er værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar