søndag den 25. oktober 2015

Mit kvarte århundrede

Teknik er noget lort, og der blev trykket "udgiv" på dette indlæg den 20. oktober. Jeg er med på, at det i dag er den 25., hvilket leder os tilbage til, at teknik er noget lort. Anyhoodles, skrevet og supposed to be published tirsdag den 20. oktober 2015:

Jeg satser på at blive minimum 100 år. I så fald er jeg i dag en fjerdedel af vejen. 25-års angsten er ikke indfundet endnu. Jeg er sikker på, at den ikke kommer. Panik omkring egen alder indtræffer, når man ikke er tilfreds med papiret. Det papir, vi allesammen mere eller mindre modvilligt tager frem en gang imellem og kigger på. Afkrydsningslisten. Færdiggjort uddannelse. Tjek. Fed lejlighed. Tjek. Kæreste. Tjek. Bil. Tjek. Det bedste job. Tjek. Den Instagram-værdige tilværelse. Den tendens jeg hader. Ideen om det perfekte.

Jeg har ikke sådan en liste. Min liste består af ét punkt: "Man føler, hvad man føler, når man føler det. Og det skal man have lov til". Muligvis derfor tror jeg, at Svend Brinkmann og jeg kunne blive Danmarks nye makkerpar. Jeg har ikke den gængse liste, men jeg har en røvfuld taknemmelighed og glæde på sådan en tirsdag.

Jeg er ikke spontan, og jeg er ikke pladderromantisk nok til at kunne skrive, at livet er kort og at jeg er glad for at være her og at de sidste 25 år har været perfekte. For det har de ikke. Hold kæft hvor har jeg smækket med mange døre de sidste 25 år, hvor har jeg sagt mange upassende ting, hvor har jeg været en skidespræller af format, en bundurimelig, snotforkælet og egoistisk møgkælling. Hvor har jeg grædt mange, mange tårer. Hvor har hele min verden mange gange virket fuldstændig uoverskuelig, og hvor har jeg sommetider været i tvivl om, hvad fanden meningen var. Ikke 25 på-papiret perfekte år, men fuldkommen menneskelige. Og de er mine 25 år. Som også har været fyldt med boblende latter, masser af sjusser, flere grin end Mærsk kan tælle millioner, og en helt uovertruffen enklave af mennesker, jeg elsker ubetinget.

Jeg tror, at de første 25 år af ens liv er de mest voldsomme. Det er jo her, man bliver voksen, her man bliver formet som menneske, som en klat modellervoks. Man er aldrig færdig modelleret, men det inderste af voksen stivner og bliver urokkelig. Senere kan der slibes kanter, pilles ned og bygges på. Men nu er grundstenen på plads. Det er vildt, alligevel. Fra at være det højrøstede, blege barn, der partout skulle sove i sin egen seng og som havde et næsten unaturligt forhold til at have en base til at være en, der nu er flyttet for 10. gang. Fra den dybt usikre og triste teenager, der ikke troede på, at hun nogensinde ville blive til *noget* til at gå på drømmeuddannelsen, skrive for alle tiders Apropos og det meste af tiden være sikker på, at hun nok skal ende der, hvor hun vil.

Jeg er jo stadig mig. Stadig fan af det politiske ukorrekte, stadig usikker, stadig genert når nogen kigger mig dybt i øjnene, stadig dybt følsom, stadig hidsig og stædig. Stadig bange for højder, stadig fan af farven blå, stadig god ved dyr, stadig udpræget ordensmenneske, stadig udstyret med et skrækkeligt grin. Stadig bleg, blåøjet og med en tydelig blodåre over næseryggen, der gjorde, at jeg konsekvent i SFO'en blev spurgt om jeg havde malet mig med tusch i hovedet.

Det er så svært at opsummere, og det er der ingen, der har bedt mig om. Men nu sidder jeg her. I Ægypten. Med røde skuldre. Og en kær veninde i sengen ved siden af. Vi har lige siddet ved poolen, jeg har åbnet gaver. En smuk fingerring og Astrid Lindgren i papirform fyldt med kanel fra min storesøster, den pragmatiske drillepind. Har også fået tre gaver fra tre ægyptiske mænd, set pyramiderne og fået at vide, at jeg er 10 millioner kameler værd. Altså sidder jeg her. Og rammer en milepæl. Den gennemborende følelse er taknemmelighed. Jeg er dybt taknemmelig over, at min mor og far elskede hinanden højt nok til at lave mig, at der kom en utrolig grim, gul og fladmast baby til verden for 25 år siden. At der to år forinden var kommet en yndig baby til verden. Slægtskabet. Der er sgu mange sære fisk i min enorme familie, men nogle af dem er fandme guldfisk. Guldfisk jeg aldrig var svømmet forbi, hvis vi ikke delte de samme ariske gener. Og hold kæft, hvor bliver man ydmyg som menneske, når dé store tanker svømmer ind i overetagens akvarium. Af alle klodens lokaler, sædceller og tider, er jeg havnet lige hér. Fandme vildt. Ligeledes vildt, at alle mine umiddelbart tilfældige beslutninger har bragt mig så mange mennesker, jeg ikke fortjener. Et elevråd i folkeskolen skabte mig min bedste veninde, et semester i Argentina skabte to helt nye og forunderligt fortrolige veninder. En folkeskoleskift skabte verdens bedste drengeven og en dansklærer tændte den vildeste skriftlige gnist i mig. Den gnist jeg i dag går og puster til, varmer mig ved og som jeg håber bliver et decideret bål med tiden.

Livet er ikke lutter lagkage (det må jeg godt skrive, jeg har fødselsdag) - det er fandme hårdt, og det værste er, når nogen ikke deltager i festivitasen længere. Jeg savner dem stadig og altid -  i særdeleshed på min fødselsdag - men hvor er jeg taknemmelig over, hvor tæt et forhold jeg havde til min morfar, mormor og faster. Så tæt, at jeg stadig får blanke øjne, når jeg skriver om dem, så velsignet over, at de var en del af mit liv, at jeg lærte dem at kende og lykkelig over, hvor meget tryghed og kærlighed, de uden undtagelse pøsede på mig.

Tak for de første 25 år. Det har i sandhed været mig en fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar