onsdag den 14. oktober 2015

Ønskeseddel

Jeg fylder år om SEKS dage. Ja, jeg er ude i et final-countdown-projekt og de, der ikke tæller ned til deres fødelsdage, virker dybt mærkelige. Det er jo en dag dedikeret dig, og som den narcissistiske skiderik, du sikkert er, er det jo perfekt. Nå. Jeg tæller i hvert fald ned. Og jeg storglæder mig. Det er spitze. Jeg har efterårsferie nu, på lørdag tager jeg til Ægypten, hvor der i øvrigt er 35 grader (ja, jeg er et røvhul), kommer hjem lørdagen efter og om søndagen skal jeg forkæles af min nærfamilie med gaver, boller, tandsmør og mors mad.

Jeg har en ønskeseddel på to sider. Computer-skrevet. Ikke alene er jeg et narcissistisk røvhul, jeg er også umanerlig materialistisk. Halvdelen er bøger, den anden halvdel er smykker, tøj, sko, makeup, tasker og andet luderkrudt. Apropos indlægget om min plan, når jeg bliver færdiguddannet, står jeg ved det. Det bliver da afsindig rart ikke at skulle lægge budget hver 14. dag for at være sikker på, at pengene slår til. Det bliver fedt at kunne tage en togtur til den anden ende af landet uden at det påvirker de næste tre ugers madindkøb. Det bliver lækkert at kunne forkæle både sig selv, men også andre. 

Men nu sidder jeg her og hører titelsangen fra Emil fra Lønneberg. Min bedste veninde har lige været og overnatte i min nye hybel. Jeg tager til Ægypten om tre dage. Der er mad i køleskabet, penge på kontoen (bevares, jeg ville sætte pris på flere, men der er dog et par kroner), tøj i skabene, togbilletter i indbakken, fire koncerter og stand-up shows i kalenderen. I år har jeg været i udlandet fem gange, jeg har købt flere kjoler, gaver til venner og familie, jeg har endda købt en lille blomst til mig selv. 
Jeg drømmer stadig om dyre kjoler, tasker til over 3000 kroner, flere kondisko, økologi hele vejen og kvalitetsmüsli. Men jeg er et priviligeret røvhul. 

Jeg bor på et kollegium, hvor Mærsk sponsorerer opvasketabs og afspændingsmiddel (fantastisk ord, i øvrigt). Jeg når aldrig de højder - han er Mount Everest og jeg når måske en vej med en 4 procents hældning engang. Jeg siger bare, at vi er heldige. Heldige, ikke hellige. Jeg brokker mig også tit over den ikke økonomisk festlige SU-tilværelse. Penge gør alting lettere, mennesker der siger, at penge er ligegyldige, er fulde af lort. Penge gør mange ting federe, men de er altså ikke alt. Hvor glad jeg end er for mine kjoler og bøger, er de ikke de investeringer, der har bragt mig mest glæde. Det er til gengæld den flybillet jeg købte fra Brasilien til Danmark for at kunne deltage i min bedste venindes bryllup. Dér betyder penge noget. For pengene køber mig noget ubetaleligt. Noget der ikke kan værdisættes på en auktion i Vejle. 
Jeg har en veninde, hvis langt-ude-slægtning levede særdeles skrabet og har efterladt sig adskillelige millioner. Det er jo vanvittigt. Ved godt, at tiderne skifter og at forrige generationer brugte toiletpapiret på begge sider og alt det der, men hvad skal man med alle de penge, hvis man ikke har det sjovt med dem? Det er dét, penge er for mig.  Muligheden for at kunne give nevøerne en killer konfirmationsgave, købe en kæmpe italiensk is, kunne tage på ferie uden de store problemer, kunne tage en taxa hjem fra byen uden at blinke. Det er ikke en million i aktier og obligationer, det er muligheden for at kunne have meget mere sjov i gaden.

Med ønsket om sponsoreret afspændingsmiddel og ikke at gemme til natten: God onsdag. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar