søndag den 29. november 2015

Forresten vol. 13

  • Er det i dag den 1. søndag i advent og jeg har fået pakkekalender af min mor. Det er et juletræ og det har klokker på. 
  • Tror jeg, at der er nogen, der har kreeret en falsk LinkedIn profil i mit navn. Og til det kan jeg kun spørge: Hvorfor?
  • Tog jeg forleden mig selv i at Google mine veninders navne. 
  • Er Jonatan Spang stadig genial. Hans Danmark er så spiddende begavet og morsomt, at man ikke kan undsige sig at have lyst til at fri til ham. Det skulle da lige være, hvis man var lavet af træ. 
  • Er det fjollet, når folk brokker sig over DSB. Men det er meget svært at lade være. De sidste seks gange, jeg har skullet transportere mit legeme med offentlig transport og uoplyst valgt de Danske Garanter for Skuffelse, har togene været forsinkede eller aflyste. De gør det så svært at elske dem.
  • Er det på ingen måde ok at fjerne ventesalen på Århus banegård. Især fordi der på dens plads nu ligger en fucking Joe and the juice. Og til det kan jeg kun sige: Røvhuller
  • Er jeg ret vild med at bo på kollegie. Jeg nævner i flæng: sympatisk folkesundhedsvidenskabsstuderende (jeg elsker sammensatte ord), tysker med wanderlust og awesomeness, Odense'sk juleentusiast af den anden verden og sønderjyde, der foreslog muslimsk tvilling at tilberede hamburgerryg. Det er tophyggeligt, og jeg er nede med det!
  • Kommer jeg konsekvent i bad standing, når folk finder ud af, at jeg ikke har læst/set Harry Potter. 
  • Kommer jeg måske til at lave lidt for mange pædofili-jokes på mit kollegie. Tror efterhånden, at de har materiale nok til at anmelde mig.
  • Apropos anmeldelse: Min underviser i mediejura ligner herremeget Forrest Gump.
  • Ligner min underviser i mediesprog herremeget Grev Farquuad fra Shrek.
  • Kunne man godt argumentere for, at mit fokuspunkt i undervisningen ligger på et forkert sted.
  • Forstår jeg ikke fascinationen af katte. Hverken i 3- eller 2D. De er overalt. Og så sjove/kære er de seriøst ikke. Lidt ligesom Taylor Swift. Om ikke andet behøver jeg kun forholde mig til hende todimensionelt. 
  • Er der nogen, der skal ringe til USA og fortælle dem, at Donald Trump er en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé. 
  • Ved jeg godt, hvad jeg skal stemme den 3. Alligevel tog jeg en test fra Altinget. Hvor jeg var mest enig med Liberal Alliance. Og så kan jeg da egentlig godt forstå, at den brede befolkning er forvirret. 
  • Har jeg slet ikke spist nok brændte mandler.
  • Er det primært fordi, jeg ikke har en stopklods og siger altså desværre mere om mig end om mængden.
  • Fik jeg lige en ustyrlig lyst til en white russian. 
  • Synes jeg, at folk skal lukke røven med SÅRT fredag. Især når de snakker om Black Friday Weekend. Så har jeg det bare sådan, at det er et dårligt navn til begivenheden.

lørdag den 28. november 2015

Skizofreni

Hvis jeg ikke var sådan en Rasmus-Modsat type, ville jeg kalde det her indlæg "life-work-balance". Men jeg er ikke tosset med begrebet. Lorte-begreb eller ej: Lige nu er det lidt svært at få til at gå op. Jeg vil gerne det hele. Og det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Der er ikke tid til det hele. Måske er noget af det dovenskab. Det kan faktisk meget vel være, for hvis min eneste ambition var at blive en dygtig journalist, ville jeg have tiden til at lave alt studie-relateret. For det kan jo sikkert godt nåes; det er et spørgsmål om prioritering. Men også på det punkt, er jeg vanvittigt skizofren.
Det her er et kandidat-studie. Selv-føl-ge-lig er det hårdt. Det er også en katapult ind i en verden, hvor jeg langsomt men sikkert bliver klar over, at mange har rundsave på albuerne. At der er et kendisræs, en god mængde prestige på spil og en generel diskurs, der handler om at "blive til noget". Studiet er ramt af en absurd høj stress-diagnosticering. Som jeg selvsagt gerne vil undgå.

Men jeg er ambivalent. Jeg irriterer mig selv. På den ene side, har jeg konstant dårlig samvittighed; der er altid en ekstra opgave, der er altid noget frivilligt freelance, der er altid nyheder, jeg kan læse, der er altid noget, jeg kan blive klogere på. Og det er ikke altid, at alle de altid'er bliver imødekommet af mig. Hvilket så skaber dårlig samvittighed, fordi det her er drømmestudiet. Og jeg burde gøre alt muligt. På den anden side hviler jeg nok i mig selv til at vide, at jeg plejer at gøre tingene på min egen måde, og det plejer at lykkes. Tilbage til side 1: Jeg består aldrig mine eksaminer fordi jeg er lige så dum som Linses bh-bøjler er overbelastede. Side 2: Selvfølgelig gør jeg det. Det absolut værste der kan ske er, at jeg dumper. Og så går jeg til re-eksamen. Ikke et drømmescenarie, men bestemt heller ikke Jordens undergang.

Jeg vil gerne favne bredt. Jeg vil ind-i-hjertekulen gerne være en dygtig journalist. Jeg har uhyggeligt mange ambitioner. En del af hvilke jeg ikke siger højt, fordi jeg frygter, at jeg så kan blive slået oven i hovedet med, at jeg ikke kom i nærheden. Jeg vil gerne rigtig mange ting i den karriere, jeg håber, jeg får. Men det skal ikke være på bekostning af at være et menneske. Jeg vil have tid og lov til at se House of Cards i tre timer. Altså ikke hver dag, vel. Men indimellem. Jeg vil have lov til at gøre rent og høre opera en halv dag. Jeg vil have tid til at Skype med min veninde i El Salvador. Jeg vil have lov til at tage en spontan og uforventet to timer lang snak med en psykologistuderende nordmand fra mit kollegie om Problemet med Parforholdet. Og jeg vil have lov til at lave absolutely fucking nothing. Det er min prioritering, og ja det sker sommetider på bekostning af en uni-opgave eller læsning. So fucking be it.

Det betyder ikke, at jeg ikke vil mit studie. Eller at jeg er uambitiøs. "Bare" fordi, jeg læser det, jeg har allermest lyst til, betyder det jo ikke, at alting er perfekt, og at jeg slår øjnene op som Snehvide ved, at en fugl kvidrer mig i øret, mens en hjort slikker mine tæer. Jeg vågner som regel træt og desillusioneret. Måske revet ud af en drøm om sex med Putin eller mit liv som narkopusher i Colombia. Jeg er stadig-fucking-væk voldsomt taknemmelig over, at jeg er kommet ind. At jeg er i gang. At jeg som Lance Armstrong er i gang med den sidste etape. Målstregen er inden for synsvidde - jeg kan se dimissionslyset, der blinker ude i horisonten, som et tog i mørket, der nærmer sig perronen. Jeg glæder mig til at blive færdig. Jeg glæder mig til en rigtig indkomst. Jeg glæder mig til at bruge min uddannelse til noget ude i den virkelige verden. Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Jeg kan faktisk ikke vente.

lørdag den 14. november 2015

Paris

Jeg er bange. Jeg græder ned i min skyr. Når ordene ikke er færdigdannet, er det måske ikke det stærkeste træk at skrive et blogindlæg.

Men jeg skriver for alle de følelser, der raser i mit indre. Følelsen af frygt. Følelsen af, at hver gang terror rammer, skal vi tilbage til muslimer vs. kristne debatten. Følelsen af, at flygtningestrømmen urimeligt beskyldes for at være ansvarlig. Følelsen af, at det er lignende forhold, syrerne flygter fra. Følelsen af, at dette intet har med religion at gøre. Følelsen af, at dette bliver benzin på bålet hos hver radikale fløj. Følelsen af, at dette kun er toppen af isbjerget. 

Jeg hader, at terrorisme er et begreb, vi skal forholde os til. Men det skal vi. Og så kan vi meget hurtigt vende tilbage til, at vi skal holde hjerterne varme, hovederne kolde og ikke lade terrorister få yderligere magt - vi skal leve vores liv, som vi plejer. Frygtløse. Men det er meget nemmere at være frygtløs, når der intet er at frygte. Jeg frygter for fremtiden, jeg frygter for at være det forkerte sted, når maskerede mænd skyder rundt med automatvåben. Jeg frygter for, hvilken verden mine nevøer skal vokse op i. Jeg frygter. Jeg græder. Jeg væmmes. Jeg priser mig taknemmelig over, at mine venner og min familie ikke tilfældigvis var på ferie i Paris i går. Jeg føler skam over, at jeg får det her til at handle om mig. Jeg tænker på samtlige dræbte, på alle de personligheder, der blev udslettet uden nogen synderlig grund. Det bliver vores ansvar, at de i det mindste ikke bliver glemt. 

Jeg håber, at størst af alt er kærligheden. At kærlighed sejrer over had. At lys sejrer over mørke. 

søndag den 8. november 2015

Forresten vol. 12

  • Er J-dag et helt absurd overvurderet koncept. 
  • Synes jeg, at Pia K. skal stoppe sig selv med hendes hetz mod teknologi i Folketinget. It's happening.
  • Er #smuksomjeger kampagnen på Instagram noget fis. Ideen er sådan set meget sympatisk, men når det udelukkende er overnaturligt smukke kvinder, der stiller sig frem med skæve lillefingre og tilsyneladende store tænder, giver det bagslag. Som i: Come. The. Fuck. On. 
  • Er jeg i tvivl om, hvorvidt den gul/blå spøgelses-emoji med hænderne på kinderne er inspireret af Edvard Munchs "Skriget"?
  • Kan jeg ikke lide mersalg level 400. Som i, at når man køber en kop te, spørger de, om man ikke også skal have et cruise til De Vestindiske Øer og en selvlysende kuglepen med.
  • Har jeg genset Herlufsholm dokumentaren. 
  • Fik jeg derfor også lyst til at spise en lakridspibe med Anders Agger.
  • Bryder jeg mig egentlig ikke specielt meget om lakridspeber. 
  • Danser jeg for lidt limbo.
  • Er der noget sært tilfredsstillende ved at drikke flaskeøl. Især når kondensen gør, at mærket skræller af.
  • Styrtede et russisk fly ned præcis en uge efter, at jeg fløj ud fra Sinai-halvøen i sikkerhed. Det er pisseforfærdeligt og på et egoisitisk plan dybt skræmmende. 
  • Vil jeg engang have en flaskegrøn velour chaiselong.
  • Gad jeg godt bo i Finn Juhls hjem.
  • Får jeg aldrig råd til Finns chieftain stol. Men jeg gad godt. 
  • Flirter jeg med tanken om at tage på en festival tour de force. Danmark rundt. Ikke med PostDanmark, men med musikken som den brændende fakkel, der fører en videre. 
  • Er musik noget af det, der kan gøre mig allermest glad, men jeg har ingen reel viden om det. Jeg ved bare, hvad jeg er nede med og ikke nede med. 
  • Burde jeg nok satse på at vinde i Lotto.
  • Burde jeg nok begynde at spille Lotto, hvis det skal være realistisk at vinde. 
  • Er jeg nået en alder, hvor det er mærkeligt at få undertøj af andre end sin kæreste.
  • Er jeg ikke med på Poul Pava bølgen, der altid går helt amok omkring jul.
  • Ved jeg godt, at vi reelt ikke er "omkring jul", men det er der altså ikke nogen, der har fortalt Imerco.
  • Ønsker jeg mig glimmersokker i julegave. 

tirsdag den 3. november 2015

Networking min bare røv!

Der er en overvejende risiko for, at kaskader af opkast vil blive skudt ud af min krop som kanoner ud af et 1600-tals linjeskib, næste gang nogen snakker til mig om networking. Navnlig på et studie, hvor folk bliver ved med at fortælle mig, at "it's not what you know, but who you know", er der en stadigt stigende risiko for bræk.

Jeg har fået at vide, at man ikke kan være journalist uden Facebook. Jeg har fået at vide, jeg burde have Instagram for, at mine kommende fans (i øvrigt: what. da. fuck?!) kan følge med i mit liv. Jeg har oprettet en Twitter-profil, fordi jeg faktisk synes, det er ret sjovt, og fordi det er en god måde at følge med på. For mig. Men jeg får decideret ondt i maven ved tanken om, at jeg partout skal have en Facebook-konto, for ellers bliver jeg "aldrig til noget". For det første er min definition af et succesfuldt arbejdsliv ikke at være kendt og have en fangruppe. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det for nogen er et mål i sig selv, og fred være med det. Men det er altså ikke derfor, jeg læser journalistik. Jeg vil noget meget mere intimt og helligt med sproget. Og jeg har i sinde at gøre det på min måde.

Jeg nægter seriøst at tro på, at man ikke kan blive en dygtig skribent - eller hvad som helst andet - hvis ikke folk kan se bikinibilleder fra den sidste ferie og filtrede billeder af, hvorvidt jeg kan lide min smoothie med banan eller jordbær. Jeg kan slet ikke lide smoothies. Og hvis jeg drikker en kop te, er det fede at drikke teen, ikke at få likes fra fremmede, fordi jeg har drukket teen.
Jeg nægter at tro på, at talent er værdiløs uden networking. Personligt synes jeg virkelig, at mængden af selvpromovering, profilering og narcissisme er decideret usmagelig. Jeg synes, det er slesk og ulækkert. Jeg vil hellere opnå mine mål tre år senere med integriteten i behold, end inden jeg fylder 30 og på baggrund af en massiv virtuel eksistens.

Jeg ved godt, at de sociale medier er bekvemme, underholdende og diverse andre superlativer. Jeg er også klar over, at det er en nem adgang, hvor eksempelvis arbejdsgivere kan danne sig et indtryk. Og jeg er bevidst omkring, at jeg på nogle punkter gør tingene sværere for mig selv. Sociale medier er skidegodt på rigtigt mange punkter - og jeg har jo altså både Twitter, en blog, og en mail og mobiltelefon (de eksisterer stadig) - men hvorfor er en relativt ny teknologi blevet synonym med, at det så er den eneste måde. "Sådan er det bare" er ikke et argument. Det er dovenskab.

Jeg er helt med på, at kritikere vil synes, jeg er naiv og ude af trit med tidsånden. At jeg efterspørger en utopi. Måske. Men jeg kritiserer faktisk ikke de sociale medier som koncept. Jeg anfægter, at sociale medier er blevet en komformitet uden sund skepsis. Jeg vil hellere være naiv og tage fejl end at bukke under for én rigtig måde at gøre tingene på.

søndag den 1. november 2015

Forresten vol. 11

  • Giver min bedste venindes underbevidsthed vores andres baghjul. Den ene nat drømte hun om, at hun fødte en baby i sit barndomshjem. Den næste drømte hun, at hun slog zombier ihjel.
  • Har jeg opdaget, at "ramasjang" er et rigtigt udtryk. Det betyder noget a la "festlig og støjende løssluppenhed". Og Pyrus sang det selvfølgelig i Cool Jul. Fordi Pyrus. Ja selv tak da. 
  • Hader jeg Internet Explorer. Meget indædt. 
  • Hader jeg også piller i bruseform. 
  • Har jeg søgt om boligstøtte. Og blev SÅ deprimeret af at se sort på hvidt, hvor mange penge man har tjent. Hvor bliver ens penge af?
  • Kom jeg i tanker om, at cirka halvdelen er gået til staten. Og så fik jeg det ok godt igen. 
  • Er luderkrudt et fucking genialt udtryk. Stadigvæk. 
  • Kan jeg ikke tage seriøst, at nogle mænd går med baret. Medmindre de trisser rundt ved det 4. arrondissement med tyndt overskæg på ansigtet og baguette i hånden. Og så er de så meget en kliché, at jeg egentlig stadig ikke kan tage det seriøst. 
  • Elsker jeg, at efterår hedder "høst" på norsk. Og svensk?
  • Har jeg langt om længe fundet ud af at justere temperaturen i mit hjem. Termostaten sidder gemt i et skab, væk fra radiatoren. Har det temmelig fedt med at have fundet den.
  • Er guitaristen i Ulige Numre den smukkeste mandlige støbning. Nogensinde. Hans kæbeparti er skåret i marmor og to fede englebabyer har boret smilehuller i ham med en fjer fra en due, der har skabt fred i Gazastriben. 
  • Brugte jeg, indrømmet, en stor del af gårsdagens koncert på at kigge på den pæne mand. Men jeg kom jo altså for musikken. Og jeg sværger, at dét band er det bedste, der er sket i dansk musikhistorie, siden - jeg har lyst til at skrive AQUA, men faktum er, at for mig, tåler Ulige Numre ingen sammenligning. Det er sjælelig, intens rock med en lyrik, der får Karen Blixen til at ligne Oliver Bjerrehuus. Tænker i øvrigt, at de to meget vel kunne have syfilis-tingen tilfælles. 
  • Bruger jeg for lang tid på at bekymre mig om "at blive til noget"
  • Bruger jeg helt generelt for lang tid på at bekymre mig. Period. 
  • Har jeg lige tilmeldt min husleje PBS - det er rart og praktisk. Men føler også (apropos Ulige Numre), at mit liv er for lidt rock'n'roll. 
  • Har den eksotiske tvilling sagt til mig, at jeg er en mand. Altså by heart.
  • Fik jeg en flaske whiskey af min mor i 25-års fødselsdagsgave. Kvinden ved tydeligvis, hvad hun har sat i verden.
  • Er efterår den smukkeste årstid. Er med på, at regn og blæst er udskældte typer, men når det bliver efterår, føler jeg altid, at jeg lever i en anden tidsepoke. Indtil tidsmaskinen er jeg godt tilfreds med efteråret. 
  • Skete der ved et uheld det til en fest i fredags, at jeg meget højt kom til at spørge en mand, hvor hans to trunter var blevet af. De sad så ved bordet ved siden af, hvilket de fik påpeget over for mig. Jeg har så utrolig høj en social intelligens. 
  • Har jeg modvilligt måttet sande, at en 25-årig krop (og i særdeleshed hjerne) er markant mere modtagelig over for tømmermænd end en ditto 24-årig.