tirsdag den 3. november 2015

Networking min bare røv!

Der er en overvejende risiko for, at kaskader af opkast vil blive skudt ud af min krop som kanoner ud af et 1600-tals linjeskib, næste gang nogen snakker til mig om networking. Navnlig på et studie, hvor folk bliver ved med at fortælle mig, at "it's not what you know, but who you know", er der en stadigt stigende risiko for bræk.

Jeg har fået at vide, at man ikke kan være journalist uden Facebook. Jeg har fået at vide, jeg burde have Instagram for, at mine kommende fans (i øvrigt: what. da. fuck?!) kan følge med i mit liv. Jeg har oprettet en Twitter-profil, fordi jeg faktisk synes, det er ret sjovt, og fordi det er en god måde at følge med på. For mig. Men jeg får decideret ondt i maven ved tanken om, at jeg partout skal have en Facebook-konto, for ellers bliver jeg "aldrig til noget". For det første er min definition af et succesfuldt arbejdsliv ikke at være kendt og have en fangruppe. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det for nogen er et mål i sig selv, og fred være med det. Men det er altså ikke derfor, jeg læser journalistik. Jeg vil noget meget mere intimt og helligt med sproget. Og jeg har i sinde at gøre det på min måde.

Jeg nægter seriøst at tro på, at man ikke kan blive en dygtig skribent - eller hvad som helst andet - hvis ikke folk kan se bikinibilleder fra den sidste ferie og filtrede billeder af, hvorvidt jeg kan lide min smoothie med banan eller jordbær. Jeg kan slet ikke lide smoothies. Og hvis jeg drikker en kop te, er det fede at drikke teen, ikke at få likes fra fremmede, fordi jeg har drukket teen.
Jeg nægter at tro på, at talent er værdiløs uden networking. Personligt synes jeg virkelig, at mængden af selvpromovering, profilering og narcissisme er decideret usmagelig. Jeg synes, det er slesk og ulækkert. Jeg vil hellere opnå mine mål tre år senere med integriteten i behold, end inden jeg fylder 30 og på baggrund af en massiv virtuel eksistens.

Jeg ved godt, at de sociale medier er bekvemme, underholdende og diverse andre superlativer. Jeg er også klar over, at det er en nem adgang, hvor eksempelvis arbejdsgivere kan danne sig et indtryk. Og jeg er bevidst omkring, at jeg på nogle punkter gør tingene sværere for mig selv. Sociale medier er skidegodt på rigtigt mange punkter - og jeg har jo altså både Twitter, en blog, og en mail og mobiltelefon (de eksisterer stadig) - men hvorfor er en relativt ny teknologi blevet synonym med, at det så er den eneste måde. "Sådan er det bare" er ikke et argument. Det er dovenskab.

Jeg er helt med på, at kritikere vil synes, jeg er naiv og ude af trit med tidsånden. At jeg efterspørger en utopi. Måske. Men jeg kritiserer faktisk ikke de sociale medier som koncept. Jeg anfægter, at sociale medier er blevet en komformitet uden sund skepsis. Jeg vil hellere være naiv og tage fejl end at bukke under for én rigtig måde at gøre tingene på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar