lørdag den 14. november 2015

Paris

Jeg er bange. Jeg græder ned i min skyr. Når ordene ikke er færdigdannet, er det måske ikke det stærkeste træk at skrive et blogindlæg.

Men jeg skriver for alle de følelser, der raser i mit indre. Følelsen af frygt. Følelsen af, at hver gang terror rammer, skal vi tilbage til muslimer vs. kristne debatten. Følelsen af, at flygtningestrømmen urimeligt beskyldes for at være ansvarlig. Følelsen af, at det er lignende forhold, syrerne flygter fra. Følelsen af, at dette intet har med religion at gøre. Følelsen af, at dette bliver benzin på bålet hos hver radikale fløj. Følelsen af, at dette kun er toppen af isbjerget. 

Jeg hader, at terrorisme er et begreb, vi skal forholde os til. Men det skal vi. Og så kan vi meget hurtigt vende tilbage til, at vi skal holde hjerterne varme, hovederne kolde og ikke lade terrorister få yderligere magt - vi skal leve vores liv, som vi plejer. Frygtløse. Men det er meget nemmere at være frygtløs, når der intet er at frygte. Jeg frygter for fremtiden, jeg frygter for at være det forkerte sted, når maskerede mænd skyder rundt med automatvåben. Jeg frygter for, hvilken verden mine nevøer skal vokse op i. Jeg frygter. Jeg græder. Jeg væmmes. Jeg priser mig taknemmelig over, at mine venner og min familie ikke tilfældigvis var på ferie i Paris i går. Jeg føler skam over, at jeg får det her til at handle om mig. Jeg tænker på samtlige dræbte, på alle de personligheder, der blev udslettet uden nogen synderlig grund. Det bliver vores ansvar, at de i det mindste ikke bliver glemt. 

Jeg håber, at størst af alt er kærligheden. At kærlighed sejrer over had. At lys sejrer over mørke. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar