lørdag den 28. november 2015

Skizofreni

Hvis jeg ikke var sådan en Rasmus-Modsat type, ville jeg kalde det her indlæg "life-work-balance". Men jeg er ikke tosset med begrebet. Lorte-begreb eller ej: Lige nu er det lidt svært at få til at gå op. Jeg vil gerne det hele. Og det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Der er ikke tid til det hele. Måske er noget af det dovenskab. Det kan faktisk meget vel være, for hvis min eneste ambition var at blive en dygtig journalist, ville jeg have tiden til at lave alt studie-relateret. For det kan jo sikkert godt nåes; det er et spørgsmål om prioritering. Men også på det punkt, er jeg vanvittigt skizofren.
Det her er et kandidat-studie. Selv-føl-ge-lig er det hårdt. Det er også en katapult ind i en verden, hvor jeg langsomt men sikkert bliver klar over, at mange har rundsave på albuerne. At der er et kendisræs, en god mængde prestige på spil og en generel diskurs, der handler om at "blive til noget". Studiet er ramt af en absurd høj stress-diagnosticering. Som jeg selvsagt gerne vil undgå.

Men jeg er ambivalent. Jeg irriterer mig selv. På den ene side, har jeg konstant dårlig samvittighed; der er altid en ekstra opgave, der er altid noget frivilligt freelance, der er altid nyheder, jeg kan læse, der er altid noget, jeg kan blive klogere på. Og det er ikke altid, at alle de altid'er bliver imødekommet af mig. Hvilket så skaber dårlig samvittighed, fordi det her er drømmestudiet. Og jeg burde gøre alt muligt. På den anden side hviler jeg nok i mig selv til at vide, at jeg plejer at gøre tingene på min egen måde, og det plejer at lykkes. Tilbage til side 1: Jeg består aldrig mine eksaminer fordi jeg er lige så dum som Linses bh-bøjler er overbelastede. Side 2: Selvfølgelig gør jeg det. Det absolut værste der kan ske er, at jeg dumper. Og så går jeg til re-eksamen. Ikke et drømmescenarie, men bestemt heller ikke Jordens undergang.

Jeg vil gerne favne bredt. Jeg vil ind-i-hjertekulen gerne være en dygtig journalist. Jeg har uhyggeligt mange ambitioner. En del af hvilke jeg ikke siger højt, fordi jeg frygter, at jeg så kan blive slået oven i hovedet med, at jeg ikke kom i nærheden. Jeg vil gerne rigtig mange ting i den karriere, jeg håber, jeg får. Men det skal ikke være på bekostning af at være et menneske. Jeg vil have tid og lov til at se House of Cards i tre timer. Altså ikke hver dag, vel. Men indimellem. Jeg vil have lov til at gøre rent og høre opera en halv dag. Jeg vil have tid til at Skype med min veninde i El Salvador. Jeg vil have lov til at tage en spontan og uforventet to timer lang snak med en psykologistuderende nordmand fra mit kollegie om Problemet med Parforholdet. Og jeg vil have lov til at lave absolutely fucking nothing. Det er min prioritering, og ja det sker sommetider på bekostning af en uni-opgave eller læsning. So fucking be it.

Det betyder ikke, at jeg ikke vil mit studie. Eller at jeg er uambitiøs. "Bare" fordi, jeg læser det, jeg har allermest lyst til, betyder det jo ikke, at alting er perfekt, og at jeg slår øjnene op som Snehvide ved, at en fugl kvidrer mig i øret, mens en hjort slikker mine tæer. Jeg vågner som regel træt og desillusioneret. Måske revet ud af en drøm om sex med Putin eller mit liv som narkopusher i Colombia. Jeg er stadig-fucking-væk voldsomt taknemmelig over, at jeg er kommet ind. At jeg er i gang. At jeg som Lance Armstrong er i gang med den sidste etape. Målstregen er inden for synsvidde - jeg kan se dimissionslyset, der blinker ude i horisonten, som et tog i mørket, der nærmer sig perronen. Jeg glæder mig til at blive færdig. Jeg glæder mig til en rigtig indkomst. Jeg glæder mig til at bruge min uddannelse til noget ude i den virkelige verden. Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Jeg kan faktisk ikke vente.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar