onsdag den 30. december 2015

2015 retrospektivt

Om 26 timer er 2015 slut.

Jeg har det stramt med nytår. Det er jo bare en helt almindelig aften, hvor folk går amok, går i alt for meget glitter, sætter ild til skraldespande og sprænger postkasser i luften. Fordi kanonslag åbenbart er det sjoveste næst efter pruttepuden. Jeg forstår det ikke. Og er pissebange for fyrværkeri - jeg skal ikke i nærheden af det. Som i: Overhovedet. I mit hoved er åben ild og høje promiller bare ikke en ideel kombi. Mega snerpe, I know. Derudover er jeg som bekendt også elendig modstander af nytårsforsætter. Modstander fordi de irriterer mig. Både fordi alle mennesker staver det "nytårsfortsæt" og fordi jeg ikke synes, det giver mening at gøre livsstatus baseret på en kalender. Elendig fordi jeg ikke kan undslippe opgørelsen. For når vi rammer årets sidste dage, gør vi status. Nytår er dejligt konkret - for præcis 12 måneder sad vi her sidst, fulde af forventninger og måske bekymringer om det kommende, uskyldsrene år. 52 uger senere sidder vi her atter og tænker ved os selv, at dén havde vi alligevel ikke set komme. Nytår er tiden for nye begyndelser og hvad end vi vil det eller ej, er det nu, vi kigger tilbage på det år, der rinder ud.

Når man, som jeg, har et sind, der tipper lidt til den mørke side, er en sådan statusopgørelse ikke ubetinget rar. Det er nemlig primært de smertelige ting, der fylder for mig. De ting, der gør ondt. De oplevelser, der har lavet små rifter i mit hjerte. Det fylder mest, ikke fordi kolonnen over plusser og minusser er meget længere på minussiden, men fordi jeg som person sagtens kan rumme glæde, grin og orgasmer. Sorg, frygt, frustration og ensomhed er sværere at forholde sig til og bearbejde - de kræver mere opmærksomhed, og det får de. 

Så fin tanken om en ny start er, ligeså fjollet er den. Du kan købe en ny kalender, ja, men der har været kalendere før den, og hvis vi er heldige, kommer der flere efter denne. Groft og morbidt sagt stod mit 2014 i dødens tegn. Jeg mistede fire mennesker i løbet af et halvt år, hvilket mit hjerte stadig kæmper for at forstå. Hovedet er nogenlunde med, men derfor gør det stadig pissepikkeondt. På det hospice, hvor min mormor trak sit sidste åndedrag, hang en plakat med teksten "Al sorg, al angst handler om en tilknytning til et andet menneske, som er blevet brudt eller som risikerer at blive brudt. Sorg er kærlighedens pris". Og det er så rigtigt. For kærligheden er her jo stadig. Men uden afløb. Jeg har ikke noget sted at kanalisere den kærlighed hen længere. Nu er den udelukkende forbundet til minder. Og selvom det skete i 2014 og nogen vil hævde, at jeg skal holde op med at koge suppe på dét ben, er sorg en proces. En proces man ikke kan skynde på eller sige nej tak til. Jeg besluttede mig sidste nytår for, at 2014 havde været én kæmpestor lavine af lort, og at 2015 ville være mit år. Dét ville blive godt. At når jeg endelig kunne give 2014 et ordentligt spark i røven med udtrykkelig besked om aldrig at komme tilbage, ville mit humør og mit liv finde et normalitets-stadie igen. Og selvom jeg tog den beslutning i en famlen-i-blinde-periode, fordi det var en overlevelsesstrategi, holder den jo ikke. Ingenting er kun godt eller kun dårligt. 2014 var hårdt, det var beyond hårdt. Men der skete også gode ting. Selvfølgelig gjorde der det. 

Og har 2015 været kun god? Næh. 2015 har for mit vedkommende i store træk handlet om afbræk, opbrud og nye begyndelser. Jeg har forladt Århus for at blive øboer - ja, jeg er flyttet til en eksotisk ø. Den hedder Fyn, og til trods for mine bedste forsøg har jeg endnu ikke mødt en indfødt, der tillader, at jeg kalder ham Fredag. I år fik jeg den største succesoplevelse. I mit liv, tror jeg. Jeg kom imod alle odds ind på en fantastisk uddannelse. En uddannelse, hvor der var virkelig var rift om pladserne. Jeg kom ind. Fandme. Nu er jeg sådan en studerende igen - en journalist studerende ved det der Syddansk Universitet. Jeg har en base i Danmark uden udsigter til at skulle slå mig ned et eksotisk sted. Det er mærkeligt, angst- og rejsefeberfremkaldende, men helt sikkert sundt for mig. 2015 bød på et receptionist-job, der langsomt men sikkert drænede mig for livsgejst. Det var også i år, jeg på en nogenlunde konstruktiv måde erkendte, at jeg har commitment issues, og at jeg ikke altid behandler mænd, som de fortjener. Og at det måske er et mønster, det er værd at kæmpe for at bryde ud af. 2015 har været nervepirrende, frustrerende, ængsteligt, ensomt, bange, selvudslettende, uvidende. Gudskelov har det også været rendyrket begejstring, velsignelse, nogen der holdt hånden over min familie, ukontrolleret grin, fuldemandsdans, lip-sync-battling, krammere, kakao, knækbrød (og jeg kan virkelig godt lide knækbrød) og kærlighed. Så. Til trods for sortseer-tendenser, er taknemmelighed den gennemtrængende følelse, når jeg kigger tilbage. Både på 2015, men også når jeg tænker på årene før og dem, der vil følge. Oprigtig taknemmelighed for de mennesker, jeg har i min osteklokke af et liv. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke har fortjent dem.

Tusind tak fordi I læser med. Det er rørende, at I gider. Tak for i år.

tirsdag den 29. december 2015

Status

Så skal vi til det igen. Vi skal høre mig sige, at jeg hader nytårsforsætter, mens jeg fortæller jer, hvad jeg (ikke) nåede og hvad jeg vil nå i løbet af 2016.

Lad os gå til makronerne. I 2015 skrev jeg masser af artikler til Apropos. Jeg udvidede min sneakerkollektion med intet mindre end fire par kondibasser. Jeg ved ikke, hvad årets Interstellar har været, men jeg har været i biografen sølle to gange. Til gengæld har jeg været til en jävla masse koncerter og stand-up. Hverken min rygsæk eller jeg kom til Irland. Men den er ikke blevet forsømt - den har nemlig været i Garmisch-Partenkirchen, Sverige, Sevilla, Normandiet, Berlin, Ægypten og på Roskilde Festival sgu da. Jeg har gået i mange kjoler, men ikke nok. For 3. år i træk har jeg ikke fået læst Anna Karenina og jeg frygter, at der måske er ved at danne sig en tradition? Jeg vil så gerne læse den, men der er åbenlyst mange bøger, jeg hellere vil læse. Dårlig tradition, i hvert fald. Med rystende knæ erklærer jeg, at det bliver gjort i 2016. Jo sgu. Og nu til det rigtigt vigtige: Lærte jeg at slå smut? Det er et ja/nej spørgsmål uden et ja/nej svar. Decideret lært det har jeg ikke, men jeg har op til flere gange (efter endnu flere forsøg) lykkes med at få en sten til at danse på havet. Og hvis det er hvad, jeg kan få, tager jeg imod det.

Hvad skal 2016 byde på? Altså udover at få læst den skide bog. Jeg skal i praktik til næste efterår, og jeg vil med næb og kløer kæmpe for, at det bliver verdens bedste praktikophold på verdens bedste sted. Jeg skal (forfuckogpikkemandogkrafthelvede) ikke flytte nogen steder hen. Om Gud vil, bliver jeg boende lige her. På min 8. sal med nogle topskønne mennesker. Jeg drømmer om at komme til Marokko med den forsvundne tvilling. Jeg drømmer om at fejre en vis types runde fødselsdag i New York. I parentes bemærket skal jeg have fundet mig et job. Jeg drømmer om, at Donald Trump taber større end stort, og at Lena Dunham skriver en bog mere. Lavpraktisk skal jeg have en ny telefon, ditto løbesko, have repareret min cykelhjelm, sat nyt batteri i mit ur og lære at lave risotto, fordi det er rimelig blæret at kunne. Jeg burde, nu hvor jeg er på den anden side af 25, også lære at stryge en skjorte propert. I 2016 skal jeg lære at balancere på linen mellem at dehydrere og drukne mine planter. Jeg vil have en Bjørn Wiinblad urtepotteskjuler og et par smækbukser. Måske får jeg en tatovering, måske får jeg fremkaldt billeder fra de sidste tre år - ingen ved det. I hvert fald vil jeg drikke flere hverdagssjusser og on that note lære at lave en perfekt caipirinha, holde flere spontane fester, lufte mine bryster tiere (ikke et forslag om at danne 8. sal til en moderne Thy-lejr, men min måde at sige, at jeg skal være mindre blufærdig). Jeg vil være mindre forsigtig, mindre bekymret, se mine venner meget mere og måske boykotte DSB permanent. Og så vil jeg grine nøjagtig ligeså meget, som jeg plejer. Fordi jeg kan.

Bring it, 2016!

lørdag den 26. december 2015

Luk nu røven, Isabella

Sådan siger den anden del rigtig tit til den første del af mig, når denne udbasunerer "DU ER IKKE GOD NOK". Jeg er lige dele ambitiøs og selvudslettende. Lidt usmart. Meget usmart, faktisk.

Da jeg var lille, ville jeg gerne være forfatter. Det vil jeg stadigvæk gerne. Til det skal man være dygtig til at skrive. Og det er her, vi rammer en mur så tyk som jerntæppet, der delte Europa. For jeg vil så gerne tro på det, søde mennesker fortæller mig. At jeg kan noget med sproget, at jeg har talent. Men jeg kan ikke. Det er så svært for mig at tro på.

Tidligere i denne måned fik jeg taget portræt-fotografier med den forsvundne tvilling. Manden med kameraet starter med at tage billeder af mig, og da han bevæger sig videre til tvilling, udbryder fotograf-typen "Ja, dét kan jeg arbejde med!". Hvad manden faktisk siger er, at Hanan er sygt fotogen. På ingen måde er det ny information for mig, at kameraet ikke elsker mit fjæs. Men det jeg faktisk hører er: "Isabella, du er herregrim". Og forindihelvede - det var jo ikke det, manden sagde. Jeg hører ikke det, der bliver sagt. Med den eminente undtagelse, at der er nogen, der kritiserer mig, i hvilket tilfælde jeg er lutter øren. Og al-drig glemmer det. Det betyder jo ikke, at jeg er super hyper nærtagende omkring alt - faktisk vil jeg selv mene, at jeg er ok schjov og nede med eksempelvis sarkasme. Men på nogle punkter er jeg meget usikker; jeg tager kritik ekstremt personligt, jeg bliver semi-panisk, når jeg skal møde nye mennesker i frygten for, at ingen kan lide mig og jeg har et sygeligt behov for at blive forstået rigtigt. Før i tiden gik jeg også rigtig meget op i, hvad folk tænkte om mig. Det gør jeg stadig, når det er mennesker, der betyder noget for mig. Heldigvis har jeg lært, at det er fløjtende ligegyldigt, hvad andre synes om mig.

Jeg ved ikke hvorfor. Men positive tilkendelser trænger ikke ind igennem hjernebarken. Jeg hører det, men jeg lytter ikke. Jeg forstår ordene, men jeg registrerer dem ikke. Om det er Jantelov, fortid eller bare en del af min personlighed, ved jeg ikke. Uanset kan jeg godt blive sur på mig selv. Ikke fordi jeg har lyst til at være en arrogant skid, der tror, at jeg er da shit og det største, der er sket det litterære miljø siden Oscar Wilde. Men. Det ville være rart ikke konsekvent at tro det værste om mig selv. Jeg tror, at min usikkerhed både er min velsignelse og min forbandelse. Det er den, der gør, at jeg altid kæmper, altid hæver barren, altid drømmer om noget større - den udvikler mig. Men den knækker mig også indimellem. Den banker mig ned i gulvbrædderne og fortæller mig, at jeg skal blive der.

Jeg tror, at samtlige af mine venner vil skrive under på, at jeg har tendens til at være selvdestruktiv. Og jeg kan edderpatfitme forestille mig, at det må være belastende. Belastende at skulle gentage sig selv i det uendelige til umiddelbart ingen verdens nytte. Der er ikke tale om falsk ydmyghed; der er for mig ingen glæde i at høre "du er dygtig" gentaget. Det er mere en hårdknude i maven og en masse bortforklaringer oven i egen krydder a la det-skal-du-synes-du-er-min-ven, det-er-nok-også-fordi-du-synes-jeg-er-sød, du-tør-ikke-sige-sandheden-for-så-ved-du-at-jeg-bliver-ked-af-det. Og det er jo en kæmpe gang pis.

Faktum er, at jeg aldrig ville drømme om at være så hård ved andre, som jeg er ved mig selv. Helt objektivt set kan jeg jo godt se, at det er fuldstændig fjollet. At det er ukonstruktivt. Fandme nærmest downright destructive. Derfor gad jeg virkelig godt kunne montere nogle andre briller end mine egne kritiske. Mine venners, min søsters, mine forældres, mine kusiners. For der hvor jeg ser fejl, tror jeg, at de ser noget andet. Ikke fordi de er blinde over for mine lidet flatterende sider, men de er ligeledes ikke blinde over for det gode. Sammen med alle de der ingredienser i mit livs bolledej, er der noget gær. Det gær, som får massen til at gro, som gør massen mulig. Den lille pakke gær er min skrivelyst. Den er fuldstændig essentiel for min livsglæde. Og alligevel kan jeg ikke dræbe stemmen i mit indre, der siger, at man sagtens kan bage boller uden gær. Jeg kan ikke bage uden gær. Min familie og mine venner ved det godt, og de fortæller mig, at jeg skal bruge min gær, at det er fantastisk gær uden udløbsdato, og at jeg virkelig burde bage nogle flere boller. Hvorfor kan jeg ikke tro på det og skrubbe ud i det skide køkken?

O'Malley og jeg snakkede post New York og Buenos Aires om, hvor dejligt det ville være, hvis man blev bevilliget tre minutters kig ind i fremtiden - bare lige så man kunne få ro i sindet og forhåbentlig se, at det hele nok skal gå. At man ender lige præcis der hvor man gerne vil være. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle mine homies nok skal blive til nøjagtig det, de drømmer om. Jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke hvordan, men jeg er stadig ikke i tvivl. De skal nok klare den. Hver og en. Og det samme tænker de jo helt sikkert om mig - men for fanden, hvorfor er det så svært at tro på sig selv?

Nu vil jeg gøre noget fuldstændig uhørt og offentliggøre det her indlæg i stedet for bare at lade det ligge i den virtuelle skuffe til tid og evighed. Det gør ondt, der er flagermus i bugen, det er pissepikkegrænseoverskridende. Men nu gør jeg det alligevel. AV.

torsdag den 24. december 2015

God jul for helvede

Fra hele mig til alle jer: Glædelig jul.

Julen er en løjerlig størrelse. En sammenkogt ret med to tredjedele hedenskab, et skvis myrraskær, en teske religion og 670 gram margarine tilsat familietraditioner og "det plejer vi". Så skal man bare ælte dejen til en fast masse og losse den op i røven på en and - så er det jul.

Jeg kan komme i tanke om meget få ting, jeg elskede højere end julen, da jeg var barn. Det skulle da lige være anemoner, perleplader og min fødselsdag. Jeg syntes, det var magisk. Jeg elskede tanken om, at alle skulle være søde ved hinanden - at ingen var uvenner og at i en hel måned fandtes problemer ikke. En af de bittersøde erfaringer ved at blive voksen er erkendelsen af, at det ikke passer. Verdens grumheder eksisterer stadigvæk. Som voksen bliver julen nu mere forbundet med travlhed, presset økonomi og en masse løse ender, der skal bindes inden juleferien. Omend jeg føler mig gammel, når jeg indrømmer det: I dag relaterer jeg mig mere til "julen varer længe, koster mange penge" end til "Anna hun har ingen ro, før hun får sin pakke", når vi synger "Højt fra træets grønne top". Julen er ikke længere en fortryllende tid for mig. Den er fin, den er udmærket, men den er ikke længere det store sus, som den var engang. Og hvis jeg skal være sårbar og ærlig, ved jeg godt hvorfor.

Om vi vil det eller ej, er hjerternes tid også den højtid, hvor allerflest fanges af ensomhedens jerngreb. Hvor rigtig mange af os bliver mindet om et afsavn. Bliver mindet om, hvordan julen var engang; dengang der skulle laves to portioner ris a la mande, så der var nok til alle. Den tid på året, hvor vi bliver tæppebombet med minder. For mit vedkommende min morfars hemmelige blink til mig, når vi spiste desserten bestående af sammensmeltede ris, min mormors bløde hænder på mine kinder. Og det er ikke det samme. Jeg ved godt, at jeg er priviligeret - nu har jeg eksempelvis to små drenge i mit liv, som jeg tror, jeg vil gøre alt for. Og de gør mig glad. Derfor savner jeg stadig de andre.

Er det dejligt at være hjemme? Ja. Glæder jeg mig til and, gaver, kirke og salmer? Ja. Glæder jeg mig til, at mine nevøer skal ræse igennem mine forældres hus, mens vi synger Nu Det Jul Igen? Ja. Glæder jeg mig til at se deres blå og brune øjne flyde over af begær og glæde, når de ser pakkerne under træet? Ja. Men kommer der et tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg bliver ked af det? Utvivlsomt. Og det er okay.

Jeg håber, at I passer på hinanden. Husker på, at julen ikke handler om, hvad du indkasserer, men om at du har mennesker omkring dig, der elsker dig. Og hvis du ikke har nogen, skal du vide, at jeg tænker på dig - også selvom jeg ikke kender dig. Glædelig jul.

onsdag den 23. december 2015

Lillejuleaften

Så er vi her. Aftenen før aftenen. Med den mærkelige stemning, det altid medbringer. Jeg sidder på mit barndomsværelse og hører Avicii. Ja, jeg ved sgu heller ikke lige, hvad der skete der. Samtidig tænker jeg på Den Lille Pige Med Svovlstikkerne og Pyrus. Jeg har FaceTimet med mine nevøer og jeg er en røv - jeg truede dem fandme med, at de ikke fik gaver, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Lorte-voksen. For så blev de helt stille og bange for, at jeg mente det. Note to self, Isabella: 2-4 årige forstår ikke sarkasme. Mega fejhold at spille gavekortet. Selvfølgelig skal de have deres gaver, og det prøvede jeg at fortælle dem bagefter. De kan slet ikke være i deres spæde kroppe af forventnings glæde. Faktisk glæder jeg mig helt vildt til at se de to mini-mennesker åbne pakker. Selv har jeg lige skrællet 2,5 kilo kartofler og ædt tre snebolde. Min mor har vanen tro indkøbt de sidste presenter dags dato og jeg har drukket et glas snaps med mine forældre i julens navn. Juletræet er pyntet, ænderne (ja, pluralis) er forstegt, gaverne er næsten pakket ind. Vi når det nok, det plejer vi og resten i håret.

tirsdag den 22. december 2015

Noget om kynismens opstandelse og veninders fertilitet

I børnehaven havde jeg to kærester. De hed Thomas og Klaus, og vi var alle tre mægtigt gode venner. Guttermænd, var de. Klaus var udadvendt, Thomas var indadvendt og jeg var ikke en dreng. Siden min progressive adfærd som barn, har jeg ikke haft noget behov for at udforske parforholds-genren. Og nej, ikke fordi jeg gerne vil have to mænd ad gangen som i børnehaven (nu lyder det pludselig helt forkert med den børnehave). Det er først inden for de seneste par år, at jeg er holdt op med at sætte lighedstegn mellem folk i parforhold og midlertidig sindssyge.

Jeg ved ikke præcist, hvornår det skilte for mig. Fra at have drømmen om en happy ending og til min nutidige skepsis/kynisme/afstumpethed. Som yngre havde jeg nemlig Audrey Hepburn, Disney-prinsesse-fasen og boyband-besættelsen (Shane Filan og jeg ville have fået umanerligt kønne børn), hvor jeg dagdrømte om at få fejet benene væk under mig. I folkeskolen var jeg ret sikker på, at der bare ikke var nogen, der ville have mig. På et tidspunkt i gymnasiet bestemte jeg mig for, at så kunne det kraftedme også bare være ligemeget. Så gad jeg da bare slet ikke have en kæreste, hvis det skulle være på den måde. Det blev på sin vis en selvopfyldende profeti. Hvilket jeg er glad for. Jeg har ikke lyst til den der kernefamiliekonstellation, ikke ambitioner om at være en del af skyllemiddelssegmentet. Og det er noget, jeg hviler hundrede procent i. I dag betragter jeg dog ikke ideen om en kæreste som fuldstændig usandsynlig. Tanken kan stadig skræmme mig voldsomt. Men jeg er nået frem til, at hvis Klods-Hans en dag står dag med en død krave i den ene hånd og tilbyder mig sit hjerte i den anden - og jeg ligeledes har lyst til at give ham mit tilbage - er det super. Så skal han være hjertelig velkommen til at forsøge at manøvrere i rodebutikken. Og hvis det ikke sker, er det også ok.

Jeg har i de seks år siden jeg fik studenterhuen på (fuck) ikke rigtigt ændret holdning, men det har min omgangskreds. Ikke at de har postuleret det samme som mig, men mine venner og veninder, som er min guldkrukke for enden af regnbuen, er langsomt og sikkert ved at danne sig kernefamilier. Det følgende kommer til at lyde utrolig egoistisk af den simple grund, at det er det.
Jeg bryder mig ikke om det. Skizofrent, som altid naturligvis. Jeg glæder mig til at blive tante til de guldklumper, mine veninder kommer til at føde, jeg er dybt beæret over de bryllupper, jeg har været en del af, jeg holder rigtig meget af mine veninders respektive mænd og bombesikkert er det, at jeg ikke ønsker noget som helst andet end evig lykke, solskinsdage, god karma, bred karse og medvind på cykelstien for mine veninder. Men. Vennerne er den selvvalgte familie. Mit hjerte er stavnsbundet by choice. Og lige præcis derfor rammer deres opbygning af et traditionelt familieliv ind i en frygt for at miste dem, der betyder allermest for mig. Jo ikke fordi, at de slår op med mig, når de bliver gift. Men når tiden kommer, hvor de får børn, ved jeg jo godt, at tingene kommer til at forandre sig. Og det skal de, for et barn vender op og ned på verden, gør den større, smukkere, bedre, mere skræmmende. Det skal der være plads til, og jeg kommer til at glæde mig så meget på deres vegne, for jeg ved, at det er det, de ønsker. Derfor kan jeg godt blive melankolsk over den forandring, jeg ved, der kommer.

Sgu da egentlig praktisk, at en graviditet tager ni måneder. Så de vordende forældre kan købe udstyr, babysikre dødsfælden og så umodne veninder mentalt kan forberede sig. Og købe sparkedragter. Og endnu federe; meget larmende legetøj.

mandag den 21. december 2015

Ufrivillig tradition

Jeg er syg. Jeg kaster op. Det gjorde jeg også sidste år til jul, og jeg synes ikke umiddelbart, at det er en tradition, der kræver videreførelse. Men nu ligger jeg her og har det ganske elendigt. Og har ingenlunde tid til at ligge her; både fordi jeg skulle have været på arbejde, men også fordi jeg skulle have læst op til eksamen. Det skete ligesom ikke. I stedet for vil jeg lægge mig til at sove (og ja, jeg ved godt, at klokken endnu ikke er 19.30) og inderligt håbe, at jeg er frisk(ere) i morgen.

søndag den 20. december 2015

Min weekend i punktform

  • Jeg har drukket rom og cola i mumi-koppe. Og en flaske asti. 
  • Jeg har spist en halv torta de limon.
  • Jeg har haft besøg af min helt igennem eminente, hysterisk morsomme, vanvittigt begavede og topskønne kusine Birgitte. 
  • Jeg har haft en 11-timers vagt på arbejde med 15% søde kunder og 85% forbistrede kunder. 
  • Jeg har fået en mail fra mit teleselskab om, at de giver mig mere data og mere gratis taletid. 
  • Jeg har stået bag ved en mand i Bilka som handlede ind for 3.217 kroner. Jeg er med på, at julen er en fed og sød tid, men det virker alligevel en smule voldsomt.
  • Jeg har ikke sovet nok.
  • Jeg har fået adventsgave - Helle Virkners biografi, som efter sigende skulle indeholde detaljerede beskrivelser af hende og Jens Otto Krags sexliv. Tør man læse den? 
  • Jeg har påbegyndt sæson 3 af House of Cards.
  • Jeg har set det boligbyggeri, hvor min bedstefar (som døde inden jeg blev født) boede i O'ense.
  • Jeg har fundet ud af, at det er den 20. i dag. Det vil sige, at det er jul om fire dage. Selvom jeg godt kan tælle, er det altså kommet lidt bag på mig. 
  • Jeg har overhovedet ikke fået styr på mit eksamensprojekt, men i morgen er der atter en dag. Som er den 21. december. 

lørdag den 19. december 2015

Forresten vol. 14

  • Har julestemningen ikke indfundet sig hos mig. 
  • Generer det mig ikke synderligt, at julestemingen lader vente på sig. Eller helt udebliver. 
  • Ved jeg ikke, hvorfor jeg ikke har nogen chokoladejulekalender. Det er sgu da dumt. Og ved at være for sent.
  • Er min allergi gået fuldstændig amok. Mit brystparti ligner derfor noget, der hører hjemme i en trailerpark i Georgia. 
  • Glæder jeg mig til nytårsaften. Sådan helt oprigtigt og ondt-i-maven glæder mig. Fordi jeg skal gå ind i det nye år med tre af de sjoveste mennesker, jeg kender. 
  • Håber jeg virkelig, at der kommer iPhones på tilbud til januar. Min telefon tager cirka 5 sekunder om at registrere mine fingres befalinger. Det lyder måske ikke af meget, men det er det. Når man ikke fik tålmodighed i dåbsgave. 
  • Elsker jeg danskvand.
  • Hader jeg tørretumblerne i min bygning. Tøjet bliver ikke tørt, men bare klamt/fugtigt. Så skal det alligevel lufttørre på stolerygge og brusestang. 
  • Hader jeg også, at jeg ikke må have tørrestativ på min altan. Føler mig som et miljøsvin hver gang jeg tørretumbler tøj. 
  • Gad jeg godt at vide, om der findes mennesker, der kan finde ud af kalenderlys? Enten er man håbløst bagud eller også har man ikke holdt nok øje og er derfor nået til næste uge. 
  • Har jeg nu et par aftaler i min 2016 kalender. Det føles både dejligt og lidt uhyggeligt.
  • Har jeg fået en prematur fødselsdagsgave af den forsvundne tvilling. Blandt andet en lineret blok papir med teksten "another fucking list". Needless to say: I love it. 
  • Har jeg lige Googlet om man kan sige "prematur" på dansk. Det kan man godt. 
  • Kunne jeg virkelig godt spise en cheeseburger fra McD. 
  • Kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst spiste McDonald's.
  • Det passer ikke. Det gjorde jeg i maj, da Maj hentede mig i Århus efter min Sevilla-tur. 
  • Har jeg FRI i morgen og jeg har allermest lyst til at sove og se Netflix hele dagen. Den går desværre nok ikke i praksis. 
  • Synes jeg godt, vi kan arbejde på at tage konceptet "hviledag" mere bogstaveligt. 

fredag den 18. december 2015

Fredag

Ikke en reference til Robinson Crusoes kompis, men noget så kedeligt som en konstatering. Det er fredag aften. Jeg drikker danskvand, hører The Tallest Man on Earth og har netop spist vafler og set Frozen med kollegie-typerne. Og vasket tøj. Det har fandme været rart. I disse dage kører jeg fuldtidsarbejde, eksamensforberedelse, julegaveindkøbskoordinering, og har oven i hatten (og som bekendt) haft nogle dage, hvor jeg ekstraordinært har været i mine følelsers vold og hvor mit humør har været omtrent ligeså muntert som Ole Thestrup i en jumbojet. Og ja, jeg har lidt ondt af mig selv. Fucking snøft. 

Langsomt vender humøret. Ting tager tid, men søde samboer hjælper. Ligeså hjælper det, at jeg i morges fik en ufortjent og uforventet gave af min bedste veninde - chokolade, te og omsorg. Fandme godt nok sødt. Og nu er det weekend - jeg har fri hele søndag og jeg kan ikke få armene ned over, hvor meget jeg glæder mig til netop det. Jeg har næsten styr på julegaverne og jeg glæder mig sådan til, at jeg kan sætte mig ind i et tog efter kl. 20 på lillejuleaften, blive fragtet igennem det mørke landskab hjem til fastlandet og holde minimum tre dages ubetinget fri. 

torsdag den 17. december 2015

10 ting jeg skammer mig over:

  1. At jeg bed min storesøster rigtig tit, da vi var børn. Også da vi var relativt store børn. Bed i arrigskab, bed til, bed hul. Ikke sympatisk. 
  2. Hvor lidt jeg ved om Israel og Palæstina.  
  3. Hvor mange dansktop sangtekster jeg kan udenad. 
  4. At jeg har tendens til at være politisk bedrevidende. Jeg har simpelthen så svært ved at acceptere, når folk har en (læs: fra mit synspunkt) fuldstændig fucked up holdning. 
  5. At jeg har helt utroligt mange fordomme om kendte mennesker. I særdeleshed dem, der ikke er kendte for at kunne noget (læs: realitystjerner). 
  6. Hvor ondt det gør på mig at få kritik. 
  7. At jeg er skabs-royalist. Jeg synes fandme, kongehuset er hyggeligt. Men det går også ret meget stik imod alt andet, jeg står for. Frihed for eksempel. 
  8. At jeg har uhyrligt svært ved at tage mig sammen, når jeg skal selvstudere. Ikke på den søde måde, hvor man balancerer mellem galskab og genialitet. Mere bare dovenskab og manglende gejst. 
  9. Hvor misundelig jeg kan blive på jævnaldrende over, hvad de har opnået.
  10. Hvor beregnende og egoistisk jeg kan være. 

onsdag den 16. december 2015

Isolationscelle

Vi fortsætter den muntre julestemning og det gode humør. Og ja, det var et tommetykt lag sarkasme. Jeg har nemlig lyst til at spærre mig inde i noget, der minder om en isolationscelle med samtlige sæsoner af Rejseholdet, Borgen, Ørnen, Forbrydelsen, Breaking Bad og House of Cards. Fordi det jo virkelig er TV, der gør en i super godt humør og som i den grad monterer de positive briller på en. Jeg har bestemt ikke lyst til at se verden i øjnene lige nu og vil derfor gerne gemme mig under en omvendt prinsessen på ærten konstellation med dimensioner af tæpper, puder og dyner. Og selvynk. Sidstnævnte del har jeg tydeligvis fuldstændig styr på. Omend jeg er omgivet af gode mennesker og omsorg strømmer ind fra stort set alle vinkler, kan jeg ikke få mit hoved til at lukke røven. Derfor vil jeg lige nu udelukkende forholde mig til høj vred rockmusik og potentielt Netflæsk. Og skulle vi så ikke satse på, at føljetonen Dårligt Humør er et eksemplar med kun to historier?

tirsdag den 15. december 2015

En mental tour de chambre

Jamen velkommen. Her har vi entreen, og der trænger gevaldigt til at blive ryddet op, men der er da potentiale til noget opbevaring. Nu har vi så bevæget os ind i køkkenet. Og øh, det bliver ikke brugt så meget, men de nødvendige komponenter er til stede, selvom de er lidt gamle i det. Stuen ligger, som I kan se, i forlængelse af køkkenet, og det er egentlig meget praktisk, men som I også kan se, er jeg p.t. ved at bygge om, og det har virkelig trukket ud - det skulle faktisk have stået færdig sidste år. Badeværelset er i stykker, så jeg bruger et skur ude bagved. Soveværelset er det eneste, der faktisk fungerer - en velvalgt prioritering fordi jeg holder så utrolig meget af at sove. Værst af alt er førstesalen - den er ét stort byggerod.

Ja, det var et meget pædagogisk billede af mit indre, jeg lige fik stablet på benene der. Men der er rod i mit hoved. Så meget, at det føles som om, at selve kraniet er for småt. Noget med en røvfuld eksaminer jeg ikke kan overskue og som jeg er pikkehamrende nervøs for, noget med dårlig samvittighed over for min familie, noget med nogle overvældende følelser, jeg ikke helt kan styre, noget med at mit elskede Apropos er gået i hi, noget med en stadig ny og relativt ukendt by, noget med at være langt væk fra mine venner og noget med at være nervøs for fremtiden (og ja, jeg ved sgu godt hvad jeg skrev på listen lørdags). Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det går væk af sig selv. Så lige nu hører jeg The National og drikker te, indtil jeg skal på arbejde, hvor der heldigvis er så afsindigt travlt, at jeg glemmer, at jeg har en hjerne.

mandag den 14. december 2015

10 ting jeg oprigtigt hader:

  1. At begrebet "hysterisk" aldrig bliver brugt om mænd.
  2. Når nogen siger til mig, at jeg PMS'er, hvis jeg bliver sur. I den sætning ligger nemlig "kvinde, styr dine følelser". Til hvilket man intet kan stille op. For så bliver man kaldt hysterisk. 
  3. Lugten af kogt kød. 
  4. Boller i karry. 
  5. Mænd med langt hår i nakken - de der rottehaler, kan I huske dem? Fy for satan. 
  6. Negle på tavle. Føler mig voldtaget i hovedet. 
  7. Kunstige negle. Det. Er. Grimt. 
  8. Nærighed. Det er bare så småligt og usympatisk. 
  9. Piña coladas. De smager af flydende bobbletyggegummi med frugtflæsk. 
  10. Dameblade. Mage til patroniserende, generaliserende lort skal man eddermame lede utroligt intensivt efter. 

søndag den 13. december 2015

Søndags-blues

Jeg har haft en spitze weekend! Der har været blå himmel og solskin både i går og i dag - både ude i virkeligheden, men også inde i mit hoved. Lørdag var jeg ok effektiv om dagen og om aftenen drak jeg mig urimeligt fuld. Altså ikke alene med en palle liebfraumilch, vel. Sammen med kollegietyperne, hvor jeg indtog cirka 1000 white russians og grinede højt, tit og længe.

I dag startede trægt. Det indrømmer jeg blankt. Jævnfør de 1000 white russians, ved jeg godt, at det var selvforskyldt. Om formiddagen arriverede min moder, storesøster og to pragteksemplarer af mine nevøer til Fynsland. Noget af det fantastiske ved at have nevøer er i øvrigt, at jeg ret tit laver en Axel Strøbye og siger "Det var min NE-VØ" - I ved nok - de gamle Min Søsters Børn film. De er bomben. Vi har hængt ud i downtown O'ense og sunget med på rigtigt mange børnesange.

Nu er klokken 20.08, jeg sidder og forbereder mig på et møde med min underviser i morgen formiddag. Og det var så den weekend. Fuck. Det er herremeget mandag i morgen. Jeg magter ikke mandage. De er ligeså udskældte som p-vagter, og det synes jeg faktisk normalt er synd. Hvis ugen var en omgang rundbold, ville mandag altid stå tilbage som den, ingen ville have med på deres hold. Det er da fejhold (tøhø). Men jeg kan sgu godt forstå det. Mandagen kommer bare der med sin mandags-hed og minder på brutal vis en om, at weekenden er slut, og at vi skal vente en hel arbejdsuge på, at den kommer tilbage. Det er aldrig rart, men når man har haft en så dejlig en af slagsen, som jeg har, er det borderline tortur. Jaja menneskerettighedstyper, jeg skrev borderline. Nu vil jeg nyde de sørgelige bundslatter af den snarligt overståede weekend OG forsøge at gå i seng på et nogenlunde rimeligt tidspunkt.

lørdag den 12. december 2015

10 ting jeg skal holde op med:

  1. At tro at livet bliver lettere. Her lyder jeg måske en kende bitter, men i virkeligheden er jeg bare blevet mere realistisk med årene. Ungdomsproblemer erstattes med voksenproblemer, og jeg gætter på, at de med tiden bliver erstattet af gammelproblemer. 
  2. At råbe, når jeg bliver passioneret omkring noget. Det kommer ikke til at ske. 
  3. At gå ud fra, at alle mennesker synes sarkasme er the shit. Spoiler: Det gør alle ikke, og så har man lige pludselig et kæmpemæssigt forklaringsproblem a la Lars von Trier til Cannes. 
  4. At drikke en kæmpe spand te lige inden, jeg skal sove.
  5. At tiltrække narkomaner, udviklingshæmmede og mænd med tatoveringer i ansigtet. Lige her er jeg lidt blank på metoden. 
  6. At købe store poser æbler. 5 æbler inde bliver jeg nemlig utrolig træt af æbler. Men så er der jo heldigvis tærte-muligheder. 
  7. At købe leverpostej. Jeg tror, jeg har opbrugt kvoten for resten af mit liv. Jeg kan næsten ikke få det ned, men alligevel er hakket lever, hvad jeg ender med at smide i den gule kurv i Netto. 
  8. At være så fucking nærtagende. Det er dumt. 
  9. At bekymre mig. Jeg bruger absurde mængder tid og energi på at bekymre mig om fremtiden. Og faktum er, at når jeg kigger tilbage på mit liv (ja, jeg lyder som en 85-årig) har virkeligheden aldrig været ligeså slem som mine skrækscenarier. Med undtagelse af sygdom og død, som jeg jo alligevel ingen medbestemmelse har over. 
  10. At købe kjoler. Det bliver jo for helvede ikke ved med at gå. Åh, jeg må le - det kommer heller ikke til at ske. Jorden går jo ligesom ikke under af sig selv - vi må løfte i flok.

fredag den 11. december 2015

Om drømme og Donald Trump

God-fredag-morgen. Mit kalenderlys brænder, jeg hører MIKA og om 10 minutter skal jeg ud at spise morgenmad med mine dejlige samboer. Jeg har netop drømt om Donald Trump. Drømmen indebar blandt andet en adventskrans uden lys og Aarhus Universitet placeret i en spejderhytte i, hvad jeg vil gætte på var, Vestjylland. Præcist hvad min underbevidsthed forsøger at bearbejde, er jeg ikke helt skarp på. Jeg kan dog konkludere, at jeg synes verdens tilstand er sørgelig. Jeg synes mest af alt, der er had, forsmåethed, frygt og hykleri. Og Donald Trump skræmmer mig. Jaja, han er en amerikansk tosse, og det er sjovt, at han siger så mange rabiate ting. Eksempelvis, at amerikanske muslimer skal i internering og at hvis koncertgængerne på Baclatan havde haft deres rifler med, havde blodbadet været meget mindre. Han er jo syg i roen. Hvis man så bare kunne afskrive ham som en enlig svale, ville jeg ikke være bekymret. Men de tusindvis af mennesker, der hujer og tilråber ham, gør mig oprigtigt bange. Jeg anfægter ikke, at han er en dygtig forretningsmand, men her vil jeg bare gerne køre Jantelov/High School Musical: Hold dig til det, du kan finde ud af. For politik er fandme da ikke hans spidskompetence. Jeg vil faktisk tillade mig at betvivle hans intelligens. Ét er politisk tække, noget andet er, at hans udtalelser jo helt logisk, i excelark og sort på hvidt, giver meget lidt mening.

Mest af alt gør det mig ked af, at verden partout skal deles op i os og dem. Dikotomier er det største vandfald på hadets mølle. Jeg siger ikke, at vi alle skal elske hinanden - til trods for hippietendenser er jeg med på, at det ikke er muligt. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor manglende forståelse per automatik bliver det samme som manglende accept. Jeg ved også godt, at langt de fleste mennesker (håber jeg inderligt?) er moderate i deres holdninger, men ekstremerne taler højest, fylder mest, skaber størst indspark. Dette blogindlæg er et glimrende eksempel, for jeg skriver lige nu ikke om Bernie Sanders' fantastiske udtalelse til Jimmy Fallon, hvor han elegant fik fastslået, at dette ikke er en krig imod muslimer. Næ, jeg skriver om Donald Trump. Fordi han skræmmer mig, han gør mig oprigtigt bange for, hvad der sker i det tilfælde, at han bliver præsident.

Den forsvundne tvilling fortalte mig, at hun til en vens familiefest engang fik at vide af en småracistisk mand, at hun var hans "yndlingsmuslim". What the actual fuck?! Dét er jo problemet. At man skærer en hel religion/kultur/landsdel over én kam uden reelt grundlag. Og når man så møder de mennesker, det drejer sig om, vil jeg til enhver tid hævde, at man oftest bliver positivt overrasket. Jeg tror, at uvidenhed er den største trussel mod menneskeheden, kreeret af mennesker. Vi har siden tidernes morgen været bange for det, vi ikke kender. Det er forståeligt, i og med, at det ukendte potentielt udgør en trussel. Det ved man jo ikke endnu. Jeg er på ingen måde en helgen - jeg er sgu nærmest altid bange for et eller andet. Jeg ville bare sådan ønske, at man lod tvivlen komme det skræmmende og ukendte til gode. Det kunne jo være, at det slet ikke var så slemt endda. Det kunne endda være, at skræmmebillederne blev gjort til skamme.

Med ønsket om en lidt højere tolerancegrænse for vores medmennesker; også dem vi ikke kender og dem, vi ikke forstår. Så vil jeg forsøge at gøre det samme med Donald Trump og håbe, at han engang opnår samme erkendelse eller får et hjertestop.

torsdag den 10. december 2015

Overvurderede typer:

  • Shia LaBeouf. 
  • Lola Jensen fra Go'Morgen Danmark
  • Christian Bitz fra Go'Morgen Danmark
  • Resten af menneskerne på Go'Morgen Danmark
  • The Ramones. Ja, undskyld. Har prøvet, men føler den bare ikke.
  • Jennifer Aniston. Hun er jo ikke sjov. Men jaja, bevares - damen formår at have spejlblankt hår, der ikke ser fedtet ud. 
  • Kanye West. Men det er stadig bedre end Donald Trump. 
  • Stine som jeg gik i folkeskole med.

onsdag den 9. december 2015

Problemer med journalistuddannelsen

Efter 3 hele måneder på journalistuddannelsen på SDU, føler jeg, at det nu er på tide med lidt brok. For lad os være ærlige; brok kommer altid på bordet. Mine frustrationer bunder alle i paradokset, der hedder cavling-søgende-dybdegående-journalistiske curlingbørn, der samtidig tilfældigvis ser blændende godt ud på live tv. Her kunne man jo så drømme sig til, at underviserne var afbalancerede typer, der formår at sætte skabet, hvor det skal stå. Aber nein. Hermed et lille udvalg af de ting, jeg har udledt af undervisningen på 1. semester:  
  • Danskerne er åbenbart dumme. Ja, det er min konklusion, når vi - journalister in spe - bliver tvangsfordret med vinkling som gæs bliver det med kogt pasta. En journalist må nemlig altid have en vinkel. Og for Guds skyld kun én. Ellers forstår folk nemlig ikke, hvad det er, du prøver at fortælle dem. De er jo ikke selvstændigt tænkende væsener. De har brug for os til at formidle neutrale nyheder, så de selv kan danne en informeret holdning. Så er problemet jo bare, at neutrale nyheder ikke eksisterer. 
  • Du må som journalist aldrig være konfrontatorisk i en interviewsituation. Medmindre du er Clement Kjersgaard eller Martin Krasnik. De må godt, fordi de kan. Siger underviseren. Og det er jo virkelig et solidt argument fra et af medlemmerne i Den Fjerde Statsmagt. 
  • Medmindre du kan finde ud af at designe en hjemmeside, en app og i øvrigt selv 100 % styre grafikken på de online medier, som er fremtiden, er der ikke et job til dig. Folk gider nemlig heller ikke læse længere.
  • Objektivitet findes åbenbart stadigvæk inde i undervisernes hoveder. 
  • Blå blink, pelsdyr og sex i varierende offensiv mængde er åbenbart det eneste folket reelt interesserer sig for. Resten lader bare som om, at de går op i finansloven og det europæiske fællesskab. Hvad er det nu, det hedder? NATO. 
  • Journalister er de vigtigste, klogeste mennesker i nationen. Og slet, slet ikke det mindste arrogante. Ligeledes er journalister demokratiets vagthunde, sandhedens vogtere, og heldigvis bliver vi jo slet ikke præget af vores undervisere udi, hvordan resten af vores landsfæller er og hvad de interesserer sig for. 

tirsdag den 8. december 2015

10 ting jeg aldrig gør igen:

  1. Sejler i kano på Gudenåen. Hvis jeg skal tvinges, skal min far, fætter og schæferhund ikke befinde sig i selvsamme kano. 
  2. Drikker Pisang Ambon blandet op med appelsinjuice og vodka.
  3. Lægger an på venindes fætter.
  4. Læser et andet menneskes dagbog. 
  5. Tager til bryllup hos mennesker, jeg synes er fundamentalt dårlige for hinanden. 
  6. Siger tillykke med graviditeten til perifære bekendtskaber, medmindre de personligt har fortalt mig, at de venter sig. Hovsa Henning. 
  7. Siger til nogen, at jeg hader dem. For faktum er jo, at man aldrig rigtigt skændes med mennesker, man ikke elsker meget højt. 
  8. Får madforgiftning på en 24-timers bustur. Jeg er godt klar over, at jeg ikke helt selv kan styre denne, men jeg spiser i hvert fald aldrig en sandwich fra et argentinsk gadekøkken lige inden 24-timers bustur igen. 
  9. Tager til avant-garde tango, hvor tillidsøvelser er en del af oplevelsen. Jeg. Kan. Ikke. Tage. Det. Alvorligt. 
  10. Laver en liste over ting, jeg aldrig gør igen, eftersom jeg ikke kan overholde dem. Bortset fra punkt 4 og 7 - dét gør jeg aldrig igen. 

mandag den 7. december 2015

Om the/københavnerbirkes

"Så rykker du vel til København på et tidspunkt." Præcist hvor mange gange, jeg har hørt sætningen, har jeg ikke tal på. Og det er ikke en sætning, jeg på nogen måde er afvisende over for. Hvis det er dét, der giver mening i (7-9-13) arbejdsøjemed, og jeg ellers har lyst. Så er der da en overvejende sandsynlighed for, at jeg rykker teltpælene til hovedstaden. Og jeg kan godt lide København. Men det betyder ikke, at alle andre byer, som officielt er provinsbyer, er provinsielle. Uciviliserede og fyldt med Frank Erihsen typer. Skovmandsskjortebærende typer i det mørke Jylland, der ikke ved noget om politik og som allesammen hjemmedyrker kartofler, har en scooter i garagen og kan finde ud af at bakke med trailer. Ligesåvel som at jeg godt ved, at ikke alle sjællændere er københavnere, at de ikke alle er Frank Jensen, og at de ikke nødvendigvis ser ned på jyder med fordomme ud af begge Calvin Klein ærmer.

Da jeg var 15, mødte jeg en københavnsk dreng, som på alle måder var en røvbanan. Han fortalte mig, at københavnere var sejere end jyder. Mit 15-årige argument var, at jyderne vandt Robinson.
Helt seriøst. Hvad er det for en fucked-up diskussion? Vi er alle danskere - kan vi ikke bare blive enige om det og drikke et shot? Det svarer lidt til argumentet om, at hårfarve har noget at gøre med intelligens. Det kan vel for helvede ikke komme bag på nogen, at ens fødestavn intet har at gøre med, hvordan du er som person. Man har jo ikke ansvar for, hvor man fødes og opvokser - det har ens forældre. Du har så selv ansvar, hvor du som voksen vælger at bosætte dig.

Jeg skamrider ironien i, at jeg kommer fra Randers. Noget med, at jeg har været i mange slåskampe, og at jeg udtaler sort såååårt. Det er nemmere for mig at bruge ironien som våben, når jeg - uden at være arrogant - er det, man vil klassificere som en ressourcestærk ung kvinde. Min far er ikke rocker, min mor og storesøster er veluddannede. Der er ok styr på lortet i familien. Og fordi jeg ikke bor der længere. Og ja, Jimmy og Dracula-Ulla er fremtrædende personligheder i det randrusianske bybillede. Men at tro, at de 97.000 mennesker, der bor i Randers Kommune alle har en betinget dom eller som minimum har forbindelser til Hell's Angels er decideret uoplyst, højrøvet og naivt.

Jeg synes, det er snobberi udover landegrænser, at man per definition synes, at københavnere har mere værd end jyder. Jeg ved godt, at der så afgjort også er fordomme om "Djævleøen", hvilket er præcist lige så jubelidiotisk. Men nu kender jeg altså mest til fordomme om fastlandets indbyggere, så det er det, jeg ævler om. Og nu vi er ved konceptet "jyder". Det er to trejdedele af landet, kammerater! Det er ret stort. Der er relativt langt fra Sønderborg til Sæby. Fra Grenå til Esbjerg. Det er ikke kun plovmarker og traktorer. De er der også. Men newsflash; det er de også på Fyn og Sjælland.

P.t. er jeg bosiddende på Fyn, hvor jeg vil være Danmarks svar på Schweiz.
Jeg er ikke ude på at udviske regionale forskelle, for jeg elsker dem. For eksempel morer jeg mig kongeligt over, at "københavnerbirkes" til højre for Storebæltsbroen hedder "thebirkes". Det er ikke mit ærinde. Men for mig at se, handler det oftest mest om en intern konkurrence om, hvem der er sejest/klogest/pænest end det handler om, at der for helvede er forskel på fisk, at det er fint - men at de forskelle nok har mere at gøre med, at mennesker i deres natur ikke er ens, end det har at gøre med, hvad side af vandet, du lever på.
Køb en the/københavnerbirkes og gør grin med svenskerne i stedet.

søndag den 6. december 2015

Ting jeg er ambivalent omkring:

  • Rullekraver. 
  • Universitets-livet. Det er jo dejligt at lære, men omvendt er det også virkelig dejligt at spise pebernødder og se House of Cards.
  • Donuts. Do eller do nut? 
  • Buffalo sko. Er de på vej tilbage? Er de på vej ud? Ingen ved det.  
  • Vanter med indbygget smart-phone feature i fingerspidserne.
  • Min fremtid. 
  • Poul fra Gift Ved Første Blik.
  • Julemusik. 

lørdag den 5. december 2015

Historien om et kollegie

I marts begyndte jeg at lede efter bolig i Odense. Efter flere års dårlig boligkarma var listen relativt lang; jeg ville ikke bo i stuen, jeg ville have mit helt eget sted og det skulle være i centrum. Vigtigst af alt ville jeg IKKE bo på kollegie. Those days were so gone. Jeg havde dog glemt at tage højde for alle de andre børn, der også ledte efter bolig og kunne derfor intet finde. Fordi. Jeg aldrig bliver klogere.
En dag i juli ringede den forsvundne tvilling til mig og fortalte om et kollegie under opbygning, hvis sugar daddy hed Mærsk. Jeg skrev en ansøgning, fik svar og blev godkendt. Jeg var glad for at have fundet noget, fordi succesraten begyndte at sortne for øjnene af mig. Jeg sagde naturligvis ja. Med tanken, at det ville blive fint og at man jo altid kan flytte (a-fucking-hem).

Nu er der bare sket det fuldstændig fabelagtige, at jeg elsker det. Jeg er vild med det her sted. Med 8. sal. Man kan godt blive sådan helt oprigtigt taknemmelig, når man møder så søde mennesker ved en tilfældighed. Som man klikker med og som det føles naturligt at hænge ud med. Det er ganske enkelt skønt, at der er nogen, når man kommer hjem. At der er nogen at snakke med, stene YouTube med og som fucking henter en billedbog for at gøre en i godt humør, når man er trist og nede(ren). Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Tak til Mærsk. Og også tak til 8. sal.

fredag den 4. december 2015

10 ting jeg oprigtigt elsker:

  1. Hindbærsnitter.
  2. Når jeg har brugt en kuglepen/overstregningstusch helt op.
  3. Frostklart vejr. 
  4. Lugten af gamle bøger.
  5. Let Your Fingers Do The Walking af Sort Sol.
  6. Mandeskuldre.
  7. Kvindeankler. 
  8. Lugten af lime, fordi den minder mig om min fasters blomsterbutik. 
  9. Britisk.
  10. Murstensvægge.

torsdag den 3. december 2015

Dem, der stemmer bestemmer

Jeg elsker at stemme! Valgkortet med ens fulde navn på. At skulle hen på en folkeskole, der lugter af prutter og leverpostej. Ok, ikke så meget lugten, men stemningen. Ind bag gardinet i gymnastiksalen med ribberne. At tage den røde blyant i hånden, sætte krydset og putte den ned i boksen. Bevidstheden om, at ens stemme har en betydning. Ja, det lyder højrøvet. Ikke desto mindre er jeg tosset med det hele. Omend retsforbeholdet er blevet dømt til at være politikens pendant til p-vagter og at skulle betale penge tilbage i SKAT, er det relevant. For os og det samfund, vi ikke kan undsige os at være en del af. Og ved Gud, hvor kan jeg ikke forstå mennesker, der ikke udnytter det kæmpemæssige privilegium, det er at have stemmeret. Dem, der bare ikke magter at hive deres appelsinhudsbefængte røv op til stemmeurnen. Jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige, men jeg synes vitterligt, at man pisser på demokratiet. I 7. klasse lærte jeg af min utroligt pæne samfundsfagslærer Thomas, at demokrati betyder folkestyre. For de langsomme betyder det jo så, at uden folket dør demokratiet. Så bevæger vi os potentielt over i diktatur/teknokrati. Ingen af de to dele synes jeg, vi skal efterstræbe. Man skal faktisk ikke bevæge sig specielt mange kilometer sydpå/østpå for at finde mennesker, der dør i kampen på medbestemmelse. Og så synes jeg edderpatfitme, det er forkælet på et decideret urimeligt niveau ikke at bruge den stemme, man i bogstaveligste forstand har fået serveret på et sølvfad. Fucking lige i postkassen. Det kræver så ualmindeligt lidt, men har mulighed for at betyde så meget. 
Eftersom stemmestederne nu er lukkede, og jeg derfor ikke kan tvinge folk til at rykke på sig, vil jeg i stedet for sige, at hvis du er en af dem, der ikke har stemt, skal du bare lige være med på, at du hermed har mistet retten til at brokke dig på samtlige af de områder, som retsforbeholdet berører. 

onsdag den 2. december 2015

10 ting jeg helst ikke indrømmer:

  1. Jeg snakker med mig selv, når jeg er alene. Inde i hovedet. Ret meget, faktisk. 
  2. Jeg glemmer at spise. Ikke på sådan en uh-jeg-er-så-travl-og-vigtig-at-jeg-ikke-havde-tid-måde. Men helt lavpraktisk. Det er nok ikke uden grund, at min mor og bedste veninde bekymrer sig om mine madvaner.
  3. Jeg gør mit badeværelse rent dagligt. Jeg kan ikke fordrage, når der ligger fnuller, snask og vanddråber i og omkring vasken. Det er lidt OCD-agtigt. 
  4. Jeg tæller ord, når jeg snakker. Det er også lidt OCD-agtigt. 
  5. Jeg kan ret godt lide One Direction. Ja, jeg er 25. Men det er god popmusik fremført af et boyband. Jeg er også stadig fan af BSB, NSYNC og Westlife. 
  6. Jeg kigger i fremmede menneskers toiletskabe. Jeg ved ikke hvad, det er, jeg håber at finde. Kuren til evig ungdom? Aner det ikke, men jeg kan ikke styre det. 
  7. Jeg brugte sut indtil, jeg var fem år. Og stoppede kun fordi jeg fik en blå cykel for det. Barnet er til fals for bestikkelse. 
  8. Jeg er afhængig af min telefon. Og jeg ser egentlig mig selv som en velafbalanceret tekniktype, men det er jeg ikke. Jeg kigger på det lort konstance. 
  9. Jeg får virkelig nemt crushes på mænd og nævner i flæng; Michael Falch, Huxi Bach, Jonatan Spang, Dane DeHaan, Heath Ledger, Paul Slattery. Og ja, jeg ved sgu godt, at de allesammen er kendte. Men det er sådan set mere for det tilfælde, at nogle af de rigtige mænd skulle falde over bloggen. 
  10. Jeg er ret forfængelig og flover mig over det. Kunne nemlig godt tænke mig, at jeg bare var sådan en vand-og-vaskeklud type. I'm not. 

tirsdag den 1. december 2015

Pakkekalender-type

Glædelig jul derude bag skærmen. I dag er det 1. december, hvilket mest minder mig om Krummernes Jul, fordi Grunk aka Lukas Graham hoppede ned fra stolen hver morgen og proklamerede datoen, så Fru Olsens lysekrone dirrede. Nå. Det skulle hverken handle om julekalendre eller lysekroner, selvom det så afgjort også har sin charme.

I disse så moderne tider fornemmer jeg, at det er trendy at udfordre sig selv. Meget kan man kalde mig, men trendsætter og trendfølger ryger nok ikke i kassen over ting, Isabella er. Ikke desto mindre udfordrer jeg hermed mig selv til at skrive ét blogindlæg om dagen heeeeeelt frem til jul. Til de sproglige studenter snakker vi altså 24 indlæg på 24 dage. Fordi. Jeg elsker jo denne skriftlige kloak, men frekvensen er sgu faldet lidt af på den. Det må vi have gjort noget ved.

One down and 23 to go.