onsdag den 30. december 2015

2015 retrospektivt

Om 26 timer er 2015 slut.

Jeg har det stramt med nytår. Det er jo bare en helt almindelig aften, hvor folk går amok, går i alt for meget glitter, sætter ild til skraldespande og sprænger postkasser i luften. Fordi kanonslag åbenbart er det sjoveste næst efter pruttepuden. Jeg forstår det ikke. Og er pissebange for fyrværkeri - jeg skal ikke i nærheden af det. Som i: Overhovedet. I mit hoved er åben ild og høje promiller bare ikke en ideel kombi. Mega snerpe, I know. Derudover er jeg som bekendt også elendig modstander af nytårsforsætter. Modstander fordi de irriterer mig. Både fordi alle mennesker staver det "nytårsfortsæt" og fordi jeg ikke synes, det giver mening at gøre livsstatus baseret på en kalender. Elendig fordi jeg ikke kan undslippe opgørelsen. For når vi rammer årets sidste dage, gør vi status. Nytår er dejligt konkret - for præcis 12 måneder sad vi her sidst, fulde af forventninger og måske bekymringer om det kommende, uskyldsrene år. 52 uger senere sidder vi her atter og tænker ved os selv, at dén havde vi alligevel ikke set komme. Nytår er tiden for nye begyndelser og hvad end vi vil det eller ej, er det nu, vi kigger tilbage på det år, der rinder ud.

Når man, som jeg, har et sind, der tipper lidt til den mørke side, er en sådan statusopgørelse ikke ubetinget rar. Det er nemlig primært de smertelige ting, der fylder for mig. De ting, der gør ondt. De oplevelser, der har lavet små rifter i mit hjerte. Det fylder mest, ikke fordi kolonnen over plusser og minusser er meget længere på minussiden, men fordi jeg som person sagtens kan rumme glæde, grin og orgasmer. Sorg, frygt, frustration og ensomhed er sværere at forholde sig til og bearbejde - de kræver mere opmærksomhed, og det får de. 

Så fin tanken om en ny start er, ligeså fjollet er den. Du kan købe en ny kalender, ja, men der har været kalendere før den, og hvis vi er heldige, kommer der flere efter denne. Groft og morbidt sagt stod mit 2014 i dødens tegn. Jeg mistede fire mennesker i løbet af et halvt år, hvilket mit hjerte stadig kæmper for at forstå. Hovedet er nogenlunde med, men derfor gør det stadig pissepikkeondt. På det hospice, hvor min mormor trak sit sidste åndedrag, hang en plakat med teksten "Al sorg, al angst handler om en tilknytning til et andet menneske, som er blevet brudt eller som risikerer at blive brudt. Sorg er kærlighedens pris". Og det er så rigtigt. For kærligheden er her jo stadig. Men uden afløb. Jeg har ikke noget sted at kanalisere den kærlighed hen længere. Nu er den udelukkende forbundet til minder. Og selvom det skete i 2014 og nogen vil hævde, at jeg skal holde op med at koge suppe på dét ben, er sorg en proces. En proces man ikke kan skynde på eller sige nej tak til. Jeg besluttede mig sidste nytår for, at 2014 havde været én kæmpestor lavine af lort, og at 2015 ville være mit år. Dét ville blive godt. At når jeg endelig kunne give 2014 et ordentligt spark i røven med udtrykkelig besked om aldrig at komme tilbage, ville mit humør og mit liv finde et normalitets-stadie igen. Og selvom jeg tog den beslutning i en famlen-i-blinde-periode, fordi det var en overlevelsesstrategi, holder den jo ikke. Ingenting er kun godt eller kun dårligt. 2014 var hårdt, det var beyond hårdt. Men der skete også gode ting. Selvfølgelig gjorde der det. 

Og har 2015 været kun god? Næh. 2015 har for mit vedkommende i store træk handlet om afbræk, opbrud og nye begyndelser. Jeg har forladt Århus for at blive øboer - ja, jeg er flyttet til en eksotisk ø. Den hedder Fyn, og til trods for mine bedste forsøg har jeg endnu ikke mødt en indfødt, der tillader, at jeg kalder ham Fredag. I år fik jeg den største succesoplevelse. I mit liv, tror jeg. Jeg kom imod alle odds ind på en fantastisk uddannelse. En uddannelse, hvor der var virkelig var rift om pladserne. Jeg kom ind. Fandme. Nu er jeg sådan en studerende igen - en journalist studerende ved det der Syddansk Universitet. Jeg har en base i Danmark uden udsigter til at skulle slå mig ned et eksotisk sted. Det er mærkeligt, angst- og rejsefeberfremkaldende, men helt sikkert sundt for mig. 2015 bød på et receptionist-job, der langsomt men sikkert drænede mig for livsgejst. Det var også i år, jeg på en nogenlunde konstruktiv måde erkendte, at jeg har commitment issues, og at jeg ikke altid behandler mænd, som de fortjener. Og at det måske er et mønster, det er værd at kæmpe for at bryde ud af. 2015 har været nervepirrende, frustrerende, ængsteligt, ensomt, bange, selvudslettende, uvidende. Gudskelov har det også været rendyrket begejstring, velsignelse, nogen der holdt hånden over min familie, ukontrolleret grin, fuldemandsdans, lip-sync-battling, krammere, kakao, knækbrød (og jeg kan virkelig godt lide knækbrød) og kærlighed. Så. Til trods for sortseer-tendenser, er taknemmelighed den gennemtrængende følelse, når jeg kigger tilbage. Både på 2015, men også når jeg tænker på årene før og dem, der vil følge. Oprigtig taknemmelighed for de mennesker, jeg har i min osteklokke af et liv. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke har fortjent dem.

Tusind tak fordi I læser med. Det er rørende, at I gider. Tak for i år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar