lørdag den 5. december 2015

Historien om et kollegie

I marts begyndte jeg at lede efter bolig i Odense. Efter flere års dårlig boligkarma var listen relativt lang; jeg ville ikke bo i stuen, jeg ville have mit helt eget sted og det skulle være i centrum. Vigtigst af alt ville jeg IKKE bo på kollegie. Those days were so gone. Jeg havde dog glemt at tage højde for alle de andre børn, der også ledte efter bolig og kunne derfor intet finde. Fordi. Jeg aldrig bliver klogere.
En dag i juli ringede den forsvundne tvilling til mig og fortalte om et kollegie under opbygning, hvis sugar daddy hed Mærsk. Jeg skrev en ansøgning, fik svar og blev godkendt. Jeg var glad for at have fundet noget, fordi succesraten begyndte at sortne for øjnene af mig. Jeg sagde naturligvis ja. Med tanken, at det ville blive fint og at man jo altid kan flytte (a-fucking-hem).

Nu er der bare sket det fuldstændig fabelagtige, at jeg elsker det. Jeg er vild med det her sted. Med 8. sal. Man kan godt blive sådan helt oprigtigt taknemmelig, når man møder så søde mennesker ved en tilfældighed. Som man klikker med og som det føles naturligt at hænge ud med. Det er ganske enkelt skønt, at der er nogen, når man kommer hjem. At der er nogen at snakke med, stene YouTube med og som fucking henter en billedbog for at gøre en i godt humør, når man er trist og nede(ren). Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Tak til Mærsk. Og også tak til 8. sal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar