onsdag den 23. december 2015

Lillejuleaften

Så er vi her. Aftenen før aftenen. Med den mærkelige stemning, det altid medbringer. Jeg sidder på mit barndomsværelse og hører Avicii. Ja, jeg ved sgu heller ikke lige, hvad der skete der. Samtidig tænker jeg på Den Lille Pige Med Svovlstikkerne og Pyrus. Jeg har FaceTimet med mine nevøer og jeg er en røv - jeg truede dem fandme med, at de ikke fik gaver, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Lorte-voksen. For så blev de helt stille og bange for, at jeg mente det. Note to self, Isabella: 2-4 årige forstår ikke sarkasme. Mega fejhold at spille gavekortet. Selvfølgelig skal de have deres gaver, og det prøvede jeg at fortælle dem bagefter. De kan slet ikke være i deres spæde kroppe af forventnings glæde. Faktisk glæder jeg mig helt vildt til at se de to mini-mennesker åbne pakker. Selv har jeg lige skrællet 2,5 kilo kartofler og ædt tre snebolde. Min mor har vanen tro indkøbt de sidste presenter dags dato og jeg har drukket et glas snaps med mine forældre i julens navn. Juletræet er pyntet, ænderne (ja, pluralis) er forstegt, gaverne er næsten pakket ind. Vi når det nok, det plejer vi og resten i håret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar