lørdag den 26. december 2015

Luk nu røven, Isabella

Sådan siger den anden del rigtig tit til den første del af mig, når denne udbasunerer "DU ER IKKE GOD NOK". Jeg er lige dele ambitiøs og selvudslettende. Lidt usmart. Meget usmart, faktisk.

Da jeg var lille, ville jeg gerne være forfatter. Det vil jeg stadigvæk gerne. Til det skal man være dygtig til at skrive. Og det er her, vi rammer en mur så tyk som jerntæppet, der delte Europa. For jeg vil så gerne tro på det, søde mennesker fortæller mig. At jeg kan noget med sproget, at jeg har talent. Men jeg kan ikke. Det er så svært for mig at tro på.

Tidligere i denne måned fik jeg taget portræt-fotografier med den forsvundne tvilling. Manden med kameraet starter med at tage billeder af mig, og da han bevæger sig videre til tvilling, udbryder fotograf-typen "Ja, dét kan jeg arbejde med!". Hvad manden faktisk siger er, at Hanan er sygt fotogen. På ingen måde er det ny information for mig, at kameraet ikke elsker mit fjæs. Men det jeg faktisk hører er: "Isabella, du er herregrim". Og forindihelvede - det var jo ikke det, manden sagde. Jeg hører ikke det, der bliver sagt. Med den eminente undtagelse, at der er nogen, der kritiserer mig, i hvilket tilfælde jeg er lutter øren. Og al-drig glemmer det. Det betyder jo ikke, at jeg er super hyper nærtagende omkring alt - faktisk vil jeg selv mene, at jeg er ok schjov og nede med eksempelvis sarkasme. Men på nogle punkter er jeg meget usikker; jeg tager kritik ekstremt personligt, jeg bliver semi-panisk, når jeg skal møde nye mennesker i frygten for, at ingen kan lide mig og jeg har et sygeligt behov for at blive forstået rigtigt. Før i tiden gik jeg også rigtig meget op i, hvad folk tænkte om mig. Det gør jeg stadig, når det er mennesker, der betyder noget for mig. Heldigvis har jeg lært, at det er fløjtende ligegyldigt, hvad andre synes om mig.

Jeg ved ikke hvorfor. Men positive tilkendelser trænger ikke ind igennem hjernebarken. Jeg hører det, men jeg lytter ikke. Jeg forstår ordene, men jeg registrerer dem ikke. Om det er Jantelov, fortid eller bare en del af min personlighed, ved jeg ikke. Uanset kan jeg godt blive sur på mig selv. Ikke fordi jeg har lyst til at være en arrogant skid, der tror, at jeg er da shit og det største, der er sket det litterære miljø siden Oscar Wilde. Men. Det ville være rart ikke konsekvent at tro det værste om mig selv. Jeg tror, at min usikkerhed både er min velsignelse og min forbandelse. Det er den, der gør, at jeg altid kæmper, altid hæver barren, altid drømmer om noget større - den udvikler mig. Men den knækker mig også indimellem. Den banker mig ned i gulvbrædderne og fortæller mig, at jeg skal blive der.

Jeg tror, at samtlige af mine venner vil skrive under på, at jeg har tendens til at være selvdestruktiv. Og jeg kan edderpatfitme forestille mig, at det må være belastende. Belastende at skulle gentage sig selv i det uendelige til umiddelbart ingen verdens nytte. Der er ikke tale om falsk ydmyghed; der er for mig ingen glæde i at høre "du er dygtig" gentaget. Det er mere en hårdknude i maven og en masse bortforklaringer oven i egen krydder a la det-skal-du-synes-du-er-min-ven, det-er-nok-også-fordi-du-synes-jeg-er-sød, du-tør-ikke-sige-sandheden-for-så-ved-du-at-jeg-bliver-ked-af-det. Og det er jo en kæmpe gang pis.

Faktum er, at jeg aldrig ville drømme om at være så hård ved andre, som jeg er ved mig selv. Helt objektivt set kan jeg jo godt se, at det er fuldstændig fjollet. At det er ukonstruktivt. Fandme nærmest downright destructive. Derfor gad jeg virkelig godt kunne montere nogle andre briller end mine egne kritiske. Mine venners, min søsters, mine forældres, mine kusiners. For der hvor jeg ser fejl, tror jeg, at de ser noget andet. Ikke fordi de er blinde over for mine lidet flatterende sider, men de er ligeledes ikke blinde over for det gode. Sammen med alle de der ingredienser i mit livs bolledej, er der noget gær. Det gær, som får massen til at gro, som gør massen mulig. Den lille pakke gær er min skrivelyst. Den er fuldstændig essentiel for min livsglæde. Og alligevel kan jeg ikke dræbe stemmen i mit indre, der siger, at man sagtens kan bage boller uden gær. Jeg kan ikke bage uden gær. Min familie og mine venner ved det godt, og de fortæller mig, at jeg skal bruge min gær, at det er fantastisk gær uden udløbsdato, og at jeg virkelig burde bage nogle flere boller. Hvorfor kan jeg ikke tro på det og skrubbe ud i det skide køkken?

O'Malley og jeg snakkede post New York og Buenos Aires om, hvor dejligt det ville være, hvis man blev bevilliget tre minutters kig ind i fremtiden - bare lige så man kunne få ro i sindet og forhåbentlig se, at det hele nok skal gå. At man ender lige præcis der hvor man gerne vil være. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at alle mine homies nok skal blive til nøjagtig det, de drømmer om. Jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke hvordan, men jeg er stadig ikke i tvivl. De skal nok klare den. Hver og en. Og det samme tænker de jo helt sikkert om mig - men for fanden, hvorfor er det så svært at tro på sig selv?

Nu vil jeg gøre noget fuldstændig uhørt og offentliggøre det her indlæg i stedet for bare at lade det ligge i den virtuelle skuffe til tid og evighed. Det gør ondt, der er flagermus i bugen, det er pissepikkegrænseoverskridende. Men nu gør jeg det alligevel. AV.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar