tirsdag den 22. december 2015

Noget om kynismens opstandelse og veninders fertilitet

I børnehaven havde jeg to kærester. De hed Thomas og Klaus, og vi var alle tre mægtigt gode venner. Guttermænd, var de. Klaus var udadvendt, Thomas var indadvendt og jeg var ikke en dreng. Siden min progressive adfærd som barn, har jeg ikke haft noget behov for at udforske parforholds-genren. Og nej, ikke fordi jeg gerne vil have to mænd ad gangen som i børnehaven (nu lyder det pludselig helt forkert med den børnehave). Det er først inden for de seneste par år, at jeg er holdt op med at sætte lighedstegn mellem folk i parforhold og midlertidig sindssyge.

Jeg ved ikke præcist, hvornår det skilte for mig. Fra at have drømmen om en happy ending og til min nutidige skepsis/kynisme/afstumpethed. Som yngre havde jeg nemlig Audrey Hepburn, Disney-prinsesse-fasen og boyband-besættelsen (Shane Filan og jeg ville have fået umanerligt kønne børn), hvor jeg dagdrømte om at få fejet benene væk under mig. I folkeskolen var jeg ret sikker på, at der bare ikke var nogen, der ville have mig. På et tidspunkt i gymnasiet bestemte jeg mig for, at så kunne det kraftedme også bare være ligemeget. Så gad jeg da bare slet ikke have en kæreste, hvis det skulle være på den måde. Det blev på sin vis en selvopfyldende profeti. Hvilket jeg er glad for. Jeg har ikke lyst til den der kernefamiliekonstellation, ikke ambitioner om at være en del af skyllemiddelssegmentet. Og det er noget, jeg hviler hundrede procent i. I dag betragter jeg dog ikke ideen om en kæreste som fuldstændig usandsynlig. Tanken kan stadig skræmme mig voldsomt. Men jeg er nået frem til, at hvis Klods-Hans en dag står dag med en død krave i den ene hånd og tilbyder mig sit hjerte i den anden - og jeg ligeledes har lyst til at give ham mit tilbage - er det super. Så skal han være hjertelig velkommen til at forsøge at manøvrere i rodebutikken. Og hvis det ikke sker, er det også ok.

Jeg har i de seks år siden jeg fik studenterhuen på (fuck) ikke rigtigt ændret holdning, men det har min omgangskreds. Ikke at de har postuleret det samme som mig, men mine venner og veninder, som er min guldkrukke for enden af regnbuen, er langsomt og sikkert ved at danne sig kernefamilier. Det følgende kommer til at lyde utrolig egoistisk af den simple grund, at det er det.
Jeg bryder mig ikke om det. Skizofrent, som altid naturligvis. Jeg glæder mig til at blive tante til de guldklumper, mine veninder kommer til at føde, jeg er dybt beæret over de bryllupper, jeg har været en del af, jeg holder rigtig meget af mine veninders respektive mænd og bombesikkert er det, at jeg ikke ønsker noget som helst andet end evig lykke, solskinsdage, god karma, bred karse og medvind på cykelstien for mine veninder. Men. Vennerne er den selvvalgte familie. Mit hjerte er stavnsbundet by choice. Og lige præcis derfor rammer deres opbygning af et traditionelt familieliv ind i en frygt for at miste dem, der betyder allermest for mig. Jo ikke fordi, at de slår op med mig, når de bliver gift. Men når tiden kommer, hvor de får børn, ved jeg jo godt, at tingene kommer til at forandre sig. Og det skal de, for et barn vender op og ned på verden, gør den større, smukkere, bedre, mere skræmmende. Det skal der være plads til, og jeg kommer til at glæde mig så meget på deres vegne, for jeg ved, at det er det, de ønsker. Derfor kan jeg godt blive melankolsk over den forandring, jeg ved, der kommer.

Sgu da egentlig praktisk, at en graviditet tager ni måneder. Så de vordende forældre kan købe udstyr, babysikre dødsfælden og så umodne veninder mentalt kan forberede sig. Og købe sparkedragter. Og endnu federe; meget larmende legetøj.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar