fredag den 11. december 2015

Om drømme og Donald Trump

God-fredag-morgen. Mit kalenderlys brænder, jeg hører MIKA og om 10 minutter skal jeg ud at spise morgenmad med mine dejlige samboer. Jeg har netop drømt om Donald Trump. Drømmen indebar blandt andet en adventskrans uden lys og Aarhus Universitet placeret i en spejderhytte i, hvad jeg vil gætte på var, Vestjylland. Præcist hvad min underbevidsthed forsøger at bearbejde, er jeg ikke helt skarp på. Jeg kan dog konkludere, at jeg synes verdens tilstand er sørgelig. Jeg synes mest af alt, der er had, forsmåethed, frygt og hykleri. Og Donald Trump skræmmer mig. Jaja, han er en amerikansk tosse, og det er sjovt, at han siger så mange rabiate ting. Eksempelvis, at amerikanske muslimer skal i internering og at hvis koncertgængerne på Baclatan havde haft deres rifler med, havde blodbadet været meget mindre. Han er jo syg i roen. Hvis man så bare kunne afskrive ham som en enlig svale, ville jeg ikke være bekymret. Men de tusindvis af mennesker, der hujer og tilråber ham, gør mig oprigtigt bange. Jeg anfægter ikke, at han er en dygtig forretningsmand, men her vil jeg bare gerne køre Jantelov/High School Musical: Hold dig til det, du kan finde ud af. For politik er fandme da ikke hans spidskompetence. Jeg vil faktisk tillade mig at betvivle hans intelligens. Ét er politisk tække, noget andet er, at hans udtalelser jo helt logisk, i excelark og sort på hvidt, giver meget lidt mening.

Mest af alt gør det mig ked af, at verden partout skal deles op i os og dem. Dikotomier er det største vandfald på hadets mølle. Jeg siger ikke, at vi alle skal elske hinanden - til trods for hippietendenser er jeg med på, at det ikke er muligt. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor manglende forståelse per automatik bliver det samme som manglende accept. Jeg ved også godt, at langt de fleste mennesker (håber jeg inderligt?) er moderate i deres holdninger, men ekstremerne taler højest, fylder mest, skaber størst indspark. Dette blogindlæg er et glimrende eksempel, for jeg skriver lige nu ikke om Bernie Sanders' fantastiske udtalelse til Jimmy Fallon, hvor han elegant fik fastslået, at dette ikke er en krig imod muslimer. Næ, jeg skriver om Donald Trump. Fordi han skræmmer mig, han gør mig oprigtigt bange for, hvad der sker i det tilfælde, at han bliver præsident.

Den forsvundne tvilling fortalte mig, at hun til en vens familiefest engang fik at vide af en småracistisk mand, at hun var hans "yndlingsmuslim". What the actual fuck?! Dét er jo problemet. At man skærer en hel religion/kultur/landsdel over én kam uden reelt grundlag. Og når man så møder de mennesker, det drejer sig om, vil jeg til enhver tid hævde, at man oftest bliver positivt overrasket. Jeg tror, at uvidenhed er den største trussel mod menneskeheden, kreeret af mennesker. Vi har siden tidernes morgen været bange for det, vi ikke kender. Det er forståeligt, i og med, at det ukendte potentielt udgør en trussel. Det ved man jo ikke endnu. Jeg er på ingen måde en helgen - jeg er sgu nærmest altid bange for et eller andet. Jeg ville bare sådan ønske, at man lod tvivlen komme det skræmmende og ukendte til gode. Det kunne jo være, at det slet ikke var så slemt endda. Det kunne endda være, at skræmmebillederne blev gjort til skamme.

Med ønsket om en lidt højere tolerancegrænse for vores medmennesker; også dem vi ikke kender og dem, vi ikke forstår. Så vil jeg forsøge at gøre det samme med Donald Trump og håbe, at han engang opnår samme erkendelse eller får et hjertestop.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar