lørdag den 24. december 2016

Nu tændes tusind julelys

Dét er min yndlingsjulesang. Den er fantastisk smuk, jeg kommer altid til at tænke på Pippi, hvordan hun står og hænger ud af vindueskarmen på Ville Villekula og snakker til sin døde mor. Jeg hyler hver gang. Men jeg elsker den sang, og den får mig, udover Pippi, til at tænke på dem, jeg savner. Det lader til at være et vilkår for juletiden, og det er næsten okay.

Da jeg var i Tyskland med min familie i anledning af min fars runde fødselsdag, rodede min yngste nevø rundt i min taske, fandt mine strikkede sokker og spurgte mig, om jeg havde fået dem af nissen. Jeg fortalte ham, at min mormor, hans oldemor, havde strikket dem til mig. Han sagde, at oldemor og oldefar er døde, men at de er stjerner oppe i himmelen, der kigger ned på os og passer på os. Jeg kiggede ind i hans nøddebrune øjne omkranset af øjenvipper, der ville få alle mascara-producenter til at græde, mens mine egne øjne kæmpede for ikke at lade sig oversvømme. Det har hans mor fortalt ham, ligesom min mor i sin tid fortalte mig, da min farmor døde. Og jeg ved jo godt, at det ikke passer, men det er bare så rigtigt.

Glædelig jul.

Nu tændes tusind julelys
på jorden mørk og rund
og tusind stjerner stråler smukt
på himlens dybblå grund.

Og over by og land i nat
går julens glade bud,
om ham som fødtes i en stald
vor frelser og vor Gud.

Du stjerne over Betlehem
send dine stråler ned
og mind os om at julens bud
er kærlighed og fred.

Til hvert et fattigt hjerte send
et lysstrejf ned fra sky
så finder det den rette vej
og det bliver jul på ny.

fredag den 23. december 2016

Sølvbryllup, Tinder og mit stive alter ego

Jeg var til min moster og onkels sølvbryllup i går. Det var en større fest, end det lyder til. Jeg blev placeret ved ungdomsbordet, og det var ganske bra. Imellem hovedretten og desserten stak jeg af, ud i Haderslevs gader for at sige hej til et af mine yndlingsmennekser. Hun hedder O'Malley, og hende har jeg ikke set i to måneder. Det er en kæmpe fejl på alle områder. Vi gik en tur rundt om dammen, og man burde oftere spankulere rundt om kunstigt anlagte søer iført høje hæle og meget røde læber. Følte mig som Marie Antoinette. Jeg skulle bare have haft en kjole med underskørt på og et glas rødvin i hånden. Uanset var det skæppeskønt at se hende.

Tilbage til sølvbrylluppet, blev vinglassene fyldt op, promillerne steg, lyset blev slukket, musikken tændtes og stolene rykkede nærmere på hinanden. Der var bajere og rødvin, og jeg var et beruset apparat. Min ene fætter og jeg snakkede om det med at arbejde i et kreativt fag, og der var 1:1 identifikation, og det var pissefedt. Jeg fik skæld ud af en gammel rødhåret hejre, fordi jeg har min integritet, selv når jeg er stiv, og ikke ville danse med hende til Rasmus Seebach. Min anden fætter og jeg opdagede, at vores 17-årlige kusine har haft længere parforhold, end vi har, konkluderede, at vi kommer til at dø alene, og så opfordrede han mig i øvrigt til at få Tinder.
På et tidspunkt, da jeg var allermest on fire, kom mit lift og fortalte mig, at min røv skulle indfinde sig på stationcarens bagsæde. Jeg var ikke tilfreds, og brugte således hele køreturen fra Haderslev til Randers på at genere min gamle kammerat med sms-beskeder om, at han var en kedelig gammel mand, hvis ikke han tog med i byen. Han sagde nej første gang, jeg spurgte, og han sagde nej, da jeg spurgte gang nummer 18. Mit fulde alter ego minder om en pisseirriterende moden kvinde ved navn Bitten, der har det lidt for fedt med at belære andre om Problemet Med Verden og i øvrigt ikke er i stand til at styre sit røvindsintag. Hovsa. Nå, men jeg kom altså ikke i byen og taget i betragtning, at jeg skulle være ude ved mine nevøer i løbet af formiddagen, var det nok meget fornuftigt.

For hvilken formiddag. Kæft, de er søde. Jeg er blevet overdynget med kys og kram, og jeg er i den grad til fals for deres kærlighed. De sitrer af begejstring over i morgen, kan næsten ikke vente og synes, at ventetiden er ulidelig. Åh, hvor kan jeg godt huske det. Vi har lavet konfekt, hjemmelavede P-tærter (kææææft de er gode, man), og med vi mener jeg, at min søster har lavet det, mens jeg åd rester siddende på køkkenbordet. Pt står moder og fader i køkkenet, jeg har klejnet min mors iPad og ligger foran brændeovnen med min hund. Og når jeg siger min hund, mener jeg mine forældres. Det er jul i morgen, og det tegner ganske udemærket.

torsdag den 22. december 2016

Om at udlevere sig selv på det der internet

Det siger nogle af mine venner, at jeg gør. Men sådan anser jeg det faktisk ikke. Jeg ved godt, at der står rigtigt mange meget intime detaljer om mig og i særdeleshed mit følelsesliv i løbet af de mange kilometer tekst, jeg efterhånden har produceret herinde. Og nogle gange krummer jeg da også en lille smule tæer over nogle af de ting, jeg har offentliggjort.

Så hvorfor ikke bare holde tonen lidt let og måske lidt overfladisk? Fordi sådan er jeg ikke - jeg er tung og underfladisk. Nej. Men fordi det ikke tiltaler mig. Jeg synes ikke, det pæne er interessant. Det er til gengæld det grimme og det, der gør ondt. Det pæne og det glade eksisterer også i høj grad herinde, men det skal det grimme fandme også have lov til. Og jeg har især brug for at udtrykke mig på skrift, når livet ikke er en køn Miss World deltager. Når det er bumset og irritabelt og ømt. For mig giver det ikke mening at skrive om overfladiske ting. Det skal have en større mening for, at jeg ikke falder i søvn ned i mit tastatur. Af egoistiske årsager skriver jeg for at få afløb. Når jeg skriver, bliver verden stille. Den lukker røven for en stund. Og det er sådan, jeg bearbejder ting. Især svære ting. Og så er faktum at jeg ikke kan lade være. Når jeg udgiver et indlæg, tænker jeg ikke over, hvem der læser med. For så ville jeg meget hurtigt blive meget selvbevidst og udøve selvcensur i frygten for, hvad mine familiemedlemmer eksempelvis ville tænke om min voldsomme banden og mine ikke-så-udskyldsrene tanker om for eksempel mænd. Dermed ikke være sagt, at ordene her er sandhed. Alt hvad jeg skriver er udvalgt. Hver gang jeg udvælger noget, fravælger jeg automatisk noget andet. Derfor er den her blog jo ikke nogen endegyldig sandhed - det er brudstykker. Men sande brudstykker. Så sandt som noget kan være, når der er tale om følelser. Og alt hvad jeg skriver er følelser. Følelser for andre mennesker, for politik, for debat, for ord.

Jeg er bedst på skrift. Og faktum er, at hvis I, ærede læsere, sad foran mig, ville jeg aldrig fortælle bare en brøkdel af de ting, jeg skriver herinde. Det ville jeg ganske enkelt ikke turde. Men mit naive håb er, at nogle af jer, der sidder på den anden side finder en eller anden samhørighed. At mine ord skaber en resonans - at I føler jer underholdt og måske i korte øjeblik mindre alene eller mindre som fiaskoer. Det ville være det smukkeste.

onsdag den 21. december 2016

Der lugter lidt af jul

Jeg er træt. Jeg har afleveret alle mine deadlines rettidigt på avisen, jeg har ønsket Kongerne på redaktionen en utrolig glædelig jul og et fandens godt nytår. Jeg har lavet klodens grimmeste træstammer, men de er velsmagende, og de blev til, mens jeg hørte Pyrus og Brødrene Mortensens Jul. I morgen skrider jeg til Jylland for at deltage i min moster og onkels sølvbryllup, som fandme da i disse tider er en fejring værdig. Faktisk har jeg jo kun levet et sølle år længere, end de har været gift. Det er altså længe. Og nej, de skal ikke have marcipan og glukosesirup i gave, men jeg har lovet min mor at lave træstammer, og det løfte har jeg naturligvis holdt. Nå, men efter sølvbrylluppet hopper jeg med i bilen med destination Randers for at fejre jul dér. Og ved I hvad, venner? Jeg er ved at pakke min taske, som allerede nu er lidt for fyldt. Den indeholder læbestift til nytår, rene underbukser til alle dage, bøger og masser af tøj. Til gengæld indeholder den IKKE min computer. Fordi: For første gang siden jeg kan ikke engang huske hvornår, har jeg FRI i julen. Sådan fuldstændig fri. Der er ikke så meget som en enkelt lille opgave eller deadline, der skal laves mellem jul og nytår. Jeg skal ikke på arbejde. Jeg skal ikke en skid udover at pakke mig ind i tæpper, lege med min hund og læse Bruce Springsteens historie fra ende til anden. Det føles bedre end konfekt i maven, og duften af and i stuen. Jeg har fri. Til januar starter et nyt kapitel, der hedder Speciale, men indtil da har jeg juleferie. Fuck ja!

tirsdag den 20. december 2016

Noget om Berlin og frygt

Igen i går aftes. Terror. Terror tæt på os. Det er så fejt af mig, at mine blogindlæg kun dedikeres terror, når det er tæt på. For der sker jo terror hele tiden. I Syrien og Tyrkiet for eksempel. I en kaliber, vi ikke kan fatte. Men Berlin. Berlin som kun er seks timer væk. Vi kan ikke forstå det. Hvor kommer al den vrede fra? Alt det had? Min tre-årige nevø FaceTime'de mig i morges for at ønske mig en god dag. Hvordan kan den verden sameksistere med andre menneskers verden, der handler om at dræbe så mange uskyldige som muligt? Jeg ved det ikke. Og det skræmmer mig.

Og jeg ved ikke med jer, men jeg er en lille smule træt. Træt af Instagram, Twitter og Facebook, hvor folk skriver #prayforberlin og viser knækkede hjerter og skriver, at vi skal passe på hinanden. At det eneste der ændrer sig fra gang til gang er bynavnet. Og hvorfor er der ikke #prayforistanbul og #prayforankara? Det virker somme tider som en tom skal. Jeg er træt af chefredaktøreres ledere om, at vi ikke må lade os kue, at vi skal holde fast i vores livsglæde, at vi stadig skal gå til koncerter og på julemarkeder. At vi ikke må lade terroristerne vinde. De har vundet. De har vundet, når jeg i dag på min vej ind i et storcenter for at købe de sidste julegaver, bliver bevidst om, at hvis der kommer mænd med maskingeværer derinde, så dør jeg højst sandsynligt. De har vundet, når jeg bliver bange i min hverdag. Og det gør jeg. Da jeg skulle til Bruce Springsteen koncert tænkte jeg, at det var et oplagt mål for terror. Det samme tænker jeg om universitetet og avisen. Jeg lever jo alligevel og køber julegaver i storcentre, og jeg tager til koncerter, men frygten har bidt sig fast. Den er kravlet ind under huden som en lillebitte eksotisk myre fra et fremmed land. Jeg kan ikke umiddelbart se den, men den er der, og den gør langt større skade på indersiden, end hvad man skulle tro. Men faktum er, at jeg ér bange. Det er helt sikkert den forkerte holdning, den er ikke politisk korrekt. Men det er sådan, jeg har det. Selvom jeg ville elske at sige og mene, at jeg ikke var bange. Jeg er jo enig i, at vi skal gøre vores bedste for at leve i kærlighed, at vi skal holde hovederne kolde og hjerterne varme. Men det er svært. Det er svært, når verden synes så uretfærdigt. Når man opridser 2016, som jeg synes har været så præget af had. Det ér svært at blive ved med at have troen på det gode i menneskeheden.

I dag har jeg på avisen siddet og skrevet om de største terrorangreb i Europa. Muligvis er jeg ikke en garvet nok journalist, men det gør sgu ondt. Det indebar blandt andet billeder af unge menneskekroppe strøet ud på klipper på Utøya, og jeg fik våde øjne. I de svage øjeblikke, hvor frygten bliver det eneste, jeg mærker, føler jeg mig fristet til at låse mig inde. Til at betvivle om indvandring er en god ide. Til at frygte det, jeg ikke kender. Men jeg hanker op i mig selv og husker, at hvis jeg overgiver mig til dét, er alt håb ude. Hvis jeg mister tilliden og kærligheden til verden, er jeg for alvor død. Indeni. Og det vil jeg ikke være. Jeg prøver at tro på det gode. Jeg minder mig selv om min tre-årige nevø, der ville ønske mig en god dag. Selvom jeg er bange, prøver jeg at huske på, at godhed eksisterer, og at det trods alt er det, der er mest af.

mandag den 19. december 2016

Verdens Bedste Praktik

I dag satte jeg mine ben på avisen efter tre ugers adskillelse. For satan, hvor har jeg savnet det. Og dem. Ganske uforvarende endte jeg, for et halvt år siden, med at få Verdens Bedste Praktikplads. For et års tid siden begyndte praktiksøgningen så småt. Jeg nåede frem til, at der var tre steder i den danske mediebranche, hvor jeg kunne skrive om den slags ting, jeg ville skrive om. De var Euroman, VICE og Ud & Se. Jeg vidste, at jeg aldrig skulle arbejde på en almindelig avis, fordi det var småborgerligt, uinteressant og unuanceret. Retrospektivt var jeg en arrogant skiderik.

Jeg kom til samtale på Euroman, sked mentalt i bukserne flere gange, ventede fem uger på svar for at få en fucking e-mail med afslag. Helt ærligt. Uanset hvor travlt chefredaktører har. Når man får folk til at vente i så mange uger, griber man lige knoglen. Som det allermindste løfter man røret, og fortæller dem, at de ikke fik pladsen. Efter at have rakt mange fuckfingre til Euroman, gik jeg i panik. Jeg skrev til min vejleder, som havde hørt om en kommende lancering af en ny sektion for en stor dansk avis. En sektion, der skulle fokusere på forklarende journalistik. Jeg fjernede mine kritiske briller og satte mit høreapparat til og lyttede. Rent faktisk lyttede til, hvad det handlede om. Den 25. maj sendte jeg en ansøgning til min nuværende redaktør. Den 27. maj havde jeg en praktikplads. Jeg er så bundlykkelig for, at det ikke blev de tre steder, som jeg havde udset mig. At det blev Fyens Stiftstidende, og at jeg bøjede mig for min arrogance. Den her praktik er det bedste, der nogensinde er sket mig. Jeg har fundet den hylde, jeg har brugt så ustyrligt mange timer på at lede efter, grædt så mange tårer over ikke at kunne finde. Og nu er den lige foran mig. En kæmpestor svævehylde med plads til alle mine ambitioner og drømme. Hvor jeg stiller mine små sejre på. Som, at en kendis' manager sagde, at jeg havde skrevet en fed reportage. At en interviewperson sagde, at jeg var en af de mest kritiske jorunalister, han havde mødt. At min redaktør tilsyneladende synes, at min mening er noget værd, og at jeg er dygtig til faget. Det giver mig faglig stolthed. I en grad, som jeg ikke før har haft.

SDU kan rende mig. Jeg vil skide på deres mening. Jeg har Verdens Bedste Praktik i baghånden.

søndag den 18. december 2016

En uploadet opgave

Yes, ladies and gents. Den er uploadet, den er afleveret, den er ude af verden. I teorien. For jeg har simpelthen så umådeligt svært ved at lade den ligge. Jeg har læst den, jeg har tjekket den, jeg har genlæst den, jeg har dobbelttjekket. Den er, som den er. Den er, som den skal være. Og alligevel er skuldrene ikke helt sænkede, maven er ikke helt rolig. Jeg er bange for, at jeg har glemt noget. Det er der intet sindsoprivende i, sådan har jeg det altid, når jeg afleverer eksamen. En stædig frygt for, at noget ikke er i orden. At jeg har glemt noget indlysende, såsom litteraturliste, problemformulering. Eller analyse. Jeg har tjekket, alle tre komponenter er der, sammen med resten af opgaven. Men forløsningen er her ikke. Jeg ville ønske, at jeg syntes, det var den fedeste følelse ever at uploade. Men den er flad, som en fesen danskvand med for lidt sprudel. Øv. De næste par timer kommer den til at rumstere i baghovedet, og det er okay. Nu har jeg fri, hvilket passer mig godt, fordi jeg har et hoved fyldt med snot. Fordi netflix og te. Vil dog lige i parentes bemærke, at dette er min sidste ordinære eksamen. Og med sidste mener jeg virkelig SIDSTE. Nu venter blot specialet. Indsæt passende soundtrack. For eksempel temaet fra Dødens Gab.

lørdag den 17. december 2016

Forresten vol. 33

  • Har jeg for første gang i et år taget min badeværelsesrist af for at fjerne hår fra afløbet. Ad, ad, AD!
  • Var det så ulækkert, at der nok går endnu et år, før jeg gør det. Tænker ikke, at det er den smarteste taktik. 
  • Har jeg været nødt til at erkende, at mine vinterstøvler ikke kan mere. Inderforet er så smadret, at det ligger ujævnt i sålen, så det faktisk gør ondt at gå i dem.
  • Har jeg derfor brugt 900 kroner på et par nye. Og de er fine og forede. Men for satan, 900 kroner. Av, av. 
  • Hader jeg de hjemmesider, der som en skæg december-gimmick, får todimensionel sne til at falde ned. 
  • Bytter jeg meget ofte rundt på serpentin og terpentin. Det plejer at gå ubemærket hen, men fra midten af december bliver jeg udfordret. 
  • Forstår jeg ikke hvidløgspresseren som værktøj. Den er grim, den er upraktisk, den er et helvede at gøre rent. 
  • Har jeg i dag kaldt Linkin Park for LinkedIn Park #JegErEnNørd #OgDetErIkkeSærligSjovt
  • Kan jeg simpelthen ikke komme mig over, hvor voksent det lyder, at jeg skal skrive speciale lige om lidt. What?!
  • Er der langt om længe lys for enden af eksamens-kloakken. Jeg er næsten færdig. Næsten. 

fredag den 16. december 2016

SKAM og teenage-minder

Okay, I er formegentlig med på, at tredje sæson af SKAM kører for fulde hammer. Og føkk - i aften er der sæsonafslutning. Og nej, det er vi faktisk slet ikke færdige med at snakke om. Overhovedet. Fordi den er fuldstændig fænomenal, og uden noget der minder om en Debatten på DR, er SKAM en af de bedste serier, jeg nogensinde har set, og nei jeg kødder ikke.

Serien handler om gymnasieelever, og det er altså 10 år siden, jeg gik i 1.g. Jeg kan godt forstå folkepensionister, der siger, at de stadig tror, de er 20, for jeg forveksler ganske ofte mig selv med en teenager. Når jeg snakker med min 17-årige kusine tænker jeg, at det var jeg jo også for et års tid siden. Det var jeg ikke. Det var jeg for et årtis tid siden. Det er 10 år siden, at jeg gik i 1.g.   Fuck altså. Ikke et skidt fuck, men et mærkeligt fuck. Jeg var 16 dengang, og nu er jeg 26. Et årti er underligt specifikt. For 10 år er lang tid. Jeg kan huske, at jeg som yngre syntes, at man var psykopatgammel, når man kunne huske ting, der var sket for 10 eller 20 år siden. Det kan jeg altså, og det gør mig ikke det fjerneste. Jeg var ikke en glad 15-årig. Jeg er en rigtig glad 26-årig. Jeg kan godt blive bange for, at tiden går for hurtigt og som Kim Larsen synger - om jeg får set det jeg vil, om jeg får hørt min melodi. Det ved jeg jo ikke, men jeg kan bare konstatere, at jeg prøver, at jeg gør mit allerbedste, og så må jeg håbe, at det er nok.

Jeg ved i øvrigt godt, at jeg stadigvæk er ung. Bevares. Og hvis vi skal stole på statistikkerne er jeg nok trods alt kun en fjerdedel af vejen. Så der er tid endnu. Men som jeg også skrev her, er mit liv ikke helt så uforudsigeligt, som det var for 10 år siden. Hvor jeg ikke anede, om jeg skulle være politibetjent, skibums, sygeplejerske eller blikkenslager. Journalist blev det. Det har jeg det utrolig godt med, men det er alligevel mærkeligt at tænke tilbage på den periode for 10 år siden, hvor jeg lige nu formegentlig havde fået tildelt en nisse i 1.g og hvor jeg brokkede mig over de fjolser, der gik rundt med nissehue i hele den tolvte måned, alt imens jeg derhjemme ikke hørte andet end julemusik og hyggede mig med at skrive danske stile.

Summasummarum er jeg glad for min alder. Jeg har IKKE lyst til at være hverken 10, 12, 15 eller 19 igen. Føj for den lede. Synes, at det var hårdt nok første gang. Men hvor tager SKAM mig dog tilbage. Tilbage til teenageårene. Hvor usikkerhed var ens trofaste følgesvend, hvor man sagde, at man var ligeglad med andres mening, men i gennemsnit brugte fire timer om dagen på at gruble over netop det. Tilbage til DATE-deodoranter og Nuser-undertøj, hvor BH'erne var 75% fyld og ikke tjente til at holde noget på plads, fordi der vitterligt ikke var noget at holde på plads. Til pigekliker og de første forelskelser, og udviklingen af ens musiksmag, fordi der var engang hvor jeg ikke lyttede til Johnny Cash, men til gengæld hørte enormt meget Celine Dion og Taylor Swift. Til ret mange år, hvor alt virkede ukontrollabelt. Ikke engang min egen krop var jeg herre over. Der skete ting og sager, og jeg kunne ikke lide det. Jeg var fuldstændig sikker på, at der aldrig ville være nogen dreng, der ville røre mig. Dengang hvor jeg blev fuldstændig grædefærdig over en, for mig, dårlig karakter. Det gør jeg sådan set stadig, men jeg har trods alt fået noget erfaring (pis mig i øret, jeg lyder gammel) der gør, at jeg ved, jeg nok skal komme igennem det. Hvis vi nu lige forestiller os, at jeg er et træ, har jeg i de sidste ti år slået flere og dybere rødder, så jeg nu ikke er helt så let at blæse omkuld. Det er en god ting. Men SKAM. Oh, hvor det dog tager mig tilbage. Til den bittersøde tid, hvor alting var nyt. For better or for worse, som de siger i de amerikanske film, inden de erklærer deres evige troskab til deres udkårne. SKAM er perfekt tilrettelagt, fordi den giver trøst til teenagere, og for mig er den ideel fordi den får mig til at trække på det barmhjertige smilebånd ved tanken om, hvem jeg var. Som jo i langt de fleste henseender er den samme. Bare lidt mindre forvirret og meget gladere. Hvis hun dog bare havde vidst, at det hele nok skulle gå.

torsdag den 15. december 2016

Om at erkende, at man har været en nar

Da jeg befandt mig i Alabama, lavede jeg snapchat-stories, fordi der faktisk var noget at snappe.
Det svarede en tidligere gymnasieveninde på. Meget sobert, spurgte hvad jeg lavede i Alabama, hvordan havde jeg det, at det ikke så godt ud med Trump. Alt det der. Og så kom den. Spørgsmålet.  Hvorfor jeg pludseligt ikke svarede på hendes mails. Hvorfor jeg egentlig havde kappet kontakten engang i 2013. Instinktivt fik jeg lyst til at gå i forsvarsposition. Til at fortælle hende, at jeg synes, vi havde mistet vores tætte bånd, efter vi blev studenter. Til at fortælle, at der vist nok var en episode med en bemærkning om, hvorvidt jeg havde fundet en latinolover endnu, og at hun ikke havde fået læst denne blog. Jeg var i Argentina, jeg havde det bedre, end jeg nogensinde havde haft det, og jeg tror, at hende og vores venskab befandt sig i et parallelunivers for mig. Så jeg svarede ikke. Ikke fordi, jeg ville kappe kontakten, men jeg udskød det og udskød det, indtil det pludselig blev for sent.

Men så skrev hun for en måned siden. Og i stedet for at være defensiv, var jeg ydmyg. Især fordi det gik op for mig, at det her ikke er første gang, hun har rakt ud. Det gjorde hun også for nogle jule siden, hvor hun skrev og ønskede mig glædelig jul, og jeg svarede. Høfligt, men koldt. Men da hun skrev til mig i Alabama, satte jeg det defensive på pause. Havde jeg egentlig opført mig fair? Er det velovervejet, at vi ikke længere er i hinandens liv, eller er det bare blevet en automatreaktion? Jeg har ikke været ordentlig, så jeg sagde undskyld, indrømmede uden omsvøb og forklaringer, at jeg har været en nar, og at hun intet havde gjorde forkert. Det føltes faktisk enormt godt. Og det blev belønnet. For hun var mega sød. Hun sagde, at det var okay, men at hun bare havde været bange for, om hun havde gjort noget. Det skammer jeg mig over. At jeg i tre år har fået hende til at være usikker på, om hun havde gjort noget. Jeg er godt klar over, at hun ikke har grublet over det dagligt, men jeg forestiller mig, at det er noget, der dukker op med jævne mellemrum. Eller det ved jeg. Jeg har jo prøvet at være den, der bliver valgt fra uden forklaring. Det eneste man ved er, at vedkommende på et tidspunkt holdt op med at skrive til en, og nu kan man se på snapchat, at hun har født et menneske. Det er mærkeligt. For jeg ved ikke, hvad jeg har gjort. Der var engang, hvor jeg så hende flere gange om ugen, jeg var med til hendes bryllup, og vi har læst alle hinandens eksamensopgaver. Jeg tror ikke, jeg har gjort noget. Det er nok så udramatisk som, at vi er blevet voksne, og at hendes liv indebærer en mand, en baby, et hus og en bil, mens mit indebærer ret mange fester, et speciale, et kollegie og en by, der ikke længere er Århus. Og det er okay. Det er okay, at man vokser fra hinanden. Men man skylder det venskab, man engang havde, at være ærlig over for det menneske, der engang var en virkelig stor del af ens liv. Man skal melde det ordentligt ud, medmindre man ved, at begge parter har det på samme måde. Og hvordan kan man egentlig nogensinde rigtigt vide det? Det kan man ikke, før det er blevet artikuleret. Så alle de tanker om, hvad jeg mon har gjort, har jeg selv budt min gamle gymnasieveninde. Og det er jeg sgu ked af. Man kan kalde det en slags karma.

Jeg har før været inde på, at folk vokser fra hinanden, og at jeg ikke synes, det er noget, man skal begræde. Det synes jeg stadigvæk ikke. Men en smule refleksion har aldrig skadet nogen. Og ligeså vel som man ikke SKAL holde fast i venskaber, som man har haft i mange år af den ene årsag, skal man jo heller ikke afvise potentielt nye gamle venner, netop fordi de er det. Og det faktum der står tilbage, er, at jeg har været en nar. Og det er godt at erkende ind i mellem. Så mig og min gymnasieveninde skal mødes til en øl på et tidspunkt i det nye år. Det glæder jeg mig til.

onsdag den 14. december 2016

Det virkede ikke

Jeg har halsbetændelse og høj feber. Ingen af delene er der noget usædvanligt i, infektioner sætter sig altid i min hals, og jeg får mega nemt høj feber. Men for helvede da også. Min krop var overhovedet ikke nede med vores aftale. Jeg har sovet elendigt, mit sengetøj er badet i sved, mine muskler værker, min hals er beklædt med pigtråd, mine øjne både klør og kradser, og det kræver solide tilløb, hver gang jeg skal synke mit spyt. Det eneste, jeg kan overskue, er at se gamle episoder af Gilmore Girls og flyde ind og ud af søvnen. Men nå nej, der er en eksamen og nogle fokusgruppe-betragtninger, der skal transskriberes. Pislort!

tirsdag den 13. december 2016

Anslag, Heath Ledger, fantomsmerter og en kropslig aftale

Det går faktisk helt okay med den der eksamensopgave. Altså, efter min mening. Jeg har 35.000 ud af 60.000 anslag, hvilket for almindelige mennesker svarer til 15 ud af 25 sider. Til de sproglige studenter: Jeg er over halvvejs. Det er en god ting. Jeg er nået dertil, hvor jeg hele tiden har noget at gå i gang med - i øjeblikket sidder jeg og sveder over analysen, men et eller andet sted i en afkrog af min hjerne har jeg en ret specifik ide om, hvad sådan en børge skal indeholde. Derefter en konklusion, en diskussion, en perspektivering. Og så alt det nemme, som al-tid tager cirka seks timer længere end først anslået. Kildeliste, litteraturliste, kildehenvisninger. Og apropos kildehenvisninger. Er I KLAR over, hvor pissesvært det er at referere til e-bøger? Det er et moderne teknologi helvede, og ja, jeg er muligvis lidt dramatisk. Men altså. Jeg har en mental plan for min opgave, og tænker det bliver udmærket. Men jeg gider simpelthen ikke. Jeg er så urimeligt doven. Jeg har meget, meget svært ved at tage mig sammen. Derfor er der sket to ting. 1. Jeg har gjort Heath Ledger til min skrivebordsbaggrund, fordi motivation. 2. Jeg er nået dertil i eksamensskrivningen, hvor jeg hører ekstreme mængder Blue, Roxette og norske Ylvis. Så på den måde går det sgu egentlig fint.

Men. For selvfølgelig er der et men. Og jeg kunne godt mærke det i morges, da jeg vågnede. De mandler, som jeg fik bortopereret i 2011, gjorde ondt. Kan man have fantom-smerter i sine tidligere mandler? Lidt ligesom soldater, der har mistet deres ben, men stadig har ondt i dem? Omend en kende mindre dramatisk for mit vedkommende. Nå men så mine polypper i hvert fald. Under alle omstændigheder kunne jeg, da jeg slog øjnene op, godt mærke en spirende halsbetændelse. Pislort. Feberen har været min tro følgesvend hele dagen. Pislort. Jeg har drukket otte kopper te i dag, drukket tre ingefærshots og spist en virkelig dyr og virkelig dårlig, men til gengæld økologisk tomatsuppe og losset så meget hvidløg i den, at jeg kommer til at forpeste alle, der krydser min vej i morgen. Jeg har nu set to afsnit af The Crown, og været lidt ærgerlig over, at jeg ikke var royal i 50'erne - oh the dresses. Mine muskler værker, og jeg magter det ikke. Jeg har lavet en aftale med min krop, som det ville være super fedt, hvis den husker. Jeg må blive syg på søndag. Så skal jeg nok acceptere det. For jeg ved jo godt, at når jeg presser mig selv så hårdt, som jeg har gjort de seneste måneder, bider det mig i røven. Og det er jeg villig til at acceptere. På søndag. Klokken er 21.11, og min mission er at 10 timers søvn eliminerer min feber. Så godnat så.

mandag den 12. december 2016

10 ting jeg er lidt for stolt af:

  1. At jeg kan Østkyst Hustlers "Han Får For Lidt" udenad.
  2. At jeg kan 10 Things I Hate About You udenad. (Jeg har set den i aften og citeret he-le filmen, velvidende, at dem, jeg så den med, fik lyst til at skyde sig. Jeg kan ikke styre det). 
  3. At jeg har et ar fra en motorsav. 
  4. At jeg har inviteret Rune Klan ud på en øl på hans fødselsdag. Og at han sagde nej. 
  5. At jeg lavede feltarbejde i militæret undervejs i min bacheloruddannelse. Det stod på i tre uger, og uddannelsen varede tre år, så måske det er på tide at skifte fokus. 
  6. Min meget voldsomme Rasmus Seebach aversion. Så opfindsomt er det trods alt ikke at hade dansk-top musik. 
  7. At jeg er dårlig til at lave mad. Jeg ved ikke, hvorfor jeg så tit refererer til mine manglende kulinariske evner. Det er meget mærkeligt at være stolt over en manglende evne, men det er ligesom bare blevet en del af narrativet om mig. 
  8. At jeg har drukket mig fuld med munke i Brasilien. Ja, undskyld mig. Men det er bare en fucking god historie, og jeg har altid gerne villet være Robin Hood. 
  9. At jeg aldrig nogensinde har røget. Måske det egentlig er en ok ting at være stolt af? 
  10. Onde tunger vil påstå, at jeg er for stolt af, at jeg er fra Randers. Men jeg ER fra Randers a', og ja, det snakker jeg sygt meget om. Men dem, der ikke kan lide det, er bare irriterede, fordi de ved, at det ligger i min DNA, at jeg kan banke dem. 

søndag den 11. december 2016

En eller anden søndag i advent

Prøv lige at hør her, ik' å? Ulempen ved at love at producere et blogindlæg om dagen er, at der ikke nødvendigvis er noget interessant at berette. Det kan godt oversættes til, at der således heller ikke er noget videre ophidsende at læse om. Men nu har jeg jo lovet det, så vi giver det et skud på denne anden søndag i advent. Som er tredje søndag i advent. Hvad fanden? Det gik lige op for mig. Måske skal jeg for eftertiden investere i en improviseret adventskrans eller bare nogle fyrfadslys arrangeret i en cirkel, for jeg kan tydeligvis ikke administrere tidens gang uden. Tredje søndag i advent alligevel. Så synes jeg faktisk, at det er noget af en skændsel, at jeg kun har spist brændte mandler én gang i år og overhovedet ikke indtaget skyggen af risengrød. Ok, det er måske lidt løgn. Jeg har spist ris, og man kan vel med rette argumentere for, at det er skyggen af risengrød.

Anywho, jeg ligger her i min seng, med min svigtende realitetssans og min computer, i en stilling, som min kiropraktor bestemt ikke ville billige. Men Bob Dylan strømmer ud fra mine elendige højtalere. Ham og Patti Smith har haft en turnusordning her til aften, hvillket da også kun er passende, eftersom hun lige har modtaget nobelprisen på hans vegne. Og nej, mit Patti Smith flip er på ingen måde blevet mindre. Jeg har hørt Horses albummet fire gange i dag, for damen er et geni. Både dengang og nu. Nu hvor det er tredje søndag i advent kan det da egentlig godt være, at jeg skulle sadle om til noget julemusik. Jeg vil overveje det.

Nå men udover min fiksering på min manglende rock'n'roll-ness har jeg foretaget mig meget lidt. Vasket gulv, svømmet forvirret rundt i internettet som en torsk i et fiskenet, forsøgt at skabe mig et overblik over julegaver og fejlet, konkluderet, at jeg sagtens kan nå det med julegaverne, læst en enkelt teori til min eksamen, opdaget, at jeg tydeligvis er en uge bagud. Og nu tror jeg, at jeg skal ud i mit køkken for at finde de fornødenheder, der gør, at jeg kan fortære to rugbrødder med torskerogn og remoulade. Det er ikke ideelt, det erkender jeg. Det burde være risengrød, eller noget med sovs. Men jeg lover at putte virkelig meget remoulade ovenpå.

lørdag den 10. december 2016

Julestemning og Patti Smith

Miniferien nærmer sig med taktfaste skridt sin slutning. I morgen vender vi snuden mod Danmark, de andre mod Randers og jeg mod Odense, hvor der ligger en eksamensopgave og venter på mig. Jeg må indrømme, at mit begær, for at gense den, ligger på et utroligt lille sted. Men det har været dejligt med et afbræk. Der har været en liflig duft af glühwein, julemænd i alle retninger, oplyste juletræer og en overdosis af julestemning, der ville kunne konkurrere med de overdoser af hårde stoffer, der blev sniffet og skudt på Studio 54. Og apropos stoffer og NYC har jeg tilbragt en stor del af min aften i selskab med Patti Smiths Just Kids. Kæft et vildt liv hun har haft. Og hvilket litterært talent. Den er fænomenal. Eneste problem er, at den giver mig lyst til at flytte tilbage til New York, leve som en fattig kunstner og kun gå i lange, sorte velourkjoler. Lad os nu se, hvordan det går med at finde et job om et halvt års tid - hvis det går dårligt, kan jeg jo effektuere min Patti Smith plan. For at vide om en sådan plan bliver nødvendig, har jeg lige en uddannelse, der skal gøres færdig, og første skridt er eksamensopgaven. Så indtil den overvurderede virkelighed sætter ind i morgen, vil jeg suge det sidste Patti til mig og så gå i seng, fordi mine nevøer har for vane at vække mig ved sekstiden med stadigt mere ivrige MOSTER råb. De er eddermame heldige, at de er nuttede. Vi skrives ved på den anden side af grænsen.

fredag den 9. december 2016

Hip hip hurra!

I dag fylder min fromme fader 60 år. Og på trods af hvad ganske påståelige typer siger om min alder, er jeg ikke i nærheden af at være 60, så jeg kan heller ikke sætte mig ind i, hvordan det er at fylde rundt i den kaliber. Men det eneste jeg kan konkludere er, at det er bedre at fylde 60 end ikke at gøre det.

Min far er muligvis den person på denne jord, som jeg har skændtes allermest med igennem tiden. Min søster og jeg havde i vores teenageår for vane at smække med dørene, for ligesom at understrege uretfærdigheden i at være teenager. Han truede således med, at næste gang jeg smækkede døren, ville han pille den af. Jeg hørte selvfølgelig ikke efter, og kom et par dage efter hjem fra skole og skulle - formegentlig - til at smække døren, blot for at sande, at døren minsandten var væk. Jeg kunne høre min far gnægge sig nede i køkkenet. Dengang kunne jeg ikke se den åbenlyse humor, men det kan jeg faktisk godt i dag. Og apropos humoren - den har Tvede skrevet all over. Jeg kender ikke nogen, der kan blive så uforståelig som min far midt i et grin. Det skulle da lige være mig selv. Da jeg tog til Sydamerika og skulle være væk i lige knap et år, fik jeg, af min far, det korteste brev, jeg nogensinde har fået. Jeg skulle passe på mig selv, og jeg skulle huske at ringe efter ham, hvis jeg fik brug for at komme hjem. Det var så fint. Og jeg endte jo faktisk med at gøre brug af det, da jeg sad i New York, havde det ad helvede til, trængte til at komme hjem, og mine forældre købte mig en flybillet, så jeg kunne komme hjem. Da jeg boede i Buenos Aires, fandt jeg ud af, at den by nok har flest autoværksteder per indbygger, og hver gang jeg gik forbi et af dem mindede lugten af motorolie og benzin mig om min fars værksted, hvor jeg har brugt så mange timer som barn. Han har en pisseirriterende stor paratviden, og hvis jeg nogensinde kommer med i Hvem Vil Være Millionær, ringer jeg til ham i det tilfælde, at der kommer spørgsmål om krige, verdenshistorie generelt, biler, elektronik, opfindelser, historiske personer eller geografi. Den resterende familie påstår, at jeg minder uhyggeligt meget om ham, og som årene går, er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Jeg har arvet hans temperament. Både det blødsødne, der gør, at jeg konsekvent tuder over reklameindslag fra dyrerettighedsorganisationer, men også det hidsige, der gør, at jeg råber af dem, der drister sig til at være uenige med mig. Jeg har arvet hans kærlighed til dyr, hans passion for historie, hans melankoli, hans sentimentalitet og hans øjenfave.

Så til trods for min faders ikke overvældende begejstring for at være trådt ind i et nyt årti, vil jeg bare understrege min glæde for det, fordi noget som helst andet ikke ville være til at bære.

torsdag den 8. december 2016

Aus Deutschland

Jeg har lige pakket. Lige om lidt skal jeg til Tyskerlandet, hvor jeg bliver indtil på søndag. Og det skal jeg, fordi min fader fylder år i morgen. Han har inviteret familien på forlænget weekend, og sådan noget siger man jo ikke nej til, medmindre man synes, at betalte ferier er noget fis. Det synes jeg ikke. Kan godt lide konceptet.
Timingen er ikke ideel for mig, det passer sådan set ret elendigt midt i sådan en eksamensskrivningsperiode. Men når der er fem voksne mennesker, der skal koordinere kalendre, kan vi jo ikke alle blive tilfredse. Så jeg håber på, at det faktisk er perfekt timing, så jeg på søndag er propfyldt med akademiske vendinger, og teoriforståelsen strømmer ud af begge ører efter et tysk indspark. Det er måske lige at presse citronen, men uanset glæder jeg mig. Både til at hænge ud med den der familie, jeg er født ind i, men også til at se, hvordan et juleklædt Tyskland ser ud. Min iPod er opladet, pappis gave er indpakket og nedpakket, jeg har kontaktlinser til begge øjne, underbukser til alle dage, hue, tørklæde og vanter. Og nu skal jeg have noget i skrutten, inden jeg skal til banegården, så mine forældre kan hente mig i Jylland. Auf wiedersehn!

onsdag den 7. december 2016

På falderebet

Jeg når det lige akkurat. Var faktisk på vej i seng, men kom så pludselig i tanker om mit blogløfte. Så hvad er der egentlig at berette fra i dag? Jo, jeg har modtaget de vinterstøvler, som jeg har købt. Det er kærlighed ved første blik. De er læderbeklædt udenpå og med falsk, men varm, pels indeni. Æstetisk er de muligvis ikke den største drøm, men inden for vinterstøvlerammen går de absolut an. Så har jeg haft rutinemæssigt besøg af brandvæsenet, hvilket resulterede i en rigtig akavet stripper-joke. Jeg har bagt mit livs første gulerodskage, og det er jeg  eddermame god til. Jeg har været forbi avisen, og det var vidunderligt! Jeg har afholdt min første fokusgruppe, hvilket gik helt vildt godt, og mine skuldre sidder 16 centimeter lavere end i går. Jeg har spist suppe med skønne Sara. Jeg har forsøgt at trøste rumbo, som er ulykkeligt forelsket men med minimal succes, fordi den eneste løsning på sådan noget er tidens heling. Jeg har pakket min faders 60-års fødselsdagsgave ind, jeg har børstet tænder, og nu går jeg i seng. 

tirsdag den 6. december 2016

Et grufuldt fremtidsblik

Jeg har ramt muren. Den berygtede eksamensmur. Den er lavet af beton, der er pigtråd på toppen, og landminer omringer hele svinet. Den minder på mange måder om den mur, Trump vil bygge om Mexico. Jeg er på røven. Jeg skal afholde en fokusgruppe i morgen, og jeg har ikke i nærheden af de mennesker, jeg skal bruge til den. Det er i særklasse en fuck-situation. Jeg ved ikke, om det løser sig inden i morgen. Jeg er skeptisk. Og bange, nervøs og hylet ud af den. Og i besiddelse af en bævende underlæbe. Det kan jeg sådan set godt håndtere. Fordi jeg ved, at jeg afleverer eksamen den 19. december. Det er om under 14 dage, og jeg skal nok nå at blive færdig. Af den simple årsag, at det skal jeg.
Men fordi mit hoved er en forræderisk skiderik, sneg følgende tanke sig ind: Hvad, hvis det er sådan her, hele mit specialeforløb bliver? At hver dag bliver med bævende underlæbe. At jeg kommer til at hade det. At alle dage bliver præget af frustration og dårlig samvittighed. Så tror jeg, der er en overvejende risiko for, at jeg bliver sindssyg. Det kan jeg ikke holde til. Det her speciale er, allerede inden det egentlig er begyndt, mit Mount Everest. Og jeg har faktisk pissemeget højdeskræk.

mandag den 5. december 2016

Min første klage

Jeg har fået tilsendt min første klage fra en avisbruger. Jeg har skrevet en artikel om Marine Le Pen, og i mit semi-spanske hoved har jeg skrevet Front Nacional i stedet for Front National. Fucking c og t. Nå, men det var der så en gammel (forestiller jeg mig) mand (ved jeg), der skrev en mail til mig og informerede mig om forkertheden i. På en meget høflig måde, men ikke desto mindre en klagemail.
Og jeg blev simpelthen så glad, hvilket måske ikke var hensigten med vedkommendes mail. Men årsagen til min glæde var, at det føltes som at få et klubkort. Et klubkort til journalistbranchen. Så er vi i gang. For på både godt og ondt viser det jo engagement. Et engagement, jeg aldrig har fået ud af min skolegang. Okay, det passer ikke helt, det er sket to gange. En gang, hvor jeg skrev en feature om min veninde, der har mistet sin far til kræft. En historie, der var svær at skrive, men som på grund af min venindes ord om den, gav den værdi og mening.
Den anden gang var, da jeg lavede feltarbejde i militæret. Det skulle man skrive en feltrapport om, og det gjorde jeg som det pligtopfyldende menneske, jeg er. Jeg ved igennem min venindes kæreste, der har taget tilvalg på antropologi i Århus, at min opgave er blevet fremhævet som det positive eksempel. Og det var jo skæppeskønt, men hvis ikke det var for min venindes kæreste, havde jeg jo aldrig opdaget det. Hvilket beviser, at det meste af tiden er de akademiske opgaver, man lægger så mange sveddråber og tårer (kun i de virkeligt ekstreme tilfælde også blod) særdeles uforløsende. Man afleverer som oftest skriftligt, fordi der ikke er penge til andet, og så går der 4-6 uger. Man klikker ind på selvbetjeningen. Der står et tal mellem 02-12. Bum. Det var det. Der er ingen respons, og hvis man beder om den, får man som udgangspunkt at vide, at det er der ikke afsat ressourcer (læs: penge) til. Videre i teksten. Næste.

Så selvom jeg selvfølgelig sgu da hellere ville have haft en mail, hvor der stod, at jeg var genial, at artiklen var interessant, og at mit sprog fik Delphine de Vigan til at blegne, er jeg glad for mailen. For i det allermindste betyder det, at der er minimum ét menneske, som har læst artiklen. Og læst den grundigt nok til at opdage fejlen. For det er en fejl. Den kære klager har fuldstændig ret. Det, jeg skrev, var forkert. Og det er sgu fair, at han påtaler det.

Kæft jeg glæder mig til at få flere klager i fremtiden.

søndag den 4. december 2016

Sisalicious

Dette er en overspringshandling. Jeg var egentlig i gang med at læse en videnskabelig artikel om tilbagegangen i akut-præget journalistik. Sådan set meget spændende, men dog ikke så interessant, at jeg formår at fastholde min opmærksomhed særlig længe af gangen. Jeg vil meget hellere skrive et blogindlæg, så jeg kan fortælle jer, at jeg havde verdens bedste søster-dag i går.

Det er virkelig, virkelig sjældent, at vi er alene, og det var virkelig rart. Fordi der er nogle ting, som kun hun forstår. Hende jeg deler gener og opvækst med. Hun ved præcis, hvad jeg refererer til, inden jeg har sagt det. Og hun er ikke en veninde eller en bekendt, og selvom hun er familie, er hun noget helt andet. Hun er min søster. Min storesøster, som har eksisteret i hele mit liv. Jeg har aldrig været foruden hende i så meget som et nanosekund. Og det er jo faktisk sagens, både gode og dårlige, kerne. At fordi man er født ind i det, bliver man sommetider blind for udvikling. For vi kender hinanden som dem, vi altid har været. Vi deler humoren, vi husker skænderierne, kæresterne, vennerne, dem der var engang, og da de nye kom til. Vi kender hinandens hjerter, som de så ud, inden de fik blå mærker. Og det er der en enorm styrke i, til trods for den utidige frustration. Søskendeforhold er selvklart ligeså forskellige, som de mennesker, der er en del af dem. Mig og min søster har skændtes virkelig meget, smækket med mange, mange døre, og jeg har engang slået hul i hendes dør, men hun er også en del af min havn, hvorfra min verden går.

Vi deler en hel barndom og ungdom, som vi, uden at tænke over det, kom forbi. For eksempel citerede vi halvdelen af "Den Eneste Ene" på vej ind til byen. Vi diskuterede den serie, der engang kørte i fjernsynet med Dikael, som boede hjemme - og som INGEN andre mennesker, nogensinde har hørt om. Det er noget med, at han gemmer sig i skabet, når der kommer post og siger "Jeg er her ikke!". Jeg kan ikke huske det, men det var fadme sjovt. Vi citerede Linie 3 - jeg er Anders Bircow, obviously. Jeg ved faktisk ikke helt, hvem Josephine er. Umiddelbart hælder jeg til El Prebsi. I hvert fald var hun Ariel, jeg var Tumle. Hun var Skønheden, jeg var Udyret. Hun var Rapunzel, jeg var Prinsen. Vi snakkede om hendes sønner, mine nevøer, drengene vi begge elsker så højt og om, hvad for nogle små mennesker de er, og hvor hårdt det var dengang, jeg forlod en to-årig nevø og en mega højgravid storesøster til fordel for Argentina, og jeg kom til at hyle en lille smule i Bilka bare ved tanken. Vi købte julegaver, spiste chokolade, krejlede en gratis Johan Bülow lakridskugle i Magasin, snakkede om godt shampoo til skandinavisk hår og indtog en forholdsvis massiv frokost. Vi så Gilmore Girls Vi spiste gourmetmiddag i IKEA, fordi prol også er godt og pommes fritter med bearnaise holder 100. Vi så Hitch med Will Smith og konstaterede for Gud ved hvilken gang, at han er et ualmindeligt stykke velsignet mand.

Når det nu er nedskriblet kan jeg godt se, at vi primært har set fjernsyn og spist, men det var kraftstejlme hyggeligt. Vi har ligget i ske i nat og i morges kørte hun tilbage til fastlandet. Jeg sidder på Fyn og skal lave eksamen. Det er slet ikke sjovt, men i går var en god dag.

lørdag den 3. december 2016

Morgenglæde

Der var engang, hvor det var ganske utænkeligt, at jeg var oppe før klokken otte i weekenden, medmindre jeg skulle på arbejde. Og bevares, jeg går stadig ikke af vejen for at slumre til klokken 11 fra tid til anden. Men der er bare noget helt vildt lækkert ved at stå op sammen med solen. Sådan en solopgang skal man ikke kimse af. Udsigten her fra 8. sal i Odense er spitze. De lyserøde farver er blevet erstattet af den fineste blå himmel, og det eneste der bryder himlens stilhed er falmede, hvide streger, der vidner om passagerers rejse til andre, og muligvis varmere, destinationer. Der er minusgrader udenfor, og man kan næsten smage, hvordan luften renser ens lunger. Har jeg nævnt, at jeg elsker vinter? Jeg ved godt, at det er koldt og mørkt, men den frostklare luft er det bedste, der findes. As we speak, er vandet til en kop te ved at koge, jeg har foran mig en skål havregryn og gårsdagens afsnit af SKAM. Og i dag ignorerer vi min eksamen. Fordi jeg siger det.

fredag den 2. december 2016

Forresten vol. 32

  • Kan jeg aldrig huske, hvor langt vi er nået med de her "forresten", så jeg er inde at tjekke det hver gang. Nødvendigt, hvis kronologien skal passe. Og det gør den. Nummer 32.
  • Stod jeg den anden dag og skulle til at drikke en slurk læskende postevand, da glasset splintrede i min hånd. Og ikke bare i et par stykker. Det nærmest eksploderede i tusind stykker. Faktisk lignede det mest af alt introen til Arvingerne. 
  • Apropos Arvingerne. Sæson 3 til januar. Ja tak DR. 
  • Til januar kommer også sidste sæson af Girls - noget jeg absolut ikke kan overskue. Der er overvejende sandsynlighed for, at jeg kommer til at hyle. 
  • Tog det mig tre kvarter at fjerne glasskår fra hele mit badeværelse
  • Har jeg fået ros af en spinninginstruktør. Noget a la "godt trampet igennem". Og tak for det, hvilket ansigtskuløren fint bevidnede. Men hvor er det dog urimeligt svært at flirte, når man er iført lyocell-tøj, føler at man er ved at dø og i øvrigt har samme farve i ansigtet som en san marino tomat. 
  • Har jeg til en anden spinningtime af selvsamme instruktør fået at vide, at jeg har tendens til at træde papkasser, når jeg cykler. Noget med meget stød i knæene. Men det er altså, hvad spinning hedder fra nu af - at træde papkasser. 
  • Hører jeg i skrivende stund Mariah Careys All I Want For Christmas Is You, og det er, efter min mening, det enste gode, der nogensinde er kommet ud af hende.
  • Har jeg virkelig meget lyst til at se Love Actually. 
  • Kan jeg ikke lide honninghjerter.
  • Har jeg til gengæld nu fået Hjerter Af Honning sangen på hjernen. Og det burde ikke ske for nogen som helst. 
  • Har jeg lavet hjemmelavede træstammer med min veninde. Kæft man, de blev gode.  
  • Har jeg meget fornuftigt taget dem alle sammen med på arbejde for ikke at ende med at indtage seks træstammer egenhændigt. 
  • Har jeg her til aften set Two Weeks Notice (fordi det er fredag aften, og jeg lever et vildt liv), hvori Donald Trump har en gæsteoptræden. Det var sjovt, dengang han var useriøs. Om lidt er han USA's 45. præsident, og humoren er sværere at finde end hoved og hale i sagen om Thule-basen. 
  • Kommer min storesøster på besøg i morgen, og vi skal adskillelige opbrugte kalendre tilbage i tiden for at finde frem til sidste gang, hende og jeg var alene i mere end to timer. 
  • Bliver det skidehyggeligt. 

torsdag den 1. december 2016

Glædelig 1. december

Er I klar til velmenende kommentarer om, at så kom julemåneden alligevel, og nu er den dyre og søde tid her, og har man hørt for lidt eller for meget Last Christmas med WHAM, og når man mon at komme i julestemning, og vi skal huske at lave vaniljekranse, og nej hvor er det dog blevet koldt og mørkt. Nå, ikke? Super, for jeg gider ikke at skrive om det. Til gengæld gider jeg godt at annoncere, at vi gentager successen fra sidste år med et blogindlæg om dagen frem til juleaften. Det er faktisk lidt af et sats, for jeg skal producere 40 siders eksamen til den 19. december, og jeg er ikke gået i gang endnu, men det gør jeg i morgen. Og 40 sider skriver vel nærmest sig selv. I hvert fald vil jeg gøre mit ypperste for ikke at skuffe jer. Men nu vi alligevel er ved eksamen, ikke? 'Tis the season. Sæsonen, hvor jeg bliver bipolar, fordi jeg vekselvirker imellem at tænke, at det nok skal gå, og at jeg i øvrigt kun skal bestå og så gå i krampe over, at jeg ikke aner, hvad fanden jeg laver. Jeg prøver at slå køligt vand i blodbanerne, indtil jeg ved, hvad panik-materiale, der er at arbejde med. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg går i gang i morgen kl. 9.00. Så nu vil jeg taste n ind i adresselinjen og trykke enter, hvorved Netflix toner frem. Mig og Dronning Elizabeth har en date. Vi skrives ved i morgen!

søndag den 20. november 2016

I ugens løb:


  • Har jeg produceret en artikel om dagen. 
  • Har jeg haft mere jetlag, end jeg umiddelbart havde kalkuleret med. 
  • Har jeg skåret et stort stykke af bunden på min storetå op, fordi der lå glasskår i min brusekabine. Og jeg skal virkelig ikke kunne sige hvorfor. 
  • Er jeg blevet voksen. Jeg har forberedt mine tømmermænd. Jeg købte i fredags både frysepizza og chips.
  • Og det har jeg fordi, jeg i går var til julefrokost med avisen. Det ér altså sjovt at se midaldrende mennesker feste. 
  • Har jeg igen fundet ud af, men ikke håndhævet, at jeg ikke kan tåle snaps. 
  • Har jeg netop set på min snapchat, at en tidligere studieveninde lige har født et menneske. Et drengemenneske. Den information fik jeg på omtrent samme tid som jeg tabte en sur creme og løg chips ned i mine bryster. Så deeeet. 
  • Kunne jeg godt finde på snart at gå i seng. For jeg kom i seng klokken seks, og jeg skal på det der arbejde i morgen. 

onsdag den 16. november 2016

Om Alabama og Trump

"Lemme ask you somethin'. There's 50 states in this country, all right? Of all the cities, in all the states, why'd y'all go to Montgomery, Alabama?"
Sådan spurgte en valgtilforordnet mig i tirsdags, da jeg og nogle af mine med-praktikanter stod på en skole i udkanten af Montgomery. Jeg snakkede med ham om århundrets præsidentvalg, der på det tidspunkt var i fuld gang. Om hvad han ville stemme og hvorfor. Han ville stemme på Trump, og argumenterne indebar abortmodstand i den skala, at hvis man bliver voldtaget, kan man jo altid føde og bortadoptere barnet, at de illegale ingen ret har til deres tilstedeværelse, retten til at skyde et menneske, hvis han betræder din grund. Jeg har snakket med en preacherman, der i ramme alvor påstod, at hvide mennesker er arbejdsomme og sorte mennesker af natur er dovne. Jeg sagde til ham, at det var racistisk, og han endte med at blive så irriteret, at han gik sin vej.

Jeg er i et hidtil uhørt omfang blevet udfordret på mine danske og socialistiske holdninger. For jeg har så svært ved at forstå dem. Jeg kan ikke forstå, hvordan man på så grov vis fuldstændigt kan nægte at forholde sig til det faktum, at mennesker ikke har det samme udgangspunkt. At selvom det er udgangspunktet for den amerikanske drøm, kan alle mennesker ikke blive millionærer og præsident en dag, hvis bare de arbejder hårdt nok. Og nej, Donald Trump er ikke et eksempel på det. Men det er jeg nødt til at prøve at forstå. Jeg er nødt til at prøve at forstå de her mennesker. Forstå hvor de kommer fra. Selvom det skærer mig i hjertet med alt det had over for det ukendte. Over for det ubetrådte land. Jeg har aldrig været et sted, hvor mit indre verdensbillede er blevet knust så voldsomt, som det blev i Alabama. For jeg har mødt mennesker, jeg intet har tilfælles med og på intet niveau forstår, men som trods alt er mennekser. Og det er rigtig sundt at blive konfronteret med det. Især for sådan en som mig, som er åndssvagt stædig. Det skal ses. Også selvom det er ubehageligt. Jeg så det i Alabama. I den by, hvor borgerrettighedsbevægelsen startede i 1965.

Jeg har snakket med en masse sorte amerikanere, der følte sig pisset på af deres hjemland. Et land, der med valget af Donald Trump signalerer ugæstfrihed, utolerance, snæversynethed og racisme.
Og dét er det, der gør mig allermest ked af det. Jeg frygter ikke Trump syndeligt indenrigspolitisk, for jeg tror på, at den amerikanske kongres, til trods for republikansk flertal, nok skal holde ham nogenlunde i skak. Men jeg er bange. Og det pisser mig af, når folk affærdiger mig med, at verden altid har været et fucked up sted, og at det amerikanske valg i øvrigt ikke berører os i Danmark. Det er naivt. Selvfølgelig påvirker amerikansk politik os, og det sted, en amerikansk præsident har størst magt, er i øvrigt udenrigspolitisk. Han kan starte en atomkrig, han skal forhandle med ledere, der er i besiddelse af atomvåben og taget hans temperament i betragtning synes jeg, det i sig selv er rigelig grund til bekymring. Donald Trump er blevet præsident på at være fuldstændig utilregnelig, og ja det er sjovt, når han er Miss Universe ejer, men det er ikke sjovt, når han bliver verdens mest magtfulde person. Det er ikke sjovt, at manden der har trademark-rettigheder på frasen "you're fired" skal lede USA. Han hører hjemme i reality-tv, ikke i Det Hvide Hus. Og jeg synes ikke, man kan tillade sig at melde sig ud (til trods for hvad jeg skrev i sidste indlæg, men der må I forstå, at nyheden og dermed såret var ny - jeg er nu nået til stadiet af accept i min sorgproces). Jeg synes, at det er uhyggeligere end nogen hårrejsende gyserfilm, at Donald Trump ikke tror på klimaforandringerne. Men de tårer, der presser sig på bag mine øjenlåg, er produkter af symbolværdien. Symbolikken i, at USA har valgt en præsident, der er mysogynistisk, racistisk, fascistisk, unuanceret og som har generet alle andre religioner end kristendom, som har gjort nar af handicapppede, som påstår at hele medieverdenen har konspireret imod ham, som har pralet af, at han må tage kvinder på fissen. Dén mand er leder af den frie verden. Ét er hvad det giver ham af muligheder. Det er logos. Men pathos, åh pathos. At ham, der skal forestille at sætte et eksempel for os andre, taler sådan om andre mennesker, er mig en større gåde end mordet på JFK og hvordan pyramiderne blev bygget. Trump og hans vælgere har sat os 60 år tilbage i tiden. Skal vi virkelig stadig diskutere hudfarve? Den hudfarve som ikke er noget som helst andet end biologi. Ikke andet end, at at vi har fået den hudfarve, der passer bedst til det klima, vi er født ind i. Skal vi stadig diskutere, om kvinder er værd at behandle med respekt? At kvinder er andet end patter og fisse? At kvinder er mennesker, selvom vi mangler et y-kromosom? Er vi ikke nået videre? Valget frister mig til at sige nej, for USA og resten af kloden har fået en præsident, der har sænket barren til at grab 'em by the pussy. Og hvor gør det mig dog ulykkelig. Jeg græd i tirsdags over valget, og det bliver hverken første eller sidste gang.

Hele den her absurde situation er for mig meget ambivalent. For jeg føler mig lidt som en arrogant nar. For det her er jo sket demokratisk. Jeg ved godt, at det amerikanske valgsystem har nogle alvorlige brister, såsom at kriminelle ikke må stemme, og at man skal registrere sig som vælger. Men. Donald Trump er USA's 45. præsident, og han er folkevalgt. Det er han givetvis fordi mange amerikanere har undladt at stemme, men som jeg før har postuleret her på domænet: Dem, der stemmer, bestemmer. I dette tilfælde har jeg overordentligt svært ved at acceptere det. Men det ér demokrati, og jeg må, hvor svært det end er, forsøge at acceptere, at jeg denne gang er en del af mindretallet. Det har jeg været før, men problemet med dette valg og Trump er, at han ikke bare ligger langt fra mig politisk. Han er decideret farlig. Han er ikke bare liberal eller konservativ. Han er racist og mysogynist. Jeg vil bruge en mærkbar del af min energi på at acceptere, at det her var folkestemningen. At tilpas mange amerikanere har tiltro til ejendomsmogulen og hans vision om at gøre Amerika stort igen. Valget eksemplificerer på fineste vis demokratiets udgangspunkt - flertallet bestemmer. Det skal jeg have det okay med. Og det vil jeg. Jeg vil acceptere vælgernes beslutning, når deres leder befinder sig inden for lovens rammer. Men jeg vil ikke stiltiende samtykke i diskrimination. Jeg vil ikke finde mig i, at en verdensleder diskriminerer kvinder, homoseksuelle, handicappede eller nogen som helst andre. Jeg vil råbe op ved hver en given lejlighed, og jeg vil problematisere Trump, når der er grund til det. For vi skal allesammen lige huske på, at når man ikke siger mobberne imod, er man ligeså medskyldig i mobning, som ham der faktisk mobber. Og med risiko for at blive kaldt en hystade, vil jeg forsigtigt minde om, at Hitler ikke egenhændigt dræbte seks millioner jøder. Det fik han udelukkende medvind til at fuldføre, fordi verdenssamfundet ikke gjorde tilstrækkelig modstand imod den manglende tolerance, som Hitler var bannerfører for.

Og med de mange ord, vil jeg svare på spørgsmålet: Fordi det er det rigtige USA. Fordi det ikke er det USA, jeg kender. På godt og ondt.

onsdag den 9. november 2016

Dommedag

Jeg ligger i min midlertidige seng på en kro i Alabama. Klokken er 8. Jeg kom i seng kl. 3 efter at have pendlet mellem den demokratiske og republikanske valgfest i Montgomory, Alabama. Min konklusion er, at jeg ikke vil være med længere. En verden, hvor Donald Trump er leder af den frie verden, er ikke umiddelbart en verden, jeg har lyst til at være en del af. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne af det her, jeg har aldrig været så ulykkelig over at have ret, og jeg har meget svært ved at få ind igennem min hjerneskal, at dette ikke er et mareridt af den ondeste kaliber. 

Melder kæmpestor gigantisk lort fra USA. 

torsdag den 3. november 2016

Hej november

Fuck man. Tal pænt og alt det der. Men seriøst fuck man. Oktober er væk, november er i fuld gang, og jeg har glemt at trække vejret. Jeg er jo som bekendt indehaver af Verdens Bedste Praktikplads, hvilket blandt andet betyder, at jeg på lørdag (!!!) rejser med mine med-praktikanter til the US of A. På studietur. For at dække det amerikanske valg. Og det bliver betalt af en virkelig awesome bladfond. Knib mig i armen, klask koldt vand i mit fjæs, kald mig Egon Thomsen fra Uggelhuse og fuck mig, hvis jeg udtrykker noget, der kunne minde om utaknemmelighed. Hvor er jeg heldig, og hvor er jeg taknemmelig, og hvor er jeg glad.

Vi skal til Alabama. Sydstaterne. Hvor jeg aldrig har været, men hvor jeg er voldsomt sikker på, at jeg vil se ting, man ikke ser i Danevang. Og alle mennesker, jeg kender, har - med rette - spurgt mig, om ikke jeg bare glæder mig helt vildt og voldsomt. Det har affødt nogle halvhjertede svar fra min side, og det er ikke fordi, jeg ikke glæder mig. Det er fordi, jeg ikke har haft tid til at glæde mig. Når så overdrevet lækre ting, som en sponsoreret tur til USA under et på alle måder historisk amerikansk præsidentvalg sker, betyder det også, at der er virkelig mange ting, der skal ordnes, klares, styres, sættes flueben ved, inden man sådan checker ud i en god uges tid.

Og der må jeg med realismen som den brændende fakkel konstatere, at jeg ikke har haft timer nok til at nå det, jeg skulle. Må jeg i den forbindelse udtrykke, at jeg helt seriøst har nyfunden respekt for mennesker med rutineprægede hverdage og fuldtidsjob. Og typerne, der har faste parforhold eller børn. Altså mennesker, der skal forholde sig til andre end dem selv. Jeg forstår ikke, hvordan de klarer det. For jeg er kun én, og det kniber fandme. Hvilket fik mig til at tænke på det med at studere, som på mange måder ikke min kop te. Det er earl grey, og jeg er mere til noget med mint. Men friheden - man er jo så helt urimeligt fleksibel, når man studerer. Dét er man ikke på arbejdsmarkedet, kan jeg konstatere. Og det til trods for, at jeg deler kontor med tre mandlige journalister, der har et overordentligt laissez-fair forhold til mødetider. Men stadigvæk. Der ér nogle opgaver, der skal løses, nogle artikler, der skal skrives, og nogle deadlines, der skal overholdes. Det er en del af det, jeg elsker så højt ved journalistik og arbejdslivet. Det tjener et formål. Ikke at jeg gør mig nogen som helst illusioner om, at Fyens Stiftstidende ville være presset uden min tilstedeværelse, men jeg føler et ansvar, og jeg vil gøre det godt. Det er en god ting. Men hoooooldnukæft hvor har jeg været presset i den her uge. Det der irriterer mig mest er, at det går udover min søvn. Min søvn er som et spejl, når det kommer til mit velbefindende. En ussel sladrehank, er min søvn. Det er altid det første sted, jeg mærker det, når jeg bliver småstresset. Jeg vågner midt om natten og behøver ikke tjekke klokken, for den er altid 03.06. Uden undtagelse.

Men. I morgen er sidste dag inden afrejse, og det går altsammen. Jeg har næsten styr på det. Min kuffert er hentet op fra kælderen, jeg afleverer de sidste artikler i morgen. Jeg skal have købt nogle ørepropper, men jeg har mine kontaktlinser (til begge øjne), mit pas udløber i 2022, jeg har min meditationsapp, som hjælper på søvnen, jeg har mit pressekort, og jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Jeg er en heldig kartoffel svøbt i persillesovs.

torsdag den 20. oktober 2016

It's ma birthday

Lidt endnu. Indtil kl. 00.20. Jævnfør sidste blogindlæg er mit humør ikke prangende i disse dage. Men det er måske det ideelle tidspunkt at have fødselsdag på. For alting har set lysere ud i dag. Og det har det fordi, jeg ikke har været omgivet af andet end kærlighed. Lys er det eneste middel mod mørke.

Jeg startede dagen ved, at min telefon ringede. Det var storesøster, svoger og nevøerne, der FaceTime'de mig. De sang Happy Birthday To You med spæde barnestemmer og prima engelsk udtale. Det var fucking bedårende. Min storesøster smilede og var simpelthen så smuk der på min iPhone retina-skærm (og i virkeligheden). Og for cirka 26 år siden mødte jeg hende første gang, hvor hun på hospitalet havde medbragt en Petit Danone yoghurt og ske til mig, fordi hendes to-årige logik sagde hende, at baby havde ligget i mors mave sygt lang tid og derfor måtte være pænt sulten. Hvilket egentlig ret perfekt illustrerer, hvad min storesøster er for en størrelse. Helt utroligt omsorgsfuld og kærlig. Efter at nevøerne havde fortalt mig, at de skulle i Djurs Sommerland og prøve Solguden og Thors Hammer, og lidt snik-snak med Søs, lagde vi på, hvorefter jeg kunne koncentrere mig om O'Malley, der lå ved min side og lykønskede mig. I sandhed en dejlig opvågning. Vi besluttede os for at stå op, hvorefter vi brunchede den i et par timer til 1990'ernes soundtrack. Med boller, pandekager, æg, bacon, juice og te. Og tandsmør. Fordi mindre ligesom ikke kunne gøre det. 

O'Malley tog hjem til Århus kl. 13, hvorefter jeg gik i Bilka for at købe lagkagebunde, kagecreme, hindbær og piskefløde. Så kom Sara, og jeg fik tørret lagkagetjansen af på hende. Maj kom med favnen fuld af balloner. Og gaver. Tiden gik med at spise boller og lagkage og snakke og grine. Det har ligesom været et gennemgående tema. Jeg åbnede gaver. Og de er så fine. Jeg har fået en mumi-kop, endnu en til samlingen. Jeg har fået en picnickurv af siv fyldt med knækbrød og andre lækkerier, man kan putte smør på, en mulepose jeg har misundt Sara i minimum tre år, chokolade, så flotte genbrugs-tallerkener, en for mig ukendt Jakob Ejersbo bog, hvilket er uhørt lykke, luderkrudt til krydderen, et gavekort på en bytur, en bog af Tove Jansson. Arhmen for helvede altså. De kender mig. De kender mig virkelig, og de omsætter det til geniale gaver. 

Sara skulle videre til kæresten i Jylland, så Maj og jeg gik en tur i det - bemærk venligst - fænomenale vejr (som jeg ikke udelukkende kan tage æren for - det kan også skyldes Jesper Langberg, Vigga Bro, Viggo Mortensen eller Snoop Dogg), returnerede til min hybel, spiste lidt mere lagkage, snakkede en kende mere og tog på åndssvagt lækker tapas restaurant i downtown Odense. Efter et par timer, hvor vi praktiserede vores madkonsumerende evner endnu engang, betalte jeg regningen, og vi gik igennem Kongens Have, så Karlsvognen, sagde hej til Karl og sang "To elefanter kom marcherende", hvilket måske ikke er den pæneste beskrivelse af os. Privatchaufføren kørte mig hjem, og jeg gik ud på min altan, satte mig på en ramme slots-øl og ringede til min mor. Kvinden der fødte mig. Vi snakkede sammen om min dag og hendes dag, og jeg blev sgu så rørt. Derefter ringede jeg til Moster nr. 3 og fik sunget fødselsdagssang for fjerde (tror jeg) gang i dag. Fandme sødt altså.

Nu sidder jeg i min seng og hører Belle & Sebastian. Lige om lidt skal jeg nok Netflix'e den. Jeg har det godt, trygt og varmt. Jeg har nået alderen, hvor jeg er ligeglad med, hvor mange mennesker, der har glemt, at den 20. oktober er min fødselsdag. For det handler jo ikke om manglende kærlighed, det handler om en ret uskyldig forglemmelse. De tænker garanteret på mig på andre dage, og det er ligeså fint. Og så er jeg bare virkelig glad for dem, der har husket det. Jeg er beæret over, at cremen af venne-cremen har gidet at komme til Odense for at give mig en god dag - det er rendyrket kærlighed, og jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg er en heldig kartoffel i persillesovs. Og så har jeg i øvrigt truffet en beslutning: Jeg nægter at have alderskrise. Det er et mærkeligt koncept at begræde det faktum, at man har fået endnu et år foræret. Så det vil jeg ikke. Det er unægteligt bedre at blive 26 og 30 og 47 og 61 og 77 og 89 og 102 end ikke at blive det. Basta. Desuden synes jeg, at 26 lyder lækkert. Det skal nok blive godt. 

En fødselsdag er jo bare en almindelig dag. Den dag, jeg tilfældigvis blev født på, for 26 år siden. Raketvidenskab, jeg ved det godt. Ja, det er en almindelig dag. Men en virkelig god en af slagsen. 
Og ja, O'Malley har skrevet min alder i smarties.


tirsdag den 18. oktober 2016

Fordi de, der laver Hollywood-film, er nogle løgnagtige idioter, Isabella!

Ordene er faldet i aften. Til spørgsmålet på, hvorfor der altid skal være et eller andet galt, hvorfor det hele ikke bare kan være godt. Spørgsmålet var mit, og svaret var til mig.

Om to dage har jeg fødselsdag, og det illustrerer på den mest åbenlyse måde mit held og mit privilegium. Jeg er her endnu. Jeg har en lille men loyal hær af venner, der vil mig det absolut bedste. Og alligevel er det hele ramlet. Livet er for meget, tankerne for mange, tilværelsen for uoverskuelig. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved bare, at tårerne strømmer i en ligeså lind strøm som Elvis-fans til Graceland og livskriseramte til El Camino. Jeg har det jo godt. Indehaver af verdens bedste praktikplads, med hvilken jeg faktisk har fundet ud af, hvad jeg vil med mit liv (ok stort flueben på Listen, alligevel), jeg har brunch- og middagsplaner på min fødselsdag på torsdag (og brunch er og bliver definitionen på et luksusliv), jeg får gode mennesker til fest på lørdag, og mit dankort kan gå i minus. Og alligevel gør det hele nas. Jeg har krampe i sindet. Måske fordi min hjerne er blevet udsat for så massiv mental intervaltræning, at den slet ikke kan følge med og er overbelastet. Omstændighederne spiller, så hvorfor afspejles det ikke på indersiden?

Jeg ville elske at give Hollywood skylden, fordi selvindsigt sjældent er ubetinget rart. Måske ligger en del af forklaringen hos manuskriptforfattere, der bilder os ind, at hovedpersonen blot skal klare et par forhindringer på sin vej - et væltet træ, en død hjort, en klovn - og når vedkommende har overkommet dét, er alt godt. Fryd og gammen. En fisk, der slippes fri i havet. En intakt og solgul blomme i et økologisk æg. En nypoleret Rolls Royce uden så meget som markeringen af en skramme. Logisk set ved jeg jo godt, og prædiker i øvrigt til alle andre, at eksistensen ikke er sort/hvid. Den er forhåbentlig i farver, men som minimum sepia. Isolerede følelser eksisterer kun hos meget små børn. Hvis man forestiller sig følelser som et kagediagram, udgør én følelse måske 95% af kagen. Vrede kan virkelig fylde meget, men ofte er der jo noget mere. At man er ked af det, skuffet, føler sig svigtet. Noget. Hvorfor er det, jeg tror, at de gode følelser burde være anderledes? At når man grundlæggende er glad, må der ikke være andre følelser i kagediagrammet. For glad er godt. Uomtvisteligt, ja. Men jeg kan ikke styre det. Lige nu er der andre følelser end glad i spil. Og jeg ville gøre stort set alt for, at de ikke var der. Men det er de, og det må jeg så prøve at acceptere. Det går ret elendigt, men det må jeg så også prøve at acceptere. I kan godt se, at jeg kunne gøre det her all night, ikke? Jeg er fan af lykkelige slutninger, og af at kunne binde en flot silkesløjfe på denne skriftlige hadegave, men det kan jeg ikke i dag. Det er følelser på skrift, og lige nu er der ikke kommet nogen forløsning. Det skal der være plads til. Derfor stopper vi her.

søndag den 16. oktober 2016

Forresten vol. 31

  • Er en mops cirka den grimmeste hund, jeg kan forestille mig. 
  • Tænker jeg mig selv som en type, der er ligeglad med, om det er manden eller kvinden, der skriver først. I teorien. Ik' os'?
  • Startede jeg med noget Bob Dylan på YouTube, og den er nu loopet til Paul Anka.
  • Hedder Lorelai og Rorys hund i Gilmore Girls Paul Anka.
  • Er jeg ved at gense Gilmore Girls.
  • Elsker jeg virkelig Gilmore Girls. 
  • Vil jeg rigtig gerne have en hund. Faktisk er jeg decideret hundeskruk. Jeg tror ikke, den skal hedde Paul Anka. Men måske Bruce. Som i Springsteen. Eller måske skal den bare hedde Jytte. Eller Gilbert. 
  • Er jeg nu begyndt at tælle ned til min fødselsdag. Fordi, selvom jeg bliver ældre, bliver jeg bare aldrig ældre.
  • Ved jeg ikke hvorfor, men jeg elsker ABBAs musikvideoer. I særdeleshed videoen til Mamma Mia. Den der zooming på deres munde, jeg elsker det. Jeg aner ikke hvorfor, måske fordi jeg første gang så den som barn eller måske bare fordi jeg er et meget simpelt menneske. 
  • Giver det ingen mening, at reklamer altid viser både menstruationsblod og tis som værende blåt. Hvorfor dog?
  • Bruger jeg uhensigtsmæssigt meget tid på at scrolle Netflix igennem for tidsfordriv. For at ende på Gilmore Girls.
  • Tror jeg, jeg bliver nødt til at investere i et par nye vinterstøvler i år. Og jeg vil ikke. Jeg elsker dem, jeg har. Det er meget sjældent, at jeg finder sko, som bare sidder perfekt, så jeg er ikke klar til at sige farvel. Omvendt kan jeg godt fornemme, at det er et spørgsmål om tid, før de falder fuldstændig fra hinanden, og så giver det jo egentlig lidt sig selv. 
  • Hvis jeg kunne få en anden stemme, ville jeg have Tina Dickows. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg tabte alt mit hår, og jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har hverken ansigtet eller modet til at være skaldet. 
  • Må klovne-skræmmer-civile-trenden egentlig gerne skride. 
  • Burde jeg i alarmerende høj grad købe en ny sports-bh, men jeg vil så meget hellere bruge pengene på gin og tonics, kjoler, støvler, jakker. Jeg vil sågar hellere købe nyt sengetøj end ny sports-bh. Det er kedelige penge. Ligesom at købe rullegardiner og strømpebukser. 
  • Gider jeg ikke at være en fattig studerende længere. Eller studerende for den sags skyld. Velhavende (eller bare over fattigdomsgrænsen) arbejder, til gengæld - kom frisk, kom glad. 
  • Har min storesøster just informeret mig om planen for juleaften. Hun er således fint synkroniseret med supermarkederne. Og i den grad storesøsteren i forholdet. 
  • Må jeg indrømme, at det er ret fedt, at sneboldene er tilbage på hylderne. 

torsdag den 13. oktober 2016

Et dødsfald, jeg ikke vidste, jeg ville blive berørt af

I dag på arbejde foretog jeg en overspringshandling. Jeg lever i fornægtelse og bilder mig ind, at overspringshandlinger kan tjene som et godt afbræk. Så det gjorde jeg. Så jeg læste en glimrende berlingske-artikel om Anders Agger - manden der ikke ved, hvor gode kammerater vi er. Der stod i artiklen, at Agger er student fra Vestjysk Gymnasium, og jeg forestiller mig, at de er stolte af det. Lokalpatriotisme skal man ikke undervurdere. Hvilket mit eget gymnasium er bevis på. Steen Derfor kom jeg til at tænke på, at Steensen Blicher er student fra Randers Statsskole, ligesom Henrik Pontoppidan. Min dansklærer i gymnasiet hed Poul Larsen, og han fortalte, at Pontoppidan aldrig bestod en eneste dansk-aflevering. Det gav mig et håb, fordi jeg så tænkte, at karakterne ikke alene betød, om man blev til noget eller ej. Der sad jeg så på mit kontor på Fyens Stiftstidende og gav mig af, for mig selv, uvisse årsager til at google den dansklærer, jeg havde i årene 2006-2009. Og det første hit var en dødsannonce fra Randers Amtsavis. Med ét lagde kuldegysningerne sig som et tæppe henover mig. Vævende klikkede jeg mig ind på artiklen og læste nekrologen, der engang var ham. Inden jeg rigtigt fik tænkt tanken til ende, var jeg i gang med at skrive en mail til administrationen på Randers Statsskole, der forhåbentlig kunne forklare mig, at min dansklærer bare var gået på pension for at nyde sit otium. Et par timer senere lå der en mail. "Hej Isabella. Jeg må desværre bekræfte dine bange anelser. Det er dén Poul Larsen, din gamle dansklærer, der er gået bort i februar i år". Jeg vidste det, inden jeg læste mailen. Jeg gik ud på badeværelset, vaskede mine hænder og stirrede på mig selv i spejlet. Som nogenlunde ligner hende, der blev student for over syv år siden. Med mere markante øjenbryn, mindre makeup, tykkere hår og flere antydninger af rynker. Hende, der var så glad for Poul Larsen. Hende, der så gerne ville imponere ham. Hende, han gjorde et uudsletteligt indtryk på, selvom han ikke prøvede.

Ud fra dødsannoncen kan jeg se, at hans lærergerning kun var en flig af, hvem han var. Han var faktisk uddannet journalist og havde en cand.mag. oven i hatten. Han har arbejdet i Tyskland, skrevet et teaterstykke og bidraget til lokalhistoriske værker. For mig var han min dansklærer. 

Jeg var bange for ham i en stor del af 1.g. Han formåede at sætte sig i respekt fra første dag - der var aldrig nogen, der kom slaskende ti minutter for sent til hans timer. Som jeg husker det, sad folk heller aldrig med deres mobiltelefoner fremme. Han var høj, havde briller og altid et lommetørklæde i baglommen - måske fordi han nemt fik sved på panden. Han talte rigsdansk, højt, ekstremt velartikuleret og bandede yderst sjældent. Hans hænder rystede tit, og jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Og jeg endte med at holde så meget af ham. Jeg kendte ham ikke som person. Jeg kendte ham som lærer. Og det var nok for mig. For der findes lærere, som rykker ved ens indre Google Maps. Som viser en veje, man ikke vidste, der fandtes. Som tænder gadelamperne ved de uhyggelige gyder. Som fortæller en, hvor stor verden er. Som viser en, hvor langt der er fra destination til destination. Som man tænker på, selv mange år efter, at man stod i det lyskryds, hvor man mødte dem. Som man sender taknemmelige og kærlige tanker. Tit. 

Min kærlighed til bøger kan næppe tilskrives ham, men han udvidede mit repertoire og gjorde mig skarpere. Han introducerede mig for "Et dukkehjem", som med et slag blev og er min yndlingsbog. I 1.g. skulle jeg analysere Karen Blixens mesterværk "Den afrikanske farm", og jeg fik 4. Jeg var dybt ulykkelig, jeg havde aldrig fået så lav en karakter før. Og så i dansk. Men som klicheen byder det, blev jeg klogere, bedre. Vi skulle læse "Martin og Victoria", og han var kommet til at skrive Victor i stedet for Victoria. En bog jeg havde afskrevet, men som Poul tvang mig til at læse, og som nu er i den absolutte top af bøger, jeg har læst, hvor der var fuld 1:1 identifikation. Han var eminent til at analysere. Han pressede mig, han stillede store krav, og han kastede ikke om sig med høje karakterer - et 10-tal fra Poul Larsen var noget af det ypperste, man kunne få. Og jeg elskede at skrive stilene. Mine elskede stile, der altid var minimum fire sider lange, og som jeg sad med om aftenen på mit værelse med en dyne over mig og en bærbar computer i skødet. Jeg var vild med det. Cirka som det eneste hjemmearbejde i gymnasiet. 

Han skulle have fulgt mig til min sidste eksamen i dansk, den 23. juni 2009, hvor jeg trak et Klaus Rifbjerg digt. Han var kommet til skade umiddelbart inden, så han kunne ikke deltage. Det fandt jeg ud af på dagen, og jeg mindes ikke, at jeg artikulerede det, men det gjorde mig simpelthen så ked af det. Især da jeg kom ud fra eksamen. Da mine forældre, søster, moster, fætter og veninde stod der. Med fremmed censor og fremmed lærer. Han skulle have stået der. Han skulle have sagt tillykke og sagt til mine forældre, at de godt kunne være stolte. Han skulle have fulgt mig til dørs. Det smertede mig, at jeg aldrig fik sagt af hjertet tak og pænt farvel til ham. 

Jeg så ham for et par år siden i den føtex, der ligger i det nordlige Randers. Det var en lørdag og først på formiddagen, hvor mig og min mor var på vej ind, da jeg så en mand, der havde en slående lighed med min gamle dansklærer. Han satte elegant af på sin cykel. I ved på den der måde, hvor man svinger det ene ben op over, når cyklen ligesom er sat i bevægelse. Han havde tilsyneladende kun købt en buket roser, og jeg tænkte, at de nok var til hans kone. Jeg gik ikke derhen. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg tænkte, han nok ikke ville forstyrres. Måske fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Måske fordi jeg var bange for, at han ikke ville kunne huske mig. 

Ud fra dødsannoncen kan jeg læse, at han uventet døde som 72-årig som følge af et blødende mavesår. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde mine gamle stile. Så jeg kunne se hans håndskrift. Mærke og holde det eneste fysiske minde, jeg har om ham. Jeg ville ønske, jeg havde fortalt ham, at han var en enestående lærer, og at hans engagement og tiltro til stadighed betyder uendeligt meget for mig. Mine øjne er duggede, og mest af alt ville jeg ønske, at jeg havde løbet den korte distance til ham den lørdag morgen på føtex' parkeringsplads. 

mandag den 10. oktober 2016

Svanesøen, Gilmore Girls og Arvingerne

Lørdag eftermiddag sprang jeg glad og fro op på min orange cykel og udsatte den for et massivt benpres, idet jeg spurtede mod banegården. Her skulle jeg nemlig møde O'Malley i toget mod København. Jeg skrev til O'Malley for at finde ud af, hvor hun sad. Ingen respons. Da dørene til vogn 22 åbnede sig, valgte jeg at gå til venstre og til hvilket held. For der sad hun og sov. Med semi-åben mund og et ledigt sæde ved siden af sig. Jeg plantede mig selv og begyndte at prikke hende i siden med et modenhedsniveau tilsvarende et børnehavebarn. Det virkede dog - hun vågnede. Vi krammede og snakkede og brugte det meste af turen på at stirre på en overdrevet kær baby. En lille lækker asiatisk dreng med det vildeste strithår, jeg nogensinde har set. Busted-drengene og Year 3000 - go home. Han var cute og opdagede hurtigt magten i netop det, da han fandt på den kodylt sjove leg at smide noget på gulvet, som vi så samlede op. Hans far lignede Hugo Chavez i uhyggelig grad og sov det meste af tiden. Baby og Chavez forlod os inden København, hvorfor tiden kom til at overrække O'Malley det kort, der langt om længe skulle fortælle hende, hvad vi skulle i anledning af, at hun nu er fuldblodsakademiker. Vi skulle nemlig i Det Kongelige Teater og se Svanesøen. Og det skulle vi fordi, vi, da vi boede i Argentina, begge to skrev det på vores bucketlist. Og fordi reaktionen fra en af vores medstuderende var "Svanesøen? Findes den sø i virkeligheden?". Og nej Stine, det gør den ikke. Men den russiske ballet eksisterer og Nikolaj Hübbe har lavet en ny fortolkning. Så selvom det var fucker mange penge, skulle hun have det. Jeg var i tvivl om hendes gave længe, men da det gik op for mig, at Svanesøen gik, forduftede tvivlen. Og SÅ ved man, at det er den rette gave. Det syntes O'Malley heldigvis også. Vi steg af toget, dappede ind i Lagkagehuset, købte en kyllingesandwich til mig og en laksesandwich til O'Malley, som viste sig at bestå af tunmousse. Således begav vi os ud i kulden, hvor jeg kunne konstatere, at det er på tide at lægge læderjakken på hylden og kravle i vinterfrakken. Stäng nu kæften, hvor er det blevet koldt. Men når jeg har min uldfrakke på, synes jeg, at det er fantastisk dejligt, at min yndlingsårstid er arriveret.  

Vi ankom til Det Kongelige Teater. Det så ret lukket ud. Vi tog i dørene, gik en runde. Pænt lukket. Jeg var forvirret. Tjekkede billetterne. Jojo den var god nok. Det Kongelige Teater på August Bournonvilles Passage. Vi kom hen til Nyhavn, hvor jeg spurgte en mand i en pølsevogn, hvor det Kongelige Teater lå. Han pegede på den meget lukkede bygning, og jeg var nu officielt forvirret. På dette tidspunkt var klokken 19.40, og jeg besluttede mig for at ringe til Det Royale. Her kunne en mand fortælle mig, at jeg stod det forkerte sted, at jeg skulle ud til Operaen ude ved Christiania, at vi ikke blev lukket ind, hvis vi kom ét minut over 20, og at vi eddermame skulle skynde os. Vi løb hen til en taxa, og fortalte ham, at vi skulle til Operaen så hurtigt som menneskeligt muligt. Faktisk gerne overnaturligt, hvis det hjælper på processen. Taxamanden mente, at vi kunne nå det til et par minutter i showtime. Han var utrolig rolig og god til at få os - og især mig - til at være mindre paniske. Han var i øvrigt født i Randers. Vi kørte op til Operaens indgang 19.53, takkede ham af begge vores hjerter, betalte 90 kroner og spurtede videre ind. Kære taxamand - du er mit yndlingsmenneske i København. Vi nåede det. Liiiiige akkurat. Da vi satte os i de røde veloursæder på tredje balkon var klokken 19.59. Og det er så fucking typisk mig. At jeg har undersøgt, læst, tjekket, dobbelttjekket og tripletjekket. Og alligevel går et eller andet galt. For helvede altså. Til mit sølle forsvar står det ét sted, inde på hjemmesiden under selve forestillingen står det anført, at det er på Store Scene i Operaen, men på hjemmesiden og på billetterne står der altså Det Kongelige Teater uden reference til Operaen. Det er muligvis common-knowledge for finkulturelle typer, men det var det ikke for mig. Igennem hele første akt sad angsten stadig lidt i mig - at vi var så tæt på ikke at blive lukket ind. Jeg ville slet ikke kunne bære, hvis pengene var spildt. Men det gik. Heldigvis gik det. Det var mere spændende end, hvad jeg ville have foretrukket, men vi nåede det, og der ér et eller andet lidt dekadent og meget utilsigtet V.I.P.-agtigt over at løbe rundt i Operaen iført høje hæle. Note til mit fremtidige jeg: Tjek lokationen ordentligt. Og hvis du skal se ballet eller opera, skal du måske lave lidt research hjemmefra. Der var virkelig meget, jeg ikke forstod. Men det var åndenøds-smukt. Både musikken og dansen. Det var mit livs første ballet, og jeg er lige dele skræmt og betaget over, hvad menneskekroppen kan. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Vi brugte pausen på at google lidt om plottet i Svanesøen, og det hjalp gevaldigt på forståelsen. Selvom der nu nok er nogle ting, der er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, var det så ekstraordinær en oplevelse, og musikken hjemsøger mig som et smukt spøgelse.  

I går brugte vi h.e.l.e. dagen på at ligge i fosterstilling i min seng, mens vi så omkring 10 afsnit af Gilmore Girls, spiste popcorn, Ben & Jerry's og rugbrød med tomat og ost. Det var uden konkurrence noget af det hyggeligste, jeg har været med til længe. Og, efter to virkelig hektiske uger, tiltrængt. 

I dag har jeg været på arbejde, hvor jeg gjorde mit bedste for at være et fornuftigt indspark. Og så tog jeg en lur med O'Malley liggende ved siden af mig. Nu er hun taget hjem til Århus, og jeg skal have syet en knap i en skjorte. Jeg ved, at der fulgte en reserveknap med, og jeg ved, jeg har gemt den, men jeg kan, om det gjaldt mit liv, ikke huske, hvor jeg har gjort af den. Til gengæld ligger der varmrøget laks i mit køleskab, og Bedsten har gjort mig opmærksom på, at sæson 2 af Arvingerne ligger på DR, så jeg ved så ganske udmærket, hvordan min aften skal forløbe. McDonald's style: I'm lovin' it. God mandag aften til folket. 

onsdag den 5. oktober 2016

Specialetanker

Hvis der er noget, jeg ikke gider, så er det at jokke i en hundelort på vej til arbejde. Eller på vej hjem fra arbejde for den sags skyld. Eller sætte mig ind i dating-reglerne. Eller at skrive speciale. Den eneste af ovenstående ting, der er et reelt problem, er specialet. Men der er næppe nogen vej udenom. Det bliver krøllen på 20 års skolegang. Og jeg glæder mig til at blive færdig. I så høj grad, at det måske er et problem.

Noget denne praktik har gjort mig fuldkomment klart er, at jeg er en arbejder. Ikke en studerende. Jeg er en god arbejdskraft, sorry Jante, men det er jeg. Jeg er arbejdsom, pligtopfyldende og perfektionistisk. Som studerende er jeg noget mere løssluppen, hvad selvfølgelig står for egen regning. Men den største og vigtigste forskel er, at jeg ikke gider at studere mere, men til gengæld gider jeg smæk-mig-i-røven-virkelig-godt at arbejde. Jeg ved godt, jeg er priviligeret, at jeg tager en af de lange uddannelses-børger, og at ingen i øvrigt har tvunget mig til det. Men med otte (!!!) måneder til, at jeg står og er cand.mag. er jeg mættet. Mættet af skole, af undervisere, af eksamensperioder. Mættet. Fyldt op i mavesæk, fyldt op i hovedet. Men fuldstændig ellevild om tanken om at blive en del af arbejdsmarkedet, og jeg vil allerhelst blive hængende på avisen. Sådan cirka for evigt, hvis de lader mig.

Faktum er bare, at inden jeg kommer ud på den anden side, skal jeg skrive speciale. Og det hænger mig langt ud af halsen, inden jeg overhovedet er gået i gang. Faktisk i så voldsom grad, at jeg har sagt - og ment - at hvis min redaktør tilbød mig et arbejde nu, ville jeg droppe ud. Det, ved jeg sgu da godt, er dumt. Men det er sådan, jeg har det. Jeg er klar til arbejdsmarkedet. Men. Det er et helt usandsynligt scenarie, for pengene er ikke til det. Så speciale skal jeg skrive. Der hersker efterhånden nok ingen tvivl om, at jeg er forelsket i min praktik, og det er fedt. Godt. Dejligt. Spitze. Det gør bare også, at kontrasten til at skrive speciale bliver for stor. I mit indre landskab kommer jeg til at gå fra at gøre det, jeg elsker mere end noget andet til at skulle producere 80 kedelige og akademiske sider, som to mennesker skal læse, fordi de får løn for det, hvorefter dét speciale, som jeg har brugt fire måneder på, maksimalt kan blive ophøjet til en strålende fremtid som optænding til en kakkelovn. Ideen huer mig ikke. Få ting kan motivere mig mindre end at være tvunget til at sidde så intensivt med noget i så lang tid, når det skal bruges til nul og fucking niks.

Spring til kapitel to: Jeg ved godt, at det ikke er et godt narrativ at have skabt. Jeg ved godt, at hvis jeg ikke sadler om, bliver det en selvopfyldende profeti. Og det skal det jo helst ikke. Så i dag har jeg haft et møde med en tidligere underviser, som lader til at forstå de snorklede kroge i mit sind. Således forvirret snakkede jeg med hende, og endte faktisk - behold! - med at cykle således opmuntret derfra. For måske kan man godt vinkle sit speciale i en retning, så det kan bruges til noget i den virkelige verden. Måske kan man godt finde noget, der virkelig interesserer en. Måske kan man godt finde noget, man ikke mentalt brækker sig over. Måske kan det blive okay. Der ligger et kæmpestort research-arbejde foran mig, inden jeg overhovedet kan konkretisere et emne, men måske, bare måske, kan det her speciale faktisk godt blive, hvis ikke godt, så i hvert fald tåleligt.

mandag den 26. september 2016

Forresten vol. 30

  • Bliver jeg ret sur, når elcyklister overhaler mig. Jeg synes, de snyder. Så sidder man selv der på det orange lyn og producerer omtrent ligeså meget sved som Anja Andersen under et skænderi med en eller anden dommer, mens de er motoriseret. Det er pissefejhold. 
  • Bruger jeg lidt for meget tid på at tænke på, hvilken kjole man (læs: jeg) skal have på, når man (læs: jeg) fylder 26. Og måske når man (læs: jeg) frem til, at det mest forsvarlige ville være at købe en ny, selvom man (læs: jeg) har en del (læs: sygt mange) hængende (læs: presset ind) i skabet. 
  • Har jeg to tasker, der er gået i stykker - den ene mangler en dims, og den anden mangler en hank. Måske jeg skulle få gjort noget ved det. 
  • Er jeg lidt forelsket i Russell Brand. Han. Er. Sjov. 'nuff said. 
  • Er jeg mega forelsket i Ulrikke Falch på Instagram. Så meget, at jeg faktisk overvejer at oprette en konto. Kæft, hvor er hun bare fucking genial. 
  • Kalder min kusine mig Zabella, og det er jeg fuldstændig pjattet med.
  • Har jeg lidt ferie-blues. Jeg havde simpelthen den bedste tur til Wien og kunne alvorligt godt tænke mig lige at nappe en tur mere. Bare en lille en. Spise en falafel, få 34 grineflip, danse en Justin Bieber dans, sådan noget. 
  • Hjælper det gevaldigt, at jeg skal til Berlin til foråret. Skal muligvis også til London. Jeg er et forkælet fuckhoved. 
  • Har jeg på uforklarlig vis mistet min ringeklokke på min cykel, og jeg er på den måde blevet gjort opmærksom på, hvor aggressiv en cyklist, jeg er. 
  • Er jeg derfor begyndt at råbe af folk i stedet for. Det har en udmærket effekt. 
  • Har jeg inviteret mine bedste bonkammerater til fødselsdagsfest. Uden røde pølser og appelsinvand, men med øller og hvad der sikkert ender med pizza. Forudsat at førnævnte bonkammerater siger ja tak til at komme. Ellers bliver det et noget mere ynkeligt scenarie af mig alene med festhat på. 
  • Hader jeg alt, der har med pantflasker at gøre. De fylder ad helvede til, jeg glemmer altid at tage dem med mig, når jeg skal handle. Og når jeg så endelig husker det, glemmer jeg at aflevere kuponen ved kassen.
  • Blev jeg simpelthen så arrig i weekenden, da en midaldrende mandsperson meddelte mig, at jeg politisk ville være klogere, når jeg er 35. HVAD er det for en arrogant og nedladende holdning at have?! Så det fortalte jeg ham. Og gjorde derved stemningen en smule akavet. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg var best man til brylluppet hos en af de post-pubertære drenge, jeg bor med. Og hans meget sure kæreste/kone. Det er helt forfejlet - det er jo Nicklas' bryllup, jeg engang skal være best man til. Når han engang skal giftes, altså. 
  • Har jeg det forfærdeligt med, at jeg nu er halvvejs i min praktik. Jeg vil ikke væk. Vil blive. For evigt. Overvejer at lænke mig fast til skrivebordet. Ikke i en poetisk overdrivelse, men sådan helt alvorligt. 

fredag den 16. september 2016

Weekend modus

Det er fredag, klokken har lige passeret 16, og undertegnede er en lille smule fuld. Sådan går det, når man får to fyraftens-fadbamser. Det skete på det guddommelige tidspunkt kl. 14, at mig og de tre mænd, jeg sidder på kontor med drog på Christian 4-tal i Odense. Og det var skidehyggeligt. Efter min mening en rimelig optimal måde at sparke weekenden i gang på, for det var ubesværet og uhøjtideligt. Og nu snurrer hovedet så dejligt. Jeg valgte at belønne min snurren-hed med et telefonopkald til mine forældre, der lød muntre og ligeledes i weekendstemning. Eneste minus ved tilstanden er, at Antropologen i dag flytter ind i sin egen lejlighed. De sidste knap tre uger har hun boet hos mig, og selvom det har været trangt i mit lille hjem, er det lidt underligt, at hun ikke træder ind af døren om lidt og spørger, hvordan min dag har været. Det er bare ikke helt det samme at spørge sig selv. Men jeg må jo tage til takke med eget selskab, og det faktum, at hun trods alt kun er rykket 2,5 kilometer væk. Det er således et forholdsvist overskueligt projekt at se hende, hvilket jeg er umådeligt begejstret for.

Og nu har jeg fri i to hele dage. Jeg skal hjælpe førnævnte Antropolog med at bære flyttekasser i morgen, men ellers har jeg absolut ingen planer. Og det er så dejligt. Jeg har alle døre åbne, og det er mig et stort privilegium at kunne bruge fire timer på at læse en bog eller bage otte plader knækbrød. Og så synes jeg, her i min snurrende opturstilstand, at vi skal bemærke det faktum, at jeg har bare arme og tæer i midten af september, omend det også er en smule skræmmende. God weekend!

søndag den 11. september 2016

Weekender, Mathilde og hverdage

Jeg har tendens til at synes, at weekender er markant sjovere end hverdagen. Der er i den henseende meget lidt Dan Túrell over mig - jeg kan godt lide festen, og jeg synes tit, at dagligdagen er kedelig. Det er en holdning, jeg ser mig nødsaget til at tage op til overvejelse. Fordi jeg i tiden befinder mig i så en opturs-situation, der gør, at jeg glæder mig til at skulle på arbejde. Hver. Dag. Selvom jeg sidder på kontor med tre midaldrende mænd som er forholdsvis fåmælte og blandt andet i fredags snakkede om en eller anden, der havde gæret øl af kussehår. Det hørte jeg så ikke første gang, så fik lige min mandlige kollega til at gentage ordet kussehår. Ikke at det var akavet mens vi spiste moussaka. Overhovedet. Ikke det fjerneste. Men alligevel. Jeg er vild med det. Jeg får lov til at arbejde, de lader til at synes, at min mening er noget værd, og de har endnu ikke bedt mig om at lukke røven, hvilket jeg så afgjort betragter som et fuldstændig rimeligt succeskriterium.

Men. Selvom hverdagene er skønne, kan fridagene nu altså også noget. I denne ombæring har min veninde endnu engang bevæget sig langs E45 fra Århus for at komme herned til mig på Fyn. Og så sad vi ellers på min altan og spiste twister-is og snakkede hinanden et øre af. Fuck, det er skønt. Og SÅ. Så tog vi til Mathilde Falch koncert. Iført bare ben, sgu. Og kjole, bevares. Og havde så godt nok glemt billetterne, men de er sgu så søde her på Fyn, så med et ordrenummer gik det alligeevel. Men Mathilde, for helvede. Publikum var nogle spader - hvem fanden sidder ned på gulvet til en rockkoncert? Generelt synes jeg, at den danske koncertkultur er ynkelig - man må helst ikke bevæge sig for meget eller udtrykke for stor begejstring. Hvilket, undskyld mig, fandme er en mærkelig praksis, når man nu ligesom har betalt for at komme med til gildet. Tilbage til Mathilde. "12 trin" er ubetinget min yndlingssang med Mathilde Falch. Og så hørte jeg den live. Og havde gåsehud over hele kroppen, tårer i begge øjne og ondt i hjertet i ligeså mange sekunder, som sangen varede. Det føltes som om, at denne ualmindeligt talentfulde sangerinde lynede mig op. Som om, at min front var beklædt med en lynlås, som hun lynede ned og ud røg alle mine skeletter, hemmeligheder og inderste sårbarheder midt på et trægulv på Posten i Odense. Det var så vildt, så grænseoverskridende, så smukt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg følte mig taget frivilligt til fange i hendes greb. Jeg ænsede ikke noget som helst andet end hendes stemme, hvilket er en sjældenhed for mit hoved. Strofen "Han siger, du er bange for at lukke dine døre, men jeg lover, at verden den kun vil blive større" vil hjemsøge mig for evigt. Og er det ikke lige præcis det, musik kan? Skrællet helt ind til benet, strippet for pompøse musikvideoer og narcissistisk selviscenesættelse? Det er kunst. Kunst, der borer sig ind i sjælen. Ord, der ikke bare er hjerte-rimer-på-smerte. Ord, der er musikalske digte. Ord, der er nedfældet af en historiefortæller, der tilfældigvis synger som en drøm og kan spille guitar. Jeg kan. Slet ikke. Få armene ned. Jeg er begejstret, og samtidig gør det ondt i sjælen. Ondt fordi Mathilde Falch på uforklarlig vis har skrevet noget om sig selv som rammer mig og mit liv mere præcist, end jeg nogensinde selv har været i stand til at formulere. Dét er kunst, og dét er smukt.

Bedsten forlod mig til fordel for fastlandet ved 14-tiden, og siden da har jeg nydt ubekymret alenetid. Jeg har kigget barndomsbilleder, læst noget mere Fredrik Backman på min altan efter, at jeg har fortæret Delphine de Vigan, Nu har jeg så lige spist en majskolbe, hvilket måske lyder som en trist aftensmad, men jeg holder så meget af majskolber, at jeg undervejs i mit indtag overvejede, at det måske skulle være mit sidste måltid. Majs, salt, smør - hvad er der egentlig ikke at kunne lide? Og ud af mine højtalere strømmer soundtracket fra Skam, hvor der blandt andet synges så geniale ting som "Let me see your dick in the air".

Weekenden har været sewper fucking dewper. Og det, der er glasuren på kagen er, at jeg ikke bruger den sidste stump af den på at ærgre mig over, at det er mandag i morgen. Ja, jeg er pisseirriterende, jeg ved det godt. Nu er jeg simpelthen nødt til at iføre mig en påskegul tylkjole og gå ud på min altan og fløjte om kap med fuglene. Hej hej.

torsdag den 8. september 2016

Solskin, candyfloss og fuldtidsarbejde

Jeg har engang læst, at danskerne er det folkeslag in daz ganze welt, der taler allermest om vejret. Det forstår jeg godt. Og selvom jeg gerne ville afskrive det som noget, man bare taler med gamle damer om, når man venter på bussen, er det jo ikke tilfældet. Jeg snakker åndssvagt meget om vejret - så vidt jeg kan huske har jeg i dag omtalt vejret fire gange. Fordi det er årsag til vældig meget spekuleren og uforudsigelighed. Du danske vejr, og du danske sommer i særdeleshed. Få ting gør mig gladere, og få ting skuffer mig mere. Men nu. Nu er sommeren her, her i årets første efterårsmåned. Personligt er jeg ret ligeglad med, hvornår solen vælger at kigge forbi, bare den kommer. For bedst som jeg troede, at sommeren havde pakket alt sit lort sammen og skredet mere spændende steder hen, gik det op for den, at den havde glemt at sige farvel. Akkurat som Mark Darcy glemte at sige farvel til Bridget Jones. Den er her. Dens smukke ansigt viser sig, og jeg har i dag ligget på min altan i næsten ingen tøj og ladet solens stråler kickstarte mine indre organer, og ladet den blide vind puste til mig, som man puster til en vissen mælkebøtte. Alt imens jeg læste en god bog, hvilket er en fuldtræffer udi velbefindende i min verden.

Jeg har forsømt min virtuelle dagbog på det groveste, og der er ingen undskyldning. Jeg har bare ikke fået det gjort, fik pludselig travlt med at være voksen. Det er mig et mysterium, hvordan mennesker med børn ikke går rundt med en sabel og nedfælder alle, der står i vejen for dem. Men altså, tak for det. Det gør det unægteligt mere sikkert at gå på gaderne.

Denne uge har været skizofren. De første dage var jeg helt ulykkelig over, at jeg på arbejde fik at vide, at jeg skulle slette frasen "sat stævne", fordi "det er sådan noget folk på 60 siger", og fordi nogle af kollegietyperne monterede sig en røvhulshat- og attitude, og bare fordi. Fordi jeg indimellem, ligesom alle andre, bare synes, det der skide liv er svært. Uden nødvendigvis helt at kunne definere hvorfor. Men det jeg efterhånden har lært (fordi jeg er så pisseklog) er, at det går over. Tiden er min bedste ven. De fleste ting, uanset hvor pissepikke-nuller-naller, det gør, går over. Nogle gange tager det måneder, nogle gange tager det år. Der har jeg været, og kommer (pis) sikkert derhen engang igen, fordi tilværelsen ikke er kronisk candyfloss-farvet. Men andre gange forsvinder den gennemborende øv-følelse ligeså hurtigt, som den kom. Som en svingdør, der er gået i stykker. Sommetider skal man vente længe på en reparatør, og andre gange er han lige ved siden af. Og dette meltdown varede kun et par dage, og jeg har det således pissegodt igen. Selvom mit sortsind accepterer, at nedturene er en (vigtig) del af at være i live, synes jeg nu altså, det er rarest at være glad. Så det er jeg. Og ikke fordi jeg har sagt til mig selv, at det skal jeg være, men fordi det virkelig er sådan, jeg har det. Så. I dag har jeg, som alle andre dage i tiden, været på arbejde. Noget jeg holder voldsomt meget af. Jeg fungerer godt med struktur, jeg fungerer godt med, at der er nogen, der regner med mig, og jeg fungerer godt med presset og ønsket om gerne at ville gøre det godt. Alt i alt er det der arbejdsmarked et ret opturssted, synes jeg. I særdeleshed det lystbaserede arbejdsmarked, og med det mener jeg et arbejde inden for ens interessefelt. Selvom jeg havde nogle rigtig søde kolleger i Fakta, da jeg arbejdede dér som teenager, var og er det ikke der, jeg håbede eller håber på at slå mine folder. Når interessen er i hus, bliver alting lidt federe. Så kan man bedre acceptere, at gulvet knirker, at der er rod på loftet, og at der løber vand i kælderen, når det regner. Hvis man er glad for sit hus, accepterer man det. Og jeg er overordentlig glad for mit fremleje. Hold kæft, hvor gad jeg godt skrive under på et skøde.

Indrømmet, det var et forvirret jeg-er-her-endnu-indlæg, men hey jeg er forvirret. Og er her endnu.