mandag den 25. januar 2016

1. semester - farvel!

Folkens. Det her er en caps lock situation. JEG HAR AFLEVERET MIN SIDSTE EKSAMEN PÅ 1. SEMESTER. SOM I: JEG ER FÆRDIG MED 1. SEMESTER. Fuck man. Fire eksaminer på 20 dage, hvoraf de tre har været fordelt på kun 10 dage. Det er for meget. Jeg føler, at min hjerne er blevet banket med en kødhammer, som skulle den omdannes til fars. Jeg har grædt ualmindeligt meget, snerret af folk, været helt utrøstelig og dybt bekymret og usikker. Mantraet jegdumperjegdumperjegdumper har kørt mere på repeat i mit hoved, end den ualmindeligt fængende Justin Bieber sang, jeg nægter at indrømme, jeg godt kan lide. En eksamen hver femte dag er for meget for mig. For meget for mit sind. Det kan måske godt virke fjollet at blive så påvirket af noget, der er så overfladisk og ubetydeligt som eksaminer - noget, jeg logisk set godt ved, der ikke definerer hverken min intelligens eller min fremtid. Men faktum er, at decideret præstation(sangst) har fyldt hele min tilværelse i hele januar. Jeg har ikke fået andre stimuli end uni, netto, og posthuset når det har været rigtig vildt. Jeg har siddet foran en computerskærm konstant i 20 dage. Og det er altså lidt voldsomt. De her eksaminer har føltes som et dybt og kulsort ocean og for første gang i denne skrækkelige måned, er mit åndehul nået overfladen. Jeg trækker vejret igen. First world problem - helt sikkert. Men eftersom jeg bor i den første verden, synes jeg sgu, det er et legitimt problem. Det har været pissehårdt, og jeg håber fandme aldrig, jeg skal gennemgå så hardcore en eksamensperiode igen. Men. Nu er det ovre. Det betyder også, at jeg er en fjerdedel af vejen. 25% af min uddannelse er nu færdiggjort - et stort mentalt flueben er krydset af og det føles godt.

Nu er der bare tilbage at vente på karakterene, hvilket også er en angstprovokerende fase. Jeg håber, jeg består det hele. Selv hvis det ikke skulle være tilfældet, vil jeg tilbringe den næste uge i lykkelig uvidenhed. Jeg skal til mit dejlige Århus, jeg skal se O'Malley som kommer hjem fra El Salvador i morgen! Jeg skal drikke sjusser med mine veninder. Jeg skal sove længe, ikke tænde min computer, læse en bog, løbe en tur, kilde mine nevøer og være ubekymret. Altså så ubekymret, som sådan et fuckhoved som mig nu kan formå.

Derpå starter 2. semester. Og jeg glæder mig. Virkelig. Har en formodning om, at der kommer lidt mere ro både på studiet og på mig. Blandt andet skal jeg have et valgfag, som jeg seriøst er på toppen over. Det hedder kreativ nonfiktion - needless to say am I already so loving it! Men. Det gider jeg faktisk slet ikke tænke på nu. Opgaven er uploadet, det er ude af mine svedige hænder, hvorfor jeg nu vil gå ud i mit køkken og drikke en white russian (skrev jeg en? det bliver løgn), og ja, jeg ved sgu da godt, at klokken er 11. Men jeg er da ligeglad, jeg er da ligeglad. Jeg vil køre alkoholisk sødmælk ned, høre en hel masse musik med en hel masse rytme og ikke give en fuck. Jeg har faktisk travlt, men lad mig afslutte med at citere heltinden over dem alle; Pippi. Hun siger følgende til Prusseluske, og jeg siger det til 1. semester på cand. mag i Journalistik på Syddansk Universitet: Det var hyggeligt, at du kom, men hyggeligere at du gik.

mandag den 18. januar 2016

Selvsving

Om 7 dage er eksaminerne ovre. Ord kan ikke beskrive præcist, hvor meget jeg glæder mig til det. For det her er jo til at blive klinisk sindssyg af. Og jeg kunne bare godt tænke mig at vide, hvad fanden Syddansk Universitet har tænkt på? Fire eksaminer på 20 dage - det er jo vanvittigt. Og fuldstændig unødvendigt - intet lå til hindring for, at minimum en af dem kunne have været placeret i december måned.

Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Så i stedet for græder jeg ret meget. I afmagt. I ren og skær frygt for at dumpe. Eksaminer fucker med ens logiske sans. Logos og ethos (ikke at etik har så meget med sagen at gøre) bliver fuldstændig kørt over af pathos. Det hele er ét stort følelsesvirvar. Så selvom ens rationelle side prøver at berolige en og sige, at det nok skal gå, og at selv hvis det ikke går, har man et skud mere i bøssen, hjælper det ikke. Ikke for mig. Vi snakker full blown selvsving. Mine nerver er så flossede og min usikkerhed så massiv, at det eneste mulige afløb fosser ud af mine øjne som fucking Niagara Falls. Og det ér faktisk ret ubehageligt. Men eftersom, at al min energi bør kanaliseres over på morfologi, semantik og syntaks, har jeg ikke overskud til at finde en løsning. Derfor messer jeg på-mandag-på-mandag-på-mandag-er-det-hele-ovre-på-mandag-på-mandag.

P.S. Jeg ved godt, at jeg brokker mig. Men underskudsramte mennesker (læs: mig) har oftest lige præcis overskud nok til at fortælle om deres (læs: mit) underskud, så de (læs: jeg) kan få noget medynk.

søndag den 17. januar 2016

Eksamenskuller

Servicemeddelelse: Det er søndag. Jeg sidder i min seng, hører Westlife og læser op til den eksamen, jeg har på onsdag. Og jeg gider ikke. Jeg ved godt, jeg er et priviligeret røvhul, der både får en gratis uddannelse og penge for at kunne dedikere mig den. I know. I fredags var jeg til eksamen i Mediejura, hvilket var lige præcis lige så kedeligt, tørt og svært, som det lyder til. Det rigtigt dejlige ved at have været til eksamen i fredags er, at jeg nu er halvvejs med eksamensperioden. To eksaminer overstået, to der venter i løbet af de næste otte dage. Det er dejligt, at der er en ende på det. Men helt ærligt - jeg magter ikke mere. Januar måned er for de fleste studerende en kæmpe kælling. Man når et punkt, hvor ens hjerne er så overkogt af stress og usikkerhed, at man ikke ved, hvor fanden man skal starte, og hvor man tvivler på, om man kan bestå de eksaminer, man skal til. Der er jeg nu. Inderst inde ved jeg jo godt, at det nok skal gå, og at jeg bare skal tage mig sammen - bide i det sure æble og få læst op. Men. Jeg synes, jeg har fortjent fri. Især på en fucking søndag. Hvis jeg ikke burde have tømmermænd nu, bør jeg i det mindste være iført nattøj, morgenhår og i gang med at fortære en rulle digestivekiks til morgenmad.

Men det er jeg ikke. Kan du sige ortografi og helsætningsanalyse? Nej, det kan jeg sgu egentlig heller ikke. Og det skal jeg have lært inden onsdag morgen. Så tak for snakken og hej-hej.

onsdag den 13. januar 2016

Om ikke at kunne gøre det godt igen

Nogle gange står tiden stille. Selv i en eksamensperiode. Nogle gange sker der så grumme ting, at fagbøger og feminismedebatter mister al deres mening.

Jeg synes tit, der hersker en ide om, at med døden kommer en ny erkendelse. At døden i sit kølvand baner vej for en større livserfaring og verdensforståelse. Erfaring, ja. Forståelse, nej. Jo flere mennesker, der dør, jo mindre mening giver døden for mig. Da min mormor døde sagde et utvivlsomt velmenende menneske til mig, at det var lidt nemmere for mig at bearbejde sorgen, fordi hun jo havde været syg i et par måneder, inden hun lukkede sine øjne for sidste gang. Og jeg blev så vred. For jeg vil snarere sige tværtimod. Det skal ikke være en konkurrence, hvor man battler på sympati-point. Folk skal holde op med at kategorisere sorg. For selvom en død er forventet, og selvom der har været en diagnose tilknyttet i x antal måneder, gør det altså ikke noget som helst lettere. Så strækker man bare sorgprocessen - fra den dag, man mister dem, de var, til den dag, hvor man så også mister deres hylster. Som er det, man hænger fast i - at man trods alt stadig kan se dem, mærke dem, dufte dem, holde om dem. Indtil man ikke kan længere. Det bliver aldrig nemt. Man når aldrig et punkt, hvor man er afklaret og klar til det tidspunkt, hvor det med tommetykke søm bliver neglet fast, at man ikke vil se dem igen.

Et af mine hjerter har mistet et af sine hjerter. Og jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe. Men jeg ved jo godt, at der ikke er nogen hjælp at hente. For jeg kan ikke bringe nogen tilbage, dræbe en sygdom eller garantere, at det hele bliver godt igen. Det vil blive bedre og med tiden vil man acceptere det. Sorg bliver en følgesvend ligesom et ar. I starten er det alt, man kan fokusere på, men som tiden læger, bliver arret en del af en. Nogle gange glemmer man det helt, og andre gange går man i tusind stykker, når man i et flygtigt øjeblik får øje på det.  Uanset hvor hårdt man prøver, bliver livet post-ar aldrig det samme som pre-ar. De, der er væk, er for evigt savnede og elskede. Måske er det eneste gode, der kommer ud af en så stor sorg, at vi finder ud af, at vi skal kysse og kramme dem, vi elsker lidt længere og lidt oftere. Og for os, der står lidt udenfor den nye ardannelse, er den fornemmeste opgave at fortælle, hvor højt de efterladte er elskede, og hvor meget vi tænker på dem.

mandag den 11. januar 2016

Forresten vol. 16

  • Kan jeg blive decideret arrig, når jeg står i en bruser med svagt tryk.
  • Tror jeg, at Pretty Woman har gjort rigtig meget skidt for både mænd og kvinders forhold til prostitution. 
  • Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor løg nogle gange lugter af sved?
  • Er transskribering en sikker måde at miste livsgejst på. Blandt andet fordi man kan høre sin egen stemme. Nøj, hvor er det ubehageligt. 
  • Har jeg i forbindelse med min eksamen arbejdet relativt meget med mellemrubrikker. Og hver gang popper ordet "mellemkød" op i mit hoved. Every fucking time. 
  • Havde jeg i sidste uge fem på hinanden følgende nætter, hvor jeg konsekvent vågnede klokken tre og døsede hen igen omkring halv fem. Pissepikkelorte-eksamens-nerver. 
  • Har jeg i den forbindelse købt mit livs første app. Til den svimlende sum af 25 kroner. Har ellers haft et princip om ikke at bruge penge på sådan noget. Men det er en irsk mand, der snakker til mig, og får mig til at sove. Hele natten. Det er ganske enkelt fantastisk. Jeg er forelsket i en søvndyssende irer. 
  • Har jeg fikset mit CV/WC, så det ikke længere bare er et kedeligt word-dokument. Altså det er stadig et word-dokument, men i al ydmyghed ser det pissegodt ud. 
  • Kan jeg ikke tage seriøst, når folk får tatoveret "wanderlust". Har vi ikke allesammen rejsetrang? Ja lige præcis. Og så på tysk. 
  • Er det urimeligt, hvor dyrt makeup er. I hvert fald, hvis man er sådan en type, der ikke kan tåle parfume og ikke synes, det skal have været testet på dyr. Og det er man. 
  • Kommer O'Malley hjem fra El Salvador om 15 dage. Og du kan satanrasme tro, jeg tæller. 
  • Skal jeg se hende i Århus om 16 dage. Og du kan satanrasme tro, jeg glæder mig. 
  • Har jeg det en lille smule stramt med kollegietyper, der ikke deltager i Projekt Anti-Klamt Køkken, fordi de er eksamens-stressede og derfor tror, de er undtaget. Vi er sgu da for helvede alle sammen eksamens-stressede. 
  • Irriterer det mig, når britiske sangere synger amerikansk, For eksempel, når de synger "may" i stedet for "me". Så lad dog vær'. 
  • Er det helt utroligt svært at finde jordskokker. Nu har jeg i ni dage tænkt, at jeg skulle lave jordskokkesuppe og til det formål skal jeg - den kommunikationsstuderende - bruge jordskokker. Men de er ikke til at opstøve. Hvilket komplicerer jordskokkesuppe-projektet markant. 
  • Har jeg set Interstellar! Og har sjældent følt mig så mind-fucked. I samtlige to timer og 48 minutter. 
  • Skal jeg aflevere eksamen i morgen og ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at få den ud af verden. 
  • Synes jeg ikke, vi behøver at snakke om, at der så stadig er tre eksaminer tilbage. Kill me. Kill me now. 

torsdag den 7. januar 2016

F-ordet

Fuck. I går ringede jeg til 34 (fireogtredive) mennesker, der på en eller anden måde har forstand på feminisme. Fordi det er det, min eksamensopgave handler om. I dag har jeg interviewet en mandlig feminist i hovedstaden. Jeg er lidt træt oven i bolden, og jeg har temmelig svært ved at få på øje på strukturen i min opgave. Hvilket godt kunne have noget at gøre med, at der ikke er nogen. Men det kommer der. Jo, der gør sgu.

Fordi mit hoved lige nu er fyldt med feminisme, snakker jeg ret meget om det og har taget mine egne holdninger op til revision. I den forbindelse har jeg fundet ud af, at folk løfter øjenbryn og sukker på forhånd. Fordi der åbenbart er en forventning om, at så skal vi til at diskutere strukturel sexisme, holde op med at lave perverse vittigheder, holde op med at have det sjovt. Vi må ikke snakke om sex og slet ikke dyrke det. For feminister er usexede mandehadere. Eller som minimum lesbiske bitterfisse uden humoristisk sans. Ikke? Nu er der kun løftede pegefingre og sure smileys fra Fødevarestyrelsen. Jeg har lige diskuteret sagen med kollegietyper i halvanden time. Første spørgsmål lød: "Er du sådan en sindssyg feminist?" Øhm nej. Er du sådan en idiot?

For et par år siden nægtede jeg at kalde mig selv feminist. Fordi jeg ikke har lyst til at blive associeret med nogle af de meget radikale feminister, der optager meget taletid i medierne. For det ér fløjene, der larmer mest. Der er relativt mange feminister i debatten, som jeg slet ikke kan forstå. Som i: slet ikke. Men det behøver jeg heller ikke. Jeg kan sagtens kalde mig feminist uden dermed at blåstemple alle ytringer, alle feminister nogensinde er kommet med. Der er fandme ikke nogle ekstreme feminister, der skal fratage mig retten til en betegnelse. En udmærket pendant er politik - de færreste mennesker finder et parti, som absolut repræsenterer alle deres holdninger med en nulprocents fejlmargin. Man stemmer på det parti, der ligger ens værdier nærmest. Same shit with feminism. Jeg holder jo heller ikke op med at kalde mig kristen, fordi togterne ikke var helt i tråd med de senere menneskerettigheder. Jeg holder heller ikke op med at kalde mig kvinde, bare fordi Inger Støjberg ligesom jeg har to x-kromosomer. Så. Er jeg feminist? Ja sgu. Går jeg ind for lige rettigheder for mænd og kvinder? Ja. Og så burde den egentlig ikke være længere.

Men jævnfør kollegie-diskussionen er den flere kilometer længere. Og jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan følge det. Feminisme er - som alle andre ideologier - et kontinuum. Selv vil jeg påstå, at jeg befinder mig et sted i midten, men af en eller anden grund er selve ordet "feminist" blevet så spækket med negative ladninger, at man dårligt tør bruge det. Medmindre man taler om hysteriske kvinder.
Synes jeg, at mænd og kvinder skal metamorfere til ét køn? Nej. Synes jeg, det var i orden, når mandlige hotelgæster spurgte mig, om de kunne få et blowjob? Nej. Synes jeg, kvinder skal have lov til at være prostituerede, hvis det er et aktivt tilvalg? Ja. Synes jeg, det er i orden, at min matematiklærer i syvende klasse sagde, at jeg garanteret havde tasken fyldt med kondomer, fordi jeg jo er lyshåret? Nej. Går jeg ind for kønskvoter? Nej. Synes jeg, at mænd og kvinder skal have samme løn for det samme stykke arbejde? Ja. Synes jeg, at mænd er fritaget for husholdning, fordi de er mænd? Nej. Synes jeg, at mænd skal kunne komme på barsel? Ja. Synes jeg, at vi skal kønsneutralisere børnehaver og vuggestuer? Oh herregud nej. Men kan det sætte mit pis i kog, når drenge ikke må lege med dukker? Ja. Synes jeg, det er noget pislort, at mit biltæppe og strenge anti-flæse politik som barn affødte drengepige-prædikatet? Ja. Synes jeg, at retorikken omkring, at piger skal være prinsesser og drenge helte er ok? Nej. Synes jeg, at mænd skal kunne være sygeplejersker uden, at der sættes spørgsmålstegn ved deres seksualitet? Ja. Hader jeg mænd? Nej, jeg elsker mænd. Hader jeg kvinder? Nej, jeg elsker kvinder. Synes jeg, at alle skal have ret til deres egen krop? Ja. Synes jeg, at den krop skal sætte begrænsninger for, hvad de kan og må og vil? Nej. Er jeg med på, at der indiskutabelt er fysiske forskelle på mænd og kvinder? JA! Og er jeg rimelig pjattet med de forskelle? JA! Jeg synes bare ikke, at de fysiske forskelle skal definere muligheder og begrænsninger for et menneske. Jeg synes, det der feminisme er en no-brainer.

mandag den 4. januar 2016

Mandag, dit lille røvhul

Eksamenssæsonen er gået i gang, og jeg er derfor en høstak. Både en reel reference til mit hårs tilstand, som godt kunne trænge til noget kokosolie, men også mentalt. Hø stikker ud til alle tænkelige sider, og hver gang jeg finder retningen mod den gyldne nål, kommer jeg i tvivl. Om nålen, om stedsans og om eget intelligensniveau. Det er ikke ligefrem konstruktivt, og så er det oven i hatten fucking mandag i dag. Årets første mandag, som jeg ved Gud håber, ikke har lagt kimen til de resterende mandage. For så slår jeg muligvis en eller anden ned.

Eksamen er noget fis. Jo længere jeg er kommet i uddannelsessystemet, des færre fucks giver jeg for det. Både fordi jeg nu er klar over, at der med uhyggeligt stor sandsynlighed aldrig er nogen som helst, der kommer til at værdige mine karakterer et blik. Men i endnu højere grad fordi karakterer sjældent siger noget som helst om noget; de er ikke repræsentative, de er ikke objektive. De kan bruges til meget lidt. Medmindre jeg får 12 i det hele, i hvilket tilfælde karakterer betyder alt. For helvede. Hvorfor går jeg i panisk trance over noget, jeg godt ved, der ikke er en gul murstensvej til min fremtidige karriere?

Det absolut største problem ved mit hoved er, at det aldrig holder kæft. På den måde passer det utrolig godt til mig og min personlighed, men nogle gange får jeg så meget lyst til at være en halshugget høne. Ikke fordi jeg har et dødsønske, men fordi jeg - bare engang imellem - godt kunne tænke mig at være i min krop uden, at mit hoved samtidig er monteret. Inden mine venner får mig indlagt på røde papirer, vil jeg berolige alle med, at jeg går i seng. Min underbevidsthed er nemlig som regel mildere end mit vågne selv. Godnat.

lørdag den 2. januar 2016

Forresten vol. 15

  • Havde jeg en fantastisk nytårsaften! Med tre af de sjoveste mennesker, jeg kender. Dem vil jeg se noget mere i 2016. 
  • Har jeg rigtig meget lyst til at have sommertøj på. Omvendt har jeg ikke lyst til at have lungebetændelse, så jeg kører fortsat lag-på-lag. 
  • Kunne jeg godt tænke mig at gå til yoga. 
  • Er det pissedyrt at gå til yoga. 
  • Har jeg hørt urimeligt meget MØ på det sidste. Hun er alt for sej til det her land. 
  • Har jeg genopdaget Wheatus' "Teenage Dirtbag". Den var mine gymnaiseårs soundtrack, og jeg følte mig rimelig badass og anarkistisk dengang i 00'erne, når jeg hørte den, drak rom og cola og lagde eyeliner. 
  • Håber jeg, at MIKA og/eller a-ha kommer på årets Roskilde.
  • Hvinede jeg lige højlydt over, at jeg skrev "årets Roskilde".
  • Er Demi Moores krop i Striptease noget nær det pæneste bud på kvindekroppen, jeg kan komme på. 
  • Er Demi i skarp krops-konkurrence med Jessica Chastain. Jawsa. 
  • Forstår jeg ikke medova te. Hvem køber det? Det er sådan noget, man bliver tilbudt på kolde bureaukratiske kontorer i plastickrus med de der mærkelige plasticholdere udenom. 
  • Har jeg det stramt med piger, der hedder Emma, Laura og Annika. De er bare som regel helt utroligt pisseirriterende. 
  • Spiser jeg af princip ikke pølser, men fik en afsindig lyst til klam pølsemix fra klam pølsevogn. Med cocio til. 
  • Holder twister-is hundrede. 
  • Kan jeg ikke snuppe Jussi Adler-Olsen. Og ikke kun fordi han hedder Jussi, også fordi han virker som noget af det mest arrogante nogensinde. 
  • Gad jeg godt få lov til at deltage i Oscar-uddelingen. Både fordi doh - The Oscars, men også på grund af den drøm af en kjole, jeg skulle iføre mig. Oh, hvilken drøm. En Elie Saab drøm. Fordi hvis jeg nogensinde kommer med til Oscar-uddelingen (læs: det gør jeg ikke), ved jeg, at penge ligesom ikke ville være et issue. 
  • Skal vi lige snakke lidt om GIRLS? Sæson 5 kommer den 21. februar. Jeg er ualmindeligt klar. 
  • Vil jeg overveje at tage til årets folkemøde i Allinge. Pussy Riot kommer! 
  • Skal jeg for nu koncentrere mig om min eksamen. Som meget apropos omhandler feminisme.