onsdag den 13. januar 2016

Om ikke at kunne gøre det godt igen

Nogle gange står tiden stille. Selv i en eksamensperiode. Nogle gange sker der så grumme ting, at fagbøger og feminismedebatter mister al deres mening.

Jeg synes tit, der hersker en ide om, at med døden kommer en ny erkendelse. At døden i sit kølvand baner vej for en større livserfaring og verdensforståelse. Erfaring, ja. Forståelse, nej. Jo flere mennesker, der dør, jo mindre mening giver døden for mig. Da min mormor døde sagde et utvivlsomt velmenende menneske til mig, at det var lidt nemmere for mig at bearbejde sorgen, fordi hun jo havde været syg i et par måneder, inden hun lukkede sine øjne for sidste gang. Og jeg blev så vred. For jeg vil snarere sige tværtimod. Det skal ikke være en konkurrence, hvor man battler på sympati-point. Folk skal holde op med at kategorisere sorg. For selvom en død er forventet, og selvom der har været en diagnose tilknyttet i x antal måneder, gør det altså ikke noget som helst lettere. Så strækker man bare sorgprocessen - fra den dag, man mister dem, de var, til den dag, hvor man så også mister deres hylster. Som er det, man hænger fast i - at man trods alt stadig kan se dem, mærke dem, dufte dem, holde om dem. Indtil man ikke kan længere. Det bliver aldrig nemt. Man når aldrig et punkt, hvor man er afklaret og klar til det tidspunkt, hvor det med tommetykke søm bliver neglet fast, at man ikke vil se dem igen.

Et af mine hjerter har mistet et af sine hjerter. Og jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe. Men jeg ved jo godt, at der ikke er nogen hjælp at hente. For jeg kan ikke bringe nogen tilbage, dræbe en sygdom eller garantere, at det hele bliver godt igen. Det vil blive bedre og med tiden vil man acceptere det. Sorg bliver en følgesvend ligesom et ar. I starten er det alt, man kan fokusere på, men som tiden læger, bliver arret en del af en. Nogle gange glemmer man det helt, og andre gange går man i tusind stykker, når man i et flygtigt øjeblik får øje på det.  Uanset hvor hårdt man prøver, bliver livet post-ar aldrig det samme som pre-ar. De, der er væk, er for evigt savnede og elskede. Måske er det eneste gode, der kommer ud af en så stor sorg, at vi finder ud af, at vi skal kysse og kramme dem, vi elsker lidt længere og lidt oftere. Og for os, der står lidt udenfor den nye ardannelse, er den fornemmeste opgave at fortælle, hvor højt de efterladte er elskede, og hvor meget vi tænker på dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar