søndag den 28. februar 2016

Forresten vol. 18

  • Har jeg for første gang i mit liv succesfuldt pudset vinduer.
  • Skal det nævnes, at vinduespudsningen foregik på 8. sal. Og jeg døde ikke. 
  • Er jeg begyndt at meditere. Det er godt for mit hoved.
  • Er jeg begyndt at løbe igen. Det er helt sikkert også godt, men det er fandme ikke kønt.  
  • Har jeg fået ørerne op for podcasts. Det er ret fantastisk. 
  • Har den forsvunde tvilling døbt mine skriftlige produkter "hjernesnask". 
  • Sagde en anden medstuderende til mig: "jeg tror, der er rigtig sjovt inde i dit hoved, Isabella". Tjo, tja. Personligt synes jeg, det er lidt belastende i længden. 
  • Glæder jeg mig til forår. Sådan virkelig meget. Ligesom resten af nationen. Man bliver jo bare markant rarere at være i nærheden af, når d-vitaminet trænger igennem ens askegrå ydre. 
  • Er jeg alligevel pissesur over den manglende sne. Jeg har overhovedet ikke været i nærheden af en kælk denne sæson, hvilket er uacceptabelt. 
  • Blev jeg i toget lang an på af dreng på omkring 17 med togskinner og som råbte "lortemøgluder" efter DSB-kontrolløren, da hun gav ham en bøde for at køre uden billet.
  • Sagde jeg pænt nej, da ovenstående mandlige pragteksemplar bad om mit telefonnummer. 
  • Vil jeg gerne have en smækbuks. Det virker lidt som beklædningsdelens hængekøje - når man er iført sådan en, ved man sgu, at der er komplet afslapning på programmet.
  • Ved jeg ikke helt, om jeg tør gå rundt i en smækbuks. 
  • Krydser jeg rigtig meget fingre for, at jeg får penge tilbage i SKAT. Det er slet ikke så sjovt, som jeg husker det, at være fattig. 
  • Hører jeg rigtig meget dårlig popmusik i tiden. Er ikke meget for at indrømme det, for jeg kan jo ligesom ikke rigtigt bruge eksamensperioden som undskyldning længere. 
  • Kommer House of Cards tilbage iiiiiiiii morgen! 
  • Vil jeg ud at rejse! 
  • Kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal bruge min påskeferie på. Hvis jeg skal ud at rejse, bliver det til Jylland. 
  • Har jeg været i biografen og se Den Danske Pige. Se. Den. Tre noter i den forbindelse: 1. Alicia Vikander har den lækreste stemme. 2. Når man laver en film med et budget på flere millioner end der er mennesker i Danmark, er det useriøs research at lade en af hovedpersonerne spejde ud over Vejle Fjord - nu med bjerge. DER ER IKKE BJERGE I DANMARK. 3. Jeg har altid elsket Gerda Wegeners billeder, men det er der ingen, der tror på. For nu har alle pludselig fået øjnene op for hende i forbindelse med denne film.  
  • Har jeg endnu ikke fået set højdepunkterne fra The Oscars. Men Alicia og Leo vandt. Jeg skal se det alligevel. 
  • Løj jeg for Amnesty-facer på gågaden i Odense. Sagde jeg var medlem. Det er jeg ikke. Fik ufortjent high-five og det føltes så godt og så forkert på samme tid. 
  • Tænker jeg på stegen og ikke buksen, når folk siger "culottes". 
  • Er jeg gået i en mild form for panik angående praktik. Giv det 3 uger - så har den vokset sig stor. 
  • Er jeg i skrivende stund på vej til Aalborg for at besøge et af mine yndlingsmennesker - kæft, det bliver godt. 

onsdag den 24. februar 2016

Farvel så. I guess.

Nogle gange bliver man valgt fra. Man kan ikke gøre alle tilfreds. Det er en rigtig fin tanke i teorien, men fuck sgu da af, hvor gør det ondt i praksis. For hvorfor er det egentlig, at alle ikke kan lide én? Når man tydeligvis er så sød og rar.

Det gør skideondt, når man kan lide en person, som så ikke rigtigt føler det store behov for at være kompisar med en selv. Endnu mere nas gør det, når der er tale om et menneske, der tidligere har kunnet lide en. Som på et tidligere tidspunkt har syntes, at man var alle tiders, skæg, intelligent og hjælpsom. Og som man har brugt uendelige timer med, delt mange personlige ting med, og som man var sikker på, man skulle være ven med i mange herrens år endnu. Man var med på, at vi ikke skulle ende i oldekolle sammen, men man troede, at vi da i hvert fald skulle følges ad resten af 20'erne. Et menneske, som nu ud af det blå har lavet en 180, så man selv står tilbage og spekulerer på, om man har været på et syretrip i det seneste halve år og har hallucineret sig en ven, der aldrig har været der. Men jeg sværger; vedkommende er ikke fiktiv.

Men nu er jeg så her. Med en såkaldt ven, der ikke gider tale med mig, gør sit ypperste for at undgå mig og som kraftedme knapt nok kan svinge sin strube op til at ytre det besværlige ord "hej". Hvilket uvægerligt skaber det indre spørgsmål: "hvad fanden er der sket?" efterfulgt af den endnu værre "hvad har jeg gjort?". Jeg aner ikke, hvad der er sket - i starten var jeg bekymret, men nu er jeg faktisk bare pissepikkelortesur. Vred. Ualmindeligt skuffet. Og i forhold til, hvad jeg har gjort - jeg har været et pragteksemplar af en ven. Hjælpsom og lyttende og fleksibel og opmærksom. Som tak bliver jeg pruttet i hovedet. Det føles ikke godt. Føler mig hensat til dengang i skolegården, hvor Stine og alle de andre piger besluttede sig for, at man var den randrusianske udgave af Hitler efter 1945. Når man med bævende stemme formastede sig til at spørge, hvad man havde gjort, var svaret "det ved du godt selv". Og jeg havde ingen anelse. Hvilket gav meget fin mening, da jeg vitterligt ikke havde gjort noget som helst andet end at forberede mig til en fremlæggelse om Perus hovedstad, Lima. Jeg troede meget naivt, at sådanne problemer ikke ville eksistere i midten af 20'erne. Jeg tog fejl. Jeg troede også, at anti-vennen som minimum så ville præsentere en værdig forklaring og afslutning. Igen tog jeg fejl. Det ved vi alle, at jeg ikke bryder mig om.

Av for helvede i hjertet. Som et straffespark med pigsko lige i venstre side af brystet. Jeg gentager: Av.

tirsdag den 23. februar 2016

Tak Anders Agger

Jeg tilskriver mig det, som alle danske kvinder i alderen 22-89 har vidst i mere end et årti: Anders Agger er fænomenal, og jeg er vild med ham. I dag har han beæret Syddansk Universitet med sit selskab, og jeg sad klar på Medietorvet, hvor slaget stod fra kl. 12-14. Journalistisk Center har nemlig en vidunderlig tradition, der hedder Tirsdags-oplæg. Det handler i al sin enkelhed om, at der kommer en journalist/mediebranche-menneske til campus hver tirsdag og snakker om et eller andet mere eller mindre relevant. På plakaten for foråret er også Poul Madsen, Martin Krasnik og Jakob Sheikh. I dag var det Anders Agger, manden der kalder sin karriere for et arbejdsliv og som bor i Vestjylland.

Han har givet mig lidt af den ro, jeg så desperat mangler. Og for det fortjener han sgu Nobels Fredspris. Fandme i hvert fald på alle måder en mere værdig kandidat end Donald Trump. Manden sagde - i direkte citat: "Jeg synes, I skal tage den med ro". Hans pointe var, at vi ikke behøver at være i besiddelse af et job hos mastodonterne Politiken, DR eller TV2 inden vi fylder 25. Det er så også for sent for mig, men det vigtige var, at han mener, at vores generation er ramt af en "skal"-tankegang. At man skal headhuntes til det perfekte job så hurtigt som muligt, have en lækker kæreste, løbe maraton og generelt være så overskudsagtig og lykkelig, at selv samtlige Disney-prinsesser ville brække sig ned over deres tylbeklædte og pastelfarvede kjoler. Hvilket jeg elsker. Altså hans kritik. For det er det, jeg har sagt i årevis, og så er det selvfølgelig rigtigt.

I weekenden blev jeg af perifær mandsperson spurgt, om jeg ikke skulle i praktik i eksempelvis Bruxelles. Fordi jeg så godt kan lide politik. Og til det kan jeg kun sige nej. Nej, det skal jeg ikke. For det er jeg ganske enkelt ikke politisk skarp nok til. Og det gør mig faktisk ikke ondt at sige/skrive, for jeg bilder mig ind, at jeg så kan noget andet. Og der er mange andre, der er meget bedre til den politiske journalistik end mig, så jeg overlader trygt det felt til andre. Jeg synes, storpolitik er fantastisk og journalistikkens vagtrolle er essentiel. Journalistik som den fjerde statsmagt har så afgjort sin eksistensberettigelse (især så længe (u)Løkke sidder på tronen, den store, tykke tosse). Men Agger havde en glimrende pointe, da han sagde: "storpolitik er ikke nødvendigvis journalistikkens alfahan". Der er ikke altid nogen, der skal fældes eller nogen, der skal stå til regnskab. Nogle gange kan det også "bare" være historien om mennesker. Drevet af en nysgerrighed og en fundamental interesse for at forstå mennesker. Og dér rammer han ind i mit solar plexus. For hvor meget jeg end elsker Martin Krasnik og Clement Kjersgaard, er det ikke det, jeg kan. Hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg noget Anders Agger'sk. Og så vil jeg fandme være lykkelig.

Foredraget afsluttedes med følgende sætning: "Hold nu op. Rolig. Der er en grund til, at I er kommet ind her. Det er fordi, I kan noget kommunikativt, som ingen andre i jeres omgangskreds kan. Det skal nok gå". Den kommentar tror jeg, at jeg vil elske ham til evig tid for.

Jeg talte efterfølgende med et par medstuderende, og Agger delte vandene. For hele den der schlap-af-ting er sværere at efterleve end at postulere, og så er der jo også lige det faktum, at Agger har klaret den. Ifølge ham selv er han ikke nået til tops, men jeg har en formodning om, at vi alle kan blive enige om, at han er rimeligt godt kørende. Foredragstalere vil altid ramme nogle lyttere mere end andre. Og ligesåvel som Jakob Sheikh helt sikkert kommer til at gøre den forsvundne tvilling helt elektrisk, har Agger en tilsvarende effekt på mig. Fordi det rammer ned i en cirkel, hvor jeg håber, jeg kommer til at befinde mig, samtidig med, at det rammer ned i en cirkel af, hvad jeg ved, jeg kan = overlap mellem drømme og realitet = god ting. Og fantastisk foredrag! Pissegod tirsdag, meldes fra Fyn.

søndag den 14. februar 2016

Fuck Valentinsdag

Hvis man kender en lille smule til den altoverskyggende skepsis, jeg er født med og/eller har læst bare et enkelt andet indlæg end dette, kommer det nok ikke som den store overraskelse, at jeg har det en kende stramt med Valentinsdag. Og nej, det er nok ikke den mest originale holdning, jeg har postuleret udi cyberspace (det er den ikke-eksisterende månelanding til gengæld, men lad os tage den en anden gang). Jeg har sådan set ikke noget problem med, at blomsterhandlere og Summerbird-forretningerne har en mere end almindeligt lukrativ sidste vintermåned. Jeg har dog et enormt problem med påtagetheden. Det er jo ikke fedt at blive overrasket, når der ikke er noget overraskelsesmoment. Når der er en forholdsvis konsensus om, at i dag er dagen, hvor man erklærer sin kærlighed. Jeg forstår det ikke. Og det har faktisk vitterligt ikke noget med min civilstatus at gøre. Man kommer som single kvinde, der ikke er fan af Valentinsdag hurtigt til at minde om Bridget Jones udi noget solo rødvin og Celine Dion følelsesporno på samtlige oktaver. Det er ikke tilfældet. Men rosenblade, svaneformede håndklæder, lyserøde balloner, nougatfyldte chokolader og kartonkort med hjerter udenpå måske akkompagneret af noget Barry fucking White, giver mig ganske resolut en voldsom trang til at projektilbrække mig. Og så fedt er opkast bare ikke, så herfra bliver det pænt nej tak.

Eftersom jeg ikke er diktator, vil jeg selvfølgelig ikke hindre folk i at fejre denne dag. Jeg vil blot gentage min manglende forståelse. Seriøst? Den her dag er jo romantikkens nytårsaften, hvor 50'ernes kønsroller rigtigt kommer til deres ret. Det skal være den vildeste/bedste/mest romantiske dag på hele året. Og helt ærligt - kan man blive andet end skuffet? Det er så hypet, at det helt sikkert ender med ikke at leve op til forventningerne. Mændene skal bruge svarende til en halv SU på overbetalte roser og mousserende vin, der faker ligeså meget at være champagne, som den udkårne kvinde kommer til at fake en orgasme senere på aftenen. Og kvinden skal være iført en lille kjole, nogle høje hæle og så skal man sidde på en røvsyg restaurant med alle de andre liderlige par og snakke om. Hvad? Hvor udsøgt hummerbisquen er? Igen: Nej tak. Hvorfor kan man ikke afsætte en anden dag til sig selv og sit parforhold? En dag som man ikke deler med resten af klodens pladderromantiske entusiaster? Jeg vil da meget hellere stå til Hansi Hinterseer koncert og grine over det sammen med et dobbelt x-kromosom, end jeg vil påduttes én korrekt opførsel på denne forcerede dag. Personligt har jeg brugt denne Valentinsdag uden Hansi, men på at have andendagstømmermænd, vaske den bademåtte jeg kastede op på i min fuldskab i fredags, gøre rent, se Modern Family og spise blomkålstærte. Faktisk tror jeg ikke, det kan blive særlig meget mere anti-romantisk, hvilket jeg har det fantastisk godt med.

torsdag den 11. februar 2016

At være umulig at gøre tilfreds

Jeg er lidt rastløs. Jeg har det som om, jeg lige nu befinder mig i stilheden før stormen. For det kan jo ikke blive ved med at gå sådan her. Vel? Altså godt. Jeg har styr på læsningen. Jeg synes, mine fag er spændende. Jeg er i godt humør, er omgivet af gode mennesker og faktisk er der ok meget overskud. Men det plejer der jo ikke at være. Ikke fordi mit liv normalt er én lang, pinefuld omgang Les Miserables. Men alligevel - det her hyler mig sgu lidt ud af den. Hvilket får mig til at tænke på, om jeg trives  bedst under pres? Umiddelbart nej, men jeg tror, at jeg i mangel på bedre organisering har vænnet mig til, at det er sådan, det er. Altså mere eller mindre kaotisk. Og alligevel er jeg lige nu inde i en stime, hvor jeg helt ærligt synes, at der er mere styr på lortet end lort på styret. Liiiidt uvant.

Jeg minder mig om Krummemor i den film, hvor hun snubler i entreen, fordi de resterende familiemedlemmer har valgt at tage hende på ordet og putte alle jakker, vanter, tørklæder og tasker i de dertilindrettede skabe. Alle tiders Karen-Lise Mynster forstuver foden, og bruger derefter tiden på at skælde Krummefar ud, når han 1. taler hende efter munden og 2. siger hende imod. Jeg er tydeligvis umulig at gøre tilfreds. Jeg udfylder både Krummefar og Krummemors rolle og mundhugger således med mig selv inde i hjernen - jeg brokker mig, når jeg har underskud, og jeg brokker mig, når jeg har overskud. Jeg er et lille røvhul, jeg ved det godt.

Men fortvivl ej. Jeg har en plan. Det er torsdag i dag, hvilket betyder, at det er fredag i morgen. Jaja, jojo. Og jeg har bestemt, at jeg skal i byen. Jeg har brug for at bevæge mig ud for den to-kilometers radius, der ellers udgør min hverdag. Netto-Bilka-hjem-universitet-posthus-Netto-uni-hjem-uni-hjem-netto-uni-hjem. Hvor meget jeg end holder af at bo her, kan det godt blive en smule belastende for alle parter, at vi partout skal blive ved med at diskutere Donald Trump og feminisme. Uden sammenligning i øvrigt. Og måske min rastløshed handler om ø/fangehulskuller. Så. I morgen skal jeg være fuld, og jeg skal i min fuldskab få banket ind i mit latterlige hoved, at det er okay at have det godt.

mandag den 8. februar 2016

Om lyd, billede og forkert selvbillede

Nå. Men happy crappy monday. Regnen slår mod ruden i takt til Mathilde Falch for ligesom at understrege, at det faktisk er mandag. Som om jeg havde glemt det.
Jeg har været på det der universitet, hvor jeg har mig en såkaldt dagligdag. I disse dage arbejder vi med lyd og billede. Man kunne kalde det radio og tv, men det er alt for konformt til Syddansk Universitet, så vi kalder det lyd og billede. Pt er vi kun nået til lyddelen, hvilket passer mig glimrende, fordi jeg ikke har noget udtalt behov for at observere mig selv i 2D. I den forbindelse har jeg lært, 1. at det er meget (!) grænseoverskridende at høre sig selv på bånd, 2. at jeg nok ikke har en strålende karriere som speakerpige i sigte og 3. at jeg faktisk godt kan finde ud af lydredigering. Og blev sgu helt overrasket over mig selv. For man har lidt nogle historier om sig selv, som man på uforklarlig vis har bestemt er en urokkelig del af en selv. Sådan har man altid været, så derfor fortsætter man historien som altid (læs: uden at værdige den en kritisk tanke). Case in point. Jeg har en ide om, at jeg er sygt dårlig til teknik. Det er jeg faktisk ikke. Bevares, jeg er ikke den næste Bill Gates, hverken økonomisk eller teknologisk, men jeg er ok godt med. Jeg har også en ide om, at jeg er sådan en tough love kinda gal. At jeg skal have sandheden råt for usødet, for SÅ bliver jeg fandme produktiv. Mjah, mjæh, njah, nej. Det passer ikke. Fik O'Malley gjort mig opmærksom på. Det kan mit meget følsomme sind ikke holde til, og eftersom jeg permanent har dårlig samvittighed, er det en ekstremt dårlig taktik.
Sådan kan man være så fuld af løgn, og hvilken smuk måde at starte uge 6 på.


tirsdag den 2. februar 2016

Forresten vol. 17

  • Kan jeg virkelig godt lide at vaske gulv. Det er rart, når en handling afføder øjeblikkeligt resultat.
  • Kan jeg til gengæld ikke fordrage at skifte sengetøj. Men kan virkelig godt lide, når det er skiftet. Oh, the struggle. 
  • Forstår jeg ikke, hvordan tørret koriander kan smage så helt fint, når frisk koriander smager så totalt skrækkeligt?
  • Ved jeg godt, at jeg har sagt det før. Men fuck, jeg elsker min bopæl. Og de mennesker, jeg deler den med. 
  • Synes jeg virkelig, at skøjteløb er smukt. Det er majestætisk og elegant. På is. 
  • Troede jeg i uhyggeligt mange år, at partisanertørklæder hed pakistanertørklæder. 
  • Drømte jeg i nat, at min venindes telefon og min havde fået hinandens apps, hvorfor jeg i min drøm var helt opgivende, fordi jeg ikke magtede det store arbejde i ombytningen. 
  • Har jeg købt en ny telefon! I vågen tilstand. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor fantastisk det er, at telefonen reagerer øjeblikkeligt på det, jeg beder den om. 
  • Er jeg blevet forelsket i Trevor Noah. Jeg mener, come on. 
  • Er jeg jo ikke rigtigt forelsket i Trevor Noah.
  • Skal vi lige snakke om, hvor gedigent noget pis det er, at Alan Rickman er død?!
  • Er det virkelig noget pis, at Alan Rickman er død. 
  • Tror jeg helt oprigtigt, at Sørine Gotfredsen er syg inde i sit hoved. 
  • Kan det undre mig, hvor tit jeg handler ind og alligevel ikke spiser noget som helst spændende.
  • Er det amerikanske præsidentvalg latterligt spændende. Og på mange måder også bare latterligt (læs: Donald Trump). 
  • Har jeg læst "Hej far, kære Emil", som jeg fik i julegave. Den handler om Mikkel Beha Erichsens to sønners tre år lange jordomrejse til havs. Ups at læse den. Odense virker markant mindre spændende, når man kunne ligge i en hængekøje på Tonga. 
  • Er jeg begyndt at se "Narcos" på det der Netflix. Den. Er. God. 
  • Er der rigtig mange mennesker, der har spurgt mig, hvad jeg synes om Randers' meget modne, rationelle, og logisk baserede beslutning om indførsel af svinekød i daginstitutioner. Nu hvor jeg jo er fra Randers. Og jeg har det bare sådan lidt: luk røven - jeg står ikke til ansvar for byrådets latterlige prioritering. 
  • Har jeg aldrig kunnet fordrage Mette Frederiksen, og min foragt er ikke just blevet mindre efter søndagens udgave af "Vi ses hos Clement". Min kærlighed til Clement er ikke blevet mindre.
  • Gør Danmarks ry mig generelt pisse ked af det. Mest fordi det er velbegrundet.