onsdag den 24. februar 2016

Farvel så. I guess.

Nogle gange bliver man valgt fra. Man kan ikke gøre alle tilfreds. Det er en rigtig fin tanke i teorien, men fuck sgu da af, hvor gør det ondt i praksis. For hvorfor er det egentlig, at alle ikke kan lide én? Når man tydeligvis er så sød og rar.

Det gør skideondt, når man kan lide en person, som så ikke rigtigt føler det store behov for at være kompisar med en selv. Endnu mere nas gør det, når der er tale om et menneske, der tidligere har kunnet lide en. Som på et tidligere tidspunkt har syntes, at man var alle tiders, skæg, intelligent og hjælpsom. Og som man har brugt uendelige timer med, delt mange personlige ting med, og som man var sikker på, man skulle være ven med i mange herrens år endnu. Man var med på, at vi ikke skulle ende i oldekolle sammen, men man troede, at vi da i hvert fald skulle følges ad resten af 20'erne. Et menneske, som nu ud af det blå har lavet en 180, så man selv står tilbage og spekulerer på, om man har været på et syretrip i det seneste halve år og har hallucineret sig en ven, der aldrig har været der. Men jeg sværger; vedkommende er ikke fiktiv.

Men nu er jeg så her. Med en såkaldt ven, der ikke gider tale med mig, gør sit ypperste for at undgå mig og som kraftedme knapt nok kan svinge sin strube op til at ytre det besværlige ord "hej". Hvilket uvægerligt skaber det indre spørgsmål: "hvad fanden er der sket?" efterfulgt af den endnu værre "hvad har jeg gjort?". Jeg aner ikke, hvad der er sket - i starten var jeg bekymret, men nu er jeg faktisk bare pissepikkelortesur. Vred. Ualmindeligt skuffet. Og i forhold til, hvad jeg har gjort - jeg har været et pragteksemplar af en ven. Hjælpsom og lyttende og fleksibel og opmærksom. Som tak bliver jeg pruttet i hovedet. Det føles ikke godt. Føler mig hensat til dengang i skolegården, hvor Stine og alle de andre piger besluttede sig for, at man var den randrusianske udgave af Hitler efter 1945. Når man med bævende stemme formastede sig til at spørge, hvad man havde gjort, var svaret "det ved du godt selv". Og jeg havde ingen anelse. Hvilket gav meget fin mening, da jeg vitterligt ikke havde gjort noget som helst andet end at forberede mig til en fremlæggelse om Perus hovedstad, Lima. Jeg troede meget naivt, at sådanne problemer ikke ville eksistere i midten af 20'erne. Jeg tog fejl. Jeg troede også, at anti-vennen som minimum så ville præsentere en værdig forklaring og afslutning. Igen tog jeg fejl. Det ved vi alle, at jeg ikke bryder mig om.

Av for helvede i hjertet. Som et straffespark med pigsko lige i venstre side af brystet. Jeg gentager: Av.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar