søndag den 14. februar 2016

Fuck Valentinsdag

Hvis man kender en lille smule til den altoverskyggende skepsis, jeg er født med og/eller har læst bare et enkelt andet indlæg end dette, kommer det nok ikke som den store overraskelse, at jeg har det en kende stramt med Valentinsdag. Og nej, det er nok ikke den mest originale holdning, jeg har postuleret udi cyberspace (det er den ikke-eksisterende månelanding til gengæld, men lad os tage den en anden gang). Jeg har sådan set ikke noget problem med, at blomsterhandlere og Summerbird-forretningerne har en mere end almindeligt lukrativ sidste vintermåned. Jeg har dog et enormt problem med påtagetheden. Det er jo ikke fedt at blive overrasket, når der ikke er noget overraskelsesmoment. Når der er en forholdsvis konsensus om, at i dag er dagen, hvor man erklærer sin kærlighed. Jeg forstår det ikke. Og det har faktisk vitterligt ikke noget med min civilstatus at gøre. Man kommer som single kvinde, der ikke er fan af Valentinsdag hurtigt til at minde om Bridget Jones udi noget solo rødvin og Celine Dion følelsesporno på samtlige oktaver. Det er ikke tilfældet. Men rosenblade, svaneformede håndklæder, lyserøde balloner, nougatfyldte chokolader og kartonkort med hjerter udenpå måske akkompagneret af noget Barry fucking White, giver mig ganske resolut en voldsom trang til at projektilbrække mig. Og så fedt er opkast bare ikke, så herfra bliver det pænt nej tak.

Eftersom jeg ikke er diktator, vil jeg selvfølgelig ikke hindre folk i at fejre denne dag. Jeg vil blot gentage min manglende forståelse. Seriøst? Den her dag er jo romantikkens nytårsaften, hvor 50'ernes kønsroller rigtigt kommer til deres ret. Det skal være den vildeste/bedste/mest romantiske dag på hele året. Og helt ærligt - kan man blive andet end skuffet? Det er så hypet, at det helt sikkert ender med ikke at leve op til forventningerne. Mændene skal bruge svarende til en halv SU på overbetalte roser og mousserende vin, der faker ligeså meget at være champagne, som den udkårne kvinde kommer til at fake en orgasme senere på aftenen. Og kvinden skal være iført en lille kjole, nogle høje hæle og så skal man sidde på en røvsyg restaurant med alle de andre liderlige par og snakke om. Hvad? Hvor udsøgt hummerbisquen er? Igen: Nej tak. Hvorfor kan man ikke afsætte en anden dag til sig selv og sit parforhold? En dag som man ikke deler med resten af klodens pladderromantiske entusiaster? Jeg vil da meget hellere stå til Hansi Hinterseer koncert og grine over det sammen med et dobbelt x-kromosom, end jeg vil påduttes én korrekt opførsel på denne forcerede dag. Personligt har jeg brugt denne Valentinsdag uden Hansi, men på at have andendagstømmermænd, vaske den bademåtte jeg kastede op på i min fuldskab i fredags, gøre rent, se Modern Family og spise blomkålstærte. Faktisk tror jeg ikke, det kan blive særlig meget mere anti-romantisk, hvilket jeg har det fantastisk godt med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar