tirsdag den 23. februar 2016

Tak Anders Agger

Jeg tilskriver mig det, som alle danske kvinder i alderen 22-89 har vidst i mere end et årti: Anders Agger er fænomenal, og jeg er vild med ham. I dag har han beæret Syddansk Universitet med sit selskab, og jeg sad klar på Medietorvet, hvor slaget stod fra kl. 12-14. Journalistisk Center har nemlig en vidunderlig tradition, der hedder Tirsdags-oplæg. Det handler i al sin enkelhed om, at der kommer en journalist/mediebranche-menneske til campus hver tirsdag og snakker om et eller andet mere eller mindre relevant. På plakaten for foråret er også Poul Madsen, Martin Krasnik og Jakob Sheikh. I dag var det Anders Agger, manden der kalder sin karriere for et arbejdsliv og som bor i Vestjylland.

Han har givet mig lidt af den ro, jeg så desperat mangler. Og for det fortjener han sgu Nobels Fredspris. Fandme i hvert fald på alle måder en mere værdig kandidat end Donald Trump. Manden sagde - i direkte citat: "Jeg synes, I skal tage den med ro". Hans pointe var, at vi ikke behøver at være i besiddelse af et job hos mastodonterne Politiken, DR eller TV2 inden vi fylder 25. Det er så også for sent for mig, men det vigtige var, at han mener, at vores generation er ramt af en "skal"-tankegang. At man skal headhuntes til det perfekte job så hurtigt som muligt, have en lækker kæreste, løbe maraton og generelt være så overskudsagtig og lykkelig, at selv samtlige Disney-prinsesser ville brække sig ned over deres tylbeklædte og pastelfarvede kjoler. Hvilket jeg elsker. Altså hans kritik. For det er det, jeg har sagt i årevis, og så er det selvfølgelig rigtigt.

I weekenden blev jeg af perifær mandsperson spurgt, om jeg ikke skulle i praktik i eksempelvis Bruxelles. Fordi jeg så godt kan lide politik. Og til det kan jeg kun sige nej. Nej, det skal jeg ikke. For det er jeg ganske enkelt ikke politisk skarp nok til. Og det gør mig faktisk ikke ondt at sige/skrive, for jeg bilder mig ind, at jeg så kan noget andet. Og der er mange andre, der er meget bedre til den politiske journalistik end mig, så jeg overlader trygt det felt til andre. Jeg synes, storpolitik er fantastisk og journalistikkens vagtrolle er essentiel. Journalistik som den fjerde statsmagt har så afgjort sin eksistensberettigelse (især så længe (u)Løkke sidder på tronen, den store, tykke tosse). Men Agger havde en glimrende pointe, da han sagde: "storpolitik er ikke nødvendigvis journalistikkens alfahan". Der er ikke altid nogen, der skal fældes eller nogen, der skal stå til regnskab. Nogle gange kan det også "bare" være historien om mennesker. Drevet af en nysgerrighed og en fundamental interesse for at forstå mennesker. Og dér rammer han ind i mit solar plexus. For hvor meget jeg end elsker Martin Krasnik og Clement Kjersgaard, er det ikke det, jeg kan. Hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg noget Anders Agger'sk. Og så vil jeg fandme være lykkelig.

Foredraget afsluttedes med følgende sætning: "Hold nu op. Rolig. Der er en grund til, at I er kommet ind her. Det er fordi, I kan noget kommunikativt, som ingen andre i jeres omgangskreds kan. Det skal nok gå". Den kommentar tror jeg, at jeg vil elske ham til evig tid for.

Jeg talte efterfølgende med et par medstuderende, og Agger delte vandene. For hele den der schlap-af-ting er sværere at efterleve end at postulere, og så er der jo også lige det faktum, at Agger har klaret den. Ifølge ham selv er han ikke nået til tops, men jeg har en formodning om, at vi alle kan blive enige om, at han er rimeligt godt kørende. Foredragstalere vil altid ramme nogle lyttere mere end andre. Og ligesåvel som Jakob Sheikh helt sikkert kommer til at gøre den forsvundne tvilling helt elektrisk, har Agger en tilsvarende effekt på mig. Fordi det rammer ned i en cirkel, hvor jeg håber, jeg kommer til at befinde mig, samtidig med, at det rammer ned i en cirkel af, hvad jeg ved, jeg kan = overlap mellem drømme og realitet = god ting. Og fantastisk foredrag! Pissegod tirsdag, meldes fra Fyn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar