torsdag den 31. marts 2016

Den der hjernerystelse

Ja, jeg ved godt, at jeg i en kæk bisætning lige fik nævnt, at jeg har hjernerystelse. Og det er også helt korrekt. Det er dog ikke noget, jeg som sådan har taget mig specielt meget af. Det skete skærtorsdag og er således en uge siden i dag. Den eneste grund til, at jeg opdagede min hjernerystelse var fordi, jeg var sammen med min sygeplejerske-storesøster, der insisterede på et opkaldt til vagtlægen. Selv var jeg ikke begejstret - hvad fanden skal man sige? "Goddag, jeg er gået ind i en mur og har slået hovedet". Seks timer og et vagtlægebesøg senere fik jeg en doktors ord for, at jeg har hjernerystelse. Jeg havde forstået det sådan (fordi jeg lider af selektiv hørelse), at der var tale om en 24-timers affære. Det er på sin vis rigtigt; de første 24 timer er kritiske, men man skal tage den med ro i op til 14 dage efter afhængigt af, hvilke signaler ens krop udsender. Og det er her, jeg er udfordret.

I går på uni havde vi en øvelse, der indebar en smule løb. Noget med åndedrætsøvelser og hvordan forpustethed spiller ind på det. Fordi jeg ikke ville være en af de der irriterende piger fra folkeskolen, der aldrig deltog i idræt, fordi deres knæ var depressive, løb jeg naturligvis. Og gik et kvarter senere hjem, hvor jeg fik det så dårligt, at jeg var meget tæt på at sætte mig ned på fortovet. Fra i dag kl. 10 til i morgen kl. 10 er der stor nyhedsproduktionsøvelse på universitetet, hvor jeg er blevet placeret på natholdet. Var rådvild og ringede til vagtlægen, fordi jeg jo skal have valuta for mine skattekroner. Forklarede den flinke mand situationen og bad om et råd, hvortil han svarede: "Det kan jeg svare meget kort på - hvad synes du selv?". Øhmbøhaltsååå. Jeg tror, at når du spørger, hvad jeg selv synes, så er det fordi, det er en dårlig ide? Hr. Doktor? Ja. Fik forbud mod at deltage med formaninger om, at en hjernerystelse ikke er noget at spøge med, og at hvis jeg ikke lytter til min krop, kan jeg ende med at lide af koncentrationsbesvær, træthed og hovedpine i adskillelige måneder. Nogle gange har jeg brug for meget konkrente svar, og det fik jeg sgu her.

Så i dag har jeg ligget i min seng med kulsåååååårt samvittighed. Men jeg kan ikke fornægte, at hjernen er god at have, og at helbreddet ikke er værd at sætte på spil for en universitetsøvelse. Det er pissedårlig timet, men sådan det er. Listen over dagens præstationer er relativt kort; jeg har gjort badeværelse rent, og jeg er i skrivende stund i gang med et se En Kongelig Affære på Netflix. Klokken er nu 20.12, og jeg startede kl. 11 i formiddags. Til mit forsvar varer den over to timer, men alligevel. Jeg er mere end træt og har taget fire lure i dag. Dét er ny rekord.

tirsdag den 29. marts 2016

Forresten vol. 20

  • Kan jeg aldrig kende forskel på de her tegn > < Hvilken af dem betyder større end, og hvilken betyder mindre? Det var også et problem i folkeskolen - forskellen er bare, at det på nuværende tidspunkt i mit liv er pisse ligemeget, at jeg ikke kan kan huske forskellen.   
  • Hvad blev der af Juanes? Ham der tengo-tengo-la-camisa-negra. Måske fandt han en sort skjorte, og så forsvandt inspirationen ligesom bare for ham. 
  • Havde jeg en aflevering for til den 23. marts. Jeg havde lavet den, men jeg glemte at uploade den. I-di-ot. 
  • Er jeg begyndt at læse min dagbog fra, da jeg var 14. Det er sjovt, bevares, fordi jeg var rigtig meget 14 år. Men jeg var fandme en sur en af slagsen. En arrig lille teenager.
  • Kom jeg til at tænke på Ally McBeal den anden dag. Den er egentlig meget god. Altså serien. Men hvorfor fanden ender hun ikke med Robert Downey Jr.? Ikke i orden.
  • Er banjoen et undervurderet musikinstrument.
  • Synes jeg det er hyggeligt, når folk staver te med h. Altså the. Men det føles forkert, hvis jeg gør det. 
  • Kører bus nr. 91 i sydgående retning til Herluf Trolles Vej her i Odense. Det er ham, der grundlagde Herlufsholm Kostskole. Hvem bestemmer, hvilke historiske figurer, der fortjener en vej opkaldt efter sig? Umiddelbart er jeg ikke enig. 
  • Så jeg i påsken en dreng, jeg har gået i børnehave med. Han hed Jonas. Det gør han nok stadigvæk. Under alle omstændigheder fik jeg et chok. Han har fuldskæg! Han ligner en voksen mand! Han ER en voksen mand. Kender I det? At mennesker fra ens fortid har man ligesom parkeret der, hvor man sidst så dem. Hvilket i Jonas' tilfælde var i KFUK børnehave, hvor han spiste sine egne bussemænd og var glad for torskerogn med mayonnaise. Så det var en ganske voldsom oplevelse sådan at se ham med skæg og brede skuldre og voksendom. 
  • Har jeg voldsomme samler-tendenser kombineret med dårlige prioriteringer, hvorfor jeg p.t. har seks flasker shampoo i mit skab, men kun tre skiver rugbrød i mit køleskab.
  • Kan jeg ikke se en krokusblomst uden at tænke på lotus krokus (hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om, skal du et smut forbi YouTube). Jeg kan ikke tænke på lotus krokus uden at tænke på Lotus Turéll og jeg kan ikke tænke på hende uden at tænke på Onkel Danny og sådan kører min hjerne slag i slag.
  • Fik jeg nævnt, at jeg har hjernerystelse? Det skete i et voldsomt tilfælde af karma, mens jeg var ved at drille min svoger. FIY: Omend Kalø Vig Slotsruin er en gammel sag fra 1300-tallet, giver den sig ikke. 
  • Skal jeg gøre mig umage for at skrive ruin og ikke urin.  

mandag den 28. marts 2016

Hvaffor en påske

For det første: Ferier er for korte. De første par dage går med at tilvænne sig at have ferie, så er der en dejlig midte, mens de sidste dage af ferien går med at kæmpe med, at ferien snart er slut.
For det andet: Det der påske, ikke? Det er sgu da noget mærkeligt noget. Vi fejrer, at Jesus døde og genopstod og farede til himmels. Men der er ikke rigtigt nogen, der har styr på de mere specifikke detaljer, og hvad fanden er det så, vi markerer til pinse? Påsken er primært en forårs-målestok. Sådan at næste år, når vi venter på stråling med d-vitaminer, er der et eller andet godmodigt fjols, der begynder at snakke om sommertid og om, at vi sidste år i hvert fald drak kaffen på terrassen. Det gjorde vi så ikke i 2016. Til gengæld har jeg fået seks chokoladeindhyllede marcipanæg af min mor og en hjernerystelse.

lørdag den 19. marts 2016

Viggo

Mit rødhårede lille lyn fylder 13 år i dag. Han blev født en onsdag på Randers Centralsygehus. Efter skole tog jeg ind til Matas i Brødregade og købte zinksalve til babyen. Min mor, min søster og mig tog op på sygehuset om aftenen. For at se det lille menneske, vi alle sådan havde glædet os til at møde. Da vi trykkede i den røde snor, der får dobbeltdørene til at åbne sig, fyldtes jeg med en helt særlig stemning. Der var en whiteboard-tavle med en hel masse navne, og mine øjne scannede dem, indtil jeg stødte på "Tina og Viktor". Han sov i en lille vugge ved siden af min moster. Hun så træt ud, men lykkelig som kun en nyslået moder kan. Jeg turde ikke røre ved ham, han lignede den yndigste lille porcelænsdukke, og jeg var så bange for at slå ham itu. Jeg aede hans kind med min pegefinger og han føltes som staudens lammeøre. Da de kom hjem fra sygehuset var min mor og jeg ude at besøge dem. Her lå han på mit bryst, mens han faldt i søvn. Min næse var tæt på hans hoved, og han duftede så fantastisk - han duftede af baby og verdensfred. Her var min 12 år yngre fætter, som jeg svor at elske for evigt og at uddele bank for, hvis nogen skule finde på at drille ham. Det står jeg ved.

Da han gik i dagpleje og børnehave hentede jeg ham ret tit. Der var intet bedre i hele verden end når han fik øje på mig ude på legepladsen, råbte mit navn og løb hen til mig for at springe op i mine arme. Ingen kan modstå en sådan velkomst, og mit hjerte smeltede. Hver. Gang. Så tog vi bussen hjem til mine forældre. Og vi legede fangeleg og gemmeleg og læste Peter Plys højt og grillede om sommeren.

Da jeg gik ud af folkeskolen, var han lige fyldt tre år. Jeg havde drukket mig spritstiv på Plænen i Randers, og fik stavret mig selv hjem i en bus. Kom hjem til huset, men havde ikke mine nøgler med, så lagde mig til at sove i en ulåst bil. Jeg vågnede ved, at min mor og Viggo bankede på ruden, hvorefter Viggo og jeg tog en lur - for ham en middagslur og for mig en sove-rusen-ud-lur. Det var pissehyggeligt. Når han havde sovet inde ved os og vækkede mig om morgenen, var han helt blid og aede mig forsigtigt på kinden og smilede stort, når jeg åbnede øjnene.

Da han gik i børnehave, lærte jeg ham at lave ottetaller med sine hofter, og hører stadig for det. Han har det rødeste hår, jeg nogensinde har set. Han har fregner på næseryggen. Han kalder mig aldrig Isabella, men altid Bella og jeg elsker det. Han er den mest kærlige dreng, jeg kender. Hans håndskrift er pænere end min. Han ved virkelig meget om fodbold. Han er generøs og skør og god. Følsom og opmærksom. Og den lillebror jeg aldrig fik.

Tillykke med fødselsdagen, min elskede Viggo.

torsdag den 17. marts 2016

Forresten vol. 19

  • Synes jeg, at æbler smager meget bedre, når de er skåret i både, end når man bare spiser dem, som de er. Ja, jeg ved det heller ikke selv.
  • Er definitionen af sommer for mig at spise gulerødder, mens det grønne halløj stadig sidder på dem.
  • Er en anden definition at ligge i hængekøje. Jeg har i øvrigt en hængekøje fra Costa Rica, der ligger et eller andet sted hjemme ved mine forældre. 
  • Hygger jeg mig over iTunes. Nogle gange slår shuffle-funktionen til uden, at jeg helt fatter hvorfor. Så kommer for eksempel Matt Whites "best days" som er lige præcis så sukkersød, som titlen antyder, men jeg var ret vild med den, da jeg var 15. 
  • Får jeg penge tilbage i SKAT. Hvilket var helt utroligt nødvendigt. 
  • Kan I huske de der busser, hvor der var tre ophøjede sæder, lige når man kom ind? Der hvor man herregerne ville sidde som barn. Hvor blev de af? 
  • Har jeg altid været mere til mælkechokolade end til det mørke. Men nu er jeg måske i bogstaveligste forstand ved at krydse over til den mørke side. Det smager faktisk vanvittig godt. 
  • Har jeg lært, at bryologi er læren om mos. 
  • Skal jeg til Wien til sommer. Og jeg er sgu godt klar over, at der er lang tid til, men jeg glæder mig. 
  • Hører jeg virkelig meget Justin Bieber i tiden. 
  • Er det ikke ligefrem noget, jeg er stolt af. På den anden side er jeg 25 - it's my party and I'll put on Justin Bieber if I want to. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg løb tør for pink eyeliner - og der var kriiiiiiise. Jeg tror, at min underbevidsthed ikke længere vil acceptere, at vi ikke er Cyndi Lauper. 
  • Drømte jeg også, at jeg helt tilfældigt stødte ind i Julia Roberts i Houmeden i Randers, og vi besluttede os for at drikke nogle sjusser på Von Hatten. De havde lukket, men gjorde en undtagelse for Julia og jeg. 
  • Er jeg nu for anden dag i træk vågnet af sollys. Sollys! Det er mega fedt. Foråret er på vej. 
  • Er jeg begyndt at se Friends helt forfra. Monica irriterer mig en lille smule, og det er som om, hun bare bliver værre og værre jo længere, serien skrider frem. 
  • Flippede jeg temmelig skråt i fælleskøkkenet forleden, fordi fire af mine mandlige samboer besluttede sig for, at en humanist er det samme som en idiot. Helt ærligt. Så find dog en mere opfindsom fornærmelse. 
  • Får jeg påskeferie i morgen!

tirsdag den 15. marts 2016

Den 14. marts 2015

I går for et år siden sad jeg til optagelsesprøve på Syddansk Universitet. Den 14. marts var en lørdag, og jeg havde sovet ad helvede til natten forinden, fordi min overbo holdt fest. Og fordi jeg var ved at gå til af nerver. O'Malley var med mig som moralsk støtte, togturen føltes uendeligt lang, og jeg sad utilpas i mit sæde, fordi jeg få dage forinden havde fået hold i nakken, hvorfor jeg var på piller og holdt min nakke i en ikke helt rank position.

Vi ankom til Syddansk Universitet med en bus, der var grøn og ikke gul, for sådan er de fynske busser lakeret. Jeg tænkte, hvorfor fanden universitetet lå midt ude i en mark. Fulgte efter alle de andre børn ind ad hovedindgangen. Fór vild og nåede efter 10 minutters rask gang og forvirring den rette lokation, hvor vi blev budt velkommen af Peter Bro og Aske Kammer - to gæve mænd, der stod og står i spidsen for denne uddannelse. Jeg kiggede rundt på de andre - der var cirka lige mange mænd og kvinder, og nogle af dem lignede virkelig journalister. Med ternede blazere i hennafarver, med termokrus bestående af flydende koffein og med kernelædertasker. Der sad jeg med nerver, der var mere flossede end Oliver Twists tøjpjalter, mens vi blev talt igennem dagens opbygning.

Optagelesprøven bestod af to dele; en samtaledel og en testdel. Vi blev delt op i to hold, og mit hold skulle til samtale først og efter frokost til testdelen. På mit papir stod der, at jeg skulle til samtale kl. 10.40. Inden prøven havde jeg forberedt mig grundigt; memoriseret navne på FN- og NATO-mennesker, gransket årstal og de vigtigste internationale og nationale politiske nyheder for det forgange år. Samtalen havde jeg tænkt, at jeg kunne køre hjem på charmen. De kalder mit navn, jeg står ude foran døren og venter. Døren går op. Ud kommer en pige på min alder. Hun stortuder. Jeg tror ikke helt, jeg når at tænke noget udover, at jeg ikke tør gå ind i løvens gab. Mine fødder bevæger sig, og jeg giver hånd. Først til en kvinde i 60'erne. Hun har relativt meget makeup på - hun er en pæn dame. Sikkert sådan en, der køber sin mascara fra Dior, for det har hun råd til. Hendes hår er gråt, næsten sølvfarvet og klippet i nogenlunde samme snit som Claire Underwoods. Hun har androgyne sølvsmykker på; store fingerringe og en markant halsring - de er sikkert fra Georg Jensen. Hun er autoritær. Bagefter gav jeg hånd til manden på min venstre side; han er i starten af 40'erne - han har en blå sweater på og ikke særlig meget hår på hovedet. Vi sætter os alle tre ned. På skrivebordet ligger min ansøgning. Mit hjerteblod. Den er fyldt med noter i marginen, røde streger og overstregninger. Jeg tænker fuck. Samtalen varer 20 minutter. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede på nogle af spørgsmålene, men jeg følte, at de var ude på at ødelægge mig. Jeg blev grillet. De spurgte mig, hvorfor objektivitet ikke findes. Hvordan jeg ville være troværdig, hvis jeg var subjektiv. Hvordan jeg konkret ville skabe flere nuancer i dansk journalistik. Hvordan jeg ville håndtere at få kritik for min manglende objektivitet. Hvordan jeg ville sælge aviser, hvis viden er demokratisk og skal være tilgængelig. Hvordan jeg ville skabe mig min egen stemme blandt alle de andre journalister. Hvordan, hvordan, hvordan. Kvinden spurgte mig, om jeg var bundet til Århus - om jeg havde en kæreste, og om jeg ville flytte til Odense. Tak for svaret, og tak for nu. Ud af døren. Det føltes både som om, jeg har været indespærret på kontoret i en livstid samtidig med, at jeg tænker, der ikke er gået mere end to minutter. Bevægede mig tilbage til sofaen, hvor O'Malley og min nu veninde Hanan, som også var til optagelsesprøve, ventede. I det sekund jeg fik øje på O'Malley, begyndte jeg at græde. Præcis som pigen før mig. Jeg vidste, at man kun fik én chance, og jeg var sikker på, at jeg havde forspildt den. At ud af mulighederne knæk og bræk, havde jeg knækket halsen og brækket mine ben. Jeg var sikker på, at det var det. Farvel og ikke-tak.

Vi spiste frokost fra kantinen og forsøgte at distrahere os selv og hinanden ved at snakke om ligegyldigheder såsom geografisk oprindelse og om tiden, og at vi nok også hellere måtte begynde at bevæge os tilbage mod Medietorvet, hvor testdelen skulle finde sted.

Testdelen bestod af en sprogprøve, en paratvidentest, en analyseopgave og en referatopgave. Referatopgaven klarede jeg godt, følte jeg. I den store test af ens paratviden, spurgte de, hvor Game of Thrones blev sendt. HBO. Hvilket dansk modemagasin, der bragte en undervægtig model og modtog heftig kritik. Cover. Jeg svarede Costume, selvom jeg godt vidste, at det ikke var rigtigt. De spurgte, hvilken farve man fik, hvis man blandede primærfarverne grøn og blå. Jeg blev forvirret, for grøn er ikke en primærfarve. De spurgte om en hel masse politik, som jeg ikke troede, jeg vidste. I analyseopgaven skulle man skrive en leder med udgangspunkt i Charlie Hebdo. Jeg skrev, at ytringsfriheden ikke er absolut - at en given rettighed ikke nødvendigvis altid skal udnyttes, bare fordi man har ret til det.

Jeg var tilbage i Århus kl. 21 om aftenen, gik i fakta og købte frysepizza og vindruer. Min hjerne var brændt sammen. Maden smagte ikke godt, og jeg faldt i søvn med alt mit tøj på.

Efterfølgende fulgte halvanden uge i helvede. Halvanden uge, hvor min hjerne udelukkende kredsede om, hvorvidt jeg var kommet ind eller ej. Vi fik til optagelsesprøven at vide, at vi ville få svar på vores optagelsesprøve den 23. marts. Så jeg ventede. Og ventede. Og ventede. Mens tiden sneglede sig af sted. Universiteternes optagelsessystem sker igennem STADS-selvbetjening. Det var der, svaret ville komme. Jeg tjekkede det konstant, men serveren var nede - vedligehold. Jeg havde en formodning om, at det nok ville blive fikset inden den 23., men havde alligevel mine bange anelser.
Det blev den 23. marts, og jeg var eksamensvagt på Viby Gymnasium. Jeg sneg mig konstant ud på toilettet for at tjekke min telefon - og så tit skal ingen tisse. STADS virkede stadig ikke. Jeg ringede til SDU, og blev i løbet af ét opkald omstillet 23 gange og endte ved en vicevært i Kolding-afdelingen, som meget sødt forsøgte at hjælpe mig. Da jeg endelig endelig endelig fik telefonnummeret på hende jeg skulle have fat i, ringet op til hende og kom i kontakt med hende, bønfaldt jeg hende. Jeg kunne give CPR-nummer, adresse, hvad som helst - please bare fortæl mig, om jeg er kommet ind. Det måtte hun ikke, fordi der var tale om personfølsomme oplysninger. Fint. Men kan I så ikke i det fucking mindste fortælle mig, hvornår jeg får svar. Jo, hun ville lige omstille mig. Telefonen ringer op. Og bliver afbrudt. Klokken er 14.00 og telefonerne lukker. Fuck jer og fuck mig. Jeg var arrig, trampede i pedalerne hele vejen hjem. Hørte rigtig meget høj rockmusik.

Den 24. marts kom STADS endelig op at køre. Jeg cyklede på arbejde igen, og STADS-indbakken var tom. Jeg ringede til Syddansk Universitet, fordi vi havde fået en fin tradition for netop det. Det var rigtigt, at STADS virkede, men på grund af vedligeholdet, havde SDU heller ikke haft adgang, så deres studentermedhjælpere skulle først til at indtaste resultaterne. De kunne dog fortælle mig, at jeg ville have svaret inden midnat. Så det var trods alt kun max 15 timer. Endnu engang fuck jer og fuck mig.

Stadig uforløst cyklede jeg hjem. Kom hjem og ringede til Birgitte, og både råbte og hulkede ind i røret. I frustration. I desperation. Det virker topfjollet nu, men hele min fremtid afhang i min optik af svaret. Og det gjorde fysisk ondt på mig at vente. Hun sagde til mig, at jeg var nødt til at forlade min lejlighed. Gå en tur. Løbe en tur. Gå i biografen. Et eller andet. Jeg gav hende ret. Tænkte, at jeg ville gå til Moesgård, ud i skoven, ned til vandet. Lagde på og gik hen til min computer for at lukke den ned. Gik per automatik lige en sidste gang ind i min mail. Og der lå den. Klokken 17.21. Med emnet "Optagelse på Syddansk Universitet". I mit indre vidste jeg godt, at en sådan mail betød, at jeg var kommet ind. Men jeg turde ikke tro på det. Åbnede mailen, gik ind i STADS. Og der var det. Mit tillykke med optagelsen. Jeg læste det 56.987 gange.
Jeg ringede til Maj, ringede til min mor. Skreg, hoppede, dansede. Og var så forløst og lettet. Og glad. Virkelig helt igennem grundglad.

Tænk engang, at jeg kom ind. Tænk engang, hvor sikker jeg var på, at det ikke ville ske. Tænk engang, hvor meget der er sket på et sølle år. Det er vildt. Og både skræmmende og sundt at tænke på. Jeg tror især, det er sundt, når man har det skidt og bekymrer sig om fremtiden. Det hele skal nok gå - og som min Faster Mona plejer at sige: Man kan meget mere, end man selv tror. For jeg var god nok, jeg kom faktisk ind. Der var 300 ansøgere, og jeg kom ind. Det er sgu da i al ydmyghed godt gået. Så på denne tirsdag, hvor jeg drukner i mine egne praktikansøgninger, vil jeg forsøge at minde mig selv om netop det faktum, at det hele nok skal gå.

onsdag den 9. marts 2016

Optur!

På dette herrens andet semester har jeg et fag, der hedder "kreativ nonfiktion", som jeg i det sekund jeg hørte om det, vidste jeg måtte følge. Mission accomplished. Mine forventninger har været urimeligt høje. Så høje, at en skuffelse har været uundgåelig.

Nu har jeg været i gang i fem uger og tør sige: Nej. Jeg er ikke skuffet. Jeg elsker det. Underviseren hedder Lene, og hende kunne jeg, hvor upassende og forkert det end måtte være, virkelig godt tænke mig at drikke en gin & tonic med. Hun ligner et menneske, der ved meget om alting. Hun ligner sådan en, der har regnet livet ud, men som ikke siger det højt - for det har hun nemlig også lært, at man ikke skal. Hun er meget, meget fantastisk. Giver feedback på alt, hvad vi afleverer og den konstruktive af slagsen. Hun giver mig blod på tanden i stedet for en psykisk mavepuster. Hun styrker min skrivelyst, og hun skaber en tro på, at det hele sgu nok skal gå. Og for det fortjener hun faktisk den største guldstjerne, Imerco har på lager. 

Hvor forfærdeligt det end lyder, har jeg ikke haft det sådan her siden gymnasiet. Følelsen af virkelig at elske et fag, at glæde sig til næste gang og faktisk betragte hjemmearbejde mere som en glædelig hobby end som et nødvendigt onde. I gymnasiet havde jeg Poul Larsen til dansk. Han var frygtindgydende, gammel og satte sig i respekt, som om han principielt ville genindføre kæft, trit og retning. I langt størstedelen af 1.g. var jeg ikke fan. Nok fordi jeg var lidt bange for ham. Jeg husker stadig, hvordan jeg ikke kunne finde lokale 18 i den første uge af gymnasiet og derfor nåede både i kælderen og på første sal, inden jeg endelig fandt klasselokalet. Jeg kom derfor for sent. Bankede på døren og sagde "undskyld jeg kommer for sent". Poul Larsen kiggede på mig og sagde: "Ja, det gør du". Jeg havde lyst til at skylle mig selv ud i toilettet, men kom aldrig for sent igen. Og i øvrigt blev jeg fan. Han var umanerligt dygtig til det danske sprog, aristokratisk at se på, havde altid et lommetørklæde til at duppe sin glinsende pande, og han talte meget tydeligt og velartikuleret. Udover ham skal skal vi tilbage til folkeskolen. Tilbage til Lotte Hundborg, som jeg stadig relativt ofte sender smukke tanker til. Hun var min dansklærer i folkeren. Det var hende, der sagde til mig, at jeg for guds skyld aldrig måtte holde op med at skrive. Og som nok er den autoritet, jeg har lyttet allermest til. Nogensinde.

Sammen med Poul og Lotte har Lene indtaget pladsen over lærere, der virkelig har gjort noget ved mig. Som har rykket et eller andet permanent i mig. Givet mig en lyst og en ro, jeg ikke helt kan forklare. Men jeg vil gerne sige dem tak - tak for, at de gjorde det, som fantastiske lærere gør: Giver selvtillid, udfordrer en, tror på en og giver en lysten til at blive bedre og lære mere. Pissemeget tak for det.  

mandag den 7. marts 2016

Status på weekenden

Jeg har satme haft en god weekend. Og en lang en af slagsen, for jeg har besluttet mig for at holde fri fra uni i dag. Et af privilegierne ved at være studernede, og desuden også en markant billigere rejsedag end søndag. Jeg har været i dobbelt A, hvor jeg blandt andet har været til koncert med Tina Dickow og Steffen Brandt. Hun har den vildeste vokal, og han er lun og morsom. Og jeg var glad. Virkelig spitze koncert, som i øvrigt var min fødselsdagsgave. Men for helvede - de der koncerter. De varer aldrig længe nok. Aldrig har jeg siddet/stået til en koncert og tænkt, at nu måtte den faktisk godt slutte. Men jeg kan selvfølgelig tage til Rasmus Seebach event for ligesom at prøve det med. Åh, jeg må le. Af mig selv.

Som det så ofte før er sket, når jeg er i selskab med den 14 år ældre udgave af - nå ja - mig selv, endte vi i gaden. Jomfru Ane Gaden. Det er nu altså en dejlig gade. Vi drak uanstændigt mange sjusser, og dansede ukontrallabelt meget salsa. Den ene af os mere professionelt end den anden af os, men er det ikke noget med, at man kan fake it indtil man er så fuld, at man er ligeglad? Det blev utrolig nemt, da vi fandt en efterladt flaske Captain Morgan rom. Haps haps haps, ned med den.
Prisen for det er tømmermænd i ikke en, men to dage. Jeg er således helskindet ankommet til Fynsland, men jeg vil sige, at jeg er mere end almindeligt træt. Jeg forestiller mig, at jeg kommer til at knalde brikker inden klokken slår 21. Hele dagen i går blev brugt i Birgittes sofa med tre dyner, et tæppe, seks puder, to poser chips, to pizzaer og helt vildt meget cola og danskvand. Og lidt moralske tømmermænd, fordi de fysiske jo nødigt skulle føle sig ensomme. Det har været så mega dejlig en forlænget weekend, at jeg næsten ikke kan overskue, at den sluttede i formiddags. Men måske det er meget godt for de få hjerneceller, jeg har tilbage, at vi tager en lillebitte pause. Indtil på lørdag, hvor jeg skal hænge ud med O'Malley, og det er ækvivalanten til at "se film" med en, man godt kan lide. Så ved man ligesom godt, hvad klokken har slået = jeg bliver formegentlig fuld på lørdag. Meget passende hører jeg lige nu Mathilde Falchs sang, der hedder 12 trin og handler om hendes forløb i Anonyme Alkoholikere. 

Således opmuntret kan jeg fortælle, at min souvenir fra mit eventyr i Ålborg er et blåt mærke på min højre hofte, endnu et på min venstre overarm, ømhed i de ribben, der sidder i venstre side og at mit tøj lugter af en interessant blanding af ged, gnu og bodega, hvorfor jeg er i færd med den storslåede proces at vaske det. Jeg burde tage ud at handle, og jeg burde sådan set også læse Mediesprog. Men det kommer ikke til at ske, for det er mandag og det føles som søndag.